[217] Gerner gik op og ned inde i sit værelse. Der var halvmørkt i stuen, skjøndt det var højt op på formiddagen. Udenfor stod novemberskodden tyk og grå og ubevægelig, og ovnen vilde ikke trække. En skidden, støvagtig væde klæbed på ydersiden af vindusruderne, og husene ligeoverfor var ikke til at skjælne.
Gerner så bleg og forvåget ud. Hans øjne var rødkantede og anstrengte, og de lange, hvide fingre pilled nervøst ved urkjæden.
Af og til lød en dump stønnen ind til ham. Da stod han stille og lytted anspændt med ludende hode og øjnene stirrende på gulvteppet.
Lucie havde vært dårlig fra klokken fire om morgenen. Klokken syv var Gerner ståt op og [218] havde hentet madammen og den kone, som skulde passe Lucie, mens hun var sengeliggende.
Han tænkte på, om han ikke skulde ta sig en tur ned på kontoret. Det var så forfærdeligt at være her hjemme og ikke turde gå ind og se til Lucie, for hun havde vredt og heftigt fordret, at han ikke skulde vise sig. Han kunde ikke glemme det ansigt og den stemme, hvormed hun havde skreget: «Ud med Dig! Ud med Dig!» da han for en times tid siden havde vovet sig derind.
På tå gik han gjennem spisestuen ud i baggangen, og lukked på kjøkkendøren.
En mager liden kone med kappe på hodet og hænderne foldet i fanget udenpå et sort, rynket forklæde sad på en stol tæt ved komfuren, hvoren stor vandgryde var sat over ilden. Foran kjøkkenbordet stod Martine og skrælled poteter.
«Aa hør her lidt, madam Halvorsen?»
Konen rejste sig og kom hen til Gerner på en hurtig, tjenstvillig måde.
«Jeg vilde gjerne tale et øjeblik med madammen derinde,» hvisked Gerner og bevæged hodet i retning af soveværelset. En våndefuld jamren, der slog over i skrigende gråd, trængte i det samme ud til dem. Gerner kneb øjnene sammen. «Å gud, å gud, jeg dør, madam Sæby, jeg dør!» Det endte i et langt, klagende suk, og så blev det stille.
Gerner vented lidt med fingrene klemt fast [219] om håndtaget på kjøkkendøren, som han holdt åben. Foran ham stod den magre, lille kone med nedslagne øjne og en gudhengiven mine. Martine fortsatte uforstyrret sit arbejde.
«Bed madammen komme ind i spisestuen lidt,» han gjorde plads for konen, der smøg sig forbi ham. «Hys, hys, så stille som muligt.» Han gik ind i spisestuen og lukked forsigtig døren efter sig.
Det varte lidt, så kom der et langt fruentimmer tilsyne i en brun ulden kjole, der syntes at hænge om en stok. Hun holdt hodet påskjæve, lidt foroverbøjet og så nedenfra op med nogle underlige, snare øjne, der var matte og spillende på én gang. Håret var bustet og uredt og opsat bag i en flad kage. Munden var stor og tynd med grisne tænder og så ud til at være så vant med at smile og fortrække sig, at den ikke et øjeblik kunde holde sig rolig.
«Hvordan står det til?» hvisked Gerner.
«Så godt så,» læsped madam Sæby. «Frua mi er så tålmodig, så. Med Jessu hjælp går det altsammen som det skal.»
Tiltrods for at hun talte med en dæmpet, vissen stemme, og stedse luded med sit skjæve hode, var der noget så utrolig gesvindt i hendes minespil og i hendes måde at bruge sin spidse, lange tunge på, at det virked, som om hun gjorde støj.
[220] «Jeg skulde vært nede på kontoret,» sa Gerner. «Men jeg vilde jo nødig – tror De der er længe igjen?»
«Kors da!» hun gjorde en slatten bevægelse med sine små, mørkladne gummihænder, som hun holdt tæt ind til brystet og uafladelig strøg over hinanden. «Der er langt frem ennå, dette er bare småpluk, skjønner advokaten da vel. Det blir da ikke til noe alvorligt, før hen på ettermidda’en. Jo, kors da, gå bare Dere. Vorherre blir igjen, han.»
Nu lød der igjen en jamren fra soveværelset, og hurtigt og lydløst smutted madammen derind.
Gerner blev opholdt længer på kontoret, end han havde tænkt sig. Hvergang han laved sig til at gå, kom der nogen, som skulde tale med ham. Endskjøndt han havde den største møje for at holde tankerne samlet, var der dog en slags lise i at sidde og høre på dette snak om processer og husprioriteter, og hele tiden sa han indimellem til sig selv: Så er det over til jeg kommer.
Da han ved tretiden stod hjemme i entréen og hang hatten og frakken fra sig, nåde der et skrig ud til ham, som intet menneskeligt havde ved sig. Det skar gjennem luften så vildt og vanvittigt, så skingrende ubændigt, at hans lemmer stivned i rædsel. Efter nogle sekunders forløb [221] hørte det op. Så gik det ilsomt i dørene med travle, trippende skridt.
Gerner sneg sig ind i spisestuen. En stemme lide i baggangen sa noget, det kunde vist ikke være madam Halvorsens, for den hørtes så glad og høj. Martine svarte: «Nå, gudskjelov da.» Der kom besværlige skridt, det var tydeligt, at nogen bar noget, og så sa Martine igjen: «Skal jeg ikke hjælpe Dere med baljen, da, madam Halvorsen,» og så gik skridtene ind i soveværelset, gjennem døren fra baggangen, og noget tungt blev sat ned på gulvet derinde.
Stille listed Gerner sig hen til soveværelsesdøren og lytted.
Han hørte en lyd som af klaps på et nøgent legeme. Så sa madam Sæbys visne stemme: «Det var da svært å trå(Træg.) han er au da,» så igjen et klaps og derpå et spædt, vedholdende barneskrig.
Gerner tog sig med begge hænder om hodet, læned sig op mod dørfyldingen og græd.
Om lidt retted han sig, satte sig varsomt ned på en stol tæt ved, og bestræbte sig for at følge, hvad der foregik derinde.
Barnet blev ved at pibe, og samtidig hørte han en rislende skvulpen af vand. «Så stor å tidig, så,» sa madam Halvorsens stemme, «og så [222] fejt på kroppen da, og slig en skolt(Hode.), rimelig det måtte læte på(Tage på.). – Ræk mig ulddække’ der da!»
Så kom der en slippende lyd af vand, barneskriget holdt op, og så hørte han bare en stille puslen og en kjælen, slæbende stemme, som blev ved at sige: «Så dejlig og så søt så – så stor og søt så, – helledud, så tidig og så freg(Knøv, velnæret.) så.»
Han kunde ikke holde det ud længer. Nu måtte han derind. Tre ganger la han hånden på dørgrebet, men slap det igjen. Endelig fjerde gang tog han mod til sig og gik ind så sagte, at ingen lyd hørtes.
Værelset var oplyst af en lampe med mat kuppel, som stod borte på vaskerservanten. Foran det store skjærmbræt, som skjulte sengen, sad madam Halvorsen på en skammel med barnet, som hun var ifærd med at svøbe, på skjødet. Et hvidt uldteppe hang ned over hendes knæ og lå udover gulvet til alle kanter.
Gerner gik hen til skjærmbrættet og stak hodet frem foran det.
Der lå Lucie, hvid i ansigtet, med blege læber og lukkede øjne. Madam Sæby retted på overlagenet og svøbte teppet tæt om hende. Så tog hun først hendes ene arm og så hendes anden og la dem i en runding så hænderne mødtes udenpå teppet.
[223] «Så i Jessu namn,» sa hun og retted sig. «Nå ska’ frua mi’ ha det så godt, så.»
«Det er gåt så pent og naturligt,» vendte hun sig til Gerner, som var trådt tilbage bag skjærmbrættet, «rigtig så naturligt. Gus’skje tak og pris. En kan nok aldrig undre sig nok over herrens almægtige mirakler.»
Gerner gik hen til sengen, tog Lucies hånd og kyssed den. Hun åbned øjnene, men lukked dem straks igjen.
Så bukked han sig ned og kyssed hende på panden. «Stakkels Lucie min,» hvisked han. «Gudsketak, at det er over.»
Lucie rørte sig ikke.
Gerner gik om på den anden side af skjærmbrættet. «Har det vært hårdt?» spurgte han.
«Advokaten kan da vel vide, at det ikke har vært noe barneværk, heller,» svarte madam Sæby med sit støjende smil. «Slig en rug(Prygl.) af en gut!» hun pegte på barnet. «Jeg er stø på, han vejer mindst sine 24 mærker. Og så lik han er sin far da. – Han skal nok slippe for å lyve sig far til, den karen.»
Gerner bøjed sig over madam Halvorsens fang og så på det lille røde barneansigt. «Svært stort hode,» sa han.
«Ja, advokaten skal aldrig ha set make,» [224] svarte madam Sæby, og tog om barnets usædvanlig udstående baghode. «Rigtig en præsteskolt.»
«Har han ikke ualmindelig meget hår?» spurgte Gerner, og strøg varsomt med fingerspidsene over barnets hode.
«Joda! dejlig brunt, krøllet hår. – Hys, jeg mener frua mi sa noe,» madammen smøg hastig forbi skjærmbrættet.
«Vis mig det,» hvisked Lucie uden at åbne øjnene.
Jordemoderen tog barnet og bar det hen til Lucie.
«Så er det bedst vi lægger det til brøste’ med det samme,» sa hun dæggende. «Så skal det bli så godt og så velsigna for frua mi.»
«Jeg vil se det,» sa Lucie med en mat, afværgende håndbevægelse.
Jordemoderen holdt barnet, så at hun kun kunde se den højre side af ansigtet.
«Vend det om,» sa Lucie. Hendes øjne stod vidåbne og syntes trillende runde.
Madam Sæby gjorde som hun sa.
Lucie så en liden, brun føflæk med bløde, mørke hår, på det venstre kind, lige under øjet.
«Ta det væk! Væk!» skreg Lucie og slog fra sig med armene. Hendes ansigt var blet mørkegråt og stivt.
Så fik hun et anfald af krampelatter, som varte i over en time.
[225] Lægen var imidlertid bleven hentet.
Efter latteren fulgte hysteriske grådanfald, så voldsomme og vedholdende, at det var som hendes legeme skulde brydes istykker. Hun fôr op i sengen og vilde frem, og da hun blev holdt tilbage med magt, kasted hun sig omkring som en rasende.
Mørk gav ordre til, at der skulde skaffes amme til barnet.
Så begyndte feberen.
Hun lå med ispose på hodet. Øjnene strålte, huden på læberne var brun og skorpet med blodige merker efter hendes bid under krampen, og de indfaldne kinder var unaturlig røde. Hun talte og gestikulerte uafladelig og var ikke et øjeblik ved samling.
«Det er morfinen,» sa Mørk, «men det tar smerterne bort.»
Gerner tænkte på deres samliv, især på tiden, før hun blev hans hustru, mens han sad ved sengen i disse lange, lange nattetimer, når han havde tat vågekonens plads.
Et par ganger på natten listed han ind i spisestuen, som var bleven gjort til barnekammer, og stod længe bøjet over vuggen, hvor barnet lå og pusted med næsen helt nede i puden, og den lille kind, som vendte op, rød og varm. Så fik han tårer i øjnene, og hans stive, håbløse mine blev øm og bekymret. «Stakkels lille nore’ mit,» [226] mumled han op igjen og op igjen, mens han rørte ved barnets pande med spidsen af sine læber.
«Gå væk med Dig! gå fra mig, siger jeg!» råbte Lucie undertiden, og rejste sig overende. «Du lugter så vont, og slige grove, skidne klær da! – Jeg er fin frue, jeg, min mand er advokat til og med. – Den fæle, brune flækken. – Ånej, dræb mig ikke da! dræb mig ikke, jeg ligger jo så stille som en mus, ser Dere. – Å fy, å fy, å ækkel di hårene er! – Hjælp mig, hjælp mig!» Hun greb ud i luften og fik fat på sin mands hænder, som altid var tilrede, og knuged dem, så hendes negler satte mærker i fingrene. Så krøb hun sammen i sengen med benene helt oppe under sig, greb ham om halsen og sa med stive, forfærdelige øjne: «Er det Dig, Theodor? Du er den værste og den fæleste af alle, og så’n væmmelig tøsefut da. – Du er mye, mye værre end så jeg noensinde har vært.»
Så kunde hun falde tilbage på puden og græde strømme af tårer, og tale ustanseligt ud i luften.
Og imens gik Gerner og bytted isposen på hendes hode og gav hende medicinen, la puden tilrette og trak teppet op omkring hende, mens tårerne langsomt trilled over hans kinder.
Den fjerde dags aften havde lægerne sagt, at alt håb var ude.
[227] Gerner sad ved sengen og så på Lucie time efter time. Hun havde ligget i en døs fra klokken 9 om aftenen. Med den store, hvide ispose på hodet, der ligned en turban, og de strålende, røde kinder, så hun forfærdende fremmed ud. Fra spisestuen lød der af og til klynken og sutren af den spæde barnerøst, men Lucie børte det ikke. Hun lå stille hen. Brystet bæved sig krampagtig højt for hvert åndedrag. Engang imellem løfted hun armen og bevæged hånden frem og tilbage; så faldt den tungt ned igjen.
Gerner var nu fuldkommen fattet på, at hun skulde dø, og der var efterhånden kommen en sløv ro over ham. Han tænkte på alt, hvad der var foregåt imellem dem fra den første aften, han havde fåt fat på hende efter førestillingen på Tivoli, og til den dag hun fik barnet. Han gik det igjennem altsammen, stykke for stykke, led for led. Han kom til det resultat, at han intet havde at bebrejde sig. Han havde vært en ærlig mand ligeoverfor hende. Fordi han var så glad i hende, at han ikke kunde leve uden hende, havde han gjort hende til sin hustru, og han havde trofast og ihærdigt stræbt for, at få noget godt ud af deres ægteskab. Når det ikke var lykkedes bedre, var det ikke hans skyld, men dels hendes egen, dels noget, der havde vært stærkere end han selv, dette, at han ikke havde kunnet glemme hendes fortid. Pludselig husked [228] han de ord, Lucie havde sagt den aften hun var kommen fra Malmøen: «Du behandler mig som en noksagt, men hvad ret har Du? Alle dere mandfolk –.»
Han fôr op ved at Lucie rejste sig i sengen og bevæged sin højre arm, som om hun vinked til nogen.
«Hvad er det, Lucie, elskede, søde Lucie min, hvad er det?» Han tog hendes brændende tørre hånd.
«Den skal kjøre nærmere,» sa Lucie med en lav, men dog underlig tydelig stemme, «helt hen, så vi kan gå opi herfra. Jeg og fru Rejnertson skal sidde indeni og løjtnanten og Nilsa osså, men Du skal sidde på bukken, Theodor,» – hun vendte langsomt hodet, og så på ham med halvbrustne øjne, – «Dig vil jeg ikke ha indeni, Theodor. – Nej, ikke den derre simple, den fine ligvognen vil vi ha. Hyp, hyp, hyp,» hun spidsed munden og forsøgte at smelde med læberne. «Kjør nå, kjør nå, hva’ venter dem etter?» Hun sank tilbage på puden, og Gerner trode, det var forbi, men lidt efter rejste hun sig atter og sa hæst hen for sig: «Han, som sa, det var min skyld, nå er der da syn for saken,» hun lo kort og faldt bagover på puden.
Straks efter begyndte dødskampen. Gerner hældte i hende et moskuspulver og holdt hende med begge hænder om hodet.
[229] Hun lå nu stille og ralled, og kramsed med fingrene på teppet.
Pludselig rejste hun sig ilfærdigt, greb Gerner med et fast tag om armen, pressed den anden hånd mod sit hjærte, og idet der gik en krampagtig rykning gjennem hele hendes legeme, kasted hun op. Det kom med slig kraft, at det stod som en stråle udover sengekanten og faldt ned på gul vet.
Så sank hun tungt tilbage. Øjnene vrængtes og munden arbejded. Hun lå endnu lidt og pusted ganske svagt med længere og længere mellemrum.
Så strakte hun sig og døde.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Den naturalistiske ekteskapsromanen Lucie ble utgitt i 1888. Tre år tidligere hadde Skram utgitt Contance Ring om en frigid kvinne fra embetsmannsmiljøet i hovedstaden. I Lucie møter vi en helt annen kvinnetype, nemlig «Tivolifrua» Lucie, en tidligere danser fra fattige kår, med flere erotiske erfaringer i bagasjen.
Advokat Theodor Gerner, en respektabel enkemann, faller for Lucie og gifter seg med henne. Han forventer at hun forsøker å tilpasse seg borgerskapets normer, men klasseforskjellene og deres forskjellige syn på bl.a. seksualmoral og kvinnens rolle skaper en stadig dypere kløft mellom dem. Samlivet dem i mellom er dømt til å mislykkes.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (NB digital).
Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
