I. Troppe-revuen 1875. – Kronprins Friedrich af Preussen

Det bayerske folk havde vænnet sig til Ludwig den andens eiendommeligheder. Udlandet betragtede endnu hans væsen og handlinger som tegn paa genialitet. Kongen selv syntes ligegyldig for det indtryk, som hans optræden gjorde paa andre.

Militære skuespil havde aldrig interesseret ham; han havde fra barndommen næret en sygelig skræk for skydevaaben og krigsvæsen. Ved de hjemvendende troppers indtog i München 1871 havde han ikke kastet et blik paa de saarede, – ei fordi hans hjerte manglede medfølelse med dem, men fordi hans nerver ikke taalte synet.

Efter krigen viste han sin hær mindre interesse end før. Det vakte derfor den største forbauselse, da det sommeren 1875 fortaltes, at han agtede at afholde en stor revue. Man havde vanskelig 2for at tro, at han vilde gjøre denne afvigelse fra sine eneboervaner.

Rygtet holdt sig alligevel. Tropper fra de forskjellige garnisoner var allerede rykkede ud i anledning af høstmanøvrerne, da 14,000 mand indkaldtes til hovedstaden; Ludwig vilde vise verden, at han var øverstbefalende over sin armé.

Hans hensigt var neppe bleven bekjendt, før tusinder af fremmede strømmede til München for at faa se ham.

Søndagen den femtende august 1875 var alle gader overfyldte. Mellem indgangen til hofparken og feltherrehallen havde monarkens glimrende følge stillet sig op.

Da han hin vakre søndag morgen red frem paa sin hvide hest i spidsen for sin stab, gjennemstrømmedes mængden af kjærlighed og beundring.

Kongen eiede ikke længer sin bedaarende skjønhed. Men ansigtstrækkene var endnu fine og ædle, og hans øine var sjælfulde og straalende som før. Trods sine unge aar var han bleven meget fyldig; da han var høi, var hans skikkelse dog lige imponerende. Han behøvede blot at vise sig for at begeistre.

Med sin medfødte værdighed og med den indtagende elskværdighed, som han udfoldede i sine bedste øieblikke, hilste han til alle sider.

3Det var tropperne forbudt at hylde ham med hurra-raab; men dette gjaldt ikke tilskuerne. Jubelen steg som laviner; den forplantede sig fra gade til gade og gav det mest umiskjendelige udtryk for, i hvor høi grad han endnu var elsket.

Efter paradens slutning red han hen til prinsesse GiselaForfatternote: Franz Josephs og keiserinde Elisabeths ældste datter, der er gift med kong Ludwigs fætter., der havde bivaanet den siddende i den kongelige galavogn.

I dette øieblik omringedes han fra alle sider. Hans tjenere forsøgte at holde mængden tilbage, men han afværgede det ivrig. Det kostede den største møie at bane en vei for ham, da han i skridt vendte tilbage til byen. Saa overvældende var begeistringen, at han følte sig foranlediget til samme dag i en egenhændig skrivelse at takke for alle de beviser paa trofast hengivenhed og kjærlighed, som han havde mødt.

Det var sidste gang, han gav Münchens borgere leilighed til at hylde ham, sidste gang, at hans hjerte stolt slog i takt med hans undersaatters. –

Alligevel var denne lyse, stemningsrige dag paa ingen maade fremkaldt af ædle tanker.

Den tyske kronprins pleiede hver høst at holde revue over de bayerske tropper. Skinsyge mod 4ham havde foranlediget den ensomme konge til atter at træde frem for verden.

Ved hærens indtog 1871 var hans misstemning mod Friedrich klart traadt for dagen.

Den var ikke bleven mindre i aarenes løb. Ludwig den anden led dybere under Preussens overherredømme end nogen af de øvrige fyrster, fordi hans rige var større end de andres, og fordi hans sind var sygt og saart.

Medens hans ministre 1870–71 trak forhandlingerne om de tyske staters sammenslutning i langdrag, havde Friedrich udslynget vrede ord mod Bayern, hvis konge ikke var forbleven i uvidenhed derom.Forfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern.» Han betragtede kronprinsens aarlige besøg i hans rige som en direkte fornærmelse. Og han forfulgtes af den sygelige tanke, at denne som keiser vilde jage ham ud af hans kongerige. «Det er ikke behageligt at blive slugt,» gjentog han tidt.

Wilhelm den første havde 1872 sendt ham den sorte ørns ordenskjæde. Men keiserens udsending havde ikke været istand til at opnaa audiens, skjønt den preussiske gesandt i München gjorde indtrængende forestillinger. Endelig fik man dog overtalt Ludwig til at sende et takkebrev. 5Han skrev, at «det vilde glæde ham at modtage keiserens orden paa et senere tidspunkt, naar han følte sig mindre træt; for tiden var han overanstrengt og kunde ikke bestemme nogen dag!»

Dog nærede han langtfra fiendtlige følelser mod den gamle keiser. I sine sidste leveaar nævnte han de mordforsøg, der var forøvede mod ham, som en af grundene til sin afsky for at komme i berøring med mennesker. Og da keiseren sammen med storhertuginden af Baden besøgte Wagner-forestillingerne i Bayreuth, sendte Ludwig sin betroede sekretær derhen for at indrette alt saa behagelig som muligt for ham og hans datter.

Wilhelm havde paa sin side kun venlige følelser for Ludwig. Han udtalte hyppig, at han beklagede, at kongen af Bayern trak sig saa meget tilbage; og han glemte aldrig de tjenester, som han havde ydet ham og hans land.

Men kongen af Preussen var tre gange saa gammel som kongen af Bayern. Han var desuden soldat fra isse til fodsaale. Om forstaaelse mellem dem kunde der saa meget mindre være tale, som Ludwig ingenlunde delte den begeistring, som man i almindelighed følte for det tyske riges gjenoprettelse, og var træt af den uafladelige ros 6over hans holdning i aarene 1870–1871. Han var bayrer fremfor alt.

Ofte udtalte han: «Man ærer mig kun ved mit lands farver!»

Kronprins Friedrich var venlig og ligefrem i sit væsen, og han gjorde et gunstigt indtryk paa bayrerne. Det er imidlertid fuldstændig bragt paa det rene, at han gjengjældte kongens skinsyge med ringagt. Til sine fortrolige pleiede han at kalde Ludwig: « Le roi fainéant».

Han var en livlig natur, der ikke altid veiede sine ord.

Efter en inspektionsreise sagde han til bayerske officerer, som var mødte frem for at tage afsked med ham: «Om ti aar hører I helt til os!»

Denne henkastede ytring blev forebragt kongen, der blev yderst forbitret. Hans gesandt ved det preussiske hof fik ordre til at afæske kronprinsen en forklaring.

Friedrich lod svare, at han kun havde hentydet til de to landes militære forbund; men Ludwig var ikke tilfreds med dette svar.

I begyndelsen af sytti-aarene ønskede den tyske kronprins og hans gemalinde af helbredshensyn at tilbringe sommeren i Berchtesgaden. Kongen skyndte sig at lægge hindringer i veien for det paatænkte besøg. Han foregav, at den derværende 7kongevilla skulde benyttes som bolig for hans sindssyge broder.

En dame af det tyske aristokrati, der eiede et hus i Berchtesgaden, tilbød kronprinsen dette.

Nu skiftede Ludwig pludselig sind. Følgende karakteristiske brev viser, at han for et øieblik angrede sin uvenlighed:

«Min kjære ven!

Af dit kjære brev ser jeg, at I allerede har besluttet at benytte den eiendom, som frøken von Waldenburg har tilbudt eder. Dette gjør mig ret ondt; thi det vilde have glædet mig saa meget mere, om du, kjære fætter, og din familie havde beboet min villa i Berchtesgaden under opholdet der, som Otto, ifølge lægernes erklæring, skal fortsætte sin kur i Nymphenburg, og huset saaledes havde været til eders uindskrænkede raadighed.

Jeg nærer det haab, at opholdet i den kraftige bjergluft vil bringe kronprinsessen og dine børn glæde og styrke!

Jeg slutter med ønsket om, at I maa føle eder rigtig vel i det vakre Berchtesgaden. Med bøn om, at du paa mine vegne vil kysse kronprinsessens haand, forbliver jeg i gammelt venskab

din trofast hengivne fætter
Ludwig.»

8Denne forsonlige stemning var kun forbigaaende. Naar Friedrich i senere aar kom til München, opholdt han sig altid der incognito. Han besøgte kunst- og industrimuseerne og modtog nogle af sine gamle vaabenbrødre; men han besøgte aldrig kongen, og kongen opsøgte heller aldrig ham.

Modviljen voksede fra begge sider. Uheldigvis gjorde Ludwig sig ingen umage for at skjule sine følelser; han talte ofte og uforbeholdent om sin bitterhed mod dette medlem af det preussiske keiserhus.

Hans omgivelser betragtede det ikke som skyldighed at tie med, hvad de havde hørt. Kongens ord tog undertiden veien over Wien til Berlin, og virkningerne udeblev ikke.

1874 hilste han for sidste gang paa keiser Wilhelm paa banegaarden i München. Senere reiste ogsaa «seiers-oldingen» incognito gjennem Bayern, naar han hver sommer besøgte Gastein.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.