I politisk henseende var seksti-aarene en skjebnesvanger tid for det tyske folk.
Den senere keiser Wilhelm den første – «der Siegeskaiser» kaldet – havde 1861 afløst sin romantiske, sluttelig sindssyge broder Friedrich Wilhelm den fjerde som konge i Preussen.
Aaret efter var Bismarck gjort til leder af den preussiske politik. Han havde længe baaret i sit indre planen om de tyske staters samling under Preussens scepter; og hans politiske løsen var, som bekjendt, «jern og blod».
1863 havde der for denne store statsmand aabnet sig en leilighed til at gjøre det første skridt paa den planlagte vei: Den danske konge Frederik den syvende var afgaaet ved døden; og ifølge dermed var det slesvig-holstenske spørgsmaal traadt i forgrunden med uafviselig magt.
Bismarck indbød arvefienden Østerrige til at gaa 68haand i haand med Preussen mod Danmark. Man fik se det modbydelige skuespil, at to stormagter angreb og sønderrev et lidet modigt folk, der var stillet ganske alene i nødens stund, men som dog bød de to tyske kolosser en modstand, der med rette vandt samtidens og eftertidens beundring.
Under den situation, som udviklede sig heraf, begyndte de tyske mellem- og smaastaters stilling at blive betænkelig; den neutralitet, som de havde indtaget, blev mere og mere uholdbar.
Bayern havde i det slesvig-holstenske spørgsmaal holdt sig udenfor kampen. Dets da regjerende konge, Maximilian den anden, havde gjort tilløb til at mægle mellem de stridende parter; kort før sin død havde han søgt at virke til fordel for hertugen af Augustenborgs krav.
Nu var forholdene traadte ind i et nyt stadium: De to stormagter kunde ikke enes om seirens bytte. Mørke uveirsskyer trak op, truende med en mere vidtrækkende, blodig afgjørelse end den slesvig-holstenske.
Ludwig den anden vilde overtage fredsmæglerens utaknemmelige rolle og gaa i faderens spor.
Dette var til ingen nytte; thi Bismarck ønskede en afgjørelse af spørgsmaalet om, hvem der skulde spille første violin enten Preussen eller Østerrige. Og en krig indgik som et nødvendigt led i hans plan.
69Bayern i almindelighed og kongen i særdeleshed synes længe at have tænkt sig muligheden af, at stormen kunde stilne uden blodsudgydelser.
Alligevel havde han den 10de mai 1866 givet ordre til, at man skulde mobilisere den bayerske armée.
Den 22de mai holdt en af ministrene foredrag om stillingen for ham paa slottet Hohenschwangau.
Ludwig gik en tur med sin raadgiver i parken og skiltes venlig fra ham efter at have budt ham en cigar.
Ministeren havde neppe fjernet sig, før han steg tilhest og red bort, ledsaget af en eneste rideknegt. Han jagede i galop til jernbanestationen Biessenhofen, naaede ukjendt til Lindau og derfra ubemerket ind i Schweiz.
Reisen gjaldt Richard Wagner, som beboede villa Triebchen tæt ved Luzern, og som han vilde lykønske i anledning af hans fødselsdag.
Landstormen skulde imidlertid indkaldes i Bayern, og man ventede paa kongens underskrift.
Ikke en stavelse om hans paatænkte udflugt var kommen over hans læber, medens han havde talt med ministeren.
Da denne atter indfandt sig, var majestæten forsvunden.
Man giorde efterforskninger; men ingen vidste 70hverken hvor han var redet hen, eller hvor længe han vilde blive borte.
Det lykkedes omsider at finde et spor, som strakte sig til Vierwaldstätter-søen. Og man fik vide, at to ryttere sent paa natten var bleven indladte i Richard Wagners villa.
Nu var man ikke længer i tvivl om, hvor man skulde søge ham. Ministerpræsidenten telegraferede til Wagner, at kongens nærvær i Bayern var nødvendig. Ludwig reiste straks tilbage til Lindau, hvor kongetoget var sendt hen for at møde ham.
Vel havde han kun været faa dage borte; men med rette tog man ham denne udflugt meget ilde op. Hans umotiverede forsvinden paa et saa kritisk tidspunkt blev kommenteret og kritiseret i udenlandske og bayerske aviser. Det eneste, der tjente til forklaring og undskyldning for ham, var hans ungdommelige tillid til, at hans rige vilde undgaa at blive indviklet i kampen.
Den 27de mai aabnede han personlig rigsdagen. Han udtalte i trontalen, at han endnu ikke vilde opgive haabet om, at Tyskland maatte blive forskaanet for en broderkrig. Dog stod man allerede paa tærskelen til denne.
Bayerns sympatier var paa Østerriges side; den 14de juni afsluttedes et militær-forbund med dette land. Samme dag erklærede Preussen i Dresden, 71Hannover og Kassel sit ultimatum: Forbund eller krig!
Kurfyrsten af Hessen, der ikke tillod, at Preussen «satte ham pistolen for brystet var preussisk statsfange fem dage senere. Kong Georg af Hannover erklærede sig «som kristen, monark og Welf» mod Preussen. Men saa mægtig virkede preussernes fremadskriden, at de hannoverske tropper overgav sig uden betingelser den 29de juni, tiltrods for deres seir ved Langensalza.
Den 16de juni var krigen brudt ud i Bayern. Østerrige havde i overenskomsten med dette rige forpligtet sig til ikke at slutte fred paa egen haand.
Den 25de juni reiste Ludvig for en dag til arméens hovedkvarter i Bamberg. Han udstedte en proklamation til sine tropper, hvori det hed: «Jeg tager ikke afsked fra eder; mine tanker bliver hos eder!»
Han overlod ledelsen af hæren til sin faders onkel, den en og sytti-aarige bayerske feltmarskalk prins Karl, der sammen med prins Alexander af Hessen førte de bayerske, würtembergske, badensiske og hessiske tropper, – den saakaldte «rigsarmée», som bestod af henimod hundrede tusinde mand.
Trods sin personlige tapperhed og sine militære erfaringer fra Napoleon den Stores krige, som han 72havde deltaget i, formaaede han intet mod forbundstroppernes uenighed, der fremskyndede fiendens seir. Preusserne overvandt «rigs-arméen» i uafladelige, mindre træfninger.
Uvirksom, afmægtig var Ludwig fra sin hovedstad vidne til sine trofaste soldaters nederlag.
Hans folk var et slaget folk, og han selv en slagen konge.
I Nikolsburg sluttede Østerrige fred med Preussen uden at tage hensyn til sin forbundsfælles skjebne.
Nu sluttede ogsaa Bayern fred. Det mistede ingen provins, maatte blot afstaa en neppe nævneværdig landstrimmel; men det maatte betale tretti millioner gulden i krigsomkostninger.
De bayerske tropper drog hver til sit. Krigen havde varet en maaned; men denne maaned havde været lang nok til at lægge marker og skove øde og til at fylde tusinder af hjerter med savn og sorg.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.