Paa et hofbal i et af Ludwigs første regjeringsaar, sagde han til en af sine kammerherrer:
«Ikke sandt, her er mange smukke kvinder ved mit hof?»
Han vedblev, medens hans blik fuldt af ømhed søgte enkedronningen:
«Min moder er dog den smukkeste og den, som tiltaler mig mest!»
Dronning Marie havde mange gode egenskaber. Skjønt begge hendes sønner elskede hende, havde hun imidlertid ingen varig indflydelse over dem. Hun gjorde sig neppe umage for at gaa ind paa Ludwigs tankegang eller for at skaane hans svagheder og egenheder; hun synes ikke heller at have havt betingelser for at forstaa hans vanskelige og sammensatte karakter.
Som vi ved, nærede den unge konge stor interesse for kunst og literatur. I begyndelsen af sin 79regjering forsøgte han at paavirke enkedronningens smag. Men naar han talte til hende om bøger og spurgte hende om hendes mening om dette eller hint verk, svarede hun som oftest:
«Jeg læser aldrig noget! – Jeg begriber ikke, at man kan have lyst til at læse uophørlig.»
Ludwig betragtede hendes mangel paa forstaaelse som en indirekte bebreidelse; de skuffelser, som hun beredte ham, gjorde ham forstemt.
Moder og søn likte landlivet. Begge havde en særlig forkjærlighed for Hohenschwangau. Enkedronningen havde tilbragt sine lykkelige egteskabsaar paa dette sted; kongens bedste barndomsminder var knyttede til slottet.
Men selv denne lighed i smag gav anledning til uoverensstemmelser. Medens Ludwig elskede ensomheden i Hohenschwangau, foretrak enkedronningen at samle mennesker om sig. Hendes nøisomme sind kunde fryde sig over en buket alpeblomster, som hun havde plukket; kongen vilde have haver og parker, der var fremelskede ved kunst.
Livet inden familiekredsen artede sig alligevel i hendes søns første regjeringstid noget nær paa samme maade, som medens hendes egtefælle levede: Dronning Marie bibeholdt sine tarvelige vaner; kongen og prins Otto delte hendes liv paa sommerslottene i hovedstadens nærhed.
80Kong Maximilian havde ladet bygge et schweizerhus, «Pleckenau», lidt ovenfor «Maries» bro og henved tre kvart-mil fra Hohenschwangau. I begyndelsen af sin enkestand benyttede dronning Marie regelmæssig dette som hvileplads paa sine bjergture og som maal for smaa udflugter. Ogsaa Ludwig, Otto og deres kavallerer kom did og tilbragte aftnerne i fortrolig samtale med hende.
Kongens nittende fødselsdag blev feiret i Pleckenau. Man spiste i haven, og selskabet var meget oprømt.
«Alligevel mangler vi noget, som vilde bidrage til at forhøie dagens glæde,» sagde dronningen.
Hun saa spørgende rundt i kredsen for at undersøge, om ingen gjættede hendes tanker. Da hun samtidig nikkede over til Ludwig, sagde han:
«Du mener musik, mama! – Det faar vi senere!»
«Jeg mener noget andet,» svarede moderen, «noget, som vi netop mangler idag!»
Den dengang seksten-aarige prins Otto raabte pludselig:
«Jeg ved det, mama!
«Hvad er det da?»
«Din spinderok!»
De tilstedeværende morede sig kostelig over prinsens svar; thi enkedronningens forkjærlighed 81for praktiske arbeider var gjenstand for megen munterhed.
Denne gang var dog hendes tanker vandrede i en anden retning. Hun betroede de tilstedeværende, at hun havde tænkt paa en svigerdatter.
Tiltrods for Ludwigs ungdom havde ikke alene hans moder, men ogsaa hans folk begyndt at beskjeftige sig med hans følelsesliv. Hans kjærlighed til bjergenes ensomhed havde bragt det rygte i omløb, at en postmester- eller skovfogeddatter i Schliersee havde erobret hans hjerte.
Dette rygte savnede enhver grund. Fraseet sin moder og hendes hofdamer, sin gamle barnepige og sin guvernante, var han før tronbestigelsen næsten ikke kommen i berøring med kvinder. Som ung konge var han elskværdig og ridderlig, men yderst tilbageholdende mod dem.
Maaske netop paa grund af denne tilbageholdenhed tændte han utallige hjerter i brand. Mange damer bar medaljonger, som indeholdt en eller anden erindring om ham, for eksempel blomster, som hans fod havde traadt paa, eller haar af hans ridehest.Forfatternote: Fru Louise von Kobell fortæller i sine erindringer, at sværmeriet gik saa vidt, at flere damer blev sindssyge, endskjønt kongen ikke havde givet dem nogensomhelst grund til at tro, at deres følelser var besvarede.
Aar gik hen efter den omtalte nittende fødselsdag. 82Endnu var moderens og folkets ønske ikke gaaet i opfyldelse. Keiserinden af Ruslands egteskabsplan var dukket op, var bleven meget omtalt, og var atter næsten bleven glemt.
Kongen var nu bleven to og tyve aar gammel.
Da overraskedes verden af rygtet om, at han havde forlovet sig med sin kusine, hertuginde Sophie Charlotte.
Hun var ung, smuk, fint dannet, meget musikalsk og i besiddelse af en herlig sangstemme. Uafhængig af den modsatte strømning, der havde gjort sig gjældende ved hoffet, havde hun aabent vist sin beundring for Richard Wagner. Hun pleiede at være tilstede i hoftheatret, naar man opførte hans verker; og Ludwig havde glædet sig ved i hende at eie en forbundsfelle i kampen for sin ven.
Skjønt fetter og kusine stod paa en venskabelig fod, havde deres gjensidige forhold dog ei givet nogensomhelst grund til at tro, at en egteskabelig forbindelse mellem dem skulde komme istand.
Aftenen inden rygtet spredtes, havde der været et bal i «Museum», hvor Ludwig havde været tilstede. De unge damer, som hørte til hoffet, havde gjort sig bemerkede ved sine henrivende dragter. Navnlig havde Sophie udfoldet hele sin skjønhedstrylleri.
Klokken seks næste morgen skyndte kongen sig 83til sin moder og bad hende om i hans navn at anholde om hertugindens haand.
Dronning Marie havde siden sit bryllup ved varme venskabsbaand været knyttet til hendes forældre og søskende.Forfatternote: Se: «En forglemt heltinde» af Clara Tschudi. Hun var lykkelig over sin søns raske beslutning. I den tidlige morgen kjørte hun til hertug Max’s og hertuginde Ludovicas palads.
Intet havde forberedt hertugen eller hans gemalinde paa det, som forestod; men de var stolte og glade over det uventede frieri. En af deres døtre var keiserinde;Forfatternote: Elisabeth, keiserinde af Østerrige og dronning af Ungarn. de havde seet en af sine andre døtre som dronning.Forfatternote: Maria, dronning af Neapel. Nu skulde den yngste, hun, som stod moderens hjerte nærmest, faa sin plads paa Bayerns trone.
Ogsaa den unge hertuginde gav uden tøven sit samtykke. Øienvidner har imidlertid fortalt, at en dyb bleghed bedækkede hendes ellers saa friske ansigt, da hun lovede enkedronningen at egte hendes søn.
Klokken ni kom Ludwig selv. En time senere blev den høitidelige forlovelse feiret.
Hvad der denne morgen ilede som en formodning gjennem hovedstaden, blev til vished samme aften:
84Den 22de januar 1867 blev der paa hoftheatret opført et nyt skuespil af Benedix. Kongen bivaanede forestillingen.
Efter slutningen af første akt traadte enkedronningen ind. Hun og hendes søn begav sig i fællesskab over i den hertugelige loge, hvor Sophie sad sammen med sin yngste broder. De hentede den unge pige med sig over i «keiserlogen», og hun tog plads mellem dem.
Endnu lever i München flere ældre, som husker, hvilket uforglemmeligt syn det var, da prinsessen traadte ind ved Ludwigs arm og yndefuldt bøiede sig for publikum.
Hertuginden var født den 22de februar 1847. Hun pleiede at vise sig i den bayerske nationaldragt, som klædte hende udmerket; og hun ansaaes af mange for smukkere end keiserinde Elisabeth, der var berømt for sin skjønhed.
En lyseblaa silkedragt omsluttede denne aften hendes slanke figur. Det rige, næsten altfor mægtige haar, var sat op i fletninger. Ansigtet var straalende og rent. Et par vidunderlige blaa, uudgrundelige øine, der overskyggedes af sorte øienvipper, saa op paa kongen. –
Den 29de januar blev forlovelsen officielt med delt rigsdagen, der voterede en lykønskningsadresse. Den sluttede med følgende ord:
85«Maatte al den velsignelse, som et egteskabeligt samliv kan skjenke, i rigeste maal vokse frem af den forbindelse, som Deres majestæt agter at indgaa, til lykke for Deres majestæt, til held for det kongelige hus, til glæde og velsignelse for fædrelandet!»
Deputationen fik ikke audiens; den maatte indskrænke sig til den 6te februar at lykønske Ludwig og hans forlovede paa et hofbal.
Landet var overrasket over kongens valg; ingen kunde forklare, hvorfor han saa pludselig havde taget denne beslutning. Man modtog efterretningen med sympati, men i begyndelsen uden egentlig begeistring.
De tre forrige konger i Bayern havde havt protestantiske gemalinder; den protestantiske del af befolkningen vilde have foretrukket, om Ludwig havde truffet et lignende valg.
I selve hovedstaden var man imidlertid ret tilfreds. Da ingen havde paavirket ham, og da der ikke kunde ligge politik til grund for et egteskab med et medlem af det kongelige hus, antog man, at kjærlighed udelukkende havde dikteret hans frieri; denne forudsætning syntes at stemme overens med hans tilbøielighed til romantik. Man haabede desuden, at egteskabet vilde forjage hans ensomhedstrang, som allerede begyndte at træde i 86dagen, samt at hoffet nu vilde udfolde en større glans.
Han forstod at kaste et saa poetisk skjær over sin forbindelse, at man lidt efter lidt blev opfyldt af interesse for hans brud. Overalt saa man dobbeltbilleder af det unge par. Og mænd og kvinder af folket stod ofte timevis i øsende regnveir for at faa et glimt af hertuginden.
I karnevalstiden gav den unge hersker baller. Den otte og tyvende februar besøgte de forlovede en glimrende fest, som ministeren fyrst Hohenlohe gav til deres ære. Den tredie marts tog de del i en maskerade i handelsstandens casino.
Kongen bestemte sin bryllupsdag til den tolvte oktober; baade hans bedstefader og hans fader havde holdt bryllup paa denne dag.
Da Maximilian den anden blev viet til sin gemalinde, havde et værdigt og ubemidlet brudepar i hver af rigets provinser faaet tusinde gulden af den kongelige kasse.
Det besluttedes, at samme sum skulde uddeles ved Ludwigs formæling.
I alle kredse og alle dele af riget forberedte man bryllupsgaver.
Byen München lod forfærdige en vogn, oversaaet med amoriner, som kostede hundrede tusinde gulden. Provinsen Pfalz sendte prægtige heste fra 87Zweibrückens berømte stutteri samt et fad ædel vin.
I det kongelige slot blev de saakaldte haveværelser indrettede for den fremtidige dronning. De havde været benyttede af Ludwig den første og Maximilian den anden; men Ludwig den anden vilde beholde sine gamle værelser, som laa over den leilighed, der var bestemt for Sophie. Tagmalerierne i vestibulen, der skriver sig fra det syttende aarhundrede, blev stilfuldt restaurerede. Og snart straalede slottet i sandhed i kongelig glans.
Man tegnede, hamrede, skar ud og smedede husgeraad og smykkegjenstande i hovedstadens første verksteder. Der blev præget erindringsmedaljer med brystbilleder af kongen og hans brud. Landets flinkeste kobberstikker tegnede hende, for at hendes billede paa bryllupsdagen kunde blive spredt i hundrede tusinder af eksemplarer.
Ludwig den første levede endnu; efterretningen om forlovelsen naaede ham i Italien. Han glædede sig over denne forbindelse mellem hans søsters yngste datter og hans sønnesøn.
Kort forud havde han i Pompeji seet et væggemaleri, som forestillede Venus og Adonis. Han havde fundet lighed mellem Ludwig og den smukke yngling; og han sammenfattede sine tanker og ønsker i et digt, der havde hensyn til det omtalte billede.
88Det slutter saaledes:
«Des Lebens Höchstes haben sie erworben.
Nie werde durch die Welt dein Glück verdorben,
Nie heisse es: die Liebe ist gestorben!»
I et øiebliks sværmeriske beundring havde kongen anholdt om sin kusines haand. Men det var ikke sansernes ild, som brændte i hans indre; hans følelser var kunstnerens glæde over skjønhed.
Mere end én troværdig skildrer af begivenhederne i denne tid, har antydet, at hertuginden nærede en dyb tilbøielighed for en anden, og at hendes forældres ønske paavirkede hendes beslutning om at ville egte sin fætter.
Skjønt Ludwig neppe var hendes første kjærlighed, kunde hun dog ikke være uimodtagelig hverken for hans skjønhed, der bedaarede alle kvinder, eller for den indtagende elskværdighed, som udstraalede fra hans person i hans bedste timer.
Alle, der kjendte Sophie som ung, taler med begeistring om hendes sprudlende livsglæde. Man roste hendes hjertes godhed, skjønt denne ikke udelukkede en let spottelyst. Hun var overmodig og munter. Men hun var tillige stolt; og der er neppe nogen grund til at tvivle paa, at kongekronen lokkede hende med sin fristende glans.
Tidlig om vaaren drog hertug-familien til Possenhofen. Ludwig opholdt sig samtidig paa slottet Berg.
89Hans lille jagt «Tristan» bar ham hyppig til hans forlovedes hjem, hvor han pleiede at tilbringe aftnerne.
Han overøste Sophie med kostbare gaver. Hver morgen red den kongelige sværmer rundt Starnbergersøen for personlig at overrække hende en rosenbuket.
Kom han for tidlig, gav han buketten til hendes kammerjomfru; og paa tilbageveien fra sin ridetur gik han atter op for at hilse paa hertuginden.
Saaledes gik uger og maaneder. Idyllen havde tilsyneladende ikke lidt nogen afbrydelse.
Ludwig haabede, at hans vordende gemalinde vilde blive kameraten i hans ensomhed. Han talte ofte til hende om Richard Wagner, som han elskede saa høit. Han deklamerede for hende ældre og nyere digte og scener af Schillers dramatiske verker.
I begyndelsen lyttede hun med glæde til hans ord og udgydelser; men i længden begeistrede de hende ikke.
Kongen var en mistroisk natur; han mistroede Sophie og sig selv. Han sendte hende breve og presenter midt om natten, men gjorde fordring paa at faa en lang takkeskrivelse straks. Hvis hun glemte at opfylde et eneste af hans ønsker, surmulede han i dagevis.
Ugrundede anfald af heftighed vekslede med dyb melankoli. Han led af hovedpiner; og hans oprevne nerver trængte ensomhed.
Efter de første ugers festrus saa hans forlovede uforstaaende paa ham. Hans besynderlige luner ængstede hende; og hans aandsliv var en lukket bog for hendes overfladiske natur.
Manglede hun evnen til at følge hans tankeflugt, saa kunde han paa sin side ingenlunde tilfredsstille hendes trang til kjærlighed. Der var noget usandt og kunstlet i det hele forhold.
Hertuginden havde et heftigt temperament. Den urolige sindstilstand, hvori hans vekslende stemninger satte hende, gjorde hende ubehersket og lunefuld. Misforstaaelser, som i begyndelsen havde været upaaagtede, taarnede sig op mellem det unge par; uoverensstemmelser fjernede dem stedse mere fra hinanden.
Længe inden Sophie havde faaet vished for, at forbindelsen vilde blive hævet, vil en forudfølelse have sagt hende, at den umulig kunde vare ved.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis første bok om Ludvig 2 av Bayern (1845–1886) kom ut i 1905. Boken har undertittel «En kongelig særling 1845–1874» og tar for seg oppveksten og de første årene av regjeringstiden.
Ludvig 2 blir ofte kalt «den gale kongen», og han fikk i løpet av livet stadig flere og flere rare innfall og ideer.
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
