Ludwig den anden – konge af Bayern

av Clara Tschudi

VI. Ludwigs første reise til Schweiz. – Richard Wagner forlader München. – Bedømmelse af forholdet mellem kongen og kunstneren

Vi ved, at Schiller fra barndommen havde været Ludwigs yndlingsdigter.

I München, ligesom paa alle andre theatre, havde man hidtil opført hans verker i forkortet form. Men «romantiken paa tronen» befalede, at man paa hans eget theater skulde spille dem saaledes, som digteren havde tænkt.

Den attende oktober 1865 fremstilledes «Wilhelm Tell» for første gang i sin oprindelige skikkelse.

Efter denne forestilling fik kongen lyst til at lære det folk og det land at kjende, som Schiller havde forherliget i sit verk.

Ledsaget af sin daværende adjutant, fyrst Paul af Thurn-Taxis, reiste han den tyvende oktober til Schweiz. I Luzern – knudepunktet for reiselivet i dette land – tog han ind i hotel «Schweizerhof.»

Da han ikke var anmeldt og ingen kjendte ham, blev han anvist et værelse i fjerde etage.

51Man kan tænke sig, hvilken bestyrtelse det vakte blandt hotelpersonalet, da man den følgende dag fik vide, at det var kongen af Bayern, som var kommen saa høit tilveirs. I største forskrækkelse skyndte verten sig op til ham, gjorde mange undskyldninger og tilbød den række af værelser i første etage, hvor kongelige personer pleiede at bo.

Ludwig afslog tilbudet med det venligste smil. Han erklærede, at han var tilfreds med sit lille rum i fjerde etage med den smukke udsigt over søen og fjeldene, og at han vilde beholde det.

Fra Luzern gjorde han udflugter til de sagnrige steder i ur-kantonerne: til «Rütli», «Tells Platte», «Stauffachers kapel», til hulveien ved Küsznach og flere andre steder.

Befolkningens hjerter slog den skjønne, enthusiastiske yngling imøde. «Schwyzer Zeitung» sendte ham efter hans afreise en hjertelig hilsen.

Han besvarede den i et egenhændigt, saalydende brev:

«Hr. redaktør!

Med inderlig glæde læste jeg idag den varme afskedshilsen fra «Wilhelm Tell’s» land, og besvarer jeg denne af ganske hjerte.

Jeg hilser ligeledes mine kjære venner i ur-kantonerne, som jeg allerede, da jeg var barn, havde en særlig forkjærlighed for.

52Erindringen om mit besøg i det herlige, indre Schweiz, og om det brave, frie folk, som jeg beder Gud beskytte, vil altid forblive mig dyrebar.

Med velvillige følelser er jeg
Deres velbevaagne
Ludwig.

Hohenschwangau, den anden november 1865

Efter sin tilbagekomst indbød han Richard Wagner til at komme til sig; og den tiende november hilste de to venner atter paa hinanden i «svaneborgen»

I begyndelsen af 1866 skulde den nye skole for musik og dramatisk kunst blive aabnet under Hans von Bülows ledelse. Wagner havde mangt og meget paa hjerte, hvorom han vilde bede sin kongelige ven.

Han var saa tilfreds med sit ophold i Hohenschwangau, at han efter hjemkomsten telegraferede til en af sine tilhængere:

«Aaret 1866 er vort!»

Imidlertid var kræfter fra forskjellige hold i virksomhed for at ødelægge venskabet mellem ham og Ludwig.

Kabinetssekretæren og kabinetskassens kasserer, der i lange aarrækker havde nydt den afdøde konges tillid, betragtede det som pligt at modarbeide den tilbøielighed til ødselhed, der viste sig hos den 53unge hersker. De fik medhold af digter-komponistens talrige modstandere. Oppositionen voksede til en ren storm; thi folket, som hverken kunde begribe hans forhold til Ludwig eller hans kunstneriske maal, troede paa de skræmmebilleder af ham, som hans fiender udkastede i ord og skrifter.

«Velunderrettede vil vide,» skrev «Volksbote», «at Wagner i løbet af neppe et aar har kostet kabinetskassen ikke mindre end en million og ni hundrede tusinde gulden. Vi tør ikke indestaa for, at tallet er rigtigt. Men vi tør betegne det som sikkert, at Wagner for nogle uger siden paanyt har krævet firti tusinde gulden for at tilfredsstille sine kostbare vaner. Hr. von Pfistermeister har fraraadet monarken at bevilge dette nye, overdrevne forlangende. Som følge heraf har Richard Wagner i raseri skrevet et alt andet end høfligt brev til hr. von Pfistermeister; og sluttelig har han, trods alt, faaet den sum, som han ønskede.»

Ministre, rigsraader, borgerrepræsentanter tog parti mod ham. I de brede lag var stemningen dog noget delt. Paa et jernbanetog indtraf følgende episode:

En katholsk geistlig udtalte høilydt sin misstemning over, at hans majestæt gjorde saa megen stads af «lutherske musikanter».

Hertil svarede en bonde, der sad i samme vogn;

54«Jeg ser kongen heller sammen med musikanter end med præster.»

Wagner betragtede kabinetssekretæren som ophavet til næsten al den modstand, som han mødte; han udtalte sig ved mange leiligheder i nedsættende udtryk om denne høit agtede mand.

I den anden leir beundrede man derimod Pfistermeister, fordi han saa tappert holdt stand mod mesterens hensynsløse fordringer; og de konservative blade tog kraftig parti for ham.

Den fjerde december blev der i forretningslokaler i München udlagt en tillidsadresse til underskrift. Den skulde overrækkes hr. von Pfistermeister ved en deputation; og den indeholdt en bøn til ham om vedblivende at staa fast ved kongens side.

Ludwig modtog en officiel meddelelse derom. Samtidig lod man ham uforbeholdent forstaa, i hvilken høi grad Wagner havde gjort sig upopulær.

Den femte december flyttede han fra Hohenschwangau tilbage til residens-slottet i München. Samme dag indfandt hans moder, hans grand-onkel prins Karl, erkebiskop Scherr og statsminister von der Pforten sig hos ham.

I egenskab af minister for det kongelige hus overrakte sidstnævnte et memorandum, hvori han truede med at tage afsked, hvis Wagner ikke forlod Bayern. Prins Karl gav energisk udtryk for 55hoffets overbevisning om, at dette venskab vilde have uheldsvangre følger. Politiet turde ikke længer indestaa for digter-komponistens sikkerhed. Tjenere, som blev udspurgte, lod skimte frem, at der kunde udbryde en revolution under de nuværende forhold.

Kongen var nervesvag og neppe heller nogen modig mand. Wagners heftighed og fordringsfuldhed havde mangen gang beredt ham vanskeligheder. Han følte sig desforuden dybt krænket over den maade, hvorpaa hans navn blev blandet ind i sagen.

Pressens angreb og truslerne fra hans slegtninge og raadgivere vilde dog neppe have formaaet ham til at skille sig fra sin ven, om ikke et andet moment var kommen til:

Han havde faaet utvivlsomme beviser for, at digter-komponisten stod i et kjærlighedsforhold til fru Cosima von Bülow. Disse beviser, der rammede ham aldeles uforberedt, berørte ham langt pinligere end hans families indblanden og bladenes hadefulde udgydelser.

Med sin sværmeriske natur havde han kastet hele sin kjærlighed paa Richard Wagner.

Denne, der var saa meget ældre, følte først og fremst taknemmelighed mod sin kongelige velynder.

Utvivlsomt nærede han dog ogsaa en levende sympati for den rigt begavede yngling, hvilket tydelig fremgaar af breve og digtninge fra hans haand.

56Men Ludwig var en skinsyg natur. Han vilde elskes for sin egen skyld; og han vilde eie sin ven alene. Forholdet til fru von Bülow blev derfor en kilde til bitter og varig skuffelse for ham.

Samme dag som han havde faaet vished for dette, sendte han sin ministerpræsident en skrivelse, hvori han tilkjendegav, at Wagner straks havde at forlade München.

«Jeg vil» – udtalte han ved denne leilighed – «vise mit dyrebare folk, at dets tillid og kjærlighed for mig gaar over alt andet!»

Hans senere minister von Lutz fik det hverv mundtlig at meddele hans ven den bestemmelse, som han havde truffet.

Samme aften besøgte han hoftheatret sammen med enkedronningen. Istedetfor den velkomsthilsen, som han pleiede at modtage, naar han havde været fraværende i længre tid, hørtes mishagsmumlen. Heri troede han at se en bekræftelse paa stemningen.

Den følgende morgen sendte han Wagner et egenhændigt, saalydende brev:

«Min dyrebare ven!

Hvor ondt det end gjør mig, maa jeg bede Dem om at opfylde det ønske, som jeg igaar lod udtale for Dem gjennem min sekretær. Tro mig, jeg maatte 57handle saaledes! Min kjærlighed til Dem varer evig. Ogsaa jeg beder Dem: bevar altid Deres venskab for mig. Med god samvittighed tør jeg sige, at jeg er Dem værdig. – – Hvem har ret til at skille os? –

Jeg ved, at De føler med mig, at De fuldkommen kan maale min dybe smerte. Jeg kunde ikke handle anderledes, vær overbevist derom! Tvivl aldrig paa Deres bedste vens troskab. – Det er jo ikke for stedse!

Indtil døden
Deres trofaste
Ludwig.»

Før det officielle regjeringsorgan endnu havde bragt meddelelsen om denne opsigtvækkende bortvisning, havde efterretningen spredt sig som en løbeild.

Den ottende december var en helligdag. Alligevel afholdt man magistrats-møder for at forhandle om, hvorvidt man skulde sende en deputation til kongen for at udtale byens tak.

Debatten var lang og skarp; man enedes sluttelig om, at den burde udeblive. Et paatænkt fakkeltog kom heller ikke istand. Medens de klerikale og nogle liberale blade jublede, udtalte fremskridtspartiets organ, at «de høie slegtninge, medlemmer af den høie adel, samt statens 58og kirkens embedsmænd, som havde givet kongen meddelelse om den herskende stemning, ikke havde havt ret. Wagners tilstedeværen havde ikke bidraget til at forurolige folket og havde ingenlunde formindsket tilliden og kjærligheden til kongen. Ludwig var bleven bedraget med hensyn til folkets stemning. Wagners person havde ikke havt det ringeste at gjøre med landets indre anliggender og med fremskridtspartiets bestræbelser.»

Den tiende december drog mesteren bort. Trods vinterkulden og den mørke, tidlige morgen var banegaarden fuld af mennesker, som vilde se ham og sige ham farvel.

Ludwig havde sendt ham et sidste afskedsbrev, der strømmede over af sorg:

«Min dyrebare, inderlig elskede ven!

Ord kan ikke skildre den smerte, som nager mit indre. Hvad der er muligt skal blive gjort for at gjendrive de afskylige, nye avisberetninger. At det maatte komme saa langt! Vore idealer skal blive trofast pleiede, – dette behøver jeg ikke først at forsikre Dem. Lad os skrive ofte og meget til hinanden, jeg beder Dem derom! Vi kjender hinanden jo; vi vil ikke slippe det venskab, der forbinder os. For Deres freds skyld maatte jeg handle, som jeg har gjort.

59Miskjend mig ikke, end ikke et øieblik; det vilde være helvedeskval for mig. – Held den mest elskede ven! Hans verker blomstre! Hjertelig hilsen af ganske sjæl fra

Deres trofaste
Ludwig.»

Wagner reiste til Schweiz og bosatte sig der.

Hverken kongen eller hans raadgivere havde tænkt, at forvisningen skulde være for stedse. Han vendte ogsaa flere gange tilbage paa korte besøg; dog gjorde han aldrig mere længre ophold i München.

Det gode forhold mellem ham og Ludwig rokkedes ikke. Den ridderlige monark blev ved at holde sin beskyttende haand over ham. Han arbeidede ivrig for Wagner-theatret i Bayreuth. Og den kongelige æresgage blev uafkortet udbetalt af kabinetskassen indtil Wagners død (1883).

Fru Cosima, der havde været en af aarsagerne til, at vennerne skiltes, kunde imidlertid aldrig glæde sig ved nogensomhelst gunst; hun syntes ikke at eksistere for Bayerns hersker. Som enke søgte hun audiens hos ham for at takke for de beviser paa kjærlighed, som var bleven hendes afdøde egtefælle til del.

Ludwig afslog at modtage hende. «Jeg kjender ingen fru Cosima Wagner,» sagde han koldt.

60Skjønt han frivillig havde sendt mesteren bort, og skjønt vi har seet, at andre grunde end opinionens røst havde paavirket hans beslutning, tilgav han heller aldrig Münchens borgere, at de havde arbeidet paa at forstyrre et venskabsforhold, der havde været ham til saa megen trøst og glæde. Den uvilje, som han ved mange leiligheder viste sin hovedstad, blev vakt ved denne begivenhed. Skilsmissen efterlod ikke blot en dyb ensomhedsfølelse, men en uheldsvanger bitterhed i hans saarlige sind.

«Hans altfor store kjærlighed til mig,» skrev Wagner den 26de december 1865 til fru Wille, «gjorde ham blind for alle andre forhold; derfor var han let at skuffe. Han kjender ingen og maa først nu lære mennesker at kjende. Dog haaber jeg for ham. Ligesom jeg er vis paa hans evige kjærlighed, nærer jeg tillid til udviklingen af hans herlige anlæg. Han trænger endnu kun at lære nogle flere mennesker at kjende. Da vil han hurtig træffe det rette.»

Den første juli 1867 skrev han i et brev til Malvida von Meysenburg:

«Det eneste, som holdt mig tilbage i München, var kjærligheden til min ven, for hvis skyld jeg har lidt mere end for noget andet menneske… Jeg har reddet ham og haaber fremdeles, at jeg i ham har bevaret et af mine bedste verker for verden.»

61Blandt Wagners samtidige var kun faa tilbøielige til at dele hans tro paa, at han havde reddet den unge konge. Den offentlige mening fastholdt tvert imod, at det var ham, som havde givet Ludwig smag for det natlige liv, der helt undergravede hans nervesystem, og at han ved sine overdrevne hyldningsdigte havde lagt grunden til den stormandsgalskab, som udviklede sig hos ham. Ved hans bortgang blev det endog udtalt, at denne ven var medskyldig i tragedien ved Starnbergersøen.

Det sidste er selvfølgelig en ubevist og ubeviselig paastand. Med ligesaa megen føie kunde man paastaa, at Ludwig den anden – syg paa sindet, som han var – trængte til en, der ved musikens magt kunde berolige ham i hans lidende tilstand.

Sikkert er det, at fra den dag, da skilsmissen fra Richard Wagner fandt sted, blev kongens livsmod mindre og hans liv mere glædeløst, end det havde været.

Man har ment, at Wagner ogsaa greb ind i den politiske ledelse. Dette er dog ikke rigtigt.

Ganske vist var der mange, som tillagde ham en altbeherskende magt over kongen. Selv udtalte han sig derom i et brev til en veninde:

«Jeg gjælder for at være en yndling, som formaar alt. Forleden dag henvendte endog en giftmorderskes slegtninge sig til mig!»

62Da det trak op til krig mellem Preussen og Østerrige, skal dér tilmed gjennem Wagner være bleven gjort forsøg paa at bevæge Ludwig til at forholde sig neutral.

Alle sagkyndige er alligevel enige om, at den unge monark i opfyldelsen af sine regjeringspligter ingenlunde lod sig paavirke af ham. Wagner har ved utallige leiligheder forsikret, at han ikke talte med ham om politik, fordi kongen havde forbudt ham at gjøre det. Naar han kom ind paa emner, der i mindste maade kunde berøre dette omraade, pleiede Ludwig at stirre op i luften og at plystre, som tegn paa, at han ikke ønskede en fortsættelse.–

Sluttelig bør det ved bedømmelsen af forholdet mellem de to venner ikke glemmes, at, næst efter Wagners genie, er det den bayerske konges hengivenhed for ham, som man kan takke for, at verden idag eier «Mestersangerne», «Niebelungerne» og «Parsifal».

Hans hjælp paa en tid, da den trængtes haardest, gjengav mesteren hans kraft og mod. Ludwigs storslagne gavmildhed gav ham leilighed til at skabe disse nye, herlige verker. Den kongelige beskyttelse henledede desuden langt mere end før opmerksomheden paa Wagner og fremtidsmusiken.

Gjennem sin sværmeriske beundring for komponisten af «Rienzi», «Den flyvende hollænder», 63«Tannhäuser», «Lohengrin», «Tristan og Isolde» og de ovenfor nævnte operaer er Ludwig den andens navn med ære bleven indflettet i musikhistorien.

Tyve aar er neppe forløbne siden hans død (1886). Men de profetiske ord, som han den fjerde august 1865 udtalte i et brev til Richard Wagner, er blevne virkelighed:

«Naar vi to længst ikke er mere, vil vort verk tjene som et lysende forbillede for efterverdenen. Det vil henrykke aarhundreder. Og hjerterne vil gløde af begeistring for den kunst, som stammer fra Gud og er evig.»

Tschudi1905_65

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den anden – konge af Bayern

Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.

Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.