V. Kong Ludwig og Richard Wagner

Richard Wagner udkaster i forordet til sin «Niebelungen-digtning» følgende spørgsmaal:

«Vil den fyrste findes, som muliggjør opførelsen af mit verk?»

Ludwig af Bayern læste dette som kronprins, og han udbrød begeistret:

«Naar> jeg bliver konge, vil jeg vise verden, hvor høit jeg skatter hans genie!»

Neppe en maaned efter sin tronbestigelse sendte han sin kabinetssekretær, hr. von Pfistermeister, afsted for at indbyde Wagner til at komme til München.

Denne søgte ham først i Wien. Men digter-komponisten havde over hals og hoved maattet flygte fra Østerriges hovedstad, fordi man havde truet ham med gjældsarrest; han ønskede at forsvinde et eller andet sted, hvor hans forfølgere ikke kunde naa ham.

Det lykkedes at opspore ham hos venner i Stuttgart. 35Kongens udsending overrakte ham et fotografi af Ludwig samt en rubin-ring; han forkyndte ham, at saa, som stenen i ringen glødede, brændte hans hersker af længsel efter at se ham.

Paa sin sekstende fødselsdag havde Bayerns kronprins overværet opførelsen af «Lohengrin». Denne opera havde gjort et saa meget dybere indtryk paa ham, som sagnet om svaneridderne var knyttet til Hohenschwangau, der, som vi ved, fra barndommen havde været hans kjæreste opholdssted.

I aarene før hans tronbestigelse voksede hans interesse for «fremtidsmusikeren». Ved et besøg hos sin tante, hertuginden Ludovica i Possenhofen, havde han fundet hans skrifter paa hendes flygel; og fra nu af studerede han dem med iver.

Ludwig var ikke fremragende musikalsk. En musiker, der gav ham undervisning i pianospil, mente endog, at han manglede øre. Wagners verker tiltrak ham maaske mere paa grund af den fantastiske digtning end paa grund af deres musikalske værd.

Glad og forventningsfuld fulgte mesteren den unge konges indbydelse. Han indtraf i München de første dage af mai (1864) og blev modtaget med udmerkelse. Hans personlighed gjorde et sterkt indtryk paa Ludwig, der forsikrede ham om sin bevaagenhed og sin varme interesse.

«Det utænkelige, og det eneste, som jeg trængte, 36er bleven til virkelighed! Himlen har skjenket mig en velynder. Gjennem ham lever jeg og forstaar jeg mig selv!» udbrød digter-komponisten til venner, der ventede paa ham, da han kom tilbage fra slottet.

Efter faa dages ophold i Bayerns hovedstad fortsatte han sin reise til Wien, hvor han, takket være Ludwigs godhed, nu kunde betale sin gjæld. Snart vendte han imidlertid tilbage til München. Og Pfistermeister bød ham paa sin herres vegne velkommen i en herligt beliggende villa ved Starnbergersøen, hvor han uforstyrret kunde leve for sin kunst.

Ludwig opholdt sig samtidig paa det nærliggende slot Berg, hvor Wagner hyppig besøgte ham og foredrog sine verker for ham.

Mesterens fantasi, hans digtning, hans indtagende væsen henrev den kongelige sværmer til blind begeistring. Den ældre mand udøvede en dæmonisk magt over ynglingen, og hans nærhed virkede aldeles elektriserende paa ham. Samværet mellem dem blev en afgjørende begivenhed i begges liv. Fuld af medlidenhed og lykkelig i bevidstheden om at kunne hjælpe ham, skrev kongen dagen efter deres første møde:

«Vær overbevist om, at jeg vil gjøre alt, hvad der staar i min magt, for at give Dem erstatning for Deres tidligere lidelser. Jeg vil for altid jage 37hverdagslivets smaalige sorger bort fra Deres hoved. Jeg vil berede Dem den eftertragtede hvile, for at De i Deres kunsts rene sfære uforstyrret kan udfolde hele Deres genie. – – Ubevidst var De den eneste kilde til mine glæder. Fra mine spæde ynglinge-aar var De for mig en ven, der, som ingen anden, talte til mit hjerte, min bedste lærer og opdrager!»

Trods aldersforskjellen er det hævet over tvivl, at Wagner fra første stund varmt gjengjældte sin beskytters følelser.

Han skrev til sin veninde fru von Wille (mai 1864):

«Han (kongen) er desværre saa skjøn og saa aandfuld, saa sjælfuld og saa herlig, at jeg frygter for, at hans liv maa forsvinde som en flygtig gudedrøm i denne tarvelige verden. Han elsker mig med den første kjærligheds inderlighed og varme. Han kjender mig og ved alt om mig og forstaar mig som min egen sjæl. Han vil, at jeg bestandig skal blive hos ham, arbeide, hvile ud, opføre mine verker. Han vil give mig alt, hvad jeg behøver dertil. Jeg skal gjøre Niebelungerne færdige; og han vil opføre dem saaledes, som jeg ønsker det. Jeg skal være min egen herre, ikke kapelmester, intet uden mig selv og hans ven! – – – Al nød skal tages fra mig, jeg skal have alt, hvad jeg behøver, kun 38skal jeg blive hos ham! – – – De kan ikke gjøre Dem nogen forestilling om den fortryllelse, som udgaar fra hans blik. Gid han maa leve; det er et rent vidunder!» – –

Om deres personlige samvær skrev han ved en anden leilighed:

«Jeg iler altid til ham, som til den elskede. Det er en henrivende omgang. – – Og dertil denne elskværdige omsorg for mig, denne yndefulde hjertets kydskhed, naar han forsikrer mig om sin lykke over at eie mig. Saaledes sidder vi ofte timevis sammen fortabte i synet af hinanden.»

Samme følelse jubler ud af et brev, som han den 20^de mai skrev til sin ven Weissheimer:

«Kun to ord for at bekræfte for Dem den ubeskrivelige lykke, som er bleven mig til del. Alt er indtruffet saaledes, at det ikke er muligt at drømme det skjønnere. Takket være den unge konges kjærlighed er jeg for alle tider beskyttet mod enhver sorg, kan arbeide, behøver ikke at bekymre mig om noget. Ingen titel, ingen function, ingen forpligtelse! Saasnart, som jeg vil opføre noget, stiller kongen alt, hvad jeg trænger, til min raadighed. – – – Min unge konge er for mig en vidunderlig gave af skjebnen. Vi holder af hinanden saaledes, som kun en lærer og en elev kan elske hinanden. Han er lykkelig over at have mig, og jeg 39er lykkelig over ham. – – Dertil er han saa skjøn og saa dyb, at den daglige omgang med ham er henrivende og giver mig et fuldstændig nyt liv.»

Allerede paa dette tidspunkt, tilføier han imidlertid;

«De kan tænke Dem, hvilken uhyre misundelse jeg møder!»

Samme aar tilraaber han Ludwig:Forfatternote: I en tilegnelse af klaverudtoget til «Die Walküre» (Juli 1864).

«O, König! Holder Schirmherr meines Lebens!
Du, höchster Güte wonnereicher Hort!
Was Du mir bist, kann staunend ich nur fassen,
Wenn mir sich zeigt, was ohne Dich ich war.

Du bist der holde Lenz, der neu mich schmückte,
Der mir verjüngt der Zweig und Aeste Saft;
Es war dein Ruf, der mich der Nacht entrückte,
Die winterlich erstarrt hielt meine Kraft.
Wie mich Dein hehrer Segengruss entzückte,
Der wonnestürmisch mich dem Leid entrafft,
So wandl’ ich stolzbeglückt nun neue Pfade
Im sommerlichen Königreich der Gnade.»

I begyndelsen af oktober maaned flyttede Wagner fra Starnbergersøen til München. Ludwig forærede ham en møbleret villa i Briennergaden. Slotsgartnere omdannede den tilstødende have til en smuk park. Og han fik en betydelig maanedlig æresgage.

Samværet mellem vennerne fortsattes tilsyneladende 40uforstyrret. De tilbragte sine dage i hinandens selskab og forblev ofte sammen den halve nat.

Monarken overøste digter-komponisten med gaver og imødekom alle hans ønsker.

Den 25^de november bragte hovedstadens organer en officiel artikel, der havde følgende indhold:

«Hans majestæt har besluttet, at der under Wagners ledelse skal oprettes en opera-skole, hvor sangere og sangerinder, som vil uddanne sig for scenen, kan faa den nødvendige praktiske undervisning. Det kongelige residens-theater vil blive stillet til raadighed ved elevernes øvelser.»

Den fjerde december blev «Den flyvende hollænder» opført paa hoftheatret. Huset var overfyldt; publikum fulgte operaen med interesse. Wagner, der denne aften for første gang offentlig optraadte som dirigent i München, fremkaldtes efter anden akt og efter forestillingens slutning.

For yderligere at befæste den stilling, han havde vundet, blev det bestemt, at han den følgende søndag skulde holde en konsert i hoftheatret, hvor flere af hans kompositioner skulde opføres.

Den var imidlertid daarlig besøgt; og kritiken erklærede, at Wagner var mere digter end musiker.

Faa uger efter modtog kongen i særlig audiens arkitekten Semper, som var kommen til München efter opfordring af Wagner. Denne ønskede nemlig, 41at der i Bayerns hovedstad skulde bygges et nyt, stort theater efter hans egne principper.

Man havde til hensigt at lægge denne pragtbygning paa høiden af Maximilian-anlæggene. Derfra skulde en bred gade føre ned til Isar, og over floden skulde der bygges en bro i renæssance-stil.

Theatret var beregnet til at skulle koste en million gulden. Sammen med den paatænkte bro samt gaden og vei-anlæggene havde Semper sat summen til fem millioner.

Hans udkast og tegninger tiltalte Ludwig i høieste grad. Kabinetskassens embedsmænd, som var vante til sparsomhed fra den forrige herskers tid, gjorde imidlertid heftig modstand mod planen. Han troede sig derfor nødsaget til at udsætte udførelsen paa ubestemt tid; og han opgav den senere.Forfatternote: Semper benyttede nogle aar efter samme plan, om end i formindsket maalestok, da han byggede Richard Wagner-theatret i Bayreuth.

Bayerns hovedstad tabte derved; thi dette theater vilde ikke blot være bleven en pryd for byen, men det vilde have trukket en uendelighed af mennesker did. Og omkostningerne vilde i tidens løb mangfoldige gange være bleven dækkede.

Den egentlige opposition mod Wagner begyndte i München den dag, da hans vidtomfattende theaterplaner blev bekjendte.

Adelen saa i ham den uerfarne konges onde 42aand, der spærrede den fornemme verden adgangen til tronen. Geistligheden var forarget paa ham, fordi han var fritænker. Blandt musikerne fandtes der adskillige, som beundrede «Den flyvende hollænders», «Lohengrins» og «Tannhäusers» komponist, men som alligevel og af oprigtigt hjerte bekjæmpede «fremtidsmusiken» som en forvildelse.

Andre af hans kolleger betragtede ham tilvisse som den mest geniale af samtidens tonedigtere. Men de misundte ham, at han kunde sole sig i herskerens gunst; og de trak hans personlige svagheder frem for offentligheden.

Wagner var ikke uden skyld i disse fiendtligheder. Den overdrevne luksus, som han udfoldede, forargede de sparsommelige borgere. Ved enhver anledning roste han sig af den kongelige naade. Det hed almindelig, at han misbrugte sin velynders aabne pung. Han pleiede at kjøbe paa kredit og henviste med hensyn til betalingen til sin «kongelige ven»; og man frygtede i vide kredse, at han forledede Ludwig til overdaadighed.

Ved sin ømfindtlighed og sin utaalmodighed, hvor det gjaldt udførelsen af hans planer, stødte han desuden mange for hovedet. En stor del af pressen begyndte at vise sig fiendtlig; vittighedsbladene beskjeftigede sig med ham. Og han led meget under de rænker, som smededes.

43Den syvende marts 1865 skrev han til August Röckl:

«Jeg længes kun efter at komme bort til en vakker krog af Italien – – for at kunne pleie mine stakkels nerver! Men hvordan kan jeg paa den anden side forlade denne unge konge i hans afskylige omgivelser og med hans hjerte saa vidunderlig fæstet ved mig!»

Efter Wagners opfordring kaldte kongen Hans von Bülow og flere andre af hans tilhængere til München.

Bülow blev udnævnt til hof-kapelmester og «forspiller» for hans majestæt. Han behandlede hofkapellets kunstnere som skolegutter. Men disse var ikke vante til en saadan optræden. De omgikkes i hovedstadens bedste familier; og deres misfornøielse med den nye kapelmester forplantede sig videre.

Den syvende mai 1865 bragte «Neueste Nachrichten» følgende notis:

«Mænd, paa hvis sandhedskjærlighed vi ikke har grund til at tvivle, meddeler os, at hr. von Bülow nylig under en prøve paa Wagners «Tristan og Isolde» forlangte, at orchesteret skulde udvides. Maskinmester Penckmayer svarede, at i saa tilfælde maatte tretti parketpladse sløifes. Bülow udtalte da: «Hvad gjør det, om der gaar tretti svinehunde mere eller mindre i theatret!»

44Den overnervøse musiker, som var vant til at lade sin skarpe tunge have frit løb, kunde ikke negte, at han havde udtalt disse ord. Han saa sig nødsaget til offentlig at erklære, at han udelukkende havde tænkt paa den del af publikum, som havde stillet sig fiendtlig ligeoverfor Wagner.

Det skadede i høi grad digter-komponisten, at Hans von Bülow var saa ilde likt tiltrods for sin uomtvistelige dygtighed. Ogsaa andre af de venner, som var komne til München i denne tid, saarede borgerne ved foragtelig at se ned paa musikforholdene i deres by og ved at gjøre vittigheder paa deres bekostning.

Mere end alt andet bidrog det dog til at vække forargelse, at fru Cosima von Bülow, født Lisst, havde overtaget husfruens rolle i villa’en i Briennergaden. Man fik vide, at den gjensidige beundring mellem hende og Wagner var gaaet over til et kjærlighedsforhold. Sædelighedsdommerne tog af denne aarsag heftig parti mod ham.

Kun ved hoffet syntes hans stilling urokket. Ludwig hørte ikke de rygter, der var i omløb om Bülow’s hustru og hans ven. Han kjendte desuden blot for en ringe del de fiendtligheder, som denne var gjenstand for.

Avisartikler, som var komne til hans kundskab, havde dog i høi grad forbitret den fintfølende yngling.

45«Tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gjør,» skrev han i den anledning til Wagner. «De ved ikke, at De er alt for mig og vil vedblive at være det ind i døden!»

I et andet brev udbryder han:

«Aa, min ven, hvor forfærdelig vanskeligt gjør man det ikke for os! Men jeg vil ikke klage. Jeg har jo ham, vennen, den eneste!»Forfatternote: Ludwig den anden og Richard Wagner vekslede stadig breve. De er holdte i en overmaade hjertelig og sværmerisk tone, men dreier sig mest om musikalske anliggender. Kun en forsvindende del af dem er tilgjængelige for almenheden. Efter kongens død blev den bayerske regjering og Wagners arvinger enige om, at Ludwigs breve skulde overgives til den bayerske regjering, som nu har dem under laas og lukke; Wagners breve blev til gjengjæld sendte tilbage til hans familie. Tidsskriftet «Die Wage» offentliggjorde i sin anden aargang flere interessante breve fra Ludwig til hans ven, der med bestemthed paastaaes at være egte, og som jeg ovenfor delvis har benyttet.

Paa hoftheatret i München indstuderede man mesterens herlige toneverk «Tristan og Isolde», som intet theater hidtil havde vovet at forsøge paa at opføre. Det berømte sangerpar Ludwig og Malwina Schnorr von Carolsfeld kom fra Dresden for at udføre titel-partierne. Bülow, som komponisten kaldte «sit andet jeg»,Forfatternote: I et brev af 5^te mai til redaktør Uhl («Wiener Botschafter».) skulde dirigere operaen.

Prøverne begyndte i Wagners hus, men blev senere flyttede til det kongelige residens-theater, der var stillet til uindskrænket afbenyttelse i dette øiemed.

46Mesteren instruerede hver enkelt af kunstnerne.

Den lille mand med det mægtige hoved var fyr og flamme, rivende alle med sig. Naar et vanskeligt sted var lykkedes særlig godt, sprang han op, omfavnede og kyssede sangeren eller sangerinden. Undertiden stillede han sig endog paa hovedet i sofaen af lutter glæde.Forfatternote: Fru Herwegh i «Gegenwart» 1897.

Det var bestemt, at «Tristan og Isolde» skulde opføres den 15^de, den 18^de og den 22^de mai (paa Wagners fødselsdag.) Hans tilhængere samt repræsentanter for pressen var komne fra alle dele af Tyskland og fra udlandet for at bivaane forestillingen, der betragtedes som en begivenhed i den musikalske verden. Men fru Schnorr von Carolsfeld blev pludselig syg; og opførelsen maatte udsættes.

Den 10^de juni kunde omsider den første forestilling finde sted. Tidlig paa formiddagen var hele huset udsolgt til betydelig forhøiede priser. Kongelogerne ved siden af scenen fyldtes; man saa prins Luitpold med sine ældste sønner, prins Adalbert med gemalinde, kong Ludwig den første og hertug Max, som næsten alle forblev i theatret til operaens slutning.

Klokken ti minutter over seks viste kongen sig i den saakaldte «keiserloge»; han blev modtaget med kraftige tilraab, og orchesteret stemte i med 47fanfarer. Ludwig var synlig glad og takkede venlig til alle sider.

I næste øieblik traadte Hans von Bülow frem paa dirigentpladsen, og forestillingen begyndte.

Det var den gang ikke sædvane i hoftheatret at tilklappe kunstnerne bifald, naar majestæten var nærværende, og før denne havde givet tegnet. Efter første akt kunde en stor del af publikum dog ikke afholde sig fra begeistret at fremkalde hr. og fru Schnorr von Carolsfeld.

Straks faldt imidlertid pibere ind; men bifaldet overdøvede dem.

Efter anden akt raabte man atter paa sangerparret, denne gang under ublandet anerkjendelse.

Klokken elleve var forestillingen til ende. Paa nyt blev der strid mellem partierne: applaus og piben kjæmpede om overmagten.

Hr. og fru Schnorr von Carolsfeld førte Wagner frem paa scenen. Han hyldedes med stormende ovationer; hist og her hørtes alligevel endnu lydelig hyssen. Kongen, der med den mest spændte opmerksomhed havde fulgt forestillingen, og som i tredie akt havde været rørt til taarer, skjalv af sindsbevægelse. Han reiste sig i sin loge og klappede ivrig bifald.

Endelig blev der fred; teppet faldt. Wagners genie havde seiret.

48I hele Europa fandtes der neppe en større avis endsige et musikblad, som ikke omtalte denne aften.

Meningerne om verket var delte. Men der herskede kun en mening om det storartede, som orchestret havde ydet under Hans von Bülows ledelse, samt om kunstnerparret Schnorr von Carolsfeld.

En tilstedeværende franskmand udtalte:Forfatternote: Progrés de Lyon.

«Jeg betvivler, at Wagners ‘Tristan’ nogensinde vil blive populær; thi den udmerker sig ikke ved klarhed og enkelhed. Derimod vil musikere finde skatte i den. – Jeg har aldrig bivaanet en opera, der saa hurtig udtrætter opmerksomheden, og som fordrer en saa umaadelig aandelig anspændthed. Men jeg kjender heller ingen med saa høie og henrivende skjønheder.

Man maa lade den unge konge vederfares den retfærdighed, at uden ham vilde forestillingen aldrig være bleven muliggjort. Han har arbeidet for den med hele sin energie; og Wagners triumf er i sandhed hans. Ludwigs holdning i de fem timer, operaen varede, var ligeledes en merkelighed i skuespillet. Vær overbevist om, at denne unge mand vil bringe verden til at tale om sig! En tyve-aarig monark, mere frisindet end sin opposition, som han driver fremad, – en konge, der ikke viger tilbage 49for de høieste problemer i kunsten, er en sjelden fremtoning i historien!»

Wagner modtog fra sin kongelige beskytter en skrivelse, hvori det heder:

«Ophøiede, guddommelige ven!

Neppe kan jeg afvente morgendagen, saa meget længes jeg allerede nu efter den anden forestilling. – – – Ikke sandt, min dyrebare ven, modet til at skabe nye ting vil aldrig forlade Dem! – Jeg beder Dem om ikke at forsage, jeg beder Dem der om i navn af hine, som De fylder med fryd, – en fryd, som ellers kun Gud forlener!

De og Gud!

Indtil døden og efter døden, i riget hinsides forbliver jeg
Deres trofaste
Ludwig.»

Til Hans von Bülow udtalte han ligeledes sin tak i et smigrende brev, der var ledsaget af en diamantnaal. Og han lod kunstnerparret Schnorr von Carolsfeld overrække diamantringe, som var sindrigt indfattede til erindring om fest-forestillingen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.