Ludwig den anden og Tysklands kronprins havde gjensidig været misfornøiede med hinanden. Alligevel havde Friedrich neppe forladt den bayerske hovedstad, før der kom melding om, at hans fader, den gamle keiser, selv ønskede at hilse paa kongen.
Denne var i sit hjerte vistnok ikke særdeles henrykt over det bebudede besøg. Han gjorde imidlertid gode miner og modtog sin gjest paa bayersk grund med al den udmerkelse og elskværdighed, som kunde ønskes.
Ogsaa hans folk gav keiseren et hjerteligt velkommen. Under jubel kjørte de to monarker sammen ind i Regensburg, hvor der var festmiddag i hotellet «Det gyldne kors».
I modsætning til hvad der havde fundet sted under kronprinsens besøg, forløb mødet mellem den unge konge og «seiersoldingen» paa den mest tilfredsstillende maade, og end ikke skyggen af nogen misstemning var at spore.
169Samme aften vendte Ludwig tilbage til Berg. Keiseren blev natten over i hotellet og fortsatte næste morgen sin reise til Gastein, hvor han skulde gjennemgaa en badekur.
Paa tilbageveien gjestede han paanyt den kongelige familie i Bayern.
Besøget gjaldt denne gang nærmest hans kusine, enkedronningen. Hun opholdt sig paa Hohenschwangau og modtog ham der med begge sine sønner.
Veiret var straalende. Om aftenen blev det malerisk beliggende slot glimrende illumineret; og der herskede en munter og hjertelig stemning mellem de nære slegtninge. Wilhelm blev paa slottet til den næste dag. Ludwig og keiseren talte længe fortrolig sammen; og de skiltes under gjensidige forsikringer om venskab.
Fyrste-sammenkomsten blev omtalt i hele den europæiske presse.
«Nu er det kong Ludwigs tur at gjøre et gjenbesøg i Berlin,» sagde en af kabinetssekretæren Eisenharts venner.
«Jeg tror, at kongen finder liden glæde i officielle reiser,» bemerkede Eisenhart.
«Det er heller ikke nødvendigt,» svarede hans ven; «thi efter hvad jeg nylig hørte i Berlin, fordrer keiseren intet gjenbesøg. Han lægger en ganske anden maalestok paa kongen af Bayern end paa de 170andre tyske fyrster i betragtning af de offere, som han har bragt Preussen. Kronprinsen skal være af en anden mening; naar han bestiger tronen, vil han nok ogsaa vise dette!»Forfatternote: Louise von Kobbell: «Unter den vier ersten Königen Bayerns.» (Anden del. Side 158–159.) –
Keiser Wilhelm var en af de faa fyrster, der gjentagne gange fik anledning til at se og tale med Ludwig den anden.
I regelen undgik denne besøg af sine standsfæller. En mængde kongelige personer kom i hans regjeringstid til München, og de allerfleste af dem ønskede at hilse paa ham. Men som oftest tog han et eller andet ildebefindende som paaskud til, at han ikke kunde have den fornøielse at modtage de høie reisende.
Kongen og dronningen af Sachsen, dronningen af Würtemberg, keiseren og keiserinden af Brasilien og mange andre fyrster og fyrstinder fik end ikke se et glimt af ham. Keiseren af Østerrige besøgte næsten hvert aar sine slegtninge i Bayern; tiltrods for det venskabsforhold, hvori Ludwig stod til keiserinde Elisabeth, pleiede han dog heller ikke at vise sig for hendes gemal.
Man vilde sikkert gjøre ham uret, om man gik ud fra, at hans sygelighed kun var et paaskud til at undgaa de besøgende. I virkeligheden var han 171forpint og syg baade paa sjæl og legeme. Han led af søvnløshed og klagede over uafladelige og heftige smerter i baghovedet.
I stigende grad begyndte han at sky sin hovedstad. Larmen i gaderne, menneskenes nysgjerrighed, kongegraverne, som han fra slottets vinduer havde for øie, – alt plagede ham! Han gik næsten aldrig tilfods i München; og naar han kjørte ud i den engelske have,Forfatternote: En park i München. sad han skjult for mængdens blikke, langt tilbagelænet i en lukket vogn.
Alligevel vedblev han at være populær.
Men selv folkets hyldest gjorde ham undertiden ondt. Han pleiede at kalde sig for et «ovationsoffer».
Hofballer og hoffester var ham en gru; naar han deltog i dem, skeede det kun af pligt. For at undgaa at se de gjester ved taffelet, der var ham usympatiske, befalede han, at der skulde stilles blomstervaser foran dem.
Tiltrods for folkets og hoffets oprigtige ønske om, at han vilde forblive i hovedstaden, kunde man selvfølgelig ikke hindre ham fra at indrette sit liv efter sin egen smag og at tilbringe den største del af sin tid i bjergene.
Men skjønt han opsøgte ensomheden og mere og mere sank hen i den, og skjønt han sikkert tidevis 172trængte den paa grund af sine svage nerver, var han paa den anden side kun lidet skikket til at leve alene.
Trods sine eneboerlyster viste han en stedse tilbagevendende trang til at tale med sine omgivelser om alt muligt, der beskjeftigede hans tanker. Hans lakaier og rideknegte maatte endog fortælle ham nyheder om befolkningen i omegnen.
Mere end de fleste var han i sine sympatier afhængig af et indtagende væsen, et klangfuldt organ og et smukt udseende.
Hans forhold til Richard Wagner viser, at han kunde være trofast i venskab. Som oftest var han dog uberegnelig i sine følelser. Han bedømte nogle mennesker koldblodigt; ligeoverfor andre lod han sig af sit temperament paavirke til stor uretfærdighed. Af enkelte taalte han meget; den mindste modsigelse kunde hos andre være nok til at fremkalde hans varige unaade.
Hans ensomhedstrang voksede efterhaanden til en formelig sygdom. Det hændte, at han ligefrem flygtede for mennesker.
I midten af sytti-aarene feirede enkedronningen en familiefest i det tidligere omtalte schweizerhus «Pleckenau», ikke langt fra Hohenschwangau. Kongen, prins Otto, deres adjutanter, overhofmesterinden og to hofdamer var med hende.
173Det lille selskab sad tilbords i ypperligt humør, da et ridende bud med et telegram indfandt sig fra slottet: Den østerrigske erkehertug Rainer, som opholdt sig i Bregenz, forespurgte hos hendes majestæt, om det var beleiligt, at han den følgende morgen aflagde hende en visite.
Hun rakte telegramet til kongen, der blev bleg, da han læste det. Den misstemning, som prægede hans træk, virkede paa det hele selskab.
Han reiste sig fra bordet og gik ud, medens de andre blev siddende; uden at sige et ord vendte han tilbage til Hohenschwangau.
Ankommen did befalede han, at man skulde sætte to vogne istand og være forberedt paa nærmere ordrer. Forberedelserne maatte træffes saa stilfærdigt, at ingen fik nogen anelse derom.
Lidt senere vendte ogsaa enkedronningen, hans broder og hoffolkene tilbage; og snart blev det stille i bygningen.
Hoffets herrer boede i et hus ved siden af det egentlige slot. Kongens værelser laa i anden étage, hans moder og hendes damer beboede den første. Kun ved at liste sig sagte ned ad trappen kunde han naa slotsgaarden uden at blive hørt.
Ludwig og hans tjenere slap ubemerkede bort; de skyndte sig til hofstalden, som ligger et stykke derfra.
I flyvende fart og midt om natten kjørte kongen 174til en liden landsby, som han en enkelt gang pleiede at besøge.
Her virkede meldingen om majestætens ankomst som et lyn fra den klare himmel. Postholderen, hos hvem han tog ind, havde bortleiet samtlige værelser til en militærkommission; man maatte hurtigst faa ryddet dem.
Alle havde lagt sig og maatte vækkes. Generalen fik saavidt tid til halvt paaklædt at styrte ud, da han mødte sin konge paa trappen.
Klokken tre om morgenen gik Ludwig omsider til ro; trods sovemidler lykkedes det ham ikke at finde hvile.
Næste morgen modtog han et telegram, der meddelte, at erkehertug Rainer var kjørt bort «efter en halv times besøg.»
Kongen lod straks spænde for.
En frokost, som han havde bestilt og betalt med otti gulden, blev staaende urørt. Med samme hurtighed, som han havde forladt Hohenschwangau, vendte han tilbage til dette slot.
Hans moder hilste ham velkommen fra sit vindu. Leende raabte han op til hende:
«Dette besøg undgik jeg paa en smuk maade, – ikke sandt?»
Enkedronningen maatte le med, skjønt hun ikke var tilfreds med hans flugt. –
175Det er begribeligt, at hans tiltagende skyhed blev et samtaleemne i alle kredse.
Vi har hørt, at der tidligere var dukket rygter op om, at han tænkte paa at frasige sig tronen; disse fik næring ved hans underlige luner og tilbagetrukne liv.
Grev Holnstein skrev til Bismarck allerede 1871:
«Inden hver audiens og hofceremoni drikker kongen store mængder af sterke vine, og han siger da de eiendommeligste ting. Han ønsker at abdicere og at overgive kronen til prins Otto, som ikke nærer nogetsomhelst ønske om den. – – De ultramontane ved dette. De har udseet sin kandidat til rigsforsamlingen: prins Luitpold; han er ogsaa deres kandidat til tronen. Maaske vil det lykkes dem at faa valgt ham tiltrods for prins Ottos ret.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
