XIII. Ludwig og scenens kunstnerinder. – Josephine Schefzky

Man begyndte at opgive haabet om at se kongen som egtemand. Endnu mente imidlertid enkelte politiske partier, at de skulde kunne paavirke ham gjennem en elskerindes indflydelse.

Ogsaa denne forventning blev skuffet. Efter at hans forlovelse var hævet, spillede det smukke kjøn en meget liden rolle i hans liv. Han synes at have seet paa kvinderne med samme øine som fader Holberg, der i et af sine breve udtaler, at han betragter fruentimmerne som «smukke skilderier» – at se paa, ikke at røre ved!

De, som kjendte kong Ludwig nærmere, var enige om, at han aldrig følte virkelig kjærlighed til nogen kvinde, ikke engang til sin forlovede, skjønt det en tid saa saadan ud.

Til Richard Wagner sagde han ved et af deres første møder:

«Ikke sandt, De liker heller ikke kvinderne? – De er saa kjedelige!»

112Ludwigs ligegyldighed udelukkede dog ikke, at han kunde nære venskab for enkelte af dem.Forfatternote: Blandt disse stod i første række, som bekjendt, Elisabeth af Østerrige og Ungarn.

Hans kunst-interesser bragte ham desuden i forbindelse med flere. Navnlig i sine yngre aar lod han skuespillerinder og sangerinder hyppig kalde til sig, for at de skulde deklamere og synge for ham.

Han overraskede dem ved sin merkværdige hukommelse; thi hvis de udelod et enkelt ord, kastede han det øieblikkelig ind. Det hændte ikke heller sjelden, at han under en dialog overtog en af rollerne i stykket. Hans foredrag skal have været henrivende.

Nogle af de erfaringer, som han gjorde med kunstnerinder, som han indbød til sine slotte, kan neppe have bidraget til at forhøie hans agtelse for kvinderne.

Paa Hohenschwangau fremsagde den feirede skuespillerinde fru von Bulyowska brudstykker af Schillers dramaer for ham.

En tidlang sværmede han for Maria Stuart; han lod hende fremstille for sig paa kobberstik, paa malerier, paa theatret. Den omtalte kunstnerinde, som havde udført Maria Stuarts rolle, maatte staa model; og han befalede sin hofmaler at gjøre skitser 113af hende, for at disse kunde tjene som udkast til et maleri af den ulykkelige dronning.

Fru von Bulyowska troede, at dette blev gjort, fordi Ludwig interesserede sig for hendes person. Hun ytrede uforbeholdent, at hun havde til hensigt at forføre den unge monark og at spille en madame de Pompadours rolle ved hans hof.

Da hun en dag besøgte ham paa Rosen-øen, viste hun sig i en dragt, som øiensynlig var beregnet paa at stille hendes ydre fortrin i det mest bedaarende lys.

Hendes bestræbelser var spildte; kongens nærsynede øine syntes end ikke at opfatte, hvordan hun saa ud. Hans staldmester, der ledsagede ham, forstod imidlertid hendes hensigt.

Næste gang blev hun modtaget paa residensslottet i München, der nylig var bleven restaureret. Kongen gav efter for sin gjests ønske om at se de værelser, som han beboede selv.

Da de kom ind i hans soveværelse, gjorde kunstnerinden et ømt angreb paa hans person. Ludwig frigjorde sig fra hendes favntag, ringte paa en tjener og raabte:

«Fru von Bulyowska ønsker sin vogn!»

Hun blev ikke mere indbuden til ham.

En anden skuespillerinde forspildte hans naade, fordi hun ved det første besøg paa et af hans slotte 114betragtede hans malerier saa opmerksomt, at hun overhørte hans indtrædelse i salen og forsømte at hilse ærbødigt.

Sangerinden Mathilde Mallinger blev paa grund af sin herlige stemme en kortere tid udmerket af ham. Men hendes ubekjendtskab til den store verdens former stødte ham hurtig bort.

Da hun en dag søgte audiens, lod majestæten svare, at han «kun kjendte en kammersangerinde Mathilde Mallinger, men ingen dame af dette navn; derfor kunde han ikke bevilge audiensen.»

Ingen kunstnerinde kunde saa længe og i saa høi grad glæde sig ved hans gunst som Josephine Schefzky, en af sin tids mest fremragende Wagner-sangerinder.

Hun var datter af en hof-embedsmand, og hun havde kunnet takke medlemmer af det Wittelsbachske hus for midlerne til sin kunstneriske uddannelse.

Før hendes optræden interesserede Ludwig sig allerede for denne vordende størrelse paa sangens omraade. Da hun havde fuldendt sine studier, blev hun engageret ved hofoperaen i München; og efter nogle aar blev hun udnævnt til kongelig kammersangerinde.

Kongen pleiede at være tilstede i operaen, naar hun optraadte. Hun havde desforuden ofte den ære 115privat at synge for ham baade i hans hovedstad, og naar han opholdt sig paa sine lystslotte.

I tronsalens bygning i residensslottet i München havde han ladet indrette en vinterhave, til hvilken han havde adgang umiddelbart fra sine beboelsesværelser.

Foruden pragtfulde plantegrupper indeholdt denne en grotte med et lidet vandfald og en dam, som var dyb og bred nok til, at han kunde befare den i en baad, der var formet som en svane.

Klædt som Lohengrin levede han her i fantasiens verden, i nogle korte øieblikke glemmende alt, hvad der trykkede hans sind.

Hans yndlings-sangerinder foredrog bag palmegrupper brudstykker af Wagners operaer for ham. Her sang Josephine Schefzky ofte. Han tillod, at hun seilede med ham i hans gyldne baad; og da hun en dag havde sunget elskovssangen af «Tristan og Isolde», istemte han pludselig arien af «Rigoletto»: «La donna é mobile.»

Ogsaa denne kunstnerinde var forfængelig nok til at tro, at han var forelsket i hende. Mange af Münchens beboere udtalte temmelig høit sin formodning om, at der var et kjærlighedsforhold mellem dem.

I virkeligheden var han dog kun hendes beskytter, der glædede sig over hendes herlige sang. En 116saa høi plads i hans bevaagenhed, som man tillagde hende, har hun neppe nogensinde havt. Til sin daglige omgang pleiede han at forkynde hendes besøg med følgende ord:

«Idag lader jeg atter gaasen Schefzky komme for at synge!» –

En nat sang hun for ham paa den kunstige sø i vinterhaven.

Baaden var liden. Ved en uforsigtig bevægelse fra sangerindens side kæntrede den.

Kongen reddede sig med lethed, skjønt gjennemvaad.

«Træk hende op af vandet,» raabte han til en tjener, idet han hurtig forsvandt i sine værelser.

Efter dette optrin blev hun alligevel ved at staa i hans gunst. Hun blev mere end nogen anden kunstnerinde udmerket af majestæten. Paa hans slotte i bjergene blev hun modtaget og bevertet næsten som en kongelig gjest.

Ludwig befalede, at man skulde give hende noget godt med fra hans kjøkken og kjælder, hver gang hun fra Hohenschwangau eller Berg vendte tilbage til München.

Tjenerskabet, som saa, at deres herre satte pris paa hende, gjorde sig megen umage for at indynde sig hos hende. Hofvognen, der kjørte hende afsted, blev stadig proppet fuld af skinker, fine pølser og 117posteier, af champagne og rhinskvin, saa man paa jernbanestationen kunde føle sig fristet til at tro, at den afreisende dame var paa vei til en plads paa jorden, hvor der herskede hungersnød. Engang gik hofvognen endog istykker under vegten af gaverne.

Josephine Schefzky fik lov til at give kongen presenter paa hans fødselsdag. Han modtog dem med synlig glæde, men kun paa den betingelse, at den sum, som hun havde lagt ud for dem, skulde erstattes hende af hans kabinetskasse.

Ved en saadan leilighed havde hun udbedt sig den ære at forære ham et teppe.

Tilladelsen blev givet. Ludwig udtalte sig i anerkjendende udtryk om sangerindens gode smag og sendte hende et venligt takkebrev.

Paa denne tid var der indtraadt et personskifte i kabinetskassens forvaltning. I spidsen for samme var der kommen en nær slegtning til eieren af den forretning, hvor frøken Schefzky havde kjøbt sit teppe; han havde tilfældigvis faaet rede paa, hvor meget hun havde betalt.

Den begjærlige dame indfandt sig faa dage senere og forlangte et høiere beløb, end gaven havde kostet hende. Embedsmanden ønskede ivrig, at hans herre skulde komme til kundskab om hendes gridskhed. Efter nogle omsvøb meddelte han Ludwig, at kunstnerinden havde beriget sig gjennem sin present.

Gavmild, som han var, vilde kongen sandsynligvis have tilgivet bedrageriet. Men han blev vred, da han ved samme leilighed fik vide, at frøken Schefzky pleiede at hæve penge i kabinetskassen med følgende ord:

«Jeg har snakket med «ham» om det!»

Hans selvfølelse kunde ikke taale, naar man lod det mangle paa ærbødighed i omtale af hans person. Dette «> ham», hvormed hun med sin brede, sydtyske udtale betegnede majestæten, beseglede hendes fald.

I en egenhændig skrivelse befalede hendes mangeaarige velynder, at hun skulde afskediges fra Münchens hofopera, samt at hendes gage for den gjenstaaende engagementstid skulde udbetales hende straks. Titelen «kongelig bayersk kammersangerinde» blev frataget hende.

Hermed var forbindelsen afbrudt. Dog skal det flere aar senere igjen være bleven hende tilladt at træde i brevveksling med Ludwig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.