Ludwig den andens sidste dage

av Clara Tschudi

XII. En reise til Schweiz

For at undgaa at vække opsigt havde Ludwig bestemt, at hans ekstratog den 27de juni om aftenen klokken ti skulde optage ham ved stationen Mühlthal ved Starnberg. Han vilde reise som marquis de Saverny; Kainz skulde følge ham som hans ven Didier.

Ifølge den ordre, som han havde modtaget, indfandt skuespilleren sig til fastsat tid ved den lille jernbanestation.

Dyb stilhed laa over egnen, da hoftoget uden signal og klokkelyd gled ind paa perronen.

Straks efter kom kongens lysende forspand jagende.

Ludwig sprang let ud af sin ekvipage og steg ind i salonvognen, der foruden soverum indeholdt en modtagelsessalon, hvori der stod lænestole, sofaer og et dækket bord.

Toget satte sig i bevægelse i den mørke nat ligesaa stilfærdig, som det var kommet.

83En af kongens forvaltere, en født schweizer, var reist iforveien for at leie en række værelser i Grand hotel Axenstein ved Brunnen.

Desværre blev ankomsten til Schweiz bekjendt. Folk ilede til fra alle kanter for at faa et glimt af »romantikeren paa tronen».

Da han paa dampskibet «Italia» nærmede sig Brunnen, var strandbredden oversaaet af mennesker. Ludwig var ikke istand til at undertrykke sit mishag, der voksede, da han opdagede, at alle huse langs søen var smykkede med flag til hans ære.

«Her vrimler det af mennesker. Jeg vil leve ukjendt og alene for mig selv!» udbrød han.

Ved landgangsbroen holdt hotel Axensteins vogn forspændt med fire heste. Nu saa man ogsaa, at det schweiziske politi var opstillet i anledning af modtagelsen.

Dette var for meget for den menneskesky monark.

«Jeg vil aldeles ikke gaa i land her!» raabte han. «Jeg vil ikke gjøre mig til ovations-offer.»

Han lod dampskibet styre videre til Flüelen. Paa tilbageveien erkyndigede han sig om der ikke fandtes en anden plads end Brunnen, hvor man kunde landsætte ham.

84Kapteinen nævnte et lidet sted i nærheden og satte kursen did.

Neppe opdagede man dette ved Brunnen, før hele massen styrtede efter.

Landgangsbroen var tæt besat af skarer, der jublede ham imøde; tørklæder svingedes og hurraraab fyldte luften, idet hans majestætiske skikkelse skred gjennem rækkerne.

Venlig og elskværdig besvarede han folkets hilsener.

«Jeg maa tilstaa,» sagde han, da han sad i vognen, «at jeg alligevel har glædet mig over denne varme velkomst; thi den viser rigtig det brave folks hjertelige sindelag. Schweizerne er gode mennesker!»

Han var dybt greben af den herlige natur, og hans ansigt straalede.

Men neppe bemerkede han de mange fremmede, som vedblivende trængte sig om ham, før han atter begyndte at blive mismodig.

Han gik op og ned i sine værelser og sagde gang paa gang:

«Dette er jo et hotel og ikke et slot; her vil jeg ikke blive!»

Faa dage efter leiede han den nærliggende villa «Guttenberg», hvorfra han gjorde mange smukke udflugter i omegnen. Kantonal-regjeringen stillede 85et dampskib til hans raadighed, som han meget ofte benyttede. I de smukke, maanelyse nætter deklamerede Kainz for ham; og fra bredden af Vierwaldstädtersøen hørte han de glade schweiziske folkesange.

Hans venlige væsen vandt megen sympati i egnen. En søndag meldte der sig syv unge, smukke schweizerpiger i hans villa; de vilde bede ham om penge til at reise til Amerika. Da han ikke var tilstede, forlangte en af dem pen og blæk, hvorefter hun paa en original og munter maade gav udtryk for sit eget og venindernes ønske.

Brevet blev forelagt kongen, som morede sig meget over det. Han svarede imidlertid, at han elskede og ærede det schweiziske folk altfor høit til at ville medvirke til, at syv af dets yndigste døtre forlod landet.

Det fortælles, at schweizere skal have ytret:

«Hvis vi skulde vælge os en konge, kunde valget ikke falde paa nogen anden end paa Ludwig den anden af Bayern.»

Regelmæssig besøgte han det skjønne Rütli. Han havde en stor forkjærlighed for dette sted, hvor de gamle schweizere aflagde troskabseden. Kainz pleiede at følge ham; de opholdt sig timevis sammen paa udsigtspladsen, hvor den unge skuespiller deklamerede Rütli-sangen:

86«Sei, Rütli, mir freundlich gegrüsset,
Du stilles Gelände am See,
Wo spielend die Welle zerfliesset,
Genährt vom ewigen Schnee!

Gepriessen sei, friedliche Stätte,
Gepriessen sei, heiliges Land,
Wo sprengten des Sklaventums Kette
Die Väter mit kräftiger Hand.

Da standen die Väter zusammen
Für Freiheit und heimisches Gut
Und schwuren beim heiligsten Namen,
Zu stürzen die Zwingherrenbrut!» –

Næsten hver aften gik de til et nærliggende vertshus for at indtage et maaltid. Kongen var overmaade fordringsløs og forlangte hverken dug eller serviet paa bordet. Han pleiede at tale livlig med verten, som maatte fortælle ham om schweizisk folkeliv.

Forholdet til Kainz blev henimod slutningen af opholdet i Schweiz noget kjøligere fra Ludwigs side.

En aften paa Rütli bad han ham om at deklamere en del af Schillers »Wilhelm Tell». Skuespilleren lovede det, men det blev udsat til senere.

Klokken to om natten gjentog han sin anmodning. Nu svarede Kainz, at han var for træt.

87Ludwig betragtede ham forundret og taug et øieblik. Endelig sagde han:

«Nu ja, De er træt. Hvil Dem ud!»

Han vendte ham ryggen og gik.

Hesselschwerdt og verten fulgte ham til skibet.

Da de kom ombord, sagde verten: «Hr. marquis! Hr. Didier er ikke kommen endnu!»

«Lad ham hvile ud,» svarede Ludwig; «vi drager videre.»

Kainz lod sig i hast sætte over til Brunnen; men kongen var reist derfra, da han kom. Kunstneren fulgte efter til Luzern og bønfaldt Hesselschwerdt om at melde ham. Denne vendte tilbage og meddelte, at hans majestæt vilde modtage ham i haven, hvis han ikke ønskede at indhente den forsømte nattero.

Ludwig indfandt sig kort efter. Kainz fremkom med nogle undskyldninger, som kongen afbrød. Han forsikrede, at det glædede ham at se ham igjen, og at han ærgrede sig over, at han havde vist sig forstemt.

Om han end omgikkes ham fortrolig, kunde hans udprægede selvfølelse ikke tillade, at den passende grænselinje blev overskreden af hans unge ven.

Efter tilbagekomsten fra Schweiz indbød han 88ham ikke mere. Han saa ham heller aldrig mere paa scenen, skjønt han endnu en kort tid vedblev at brevveksle med ham.

Det sidste brev, hvori han takker kunstneren for gode ønsker, som denne har sendt ham, slutter med følgende ord:

«Forhaabentlig tænker Didier undertiden venlig paa sin Saverny. Vær hjertelig hilset! Alle gode aander velsigne Dem! Dette ønsker af ganske hjerte Deres venligsindede
Ludwig.

Schweizerhuset ved Hohenschwangau, den 31te juli 1881 om natten.»

Kort tid efter fik Kainz pludselig afsked fra hoftheatret i München.

Saalænge kongen levede, haabede han, at han vilde blive kaldt tilbage; men haabet blev ikke opfyldt.

Naar Ludwig senere hørte tale om ham, afbrød han samtalen straks. Naar han læste hans navn i avisen, lagde han bladet bort, eller han kastede det i papirkurven.

Kainz’s opførsel viste, at han havde været uværdig til hans venskab; ingen har vel misbrugt hans tillid i høiere grad end han. Kongen havde neppe lukket sine øine, før den unge skuespiller solgte alle hans breve til et dagblad i Berlin.

89Da Ludwig i disse breve havde givet ham et indblik i sit følelsesliv, var offentliggjørelsen straks efter den tidligere velgjørers død ikke blot upassende, men hjerteløs.

Den almindelige dom om hans optræden karakteriseres i følgende vers:

«Hat Ludwig dir in königlicher Grösse
Gezeigt des Herzens Tiefen ohne Scheu,
Du warst gewiss, da du sie bloss jetzt legest,
Dem todten, hohen Freunde wenig treu.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den andens sidste dage

Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.