I det skjønneste af de slotte, som Ludwig har bygget, staar der ved indgangen til den prægtige sangerhal et sælsomt stenbillede, hvortil han selv havde givet ideen: en palme, der strutter af fylde og kraft, rigt belæsset med gyldne frugter! Ved dens fødder ligger en hæslig drage med høit opspilet gab, – et sindbillede paa den sygdom, der lurede paa den arvelig belastede konge.
Hos prins Otto af Bayern var vanviddet udbrudt pludselig; hos Ludwig kom det umerkelig snigende, saa at end ikke de sagkyndige havde øinene helt aabne for faren.
Utvivlsomt vidste han selv, at han periodisk var sindsforvirret; men han vilde for ingen pris lade omverdenen se sin tilstand.
I februar 1884 lod han en tandlæge kalde til sig. Denne har nedskrevet sine erindringer om besøget hos ham:
98Kongen var yderst elskværdig. Han talte først om de mange lidelser, som hans tænder foraarsagede ham. Skjønt han ikke taalte, at hans tjenere saa paa ham, udholdt han timevis denne fremmede læge; ikke et ord eller en mine forraadte det ubehag, som han upaatvivlelig følte. Da tandlægen et par gange modsagde ham, optog han dette rolig og venlig. Han fremførte nye grunde for sine egne anskuelser og viste en beundringsværdig selvbeherskelse. –
Med hele sin kraft kjæmpede han for at rive sig løs fra det skjebnesvangre net, der spandt sig tættere og tættere om ham. Han søgte at holde sig i ligevegt ved rastløs virksomhed: Han hyggede paa tre steder. Mange af de gjenstande, som fyldte hans slotte, forfærdigedes efter hans egne tegninger; og han prøvede dem omhyggelig og anviste dem deres pladse.
Den franske literatur interesserede ham særlig; han blev greben af et heftigt sværmeri for hoffet i Versailles.
Ludwig den fjortende blev hans ideal. I begyndelsen nøiede han sig med at efterligne hans bygverker. Senere søgte han at efterabe hans gang, hans holdning og daglige vaner.
Han omgav sig med billeder af ham og hans hof; han bar manchet-knapper med de franske 99liljer, og de var broderede i guld paa stole, sofaer og puder i hans sale.
Han længtede efter at være uindskrænket hersker. De utallige bøger og skrifter, som han læste om Ludwig den fjortende, gav hans vrangforestillinger uafbrudt næring.
I de sidste aar beherskedes han af fuldkommen stormandsgalskab. Han troede, at han modtog besøg af «le roi soleil», og at han talte med ham. Tidevis indbildte han sig endog, at han var denne mægtige enevoldshersker.
Ogsaa for mindet om Marie Antoinette nærede han et sygeligt sværmeri. Han lod læse messer paa hendes og Ludwig den sekstendes dødsdag, og han fordybede sig i drømme om den ulykkelige dronning.
Rundt hans taffel i den store festsal var der stillet stole for herrer og damer fra det franske hof. Undertiden troede han, at de virkelig sad der, og han underholdt sig livlig med dem paa fransk. Træffende, som han ofte kunde være i sine udtalelser, ytrede han, at dette selskab var ham saa behageligt; thi «det indfandt sig, naar han ønskede det og forsvandt paa første vink».
Altid alene hengav han sig i fuldt maal til sine fantastiske indfald. Naar han ikke kjørte ud, pleiede 100han at tilbringe natten paa søen eller i den oplyste sangerhal paa sit slot.
Gjennem aarrækker nærede han den vanvittige plan at samle mænd, der skulde liste sig rundt i hans rige og lytte til alle udtalelser om hans person.
Han var en besynderlig dobbeltnatur: med den største sympati for republiken Schweiz og frihedshelten Wilhelm Tell forenede han ønsket om at eie en bastille, hvor enhver, der vovede at udtale en anden mening end hans, skulde indespærres for livstid.
De gittere og mure, hvormed han omgav sine slotte, viste bedre end alle rygter, at han skyede menneskene.
En lærd forsker fik det hverv at søge en øde ø eller et fjerntliggende land, der kunde bortbyttes mod Bayern, og hvor den absolutistiske stat kunde oprettes, som han drømte om.
Skjønt han havde en saa høi mening om sin kongeværdighed, forglemte han denne ved tusinde leiligheder. Ved hans sidste hofselskab i München var dette i saa høi grad tilfældet, at hans moder saa sig foranlediget til at hæve taffelet.
Hans udbrud af raseri blev hyppigere, hans kamp mod sygdommen svagere. Alt syntes ham tidevis ligegyldigt.
101Undertiden hørte han fodtrin bag sig og vendte sig forskrækket; men der var ingen at se. Han saa dyr krybe rundt paa gulvet, men opdagede i næste øieblik, at tjeneren, der lydig bøiede sig for at tage det bort, ikke holdt noget i haanden. Han stillede ham paa prøve, forlangte, at han skulde se ting, som kongen selv ikke saa, og overfaldt ham med haan og vrede, naar han havde ladet sig forlede til at narre ham.
Naar Ludwig kjørte ud, pleiede han at bukke dybt for et enkelt træ i skoven. I sin kroningsdragt med sceptret i haanden hilste han ærbødig statuerne af de franske konger. Enkelte gange lod han sneen bedække med stene, for at han om vinteren kunde indbilde sig, at det var sommer.
Tiltrods for alt bevarede han sin skarpe iagttagelsesevne. Han ophørte aldrig til en vis grad at tænke logisk og at handle udholdende og konsekvent. Selv i hans allersidste aar var der uger og dage, hvor han var ved fuld bevidsthed.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.