Da Ludwig den syttende januar 1870 aabnede rigsdagen, sagde han i sin trontale:
«Den overenskomst, som jeg har sluttet med Preussen, er bekjendt for landet! Trofast mod dette forbund, for hvilket jeg har sat mit kongelige ord i pant, vil jeg, naar min pligt byder mig det, sammen med min mægtige forbundsfelle indestaa for Tysklands ære og dermed ogsaa for Bayerns ære!»
Som nævnt i et tidligere afsnitForfatternote: Kapitel XIV. var Hohenlohe traadt tilbage i begyndelsen af 1870.
Dette betød dog intet systemskifte, kun et personskifte. Grev Bray, tidligere Bayerns gesandt i Wien, der afløste ham som udenrigsminister, stod i alt væsentligt paa samme politiske standpunkt som sin forgjænger; og de ultramontanes forbitrede angreb paa regjeringen fortsattes.
Bortseet fra partistridighederne forløb alligevel 138den første halvdel af aaret ganske rolig. Der var neppe mange, i Bayern, som anede, at en krig var forestaaende.
Ludwig selv syntes efter Hohenlohes afgang forholdsvis uberørt af den politiske gjæring i sit rige. Han læste og red, gjorde udflugter til sine jagtslotte, udførte de arbeider, som hans ministre forelagde ham, og levede sit sædvanlige, stille liv.
Ledsaget af sin staldmester Hornig havde han den ottende juli gjort en tur i bjergene. Det var hans hensigt at blive borte fem eller seks dage; hans kabinetssekretær havde faaet ordre til kun i yderste nødstilfælde at sende bud efter ham.
Pludselig kom efterretningen om, at Frankrige havde erklæret Preussen krig.
Da monarkens tilbagekomst drog længre ud, end man havde ventet, maatte der sendes et ridende bud efter ham med de vigtigste dokumenter.
Den femtende juli kom han tilbage til Berg. Samme aften klokken elleve gav han ordre til, at hans sekretær Eisenhart skulde indfinde sig.
Han modtog ham i sit balkonværelse i anden etage, hvor han gik op og ned ad gulvet, som det var hans vane; en sjelden gang satte han sig ned et øieblik.
Timer gik hen, medens de overveiede stillingen sammen.
139Den neppe fem og tyve-aarige konge var dengang endnu i usvækket besiddelse af den hurtige, skarpe opfatningsevne, som han paa enkelte punkter bevarede til sin død. Men han var ingen ven af krig. Uafladelig gjentog han:
«Er der da intet middel, ingen mulighed for at undgaa krigen?»
Han indsaa sluttelig, at den var uundgaalig. Spørgsmaalet var nu, om Bayern kunde forblive neutralt, eller om hans rige – overensstemmende med traktaten af 1866 – skulde kjæmpe ved Preussens side.
Kabinetssekretæren betonede, at neutralitet vilde true Bayerns selvstændighed. At stille sig ved Frankriges side mod Preussen vilde være nedværdigende. Han betragtede desuden overenskomsten af 1866 som en forpligtelse for Bayern til at kjæmpe med Preussen og for Preussen.
Ogsaa monarken var af denne anskuelse.
«Før jeg tager en bestemmelse, vil jeg imidlertid afvente Berchems ankomst. Man skal vække mig, saasnart han er kommen!»
Klokken var bleven 3½ om morgenen, inden kabinetssekretæren forlod slottet. Dagen gryede.
Halvanden time senere kom grev Berchem fra hovedstaden. De to herrer udtalte sig for hinanden om sagernes standpunkt, og kabinetssekretæren begav 140sig paany til kongen, som modtog ham i sit soveværelse.
Han laa i sin blaa himmelseng.
Sekretæren forelæste et brev fra minister Bray, som grev Berchem havde medbragt.
Endnu engang berørte man hovedpunkterne i det store spørgsmaal.
«Hurtig hjælp er dobbelt hjælp, Deres majestæt,» sagde Eisenhart.
Der indtraadte en pause.
Saa udtalte kongen:
«Bis dat, qui cito dat!Forfatternote: Den giver dobbelt, som giver hurtigt. – Gjør udkast til min befaling om, at hæren skal mobilisere! Indbyd ministrene Bray og Pranckh til at komme til mig i eftermiddag klokken fire. Og giv pressen meddelelse!»
Kabinetssekretæren udfærdigede øieblikkelig den omhandlede skrivelse. Han rakte den til monarken, som forsynede den med sin underskrift.
Bayerns politiske holdning var fastslaaet. Ludwigs optræden paa denne dag havde en betydning, der rakte langt ud over de militære forordninger, som han havde truffet.
Krigens udgang vilde sandsynligvis være bleven den samme uden Bayerns hjælp. Men Tysklands fremtid blev afgjort ved kongen af Bayerns pennestrøg 141morgenen den 16de juli; thi forbundet mellem Preussen og den største sydtyske stat havde Tysklands sammenslutning og det tyske keiserrige til følge.
«Jeg har aldrig seet kongen saa tilfreds som idag,» erklærede hans minister Pranckh efter audiensen samme eftermiddag. Og da den tjenestgjørende adjutant von Sauer lykønskede hans majestæt, svarede denne:
«Ja, jeg har følelsen af, at jeg har gjort noget godt.»
Et hjerteligt takke-telegram indløb fra kong Wilhelm i Berlin. Ogsaa hundreder af andre sendte ham begeistrede telegrammer.
Den følgende dag – en søndag – reiste Ludwig med ekstratog til München. En uhyre bevægelse herskede i gaderne; mængdens enthusiasme voksede fra minut til minut.
Folkemasserne følte trang til at takke og hylde sin konge. «Heil unserm König, heil!» sang man i kor udenfor slottet.
Begeistringen steg ubeskrivelig, da han viste sig ved vinduet. Alle trængte frem for at se ham og tiljuble ham. «Hoch, Ludwig! Hoch!» lød som et enstemmigt raab fra de bayerske hjerter. Folkets hyldest gjorde et dybt indtryk paa Ludwig.
«Skal jeg endnu engang gaa til vinduet?» spurgte 142han, efter at han havde vist sig mange gange, og medens raabene udenfor stadig blev livligere og varmere.
Omjublet af sympati bivaanede han om aftenen opførelsen af Wagners: «Die Walküre».
Hurra-raabene for kongen blev ved at runge. Dag efter dag, til langt ud paa nat bølgede menneskesværme frem og tilbage.
«Man kan ikke vide, hvordan tærningerne vil falde,» udtalte den bayerske krigsminister. «Men det kan jeg allerede nu forsikre: Arméen vil gaa ud af kampen med ære!»
Indre stridigheder udjevnedes for en tid under den samfølelse, der havde grebet alle partier.
De øverst-kommanderende turde dog ikke hengive sig til altfor store illusioner. Det var ikke paa grund af bayrernes militære dygtighed, men paa grund af den moralske støtte, som udgik fra dette land, at de preussiske ledere med Bismarck i spidsen i saa høie toner priste kong Ludwig.
De sydtyske hærførere, som preusserne spottende skal have kaldt «les flaneurs batailles», havde vist sig uduelige under krigen 1866. Kun det ydre skin af en kommando blev tildelt dem 1870, medens al virkelig myndighed blev lagt i preussiske generalers hænder.
Kronprinsen af Preussen fik befaling om at tage 143over-kommandoen over den sydtyske hær. At Friedrich ikke var uden uro fremgaar af følgende udtalelse i hans dagbog:
«Det er en vanskelig opgave for mig at kjæmpe mod franskmændene med tropper, som ikke liker os preussere, og som ikke er uddannede i vor skole.»
Paa veien til arméen aflagde han et besøg hos forbundsfyrsterne, hvis tropper han skulde føre. Han reiste først til München, derfra til Stuttgart og Karlsruhe.
Paa alle stationer, hvor toget holdt, blev der beredt ham en festlig modtagelse.
Ludwig den anden reiste ham et stykke imøde; og de to fyrster hilste hinanden hjerteligt. Sammen med kongen og prins Otto kjørte han i aaben vogn gjennem Bayerns hovedstad. Viften og hurra-raab fulgte dem.
Om aftenen begav kongen sig med sin gjest til hoftheatret, hvor Schillers «Wallensteins Lager» gik over scenen.
Begeistringsraab fyldte huset, da kronprinsen viste sig ved siden af Ludwig.
Ogsaa dronning-moderen, som næsten aldrig besøgte theatret, havde indfundet sig.
Teppet gik op.
Skuespiller Possart fremsagde en prolog:
«Denn was im Drange der Gefahr auf’s Neue
Ein edles Fürstenpaar zum Kampf vereint,
Das Königswort, es heisset: Treu um Treue!
Mit diesem Feldgeschrei verjagt den Feind!
Heil! Dreifach heil dem hohen Fürstenpaar,
Dem Deutschlands alte Treue heilig war!»
Ved ordene «Treue um Treue» og «Heil, dreifach Heil!» gik en bevægelse gjennem hele theatret. Alle var dybt rørte.
Bayerns konge traadte frem med sin gjest. De rakte hinanden hænderne og beseglede for mængdens øine høitidelig sit forbund.
I dette ubeskrivelige øieblik steg folkestemningens varme til en storm af jubel.
Grebne af stundens alvor stod de to fyrster haand i haand.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
