VIII. Kongens rundreise i sit rige

Et par maaneder efter at freden var sluttet, gjorde Ludwig en rundreise i sit rige, – den første og den sidste i hans regjeringstid.

Han optraadte med stor glans. Hans følge bestod af ikke mindre end et hundrede og nitten personer.

Uagtet krigen langtfra havde bragt Bayern hverken ære eller fordel, men kun havde medført ydmygelse og tab, og uagtet kongen ikke engang aktiv havde deltaget i samme, blev han overalt hilset med jubel. Begeistringen for ham var saa stor, at hans reise kom til at ligne et formeligt triumftog, og at denne slagne og fredsæle monark kunde have anvendt paa sig Cæsars bekjendte ord: «Jeg kom, jeg saa, jeg vandt!»

Folkets sympati under krigen 1866 havde afgjort været paa den side, hvor regjeringen havde stillet sig, nemlig paa Østerriges. Den unge konges personlighed var desuden som skabt til at vække interesse 74og hengivenhed. Han var en og tyve aar gammel. Med sin ungdom forenede han en skjønhed, der var vidt berømt. Næsten hvert illustreret blad i Tyskland, ja i hele Europa, bragte paa den tid billeder af ham og knyttede dertil en tekst, der strømmede over af beundring og ros.

Det romantiske skjær, der hvilede over ham, de frasagn, som gik, om hans begavelse, om hans aandfuldhed, hans æsthetiske og kunstneriske anlæg, endog de mange halvveis sande, halvveis opdigtede historier om hans luner og egenheder, – alt bidrog til at øge interessen.

Hertil kom endvidere, at hans officielle formaal med denne rundreise var at gjøre sig bekjendt med de saar, som krigen havde voldt, og, saa vidt muligt, at bringe lindring og lægebod.

Det var en vinterreise. Sneen laa som et hvidt teppe over de hjemsøgte provinser, som jernbanetoget gjennemskar.

Men bag de brede speilglas-ruder saa Ludwig, hver gang en klynge huse kom isigte, at der vajede flag fra hvert eneste tag, og at man fra hvert vindu vinkede et hjerteligt velkommen til sin konge. Hvor jernbanen krydsede de tilsneede veie til landsbyerne, stod der sort af mennesker for at faa et glimt af ham. Togets bulder overdøvedes af jubelraabene og landsbymusikens klarinetter og trompeter.

75I byerne var modtagelsen mere storartet og ikke mindre hjertelig. Alle gader var smykkede med faner og flag, alle klokker ringede. Skud, musik og hurraraab blandede sig mellem hverandre. Monarken hyldedes med festtaler og vers, gala-middage og troppe-revuer. Konserter og baller fandt sted til hans ære. Unge piger hilste ham med blomster skjælvende af ærefrygt og beundring.

De fattige og de rige, de unge og de gamle gav det største bevis paa sin kjærlighed ved den iver og utaalmodighed, hvormed de søgte at nærme sig ham. Folkets glæde gjennembrød politivagt og etikette. Alle vilde hilse denne beseirede, som holdt seirstog gjennem de slagne provinser. «Aldrig,» fortalte mig en bayersk officer, der var med ham, «aldrig er en konge bleven forgudet, som Ludwig blev det paa rundreisen i sit land.»

Jubelen var lige øredøvende, hjerteligheden lige umiddelbar i Bayreuth, i Bamberg, Hof, Schweinfurt, Kissingen, Aschaffenburg, Würzburg og Nürnberg.

Snestormene gjorde vel en og anden plan til intet. Ludwigs helbred strakte ikke heller altid til for at nyde glæden i fulde drag; han maatte give afkald paa en og anden festlighed, der var foranstaltet til hans ære. Men han var utrættelig i sin elskværdighed. Og han besøgte alle steder, hvor der havde 76været sammenstød med fienden, smykkede egenhændig soldaternes grave og belønnede dem, som havde hjulpet med at pleie de saarede.

Den 30^te november kom han i det herligste vinterveir til Nürnberg, hilset med leve-raab af uoverskuelige menneskemængder.

Om aftenen gav borgerne et glimrende bal; det var saa sterkt besøgt, at man kun med besvær kunde skaffe plads for de dansende.

Alligevel dansede Ludwig samfulde fire timer i rad. Han underholdt sig med damer af alle aldre og med herrer af de forskjelligste stænder. Han blev trængt midt ind i vrimmelen, hvorover han spøgte og lo. Først langt efter midnat fjernede han sig fra ballet.

Han blev en hel uge i Nürnberg. Slotsgaarden og det nærliggende slotsbjerg var fra morgen til sent paa nat beleiret af mennesker, som ikke kunde se sig mæt paa sin unge konge. Fra de omliggende landdistrikter kom man i store flokke til byen; og hver dag gav han audienser i slottets hal.

Under hele reisen flød storartede pengegaver udfra den kongelige kabinetskasse for at lindre fattigdom og nød. Forbrydere blev benaadede, og de utallige bønskrifter, som løb ind, blev næsten alle imødekommede. Politiet søgte at holde de paatrængende bedende borte. Men monarken havde et skarpt 77blik for det, som man vilde holde skjult for ham. Han opdagede selv blandt folkehoben de forgræmmede og blege skikkelser, der trykkede sig sammen med bønskrifter i haanden; og han pleiede at sende en af sine adjutanter afsted for at udspørge dem om deres ønsker.

Iført marskalksuniform holdt han troppe-revue paa Ludwigsmarken, og han syede med egen haand krigsmindesmerket paa fire faner. Den øverstkommanderende general holdt en tale for ham, hvorefter tropperne brød ud i jublende leve-raab.

Ifølge særlig indbydelse kom prins Otto til Nürnberg; befolkningens interesse delte sig fra dette øieblik mellem de to brødre.

Ogsaa Otto var elskværdig mod alle, som han kom i berøring med.

Han var smuk; og han var i besiddelse af en sprudlende munterhed, som Ludwig manglede.

Endelig afsluttedes kongedagene i Nürnberg. Den 10^de december om eftermiddagen reiste monarken fulgt af sin broder. Han lovede, at han snart vilde gjentage besøget, – et løfte som aldrig blev holdt!

Tiltrods for den kjærlighed og hengivenhed, der saa ofte og uforbeholdent blev bragt ham imøde af folket, bereiste han senere ikke en eneste gang sit rige under sin to og tyve-aarige regjeringstid.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.