Ludwig den anden – konge af Bayern

av Clara Tschudi

II. Grundtræk i Ludwigs karakter

Ludvigs hovmester, greven af Larosée, har udtrykt sin opfatning af hans karakter i følgende ord:

«Kronprinsen er opvakt og meget begavet. Han har lært meget. Allerede nu sidder han inde med kundskaber, der er langt udover det sædvanlige. Han er i besiddelse af en saa rig fantasi, at jeg sjelden har set dens mage hos en saa ung mand. Men han er opfarende og yderst heftig. En mere end sterkt udviklet egenvilje tyder paa et stivsind, som maaske er nedarvet efter bedstefaderen, og som vanskelig vil kunne beherskes.»

Dette testimonium udstedte greven den dag, da Ludwig fyldte sit attende aar, og da hovmesteren traadte tilbage fra sin ansvarsfulde stilling.

Kronprinsen havde ikke blot arvet sit stivsind fra bedstefaderen; han mindede i forskjellige henseender om sin farfader og navne. Som denne var han idealist og sværmer med udpræget æstethiske tilbøieligheder.

18Henrik Ibsen lader «Gjengangere» vise sig allerede i første led. Dette er ikke helt almindeligt. Langt hyppigere er det, at de gode som de onde «slegts-gjengangere» kommer frem i andet led; man har nærsagt daglig leilighed til at se, at sønnen oftere har bedstefaderens feil og fortrin end faderens.

Saaledes ogsaa her. Med sin nøiagtige, forstandige og pligttro fader havde Ludwig saare liden lighed. Men bedstefaderen, den eksentriske, stivsindede, sværmeriske Ludwig den første «gik igjen» i sønnesønnen, ganske vist ikke «op ad dage,» men i en ny, paa forskjellig maade forandret, paa andre punkter derimod let gjenkjendelig udgave.

Paa mødrene side var der ligeledes en udpræget sværmer i familien. Friedrich Wilhelm den fjerde af Preussen var dronning Marie af Bayerns kjødelige søskendebarn. Der er i Ludwigs smags- og aandsretning adskilligt, som minder om denne preusser-konge, der i modsætning til flertallet af Hohenzollerne havde mere interesse for videnskab og kunst end for krigerhaandverket.

Alligevel var Ludwig den anden noget for sig selv. Han var en eiendommelig, fremmedartet skikkelse midt i sine nærmeste omgivelser, – en gaade for sin egen slegt, som for sit eget folk!

Han synes snarere at have tilhørt en anden race end den tyske og en anden tidsalder end det nittende 19aarhundrede. Der er træk hos ham, som fører tanken tilbage til den græske og romerske oldtid. I instinkter og passioner var han nær beslegtet med en mand som den romerske keiser Hadrian.

I en henseende var han imidlertid meget moderne, nemlig i sin sværmeriske kjærlighed til alpelivet! Han elskede de høie fjelde. Det er karakteristisk for denne sky konge, som næsten ikke foretog andre reiser end til sine lystslotte, at han gjentagne gange besøgte Schweiz, alpelandet «par excellence.»

Fra begge sine forældre havde han taget kjærligheden til bjergene i arv. Den kongelige familie pleiede at tilbringe somrene paa slottet Hohenschwangau i Bayerns høiland ikke langt fra München. Egentlig var dette en gammel ridderborg, der var bleven bygget over tusinde aar tilbage i tiden, men som Maximilian den anden havde ladet restaurere, da han var kronprins.Forfatternote: Sagnet ved at melde, at en ridder ved navn Schwangau oprindelig byggede slottet. En anden beretning, der sandsynligvis kommer sandheden ligesaa nær, knytter navnet Hohenschwangau til sagnet om svaneridderne.

En mængde historiske minder og sagn er knyttede til borgen, hvis haller er fyldte med erindringer fra fortidens dage, og hvis vægge er prydede med billeder af Lohengrin og svanen i alle mulige skikkelser.

20Det fortælles, at Hohenschwangau skal have tjent Tannhäuser til natteherberge, da han vendte tilbage fra sin valfart til Rom. I reformationstiden skal Martin Luther engang, da han var i nød og fare, have fundet tilflugt paa dette slot, som man da ogsaa kalder Bayerns Wartburg.

Kong Maximilian følte sig styrket ved at tilbringe sine somre der. Sammen med sin gemalinde, der var en dristig bjergstigerske, gjorde han hyppige fodture i de omliggende egne.

Hohenschwangau var dronningens kjæreste opholdsted. Hun var fordringsfri og overordentlig enkel i sine vaner. Den yndige Marie beskjeftigede sig helst med praktiske gjøremaal. Paa dækketøi, som hun egenhændig havde vævet, serverede hun fisk, som hun havde fisket selv. Naar hun var paa landet, pleiede hun at gaa med et stort kjøkkenforklæde. Hun tørrede støvet af sine porcellæns- og nipsgjenstande; og hun fandt en uskyldig fornøielse i personlig at vaske det brugte kaffestel. I Hohenschwangau havde hun desuden ladet indrette

en spindestue, hvor hun flittig dreiede rokkens hjul til fordel for de fattige i egnen.

Ogsaa for sønnen Ludwig var disse ophold en kilde til glæde, om end paa en anden maade end for familiens øvrige medlemmer.

Den store ensomhed virkede paa guttens ømfindtlige sind 21som en befrielse fra trykkende lænker. Her fandt det romantisk anlagte barn næring for sin rige fantasi; her kunde han drømme sig ind i fortidens sagn og give sine eventyrlige længsler frit spillerum. Paa de stille veie kunde han fordybe sig i de tyske klassikere, navnlig i Schillers verker, som levende talte til hans hjerte og aand. Han kunde tilbringe halve dage med at deklamere denne sin yndlingsdigters klingende vers.

Hvor strengt han end blev opdraget af sine forældre, saa blev han tidevis for meget overladt til sig selv. I sine fritimer trak han sig tilbage til ensomheden for at hengive sig til vaagne drømme.

«Hvor Deres kongelige høihed maa kjede Dem, naar De ikke har nogen beskjeftigelse,» sagde hans lærer domprovst von Döllinger, der traf ham siddende alene i et mørkt værelse paa grund af en tilfældig øienlidelse. «Hvorfor lader De ikke nogen læse høit for Dem?»

«Jeg kjeder mig ikke,» lød svaret; «jeg udtænker forskjellige ting, og jeg morer mig meget godt paa denne maade.» –

Der er forunderlige kontraster i Ludwigs natur; paa den ene side en higende trang til at komme bort fra menneskene med deres unaturlige og opstyltede væsen til den uforfalskede natur, til ensomhedens stilhed og høitidsfulde andagt. Paa den 22anden side møder vi tidlig hos ham et enthusiastisk theater-sværmeri med interesse for effektfulde forestillinger, for kunstig glans og pragt, saa at man kunde fristes til at tro, at han snarere var bestemt for scenen end for tronen.

Det menneskelige samfundsliv syntes ikke at have nogen dybere interesse, endsige nogen tiltrækning for ham. Han stod uforstaaet og delvis uforstaaende ligeoverfor den kreds, hvori han levede.

Men alvorsstunden nærmede sig. Han havde fyldt sit attende aar; pligter og ansvar ventede ham. Han skulde nu træde ud i det offentlige liv.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den anden – konge af Bayern

Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.

Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.