I begyndelsen af otti-aarene fik den senere berømte skuespiller Joseph Kainz engagement i München; han var dengang tre og tyve aar gammelForfatternote: Kainz er født i Ungarn. Han havde optraadt i Leipzig og Meiningen, inden han kom til München..
Kongen saa ham første gang i Victor Hugo’s drama «Marion de Lorme», hvor han spillede den hjemløse Didier. Hans klangfulde organ, hans sværmeriske blik og den lidenskabelige varme i hans spil bedaarede Ludwig, der samme aften lod ham overrække en værdifuld safir-ring.
Kainz takkede ham i et ildfuldt brev.
I en haandskrivelse af første mai 1881 forsikrede majestæten ham derpaa om sine venskabelige følelser og om sine oprigtige og hjertelige ønsker for hans vel.
Han tilføiede
77«Fortsæt, som De har begyndt, i Deres tunge og vanskelige, men skjønne og ærefulde kald!»
«Marion de Lorme» maatte gjentages som separatforestilling den fjerde og tiende mai; og begge gange fik Kainz en ny gave af kongen.
For at lære ham personlig at kjende lod han ham kalde til slottet Linderhof, hvor han modtog ham med indtagende elskværdighed og beholdt ham hos sig to hele uger; han gjorde udflugter sammen med ham og behandlede ham som en ven.
Under det første møde havde han været en smule tilbageholdende og afmaalt. Men da de havde været nogle dage sammen, forsvandt al forlegenhed fra Kainz’s side, og Ludwig tillod endog, at han sagde «du» til ham. Skuespilleren deklamerede afvekslende for og sammen med hans majestæt, og deres kunstneriske underholdning pleiede at vare til sent paa nat.
Kainz fik lov til at være tilstede ved separatforestillingerne; kongen tog sig af hans videre uddannelse og brevvekslede stadig med ham.
Venskabet mellem fyrsten og skuespilleren blev meget omtalt og meget kritiseret.
«Det gjør mig saa forstemt, naar jeg ser, at mine uskyldige liebhaberier udbasuneres for hele verden og bliver hadefuldt kritiserede,» sagde 78Ludwig til sin nye ven. «Man har beredt mig mange tunge timer derved. Jeg begriber ikke, hvorfor man misunder mig mine smaa fornøielser, da de jo ikke skader noget menneske.»
Da de en anden gang talte sammen om skuespilkunst, sagde han:
«Mine idealer vogter jeg ængstelig. Jeg bemerker ugjerne smaa svagheder; thi jeg vil ikke, at den hele harmoni skal forstyrres.»
Han fortsatte eftertænksomt:
«Med skuespillerne gaar det mig paa samme maade; jeg ser kun mennesket i fremstilleren! Den skuespiller, som udfører en ædel rolle, tænker jeg mig som et ædelt menneske.»
Kainz indvendte, at skjønt han ikke ansaa sig for en nidding, ønskede han dog at spille Franz Moor.
«Nei, nei,» raabte kongen ivrig, «De maa aldrig fremstille en saa afskylig karakter.»
Han gik over til at tale om Didiers rolle.
«Da Marion de Lorme blev gjentaget,» sagde han dadlende, «bar De i første akt min safir-ring. Hvordan kunde den fattige, hjemløse Didier eie et saa kostbart smykke? Det støder an mod sandsynlighedens love.»
Kainz undskyldte sig med, at man havde sagt ham, at hans majestæt syntes om, at hans gaver 79blev holdte i ære, og at det var derfor, han havde baaret ringen.
De presenter, som han modtog, var særdeles værdifulde, og ingen af de roller, som han spillede, blev ubelønnede. Da han en aften tog afsked og allerede havde den ene fod i vognen, løste Ludwig sine egne manchet-knapper og rakte ham dem som sidste gave. Han havde sit eget værelse staaende paa slottet Linderhof; og han fik lov til at kjøre alene med sin kongelige ven.
Den unge theaterhelt taalte ikke de naadesbeviser, der i saa rigt maal strømmede over ham; og han var meget uforsigtig.
I begyndelsen opfattede Ludwig hans brutalitet som udtryk for hans sandhedskjærlighed.
«Hvor velgjørende det er, naar man hører den usminkede sandhed,» sagde han til sin ministerraad Bürckel.
Denne, som kjendte den nye yndling bedre, svarede kort:
«Deres majestæt! Sandhed og uforskammethed er to forskjellige ting!» –
Kongen ønskede at gjøre en reise til Spanien sammen med skuespilleren Forfatternote: Ludwig gjorde faa reiser: Han var tre gange i Schweiz, tre gange i Paris samt i Versailles og Rheims; en gang besøgte han Wartburg. I senere aar havde han til hensigt over Reichenhall og Salzburg at reise til Wien for at besøge det østerrigske keiserpar, men han vendte om i Salzburg. Hans fleste reiser inden Bayerns grænser gjaldt slottene Berg, Linderhof, Chiemsee og Neuschwanstein.. Men han maatte 80opgive dette, fordi Bürckel, der skulde ordne turen, fremholdt at aarstiden var uheldig.
«Det er skade,» sagde han; «jeg har langt mere lyst til at se Spanien end Italien, der ingen tillokkelse har for mig. Men nu, da jeg vil stille min længsel, kommer Bürckel med sine indvendinger, hvis rigtighed jeg maa anerkjende.»
»Bürckel er dog kun raadgiver,» indvendte Kainz. «Deres majestæt er herre og konge!»
«Ja,» sukkede Ludwig, «men at være konge er ikke altid saa let, som det ser ud til.»
«Hvis det falder Deres majestæt besværligt, kan De jo overlade sceptret i andre hænder,» bemerkede skuespilleren.
Svaret mishagede kongen, der reiste sig og gav ham et vink om, at han maatte benytte mere forsigtige udtryk.
Mindet om hans tidligere schweizerreiser dukkede op i hans sind. Han fik lyst til at gjense det idylliske land og de steder, hvor Wilhelm Tell, efter sagnet, færdedes.
Den fem og tyvende juni skrev han til Kainz:
«Deres kjære brev, hvoraf jeg ser, hvor meget De glæder Dem til vor reise til Schweiz, har beredt mig stor fornøielse! Den forhøier i betydelig grad min egen glæde over de dage, som jeg kommer til at nyde sammen med Dem i det herlige 81land. Jo mere tiden nærmer sig, desto ivrigere synes den gode Bürckel at blive. Han bombarderer mig med de besynderligste meldinger og forslag og vil have, at jeg skal tage en adelig kavaller med mig. Skulde vi ikke kunne undvære en saadan, hvilket forøvrig umuligt kan være tilfældet, saa vil jeg heller give afkald paa hele reisen! Det er nødvendigt at undvige den derværende reisestrøm og dens taktløse paatrængenhed.
Forhaabentlig kan vi faa et beboeligt privathus for os selv ved bredden af den klassiske sø. – – –
Jeg har endnu meget at ordne og skynder mig derfor at slutte.
Tusinde hjertelige hilsener, elskelige broder, dyrebare Didier, fra Deres venligsindede
Ludwig
(Saverny).»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.