Under Ludwigs første ophold i ParisForfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern». sendte den for sin skjønhed og sit letsind meget omtalte Cora Pearl sit billede til den unge konge.
Ingen af hans omgivelser vovede at overrække ham det; thi man vidste, at han ikke følte sig tiltrukken af kvinder.
Paa Hohenschwangau modtog han aar senere sin kabinetssekretær med følgende ord: «Jeg har idag seet Deres hustru!» Sekretæren bukkede taus; han var ikke paa det rene med, hvad denne udtalelse havde at betyde.
«Jeg har idag seet Deres hustru!» gjentog majestæten i sin strengeste tone.
Nu gik der et lys op for hans sekretær, der ærbødig forsikrede, at han vilde sørge for, at dette ikke oftere skulde ske.
Kongens modvilje mod det smukke kjøn kunde 72ikke undlade at give anledning til, at man ymtede om, at hans følelsesliv ikke var normalt. Rygterne bestyrkedes ved den varme interesse, som han lagde for dagen ligeoverfor forskjellige mænd.
Den ungarske digter Maurus Jòkai har i private kredse fortalt, at han i yngre aar modtog et brev fra en ukjendt, der tilbød ham rigdom og æresbeviser, alt, hvad en mægtig herre formaar at skjenke, hvis han vilde forlade sit land og sin familie og leve helt for en ulykkelig og ensom mand.
Digteren vilde ikke bryde de baand, som bandt ham til hans hjem og hans fædrenejord; men han bevarede i sit hjerte en dyb medfølelse med den beklagelsesværdige brevskriver.
Ludwigs ensomhedstrang bundede sikkert i gaadefulde dybder i hans natur. Som yngling anede han, og som moden mand følte han, at det ikke var muligt for ham at blive andet end en eneboer og fremmed i livet. Trods sin høie stilling, trods sin skjønhed og rige aand, var han i sit dybeste indre hjælpeløs og livstræt.
Hans venskab for Richard Wagner havde været lyspunktet i hans liv. Han havde troet paa den virak, som mesteren i de første stunder af oprigtig taknemmelighed udgjød over sin beskytter.
73Men Wagners stolte hengivenhed var noget ganske andet end den smiger, som mødte ham fra hofmænd og senere yndlinge, der krøb i støvet for at fremme sin egennytte.
Kongens naade og hengivenhed kom ligesaa uventet som hans lede og foragt. Hans følelser, der fandt udtryk i egenhændige breve, overdrevne udtalelser og gaver, pleiede kun at vare en kortere tid.
Da krigen mod Frankrige brød ud, var han neppe fem og tyve aar gammel. Paa dette tidspunkt begyndte man at merke hans abnorme sindstilstand; men tidligere havde man allerede seet spor, der tydede i denne retning.
Fra barndommen havde han følt sig særlig tiltrukken af smukke ansigter. Ved tronbestigelsen pensionerede han sin faders gamle tjenere og omgav sig udelukkende med unge, vakre mænd.
En af hans rideknegte, Joseph Völkl, indtog 1864 og 1865 en meget misundt stilling ved hans hof. Han ledsagede ham paa hans reiser til Schweiz og fik lov til at kjøre i samme vogn som majestæten.
Lidt efter lidt blev han overmodig, og han omtalte sin herre uden respekt. Ludwig fik dette at vide; han degraderede ham øieblikkelig. Völkl ved blev imidlertid at sprede upassende sladder ud. Sagen 74kom ministeriet for øre; han blev afskediget og døde i stor fattigdom.
Staldmester Hornig var senere kongens yndling. Han var en smuk og dannet mand med behagelige omgangsformer. Gjennem det lange tidsrum af atten aar fungerede han som hans privatsekretær og reiseledsager.
Medens Hornig forberedte reisen til Bayreuth, overfaldtes kongen pludselig af ulyst til at foretage den, skjønt han var festspillenes officielle beskytter. Han talte længe frem og tilbage om sagen. Staldmesteren mente, at det vilde vække pinlig opsigt, hvis han pludselig sendte afbud.
I samtalens hede udbrød han:
«Majestæt! Paa den maade gjør vi os jo latterlige!»
Ludwig ærgrede sig i saa høi grad over dette «vi» og «os», at Hornig fra den dag mistede hans yndest.
Efter hans afskedigelse indtog hof-furér Hesselschwerdt hans plads. Tiltrods for ringe dannelse udførte han sin tjeneste til kongens tilfredshed. Han morede ham og formildede ofte hans heftighed ved plumpe løgne, som Ludwig tilgav, skjønt han gjennemskuede dem. Han forblev i tjenesten indtil slutningen af hans regjering.
Bortseet fra Richard Wagner led hans saakaldte 75venner alle under hans luner. Det afsondrede liv, han førte, gav ham tid til at gruble over hver liden udtalelse, som havde mishaget ham. Hans nag var som regel dybt, og hans forstemthed pleiede at vare længe.
De to sidste kabinetssekretærer, dr. von Ziegler og dr. von Müller hørte begge en tid til hans erklærede yndlinge.
I sine sidste aar kunde han endnu bedaare; og han forstod mesterlig at skjule sine sindslidelser. Ziegler, der var en jovial, livsglad natur, havde en god indflydelse paa ham; og han talte med beundring og ærbødighed om Ludwigs sjælsadel.
Kabinetssekretærens afskedigelse 1883 blev meget beklaget.
Fra denne dag omgikkes Ludwig næsten udelukkende med sit tjenerskab; selv hans adjutanter og hans sekretær blev kun undtagelsesvis modtagne af den høie herre.
Flere aar før hans død udtalte en af hans varmeste beundrere, kammerherre von Unger:
«Den mand, der ophører at omgaaes dannede kvinder, bliver raa; men naar han tillige skyr omgang med dannede mænd, er han helt og holdent fortabt!»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
