Ludwig den anden – konge af Bayern

av Clara Tschudi

XIV. Fyrst Hohenlohe. – Politiske rivninger

Bayern var kommen forholdsvis let fra krigen i 1866. Hertil havde Bismarck havt sine gode grunde: Den vidtskuende statsmand forudsaa den kommende krig med Frankrige; og det var af den største betydning for ham at vinde Bayern for sine fremtidsplaner.

Straks efter fredsslutningen betroede han Bayerns udenrigsminister, at Napoléon den tredie, som i 1866 havde ønsket at spille den selvbestaltede voldgiftsmands rolle, havde forlangt betaling herfor i et stykke bayersk land.

Ministeren fortalte dette i hemmelighed videre til Ludwig; og følgen af denne meddelelse var, at kongen bestemte sig til at gaa ind paa et forsvarsforbund med Preussen.

Faa dage efter sendte han kong Wilhelm en egenhændig skrivelse, hvori han, blandt andet, udtalte, at «et fast og varigt venskab var grundlagt mellem deres huse og stater».

122Dette forbund mellem to riger, der saa nylig havde ført vaaben mod hinanden, blev foreløbig ikke bekjendt for almenheden.

Snart begyndte der dog at sive ud rygter om, at Ludwig stod i begreb med at foretage en frontforandring i sin udenrigspolitik.

At disse rygter paavirkede den offentlige mening, skulde han faa et umiskjendeligt vidnesbyrd om:

Høsten 1866 aabnede han den bayerske rigsdag.

Fra slottet til rigsdagen kjørte han i en pragtfuld gala-vogn, som var forspændt med seks fuldblods heste; en statelig kavalleri-garde i glimrende uniformer eskorterede ham.

Den unge hersker havde hidtil været vant til, at de skuelystne og loyale münchnere hilste ham med stormende ovationer, naar han viste sig. Politiet havde ordre til ikke at træde hindrende i veien for den hurraraabende mængde, naar den trængte sig frem.

Denne gang havde en saadan ordre ikke været nødvendig. Befolkningens holdning var anderledes end sædvanlig; der hørtes intet hurra-raab, og ingen haand rørte sig til hilsen. Under trykkende taushed kjørte majestæten gjennem gaderne.

Det hele var en parti-demonstration, fremkaldt ved heftige agitationer af det kirkelige parti, som forsøgte at spille paa de nationale strenge.

Befolkningens optræden krænkede den ømfindtlige 123konge paa det dybeste. Han tog sig saa nær af hovedstadens kjølige holdning, at han svor, at han efter denne dag ikke oftere end høist nødvendigt vilde vise sig i Münchens gader.

Demonstrationen forfeilede alligevel sin hensigt; den formaaede ham ingenlunde til at afvige fra den bane, som han havde slaaet ind paa i sin udenrigspolitik.

Kort efter blev hans venskabelige forhold til Preussen en aaben kjendsgjerning.

Paa den sidste dag i aaret 1866 valgte han et nyt ministerium. Sjælen i dette blev den berømte statsmand fyrst Chlodwig von Hohenlohe-Schillingsfürst, der i sine yngre aar havde været i preussisk tjeneste, og som allerede 1849 havde udtalt sig for Tysklands samling under ledelse af dette land. Ved familietraditioner, ved uddannelse og politiske sympatier var han fuldblods tilhænger af Preussens politik; og han var en enthusiastisk beundrer af Bismarck.

Fraseet Ludwig selv tog næsten hele det kongelige hus energisk standpunkt mod regjeringens chef og hans anskuelser. I spidsen for hoffets opposition stillede sig den gamle, forhenværende konge Ludwig den første. Til dette parti sluttede sig endvidere saa godt som hele adelen samt en overveiende del af den katholske geistlighed.

124Adelen mistroede Hohenlohe ikke blot for hans Bismarck-venlige udenrigspolitik, men maaske først og fremst paa grund af hans liberale anskuelser.

Den katholske geistlighed hadede ham, fordi han viste vilje og evne til at hævde statens overherredømme i kirkelige spørgsmaal og bekjæmpede de katholske prælaters anmassende krav.

Ogsaa blandt store dele af den øvrige befolkning gjorde uviljen sig gjældende. De brede lag betragtede ham som «preusseren»; og preusser-hadet var i hine aar udbredt og intenst inden det bayerske folk.Forfatternote: Som et karakteristisk eksempel kan nævnes føigende: Den nordtyske digter Emanuel Geibel var af Maximilian den anden bleven kaldt til det bayerske hof. Han var bleven udnævnt til professor i literaturhistorie og poesi ved Münchens universitet; og kongen havde givet ham en aarlig æresgage. / Paa den her omhandlede tid opholdt han sig i sin fødeby Lübeck. Kong Wilhelm af Preussen kom paa et besøg til byen; og Geibel hilste ham med følgende vers: «Und sei’s als letzter Wunsch gesprochen, / Dass noch dereinst dein Auge sieht, / Wie über’s Reich ununterbrochen / Vom Fels zum Meer dein Adler zieht.» / Dette lyriske udbrud blev taget yderst unaadigt op af det «nationale» parti i Bayern og udlagt, som om digteren skulde have ment, at Preussen burde underlægge sig dette land, hvilket selvfølgelig ikke var meningen. / Saa sterk var forbitrelsen, at Ludwig saa sig foranlediget til at unddrage Geibel den pension, som hans fader havde tilstaaet ham. Men denne inddragning vakte forargelse i Nordtyskland; og kongen af Preussen bevilgede ham til erstatning en lignende pension. / Af vrede over den krænkelse, som var tilføiet hans kollega og ven, gav Paul Heyse frivillig afkald paa en pension, som han hidtil havde modtaget af kongen af Bayern.

125I August 1867 afgav Hohenlohe i rigsdagen en aaben erklæring om, at der var sluttet et krigsforbund med Preussen.

Den vakte voldsom forbitrelse. En af de deputerede, dr. Ruland, rasede formelig mod de «slavelænker», hvormed fyrsten vilde smede Bayern fast til dette land. Da en anden taler nævnte «broderhaanden», som Preussen rakte ud, fremtog Ruland en granat, som han i 1866 havde taget op paa slagmarken og gjemt.

«Se her,» skreg han, «er den «broderhaand», som Preussen rækker ud mod os!»

Hvor stor ophidselsen end var, vedblev Hohenlohe dog ufortrødent sine forberedelser til at sætte Bayern istand til at deltage i den Bismarck’ske fremtidsplan.

I første række gjaldt det til dette øiemed at reorganisere Bayerns militærvæsen, som under krigen 1866 havde vist sig at staa paa et lidet tilfredsstillende standpunkt.

Et af hans første og vigtigste lovgivnings-arbeider var da ogsaa en ny, moderne værnepligtslov efter preussisk mønster.

Straks efter forelagde han rigsdagen en lov, der var beregnet paa at gjøre skolen uafhængig af kirken. Som minister for den største katholske stat i Tyskland betragtede han det desuden som en pligt 126at skride ind, da Pius den niende tilkjendegav, at han havde til hensigt at erklære pavens ufeilbarhed.

Ved dette skridt ophidsede han det kirkelig-konservative parti til det yderste. I aaret 1868 fandt der voldsomme stridigheder sted mellem particularisterne og de ultramontane paa den ene side og de national-liberale paa den anden. Hadet mod Preussen og frygten for den nye skolelov drev particularisterne, demokraterne og de ultramontane til at slutte et forbund, der skabte overordentlige vanskeligheder for regjeringen.

Modstandernes stormløb formaaede dog ikke at rokke kongens tillid til sin raadgiver; saavel i forholdet til Preussen som i de kirkelige kampe stillede han sig ubetinget paa fyrst Hohenlohes side.

Ved valgene i 1869 lykkedes det de ultramontane at vinde en afgjort majoritet. Ifølge parlamentarisk statsskik indgav ministeriet sin afskedsansøgning. Ludwig vilde imidlertid ikke give slip paa sine ministre; og der opstod en heftig kamp mellem regjeringen og folke-repræsentationen.

Den oppositionelle majoritet besluttede en mistillids-adresse mod den ligesaa forhadte som frygtede Hohenlohe. Monarken ønskede ivrig, at denne maatte blive forkastet i rigsraadernes kammer. Gjennem sin ceremonimester bad han prinserne af det kongelige hus om at afholde sig fra at stemme mod 127ministeren; han bearbeidede personlig sin unge broder i samme retning.

Prinserne var fuldtallig tilstede ved mødet. Kongens fætter hertug Karl Theodor traadte i skranken til fordel for Hohenlohe. Men de øvrige – endog Otto – stemte med majoriteten.

Ludwig blev rasende. Han var navnlig forbitret over sin broders stemmegiven. Han vidste, at hans onkler havde indvirket paa prinsen; som familiens overhoved og i kraft af sin kongelige myndighed forbød han dem i nogle maaneder adgang til hoffet.

En deputation udbad sig audiens for at overrække ham den omtalte mistillids-adresse, men fik ikke foretræde.

Ceremonimesteren modtog rigsdagsherrerne og meddelte dem, at de maatte behage at lade adressen naa til hans majestæt gjennem hans ministre.

Grunden til denne uparlamentariske holdning fra Ludwigs side skal have været den, at han var kommet over en brevveksling mellem to høitstaaende personer, hvis indhold gik ud paa intet mindre end, at man burde afsætte kongen, hvis han holdt fast ved overenskomsten med Preussen.Forfatternote: Professor, dr. C. Beyer, der beretter om denne brevveksling, tilføier, at den ved en indiskretion var komne i monarkens hænder, samt at han havde ladet tage en afskrift af dem, hvorefter originalerne var bleven lagte tiibage paa deres plads. («Ludwig II, König von Bayern. Ein Characterbild.»)

128Foreløbig blev Hohenlohe staaende ved statens ror. Men gjæringen i landet vedblev, og forbitrelsen mod ministeriet steg.

Det skjebnesvangre aar 1870 indtraadte. Den 19de januar erklærede Hohenlohe i rigsdagen, at en stat af anden rang som Bayern blot kunde bestaa som allieret med et andet rige, og at dette rige ikke kunde være noget andet end Preussen, under hvis ledelse man maatte kjæmpe i tilfælde af en krig.

Hans aabne bekjendelse fremkaldte en storm.

Bladet «Vaterland» skrev:

«Bort med Hohenlohe, som trænger sig mellem kongen og folket! – – En ond aand sniger sig gjennem Bayern!»

Samme blad forsikrede franskmændene, at ministerens fald vilde være ensbetydende med Bayerns neutralitet. Det fortsatte truende:

«Skal landet atter udsættes for valgkampens storme paa grund af en eneste Hohenlohe? Man regner maaske paa preusserne. Man haaber, at der vil udbryde uroligheder, der vil byde disse en skjøn anledning til at trænge ind i landet som redningsmænd. Landsforrædere! Bayerns og dets folks hender! Saasnart en preusser overskrider vort lands grænse, vil seks hundrede tusinde franskmænd og fire hundrede tusinde østerrigere sætte sig i bevægelse 129for atter at kaste ham ud. Bayern skal tilhøre bayrerne!»

I den østerrigske presse saavel som i de blade, der stod under indflydelse af de bayerske jesuiter, læste man uafladelig, at kongen var udygtig til at regjere; man overhobede ham med majestætsfornærmelser.

«Ludwig den anden har ved sin optræden bragt landet i et umaadeligt oprør! Hvis han ikke vil vende om og lytte til klogere raad, sætter han sin krone paa spil,» skrev «Unica cattolica».

I begyndelsen af februar 1870 erklærede Hohenlohe selv, at han ønskede at træde tilbage. Skjønt den unge konge fremdeles vilde beholde ham, saa ministeren sig ikke istand til at forandre den beslutning, som han havde fattet efter modent overlæg.

Høist ugjerne bevilgede Ludwig omsider hans afsked. Han gjorde det paa en for fyrsten fuldtud anerkjendende maade; og gjennem høie udmerkelser viste han ham sin taknemmelighed og tillid.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den anden – konge af Bayern

Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.

Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.