Ludwigs barndomsven, overstaldmesteren grev Holnstein havde gjort sig saagodtsom uundværlig ved det bayerske hof. Forfatternote: Se «Ludwig den anden, konge af Bayern». For end ydermere at forøge sin magt, havde han besat posterne ved den personlige kammertjeneste hos kongen med chevaux-legers soldater, der hørte til hans egen etat.
Dette system blev understøttet af den tidligere omtalte staldmester Hornig.
De fleste staldknegte, som skulde gjøre tjeneste hos ham, manglede kjendskab til de former, der var nødvendige ved et hof, selv om dette hof var en eneboers og kongen en særling.
Inden deres tiltrædelse fik de derfor anstandsundervisning af den kongelige balletmester og undervisning i smuk udtale og deklamation af hofskuespillere.
91Disse uøvede soldater skulde nu opvarte en vanskelig og egensindig monark, servere for ham med anstand og hjælpe ham med toilettet, skjønt de neppe kjendte de gjenstande, som han daglig benyttede.
Deres let forstaalige ubehjælpsomhed fremkaldte heftige vredesudbrud fra kongens side. Flere gange lod han sig forlede til haandgribeligheder. Han slog til med sin ridepisk; og det fortaltes, at han havde taget sin thekande og hældt ud over en tjeners ryg.
Ubehagelige ansigter var ham en gru. En af hans faders betroede tjenere mishagede ham i hans barndom i den grad ved sit lidet tiltalende ydre, at han altid vendte sig bort, naar han traadte ind, skjønt kong Maximilian var meget vred derover.
Og dog havde kammerlakaien Mayr, der længst holdt ud hos ham, et udseende, der var ham høist ubehageligt. Hans ansigt skræmte ham; og han forlangte, at han lange tider ad gangen skulde bære maske for ansigtet, naar han opvartede ham. Ludwig kunde ikke udstaa denne mand og sagde ofte, at han havde en forudfølelse af, at Mayr vilde bringe ham ulykke. Alligevel kunde han ikke undvære ham, fordi han saa godt forstod at opfylde hans ønsker.
92En af hans andre lakaier anstillede sig altid meget enfoldig. Kongen trykkede derfor et segllak paa hans pande; og han fik ikke lov til at vise sig for ham uden dette tegn paa sin dumhed.
Skjønt tjenerne led under hans heftige væsen, kunde han til andre tider være en altfor mild herre. Han overhobede sine underordnede med foræringer og velgjerninger, naar han følte, at han havde gjort dem uret; og naar han saa sig tvungen til at fjerne en eller anden, pleiede han at sørge for hans fremtid.
En af hans kammertjenere blev alvorlig syg. Ludwig besøgte ham og fandt ikke spor af bekvemmeligheder i hans bolig. Han spurgte ham, hvorfor han ikke flyttede til et bedre og sundere sted. Den syge svarede, at hans midler ikke tillod det. Samme dag sendte han ham en større pengegave, og han sikrede ham høiere løn.
Hellig tre konge-dag pleiede han hvert aar at holde fest for sine tjenere paa jagtslottet Pleckenau. Man har paastaaet, at hver af disse kostede ham op til 40,000 mark, skjønt de gaver, som han lod uddele, næsten udelukkende bestod af mad og drikkevarer.
Alle klasser af tjenerskabet var hans gjester; hele dagen var en fest. Kongen morede sig med 93at betragte lystigheden og legen, og man fortalte, at han undertiden deltog i fornøielsen.
Dette, saavel som flere andre historier fra hans privatliv, var overdrivelse og usandhed.
I hofholdningen herskede en utrolig ligegyldighed; hans underordnede misbrugte hans godhed og berigede sig paa en rentud haarreisende maade.
En af hans tjenere skjød i beruset tilstand en arbeidsmand; dennes pleie paa slottet blev betalt af Ludwigs kasse, skjønt begivenheden maatte holdes skjult for hans majestæt, der ellers sikkert vilde have afskediget og straffet sin tjener.
Medens den «allernaadigste» levede i sin drømmeverden og ikke bekymrede sig om noget, forlystede hans underordnede sig den hele nat.
Kongen negtede enhver tilladelse til at bese hans slotte. Man respekterede dog ingenlunde dette forbud; uden hans vidende førte man familie og venner rundt overalt. Selv udenforstaaende behøvede blot at udtale et ønske derom, og tjenerne overtraadte straks sin herres befaling.
Hørte han larmen af disse fremmede, saa forstod man at overbevise ham om, at han havde taget feil; havde han bemerket ukjendte ansigter, svarede man, at hans nærsynethed havde vildledet ham.
94Han blev tilsidst saa træt af sine omgivelser, at han gav sine befalinger gjennem lukkede døre; en skraben paa væggen betegnede, at man havde forstaaet ham. De faa af hans underordnede, som fik lov til at træde ind, maatte staa dybt bøiede og afholde sig fra at se paa kongen.
Ofte gav han ogsaa sine ordrer skriftlig. Han befalede, at disse papirer øieblikkelig skulde sønderrives; men tjenerne opbevarede alligevel hver linje fra hans haand og benyttede dem i sin tid som vaaben mod ham.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
