Da den ligesaa gaadefulde som ulykkelige Ludwig den anden, som jeg vil forsøge at tegne et billede af, blev født, var hans bedstefader, den eksentriske Ludwig den første, endnu konge i Bayern.
Faderen, Maximilian Joseph, var kronprins. Han havde 1842 egtet den skjønne prinsesse Marie af Preussen. Hun var kun seksten aar gammel; han var tyve aar ældre.
Efter alt at dømme var egteskabet meget lykkeligt. Maximilian var en pligttro, forstandig og rettænkende mand. Men han var sygelig og havde, som de fleste af slegten, et sensibelt nervesystem.
Nogle aar saa det ud, som om egteskabet skulde blive barnløst. I begyndelsen af aaret 1845 fik befolkningen dog vide, at kronprinsessen befandt sig i velsignede omstændigheder. Den 25de august, paa den regerende konges fødselsdag, forkyndte hundrede og et kanonskud for Bayerns folk, at en prins var født paa slottet Nymphenburg.
4I virkeligheden skal det fyrstelige barn have seet lyset to dage før. Man havde holdt begivenheden hemmelig for at berede Ludwig den første en glædelig overraskelse; kongen havde nemlig udtalt ønsket om, at en mulig arveprins maatte komme til verden paa denne dag.
Barnet blev opkaldt efter ham, og han holdt det selv over daaben.
Den gamle konge stod dengang paa høiden af sin popularitet. Snart indtraadte imidlertid et vendepunkt. Danserinden Lola Montez greb ind i den elskovssyge monarks liv og vakte en voldsom bevægelse i Bayerns hovedstad.Forfatternote: Se: «En forglemt heltinde» af Clara Tschudi. (1904) Den almen-europæiske, demokratiske reisning 1848 kom til og gjød olje i ilden. Ludwig maatte frasige sig tronen og blev efterfulgt af sin søn Maximilian Joseph, som besteg den under navn af Maximilian den anden.
Kort efter disse politiske uroligheder blev den unge dronning forløst med en anden søn, der blev kaldt Otto. Skrækken og ophidselsen bevirkede, at han kom tre maaneder for tidlig til verden. Lægerne erklærede det for umuligt, at barnet kunde leve; men det viste sig senere, at de havde taget feil.Forfatternote: Otto blev født den 27de april 1848. – Det er ham, som nu bærer kongenavnet i Bayern.
Baade kronprinsen og hans broder var ualmindelig smukke. Det var et straalende syn, naar den 5skjønne og afholdte dronning gik gjennem Münchens gader med sine vakre gutter. Moderglæden og moderstoltheden lyste ud af hendes øine, medens folkets blikke med uforfalsket beundring dvælede ved hende og hendes børn.
Otto var den, der lignede hende mest. Da han desuden var glad og omgjængelig, var han ogsaa den, som vandt skjønhedsprisen hos folk i almindelighed. Men Ludwigs skjønhed var mere eiendommelig og sjælfuld. Navnlig var hans store, mørkeblaa øine vidunderlig smukke og straalende.
Gutterne var altid klædte i hver sin bestemte farve, som dronningen havde valgt; Otto i rødt, Ludwig i blaat, – Bayerns nationalfarve! Ikke alene hans klæder fik denne farve, men, saavidt muligt, hans øvrige smaa eiendele og fornødenheder, som, for eksempel, bindet om hans bøger, hans tegnemapper og nodehefter.
Den blaa farve vedblev stedse at være hans yndlingsfarve.
Hvor forstandige forældrene i mange henseender var, saa synes de at have manglet den rette indsigt i opdragelsens vanskelige kunst.
Faderen var for streng og stillede fordringer til kronprinsen, som oversteg dennes evner og kræfter. I tide og utide mindede han ham om, at han engang vilde blive konge. Han blev hensynsløst straffet, 6baade naar han fortjente det, og naar hans forseelser var saa ubetydelige, at de kunde havt krav paa nogen overbærenhed. Ludwig fik ikke lov til at være barn. Alt legetøi blev tidlig taget fra ham. Han havde en skildpadde, som han særlig satte pris paa. Men det varede ikke længe, inden ogsaa denne blev taget bort efter kongens udtrykkelige befaling.
Dronningen gjorde intet forsøg paa selvstændig at gribe ind i denne unaturlige opdragelse. Heller ikke synes hun eller kongen at have havt øie for, at kronprinsens eiendommeligheder burde behandles med varsomhed.
Fra andet hold var han samtidig gjenstand for en helt modsat og endnu mere forkjert behandling.
Hans barnepige «Liesi» forgudede og forkjælede ham. Da han blev lidt større, fik han en fransk guvernante, som synes at have havt en ret uheldig indflydelse. Hun sværmede for den franske «solkonge» Ludwig den fjortende og lagde aabenbart an paa at forme sin elev efter dette mønster. Bekjendte ytringer af enevoldsherskeren, som «L’état, c’est moi!» (Staten, det er jeg!), «Tel est notre bon plaisir» (saadan er vor gode vilje!) og lignende blev fremholdte for den fyrstelige elev som mønstergyldige udtalelser, der burde efterlignes.
Samtidig gav hun i miner og lader udtryk for den underdanighed, som hun mente, at det anstod 7sig for undersaatterne at vise den vordende konge. Hun spurgte aldrig, om han var flink og elskværdig. «Kronprinsen er altid den første!» gjentog hun uafladelig.
En fransk sproglærer, der afløste hende, optraadte i samme aand og bidrog til yderligere at forkvakle det barnlige sind. Som et eksempel paa hans opdragelsesmaade kan anføres, at «le très gracieux prince royal» blandt andet fik lov til at rulle læreren rundt paa gulvet som en tønde.
Ludwigs egenkjærlighed maatte under saadanne omstændigheder udvikle sig.
Episoder fra hans spæde aar viser, at en udpræget selvfølelse og lunefuldhed tidlig gav sig tilkjende hos ham.
Her er et træk fra tolvaars-alderen og under et ophold i Berchtesgaden:
Han legede i slotsparken med sin broder.
Uden nogensomhelst foranledning kastede han pludselig den tre aar yngre Otto i græsset, satte sit knæ haardt paa hans bryst, puttede sit lommetørklæde ind i hans mund og raabte med bydende røst:
«Du er min undersaat. Du skal adlyde mig! Jeg skal engang blive din konge!»
Heldigvis var en hofmand øienvidne til dette. Han sprang frem og rev Otto, som holdt paa at kvæles, væk fra broderens voldsomme tag.
8Scenen kom kongen for øre. Han tildelte sin førstefødte paa borgerlig maade en god dragt prygl.
Denne korporlige revselse havde dog ei den ønskede virkning paa den yderst selvfølende prins. Den synes udelukkende at have forbitret ham mod hans fader. Saa tungt tog han krænkelsen, at han senere formelig skyede Berchtesgaden.
En vinterdag 1859 var de to prinser sammen i den saakaldte «engelske have» i München.
Otto havde rullet en stor snebold og raabte fornøiet til sin broder:
«Se, Ludwig, – jeg har en snebold, som er større end dit hoved!»
Ludwig tog den fra ham. Otto begyndte at græde. Deres hovmester kom til og spurgte, hvad der var hændt.
«Ludwig har taget min snebold,» hulkede Otto.
«Deres kongelige høihed», sagde hovmesteren, «naar prins Otto har lavet en snebold, saa tilhører den ham, og De har ingen ret til at tage den.»
«Skal jeg ikke have lov til at tage snebolden? Hvortil er jeg da kronprins?» spurgte Ludwig fortørnet.
En herre, der stod Maximilian den anden nær, og som oftere var indbuden til jagtture med ham, har fortalt, at han meget sjelden saa de smaa prinser, naar han besøgte kongen.
9En gang, da han spadserede i slotshaven ved Hohenschwangau, kom han imidlertid tilfeldigvis til en aaben plads, hvor kongesønnerne opholdt sig.
Ludwig havde svunget sig op paa et rækverk og sprang rundt paa dette.
Den fremmede gjorde ham opmerksom paa, at han kunde falde ned og slaa sig. Gutten tog dog ingen notis af den velmente formaning; den havde kun til følge, at han forøgede sine hop og sprang.
Herren, som blev hange for, at en ulykke kunde ske, tog ham nu med magt i sine arme og løftede ham ned.
Kronprinsen tilkastede ham et stolt blik og begyndte derpaa at lege med sin broder, som om ingen trediemand havde været tilstede.
Mange aar senere, efter at Ludwig længst var bleven konge, erindrede samme herre ham om dette møde.
«Jeg husker meget vel» – svarede majestæten koldt – «at De dengang rørte ved mig!» Han skiftede derpaa samtale-emne. –
En strengt gjennemført sparsomhed udgjorde en del af Maximilians opdragelsessystem. De kongelige prinser fik en yderst tarvelig forpleining. Søde sager fik kronprinsen kun smage ved sin barnepige Liesi’s gavmildhed. Hun brugte af sine egne sparepenge til 10at kjøbe sukkertøi til sin yndling, – en godhed som Ludwig altid huskede, og som han belønnede, saa snart han var bleven konge.
Da prinserne blev større, modtog de i lommepenge en sum, der svarede til otti øre om ugen, – en lidet prinselig appanage!
Otto troede en dag at have fundet et middel til at forbedre sine finanser. Han havde hørt, at friske tænder kunde betales med indtil ti gulden pro stykke; og han gik til en af Münchens tandlæger og tilbød ham en af sine bedste kindtænder mod det nævnte beløb.
Tandlægen, der vidste, hvem han var, modtog naturligvis ikke tilbudet.
Da kongen fik vide tildragelsen, fik prinsen en følelig straf. Imidlertid synes episoden at have bragt dronningen til eftertanke; hun udvirkede, at sønnernes lommepenge blev forøgede efter denne dag.
Paa sin attende fødselsdag modtog Ludwig for første gang en lidt større sum: Hans fader forærede ham en portemonnæ, der indeholdt et stykke af hver myntsort, som dengang var gjældende i Bayern.
Ynglingen, der aldrig før havde havt andet end smaapenge i sin lomme, indbildte sig, at han pludselig var bleven en rigmand. Han skyndte sig ud 11for at kjøbe og forære sin moder en medaljon, som han vidste, at hun havde beundret i en juvelerbutik.
Han spurgte ikke efter prisen. Men da juveleren nævnte, at han vilde sende smykket til slottet sammen med regningen, sagde han med selvfølelse, idet han rakte ham sin portemonnæ: «Nei, jeg har nu selv penge. Her, – tag Dem betalt for smykket!»
Mellem kronprinsen og hans fader var der aldrig noget ømmere forhold; men han var uden tvivl meget glad i sin moder. De omstændigheder, der havde ledsaget prins Ottos fødsel, havde imidlertid knyttet denne yngste søn nærmest til hendes hjerte. Naar Ludwig i barne-aarene forsøgte at tale med hende om sine idéer og indtryk, viste den ret prosaiske dronning desuden en paafaldende mangel paa forstaaelse for hans poetiske natur.
Bortseet fra enkelte rivninger nu og da var forholdet mellem brødrene fredeligt og godt. Den yngste stillede sig stedse i anden række; og den beskedenhed, hvormed han gjorde det, var vistnok hovedgrunden til, at de var gode kamerater.
Kronprinsens hele natur og aandsretning, hans idéer, glæder og sympatier var helt forskjellige fra Ottos; om nogen egentlig fortrolighed fra hans side var der derfor ikke tale.
12Ludwig vilde helst være alene med sig selv; Otto var munter og selskabelig. Ludwig interesserede sig for kunst og syslede med blomster. Hans broder sværmede for militærvæsen og var en ivrig jæger.
To interesser havde de dog fælles: begge var fra barndommen dygtige, næsten dumdristige ryttere. Og begge elskede musik og sang.
De havde kun to legekamerater, nemlig prins Ludwig af Hessen, der tilbragte en del af sin barndom ved sin tante, dronning Maries, hof, og grev Holnstein, som en og anden gang fik lov til at besøge dem.Forfatternote: Den sidste kommer vi under Ludwigs senere levnetsløb flere gange til at støde paa.
Kronprinsen gjaldt for at være høit begavet. Allerede da han var liden, var hans hukommelse usædvanlig skarp; og han bragte ofte sine lærere til fortvivlelse ved de indviklede spørgsmaal, som han henvendte til dem. Imidlertid var han kun flittig i de fag, der interesserede ham, men doven og ligegyldig, hvor det ikke behagede ham.
Hans lærere var kundskabsrige og retsindige mænd; mod de fleste af dem var han dog meget indesluttet. Paa enkelte undtagelser nær stod de raadløse og magtesløse ligeoverfor denne eiendommelige natur, der forvirrede dem ved sine modsigelser 13og forskrækkede dem ved sine anfald af heftighed.
Saaledes voksede den bayerske kronprins op i omgivelser, som dels negligerede og misforstod, dels forkvaklede ham, og under forhold, der var velegnede til at udvikle hans af naturen sterkt udprægede selvfølelse og egensindighed.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.