De blaa og hvide bayerske og de sorte og hvide preussiske faner vajede side om side i gaderne, da kronprinsen reiste videre samme aften.
Kongen ledsagede ham til jernbanestationen; prins Otto og prins Luitpold fulgte ham i krigen.
Aldrig havde Ludwig følt sig mere elsket af sit folk, aldrig var han bleven omfattet med større høiagtelse af hele Tyskland.
Men de fordringer, som i denne tid var bleven stillede til hans arbeidskraft, de repræsentative pligter, som han ikke havde kunnet unddrage sig, havde overanstrengt ham. Hans psychiske lidelser beherskede ham i den grad, at det ikke alene syntes ham umuligt at drage til krigsskuepladsen, men at han end ikke taalte at forblive i sin hovedstad.
De store seire, der fulgte slag i slag, vakte den største glæde hos hans folk. Men han, der ikke var med i felten, følte glædesbudene næsten som en bebreidelse. Han var ikke herre over sine stemninger: 146mængdens jubelraab, der tilfredsstillede ham den ene dag, mishagede og plagede ham den næste.
Den første september kom han fra Berg til München. Dagen efter aflagde han visite hos en russisk storfyrstinde, der var paa gjennemreise i hans hovedstad.
Det var Sedan-dagen.
Efterretningen om, at den franske hær havde overgivet sig, og at Napoléon var fange, naaede ham den følgende morgen. Seiren blev feiret overalt; thi man troede at se forbud paa, at en fredsslutning forestod.
I Bayerns byer og landsbyer var der illuminationer, flag og faner, musik og blomsterregn. Kun landets overhoved delte ikke den almindelige glæde. Trods sin kabinetschefs og sin adjutants varme forestillinger var han ikke at formaa til at forblive i München den 3die september. Han sagde til sin minister:
«Da der ikke findes hverken et tysk keiserrige eller en tysk republik, da der hidtil heller ikke findes noget tysk forbund, saa ønsker jeg, at kun bayerske eller endnu bedre: slet ingen flag skal hænges ud paa regjeringens bygninger.Forfatternote: Louise von Kobell: König Ludwig II und Fürst Bismarck im Jahre 1870.
147Han vendte tilbage til sin ensomhed.
Folketoget, som samme aften defilerede forbi det kongelige slot, hilste med livlige hurra-raab enkedronningen, der stod ved vinduet. Men det smertede alle partier, at monarken forsmaaede deres hyldest paa denne dag. –
Straks efter at kronprinsen af Preussen havde forladt München, havde han modtaget et brev fra Ludwig, hvori denne udtrykte ønsket om, at «Bayerns selvstændighed maatte blive respekteret ved fredsslutningen.»
Haandskriften var styg, og linjerne var ujevne; men indholdet vidnede om hans varme fædrelandskjærlighed.
Friedrich latterliggjorde dette «patriotiske» brev.
Hvor elskværdig kongen havde været mod kronprinsen af Preussen under dennes korte besøg, saa var det indtryk, som hans gjest havde modtaget, alligevel ikke ublandet gunstigt. April 1868 havde han besøgt ham paa en reise til Italien og følt sig vel i hans selskab. Nu var han «forfærdet over den forandring, som to aar havde bevirket.» Han noterede i sin dagbog, at Ludwig gjorde indtryk af at være meget nervøs, at hans skjønhed havde tabt sig, og at han havde mistet en af sine fortænder.
Den unge konge vidste, at man gjorde sammenligninger mellem ham og kongen af Preussen, som 148gik i spidsen for sin hær. Han kunde umulig lukke øiet for, at denne sammenligning ikke faldt ud til fordel for ham, der gjemte sig bort og unddrog sig folkets kjærlighed.
Gode og onde følelser kjæmpede om herredømmet i hans sjæl. Han var en trofast og ærlig forbundsfælle. Efter seiren ved Metz lykønskede han kongen af Preussen som «Wilhelm den seirrige»; og han sendte kronprinsen Max Josephs-ordenen. Men han gav sine ministre modstridende ordrer, hvor det gjaldt forhandlinger med Preussen. Og skjønt hans moder var en Hohenzollern, var hans personlige sympatier ingenlunde knyttede til dette hus.
Den tyske keisertanke var dukket op. I hovedkvarteret i Versailles talte man om, at der maatte oprettes et tysk rige, og at kong Wilhelm burde blive keiser.
Dette var maalet baade for Bismarcks og kronprinsen af Preussens bestræbelser. Med hensyn til enkelthederne var deres anskuelser alligevel i høi grad modstridende.
Friedrich ønskede en tysk enhedsstat; han tænkte sig keiseren omgiven af ansvarlige rigsministre. De øvrige tyske fyrster skulde visselig ogsaa i fremtiden herske inden grænserne for deres omraader. Men deres magt skulde indskrænkes betydelig; 149og de, som ikke frivillig vilde bringe offere for det samlede fædreland, skulde tvinges dertil ved magt.
Kansleren fandt derimod, at man, saavidt muligt, burde skaane de andre fyrster, og at de burde beholde sine rettigheder; han ønskede meget, at keiserriget skulde fremgaa af en fri beslutning fra deres side. «Hvis blot sydtyskerne vilde tage det afgjørende skridt!» sagde han ofte.Forfatternote: Bismarcks: «Gedanken und Erinnerungen» (Bind II), og «Kaiser Friedrich in Versailles», (Erinnerungen eines Diplomaten).
Kongen af Preussen havde indtil sidste øieblik liden lyst til at modtage keiserkronen. Skulde dette imidlertid vise sig nødvendigt, ønskede han, at det maatte ske efter opfordring af kongen af Bayern.
Ludwig blev indtrængende indbudt til at komme til Versailles.
Ved et fald fra hesteryggen havde han kort iforveien forvredet sin ankel, saa at det smertede ham overordentlig at sidde tilhest. Dog tænkte han et øieblik paa at reise.
Bismarcks sekretær Busch fortæller i sine erindringer, at der den ellevte oktober var tanke paa at sammenkalde en fyrstekongres, og at man haabede, at Bayerns konge vilde indtræffe. Man talte om at stille de historiske værelser i Versailles til hans 150raadighed, da man mente, at han vilde sætte pris paa denne opmerksomhed.
«Jeg havde ikke tænkt, at jeg nogensinde skulde komme til at spille en hushovmesters rolle i Trianon,» sagde Bismarck. «Gid nu blot kongen kommer!»
Men kongen kom ikke.
Den nittende oktober reiste de würtembergske, hessiske og badensiske ministre til Versailles. Den tyvende sendte den bayerske hersker sine ministre Bray, Pranckh og Lutz til hovedkvarteret.
Det saa i begyndelsen ud, som om underhandlingerne skulde krones med held; ønsket om, at Sydtyskland vilde tilbyde kong Wilhelm keiserkronen, syntes at nærme sig sin opfyldelse. Førerne for det nationale parti udviklede en rastløs virksomhed. Store folkeforsamlinger fattede resolutioner, som gik i samme retning. Og pressen talte varmt for et tysk keiserrige.
Iveren var størst i Preussen og Baden; men den bredte sig fra land til land.
Den sjete november fandt der forhandlinger sted mellem de preussiske og de würtembergske, hessiske og badensiske ministre. De bayerske ministre var ikke indbudne til at deltage, da man ikke var kommen til enighed med dem.
Dette opirrede Ludwig.
151«Hvorfor slutter man overenskomst med Würtemberg, Baden og Hessen og først senere med min regjering!» udbrød han vredt.
Han var træt af tronen, træt af den europæiske politik. I sin nerve-ophidselse forlangte han, at prins Otto straks skulde forlade krigsskuepladsen; han afventede hans ankomst til Hohenschwangau med utaalmodighed.
«Jeg betragter min broder som konge,» ytrede han til sine omgivelser. «Det hænger kun ved en eneste tynd traad, og saa vil det hede: «Le Roi Louis II est mort, vive Le Roi Othon I!»
Den femte november indtraf prinsen; ikke uden livsfare havde han reist nat og dag for at opfylde sin broders ønske.
Kongen talte meget og heftigt til ham om sin tronfrasigelse. Otto modsagde ham paa den elskværdigste maade. Han bad om tilladelse til at vende tilbage til Versailles; men først da fredsslutningen nærmede sig, kunde han opnaa monarkens samtykke dertil.
Hvad tronfrasigelsen angaar forandrede Ludwig hurtig beslutning.
«Tænk Dem,» sagde han kort efter til en herre, der hørte til hans omgivelser, «grev B tror virkelig ogsaa, at jeg for alvor tænker paa at frasige mig tronen.»
Han indskjærpede flere indflydelsesrige personligheder, 152at «de skulde opbyde alt, for at disse rygter endelig kunde forstumme.»Forfatternote: Louise von Kobell: «König Ludwig II und Fürst Bismarck im Jahre 1870.»
Den femtende november var man kommen til enighed med Baden og Hessen. Overenskomsten med Würtemberg syntes ligeledes nær forestaaende. Men pludselig blev der fra München gjort skridt, som foranledigede regjeringen i Stuttgart til at indtage en afventende holdning; de würtembergske underhandlere fik telegram om, at «de skulde gaa sammen med sine bayerske kolleger.»
Man har senere faaet vide, at dette omslag i stemningen skyldtes intriger fra den østerrigske rigskansler grev Beust, der paa dette tidspunkt aflagde et besøg i München, og som altid havde været Preussens fiende.Forfatternote: Professor Dr. Otto J. W. Richter: «Kaiser Friedrich III.»
Ludwig gjorde ivrige anstrengelser for at bevare uafhængigheden for sit land.
Under forhandlingerne forlangte han ikke alene selvstændig suverænitet med hensyn til indenrigsstyrelsen, han fastholdt tillige, at Bayern maatte vedblive at have selvstændigt militærvæsen og eget udenrigsstyre.
Da han ikke vilde vige en tomme, stod spørgsmaalet om det tyske rige en tidlang paa et overordentlig kritisk standpunkt.
153Kronprinsen af Preussen var optændt af harme over, at sagens afgjørelse slæbte sig saa langsomt frem og ønskede ved tvang at bryde Bayerns modstand. Den kloge Bismarck tilraadede imidlertid en hensynsfuld optræden. «Naar de bayerske tropper opofrende kjæmpede med Preussen mod Frankrige, turde Preussen ikke paalægge deres fædreland tvang,» indvendte han.
Storhertugen af Baden var kommen til hovedkvarteret; han sendte en af sine betroede venner til München for at overtale Ludwig til at indfinde sig i Versailles. De bayerske ministre anstrengte sig ikke mindre for at formaa ham til at komme.
«Jeg ved godt, at det i mange henseender vilde være raadeligt, at jeg gjorde denne reise,» sagde kongen. «Det forstaar sig af sig selv, at den ogsaa vilde bringe politiske fordele. Men jeg føler mig for lidende. Reisen afhænger desuden af de ønskede garantier. Uden disse reiser jeg ikke! Derved bliver det, – det er min vilje!»
«Ludwig kommer ikke til Versailles, for det første fordi han ikke længer kan ride uden at det besværer ham, dernæst fordi han ikke liker at spille anden violin,» skrev Bismarcks sekretær Busch i sin dagbog.
Ingen kunde negte, at han havde gjort Preussen en uvurderlig tjeneste ved den hurtighed, hvormed 154han havde besluttet at mobilisere sin hær. Han troede at kunne gjøre fordring paa en gjentjeneste fra dette rige.
Et af hans ønsker bestod i at udvide sit lands grænser. Han lod forespørge, om ikke det badensiske Pfalz, som i gamle dage havde tilhørt de bayerske kurfyrster, kunde blive afstaaet til Bayern mod at Baden fik erstatning i en del af Elsass-Lothringen.
Hertil svarede Bismarck bestemt, at «Baden var et «noli me tangere», og at hverken kong Wilhelm eller storhertugen af Baden nogensinde vilde gaa ind paa det.»
Aftenen den 23de november havde han paanyt et møde med de bayerske ministre. Man kom endelig til enighed.
Da de havde forladt ham efter klokken ti, sagde han tilfreds:
«Den tyske enhed er en fuldbragt gjerning, og «keiseren» ogsaa. Det er en begivenhed! – Overenskomsten har sine mangler; men som den er, er den mere holdbar. Jeg anser den for at være det vigtigste, som vi har opnaaet i dette aar. Hvad «keiseren» angaar, saa gjorde jeg ham mere antagelig under forhandlingerne, idet jeg forestillede ministrene, at det maatte være bekvemmere og lettere for deres konge at indrømme den tyske 155keiser visse rettigheder, end at indrømme disse til nabokongen af Preussen.»
Endnu gjorde Ludwig en sidste anstrengelse for at hævde sin stilling. Prins Adalbert tilskyndede ham til at fremsætte krav paa, at Bayerns og Preussens konger afvekslende skulde bære keiserkronen; og prins Luitpold blev puffet frem for at antyde dette forslag.
Bismarck forkastede det absolut, idet han bemerkede:
«Kongen af Bayern lever i drømmenes verden. Han er ikke stort mere end en gut, som ikke kjender sit eget sind!»
Den preussiske statsmand vogtede sig selvfølgelig for at udtale dette direkte til kong Ludwig. Han skrev et langt og yderst underdanigt brev til ham, hvori han betonede, hvor nødvendigt det var, at keiserkronen blev> tilbudt kongen af Preussen, og at det paalaa Bayerns hersker at tage det afgjørende skridt.
Hvis denne ikke vilde stille forslaget, vilde de mindre staters fyrster gjøre det; Ludwig kunde i saa tilfælde ikke undslaa sig for at følge de andre.
Ætlingen af det tusind-aarige hus Wittelsbach, som havde tællet tre keisere blandt sine forfædre, bøiede sig for nødvendighedens magt.
Han telegraferede til sin minister, grev Bray, at 156denne skulde meddele Bismarck, at grev Holnstein om tre dage vilde indtræffe i Versailles for at afhandle enkeltheder med ham vedrørende sagen.
«Da først» – udtalte han – «er jeg istand til at fatte en endelig beslutning.»
Holnstein ilede afsted.
Uden at spilde et minut opsøgte han Bismarck og udrettede sit ærinde, hvorpaa han uopholdelig vendte tilbage til Hohenschwangau.
Ludwig laa tilsengs af tandpine og vilde ikke forstyrres. Men greven forstod at ophidse hans nysgjerrighed saaledes, at han alligevel fik audiens.
Han medbragte to forseglede konvolutter: Den ene indeholdt en fornyet opfordring om at tilbyde Wilhelm keiserkronen; den anden var et af Bismarck forfattet udkast til en skrivelse fra kongen af Bayern, hvori dette blev gjort.
Henvendelsen blev gunstig modtaget. Ludwig besluttede straks at følge den preussiske statsmands anvisninger.
Med egen haand nedskrev han det brev, som forvandlede Tyskland til et keiserrige.
Grev Holnstein red nu til München for efter kongens befaling at tale med kabinetssekretær Eisenhart, som han traf i residens-theatret.
Han overbragte ham det omtalte brev fra Ludwig til kongen af Preussen, samt et til ham selv, hvori 157hans herre forespurgte, om han saa sig istand til at affatte en anden skrivelse, der var mere passende under de forhaandenværende omstændigheder; kongen gav Eisenhart frie hænder til i saa tilfælde at lade hans eget brev forblive uafsendt.
Kabinetssekretæren lod det gaa videre uden forandringer. Holnstein svang sig op paa hesteryggen og red atter afsted til Versailles.
Ifølge Ludwigs udtrykkelige befaling blev hans skrivelse overrakt kongen af Preussen af prins Luitpold.
«Kongen af Bayern har ord for ord kopieret Bismarcks brev,» noterede kronprins Friedrich i sin dagbog.
Stor begeistring herskede over hele Tyskland. Man vidste, at det var Bayerns unge konge, som havde udtalt ordet i den rette stund. Kun de indviede anede, at han havde gjort det under paatryk og efter vaklen.
Der gaves neppe nogen festmiddag og ingen politisk forsamling fandt sted, uden at «Ludwig den tyskes» skaal blev drukket under jubel.
Den største glæde herskede i hovedkvarteret. Nu var han ikke længer «den unge gut, som ikke kjendte sit eget sind.» Baade Bismarck og kongen af Preussen udtalte sig i de mest anerkjendende ord om Bayerns hersker.
158Den 18de januar 1871 skulde keiserproklamationen finde sted i Versailles.
Tre dage iforveien lod den vordende keiser hofpræsten kalde til sig. Han talte til ham om Ludwig den andens ideale anskuelser og tilføiede, at «hvilke hans egenskaber iøvrigt er, saa maa man skatte ham paa det aller høieste.»
Ved en festlig sammenkomst reiste Bismarck sig og holdt følgende tale:
«Jeg drikker paa hans majestæt kongen af Bayerns vel, paa hans tusindaarige dynastis blomstring! Jeg kan kun gjentage, at saa længe, som jeg har noget at sige, skal der aldrig gjøres et skridt, som saarer Bayern i dets retmæssige stilling. Hans majestæt kongen vil i mig, saa længe jeg lever, finde en ligesaa hengiven tjener, som om jeg endnu var hans lehnsknegt.»Forfatternote: Keiser «Ludwig der Bayrer» forlenede 1323 sin søn Mark Brandenburg. Brandenburg forblev under Wittelsbachernes herredømme indtil 1373, da Otto V afstod det til keiser Karl IV. – Bismarck omtaler i sine «Gedanken und Erinnerungen» den særlige velvilje, som det bayerske dynasti viste hans forfædre.
Efter Ludwig den andens død erklærede det tyske riges kansler:
«I 1870 var Ludwig vor eneste indflydelsesrige ven i Tyskland.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
