En mørk stemning hvilede over München; Maximilian den anden var døende.
Den niende marts 1864 havde han i sengen undertegnet de sidste regjerings-dokumenter. Samme aften havde lægerne opgivet alt haab om at kunne redde hans liv.
Man havde vidst, at han længe havde været en syg mand; men ingen havde anet, at hans sidste time forestod.
Efterretningen, der hurtig spredtes, fyldte hovedstaden med forfærdelse og klage. Uoverskuelige menneskemasser trængte ind i slotsgaarden og stirrede op til sin herskers vinduer.
Sne og regn strømmede ned. Stormen hylede; men ingen syntes at merke det. Man vovede ikke længer at vente paa en etterretning, der kunde bringe trøst. Alle tænkte den samme tanke:
«Vor gode konge dør!»
Sorgen var ubeskrivelig over det hele rige.
24Klokken fire om morgenen den tiende marts udtalte livlægen, at den syge maatte forberede sig paa at dø. Han meddelte kongen, at skriftefaderen havde indfundet sig paa slottet.
«Er det kommen saa langt med mig,» sagde Maximilian, der vel følte sig yderst svag, men som ikke havde store smerter. «Nu vel, – Gud vil gjøre det bedste med mig! Jeg har altid villet det rette!»
Troende aflagde han sit skriftemaal og modtog dødssakramentet.
Hans fortvivlede gemalinde havde tilbragt hele natten hos ham. Nu var ogsaa den atten-aarige kronprins hos sin fader.
Kongen havde under fire øine en lang samtale med ham. Han formanede og raadede ham. I denne ellevte time forsøgte han at vinde fortrolighed hos denne søn, der altid havde trukket sig sky tilbage, og hvis karakter havde været ham en gaade.
Rørende og hjertelig tog han afsked fra dronningen og begge sine børn. Han velsignede dem og udtalte haabet om et gjensyn.
«Min søn,» sagde han til sin efterfølger, «nu ønsker jeg dig, at du maa faa en ligesaa rolig død som din fader!»
Det var hans sidste ord.
Man kunde næsten fristes til at tro, at sløret over 25fremtidens begivenheder i denne stund blev løftet bort for den døende konge, og at han saa ting, der bragte ham til at ane eller frygte sin søns tragiske endeligt.
Erkebiskopen talte trøstende til den døende, da han i middagsstunden uden kamp blev kaldt ind til den evige hvile.
Ludwig besvimede af bevægelse. Han fortalte senere i livet, hvor pinligt det havde berørt ham, da man hilste ham som hersker, idet han traadte ud af sin faders dødsværelse.
«Herren har frataget os en god konge! – Lad os bede, at han giver os en ligesaa god konge igjen!» sagde erkebiskopen til de forsamlede, som ventede udenfor.
Alle bøiede knæ, graad og hulken fyldte salen. Hovedstad og rige stod under indtrykket af et smerteligt tab.
Sorgen over en høit agtet fyrstes bortgang blandede sig med deltagelsen for hans efterfølger, der var bleven opdraget saa strengt og saa ensomt.
En tung byrde var med kongekaaben bleven lagt paa hans skuldre; og sikkert var faderens tidlige død en ulykke for ham.
De spirer til et sygeligt aandsliv, som slumrede hos ham, vilde neppe saa hurtig have skudt vekst, og Maximilians opdragelsesprincipper vilde maaske 26ikke heller have draget saa sørgelige følger efter sig, om Ludwig ei var bleven konge, da han stod midt i sin udvikling. Han var for ung og ubefæstet til uden skade at kunne taale denne sterke og pludselige overgang.
Alle døre, der tidligere havde været lukkede for ham, aabnedes paa vidt gab. Alle søgte hans gunst. Han blev forgudet og tiljublet; og hans dagligdags udtalelser blev bevingede ord.
Den tolvte marts aflagde han ed til forfatningen i overvær af de kongelige prinser og statsraadets medlemmer.
Udenrigsministeren holdt en tale, som den nye konge besvarede med følgende ord:
«Den almægtige Gud har kaldt min dyrebare, høit elskede fader bort fra denne jord. Jeg kan ikke udtrykke de følelser, som gjennomstrømmer mit hjerte. Stor og tung er den opgave, der venter mig. Jeg stoler paa Gud, som vil sende mig lys og kraft til at opfylde den. Jeg vil regjere trofast mod den ed, som jeg netop har svoret, og overensstemmende med den forfatning, som nu har bestaaet i næsten et halvt aarhundrede. Mine elskede bayreres velfærd og Tysklands storhed skal være maalet for min stræben. Jeg beder eder alle om at hjælpe mig under opfyldelsen af mine tunge pligter!»
Ludwig blev populær uden nogensomhelst anstrengelse 27fra sin side. Bayrerne er et loyalt folk; og sterke baand knyttede folket og kongehuset sammen.
Monarkens ungdom og sympatiske udseende var naturligvis heller ikke uden virkning.
Alle blev slagne af hans skjønhed og indtagende personlighed.
En østerrigsk forfatter, som saa og talte med ham snart efter tronbestigelsen, har flere aar senere udtalt sig saaledes:
«Han var den skjønneste yngling, som jeg nogensinde har seet. Hans høie, slanke figur var fuldstændig symetrisk. Hans rige, let krøllede haar og den lille antydning til skjeg, gav hans hoved lighed med hine storslagne, antike kunstverker, gjennem hvilke vi har fundet de første fremstillinger af Hellenernes begreb om mandlig kraft. Selv om han havde været en tigger, kunde han ikke have undladt at tiltrække sig min opmerksomhed. Intet menneske, gammel eller ung, rig eller fattig, kunde forblive uberørt af den fortryllelse, som udgik fra hele hans væsen. Hans stemme havde en behagelig klang. De spørgsmaal, som han fremsatte, var klare og bestemte. Hans emner var velvalgte og aandrige; han udtrykte sig let og naturligt. Den begeistring, som han vakte hos mig, er aldrig bleven formindsket, tvertimod, den har tiltaget med aarene. 27Billedet af den unge monark er endnu i uudslettelige farver præget i min sjæl.»
En anden tysk forfatter, Paul Heyse, traf den unge konge omtrent paa samme tid og har ligeledes offentliggjort sit indtryk. Han er ikke i samme grad begeistret; men ogsaa han synes at være bleven imponeret.
«De store øine,» siger Heyse, «var drømmende, blikket vindende. Hvad han sagde var frit for et hvert spor af forlegenhed, Han havde en ualmindelig sikker dom om dem, som kom i hans nærhed, en menneskekundskab, der var vidunderlig i betragtning af, at han var bleven opdraget saa ensomt og saa langt borte fra verden.»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
