En af Sophies nære slegtninge har antydet, at Ludwig gruede for at hæve sin forlovelse og i sidste øieblik gjorde et forsøg paa at læge det opstaaede brud.Forfatternote: Hertugindens broderdatter Maria, baronesse Wallersee (grevinde Larisch), som i «Ein Königstraum» i romanens form har skildret kong Ludwigs liv. De sterkt vekslende stemninger, som han hele sit liv var bytte for, gjør det ikke usandsynligt, at der har kunnet ligge noget til grund for denne udtalelse.
Skjønt hans initiativ havde dikteret skilsmissen, er det sikkert, at den sluttelig ingenlunde faldt ham let, og at den ikke blev uden indflydelse paa ham. En merkbar forandring fandt fra denne tid sted i hans væsen.
Straks efter begivenheden trak han sig tilbage til sit mest afsidesliggende slot. Han var fri, men han var ikke lykkelig. Han blev mere mistroisk og menneskesky, end han tidligere havde været; og 100det var tydeligt for alle, at han herjedes af indre uro.
Det gode forhold til det hertugelige hus var selvfølgelig bleven ødelagt.
Han havde ikke en eneste virkelig ven, ikke en fortrolig i sin omgivelse. Bruddet kastede en dyb skygge endog over forholdet til hans moder: hun fjernede sig fra ham i skuffelse og vrede istedetfor at søge at vinde hans fortrolighed og hjælpe ham i hans sjælekamp. Og hans eneboerlyster voksede med bitterheden over hendes kulde.
Pligter kaldte ham dog tilbage til hans hovedstad; ved nytaarstid 1868 indtraf han atter i München.
Folket glædede sig over at have ham hos sig. Vinduerne i residens-slottet var oplyste de mørke vinteraftener. Sværme af nysgjerrige beleirede alle indgange, beundrede vestibuler og trappe-opgangene, der var fulde af blomster, og lyttede til musiken, som lød indefra.
Kongen holdt hof, han gav konserter og baller. Glæden blev imidlertid kortvarig: Ludwig den første døde i Nizza. Alle fester indstilledes; og atter fik den fredløse leilighed til at trække sig tilbage fra verden.
De mange, som ønskede audiens hos ham, maatte øve sig i taalmodighedens vanskelige kunst; og de fleste maatte sluttelig drage bort uden at have faaet 101foretræde. Dog var han uberegnelig ogsaa paa dette omraade. Han negtede fremmede majestæter at bese hans pragtfulde slotte og vinterhave; men i egen person førte han en student fra Schweiz derind og viste ham alle sine herligheder.
Han var lunefuldheden selv, uberegnelig som den mest vægelsindede kvinde. Den ene dag var han imødekommende; den anden dag var han uomgjængelig og taus.
Disse egenskaber kom dog navnlig frem i forholdet til samfundets spidser. Blandt bønderne viste han sig elskværdig og ligefrem. Hans popularitet i de brede lag holdt sig gjennem hele hans regjeringstid. Befolkningen i de egne, hvor han levede mest, fortæller endnu idag mange smukke historier om ham:
En tilreisende kom paa en bjergtur til Hohenschwangau.
Medens han drev rundt i nærheden af slottet, saa han en ung mand komme henimod sig. Han var klædt i kort jakke, havde en tyroler-hat paa hovedet og bar en stor fisk i haanden. Den fremmede tog ham for en gartner og spurgte ham, om det ikke var muligt at faa se det indre af slottet.
«Naar kongen er der, tør ingen betræde det,» svarede den unge mand; «men da han for øieblikket 102ikke er der, kan jeg vise Dem rundt, hvis De ønsker det.»
Selvfølgelig blev dette tilbud modtaget med taknemmelighed. Den formentlige gartner førte ham med stor imødekommenhed gjennem salene, hvor alle tjenere hilste ærbødigt.
De stansede foran kongens soveværelse; den unge mand forklarede, at det ikke var tilladt at betræde det.
Efter at de iøvrigt havde seet alt, tog han forbindtlig afsked fra den fremmede, der til slutning spurgte ham, hvor majestæten opholdt sig nu?
«Kongen var paa slottet, da vi besaa det,» lød svaret.
«Og vi saa ham ikke!» udbrød herren forundret.
«De har seet ham. Jeg er kongen!»
Da Ludwig en dag spadserede alene i bjergene, mødte han en gjætergut.
«Jeg skal drive mine dyr hjem,» sagde gutten; «men jeg ved ikke, hvor mange klokken er.»
«Har du intet ur?» spurgte kongen.
«Hvordan skulde jeg kunne komme til at eie et ur,» svarede den lille.
Smilende gav Ludwig ham besked om, hvad klokken var; og dagen efter sendte han ham et smukt ur som gave.
Paa sine ensomme ture kjørte han ofte gjennem 103en landsby, forbi en skomagers lille hus. Han fandt ham altid beskjeftiget med at pleie blomsterne paa en haveplet.
En dag lod han vognen stanse udenfor landsbyen og gik tilfods til skomageren; han blev staaende ved havegjerdet og betragtede den flittige mand.
«Mester,» sagde han, «De har vist ikke rigtig held med Deres liljer!»
«Nei,» svarede skomageren, som heller ikke kjendte kongen; «nu har jeg i fem aar hverken skyet arbeide eller udgifter for at faa drevet frem rene, hvide liljer, men altid ligger der en grøn skygge over dem. Kunde jeg blot komme ind i den kongelige have, – der skal der vokse saa smukke, hvide liljer!»
«Det vilde ikke nytte Dem noget, mester,» mente Ludwig; «thi det er neppe Deres mening at stjæle planter der. De vilde desuden heller ikke faa anledning til at gjøre det.»
«Hvad tænker De om mig, bedste herre,» udbrød manden fornærmet. «Skulde jeg ville forgribe mig paa min konges eiendom? Jeg ønsker blot, at jeg en eneste gang kunde faa se denne deilige blomst i hele sin pragt.»
«Det kunde der vel blive anledning til; jeg kjender hofgartneren, og jeg vil lægge et godt ord ind for Dem hos ham»
104«Hvis De vilde gjøre det, skulde jeg gjerne sy et par støvler for Dem uden betaling.»
«Den lille tjeneste gjør jeg Dem uden vederlag,» sagde Ludwig, idet han fjernede sig med et venligt nik.
Næste morgen bragte en tjener en stor buket pragtfulde hvide liljer fra kongen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
