XVIII. Forberedelser til at fængsle kongen. – Bønderne samler sig for at frelse ham

Hesselschwerdt kunde selvfølgelig ikke mere vise sig for kongen. Han meldte, at han var bleven syg, og at han derfor var forhindret fra at reise til Paris. Ludwig fik imidlertid vide gjennem sin frisør, at furéren spadserede fuldstændig frisk rundt i hovedstadens gader.

Skjønt han tidligere af og til havde været en smule mistroisk ligeoverfor ham, kunde han dog ikke tænke, at han havde givet fra sig det forseglede brev, der var betroet i hans hænder.

En saakaldt hof-kommission var imidlertid paa vei til Hohenschwangau for at fængsle kongen og tage ham under lægebehandling. Den bestod af ministeren for det kongelige hus grev Crailshaim, greverne Holnstein og Tørring, hr. von Washington, der skulde være kongens kavallér, samt af direktøren for Münchens offentlige sindssyge-anstalt, 124dr. von Gudden. Desforuden med fulgte en underlæge og otte sindssygevogtere.

Af Ludwigs nærmeste omgivelser var kammertjeneren Weber og staldpersonalet de eneste, som ikke anede, hvad der forestod.

Natten til den niende juni kjørte en række hofvogne op foran det gamle slot Hohenschwangau.

Grev Holnstein, der sad i den ene af dem, gik straks ned i den kongelige stald for at meddele personalet, at den skulde opløses.

Livkusken Osterholzer spændte netop hestene for Ludwigs vogn; thi kongen vilde, som sædvanlig, kjøre ud i løbet af natten.

Greven befalede, at han straks skulde spænde fra, da en anden vogn var sat istand og en anden kusk skulde kjøre.

Osterholzer paaberaabte sig sin herres befaling.

»Kongen har intet mere at befale», svarede Holnstein. «Det er hans kongelige høihed prins Luitpold, som nu regjerer!» Forfatternote: Osterholzer blev senere tvungen til offentlig at erklære, at Holnstein ikke havde udtalt dette; men ingen troede paa den nødtvungne tilbagekaldelse.

Kusken forstod, at der var lagt onde raad op mod kongen. Han førte hestene tilbage til stalden. 125Saa hurtig, som hans ben kunde bære ham, løb han derpaa ad en steil skovsti op til Neuschwanstein, hvor han meddelte den tjenstgjørende kammertjener Weber, hvad han havde oplevet.

Ludwig gik frem og tilbage i den oplyste sangerhal og deklamerede med høi stemme dele af en opera, som nylig var bleven ham tilegnet.

Osterholzer styrtede aandeløs ind og kastede sig paa knæ for ham; i sin ophidselse fik han kun fremstammet nogle usammenhængende ord.

Kongen forstod ham ikke; han vinkede Weber hen til sig og spurgte, hvad denne scene skulde betyde. Kammertjeneren forklarede, at grev Holnstein og en del andre herrer var ankomne til Hohenschwangau, og at man havde fiendtlige planer mod hans majestæt.

Osterholzer bønfaldt ham om at flygte øieblikkelig; ogsaa Weber tilbød at være ham behjælpelig.

Ludwig tilbageviste tilbudet.

«Hvorfor skulde jeg flygte?» spurgte han. «Hvis en virkelig fare truede, vilde Karl have skrevet til mig!»

«Karl» var hof-furéren Hesselschwerdt, som han endnu i dette øieblik nærede tillid til.

Efter nogen betænkning gav han alligevel befaling til, at hans tjenere skulde samle sig.

126«Løb saa hurtig som muligt», sagde han. «Kald alle tro bønder hid for at beskytte sin konge!»

Staldknegte og tjenere ilede afsted og gjorde alarm i de omliggende landsbyer. Neppe en time efter myldrede det i Hohenschwangau af bønder, som var bevæbnede med knive, og som bar økser og ljaaer paa nakken.

Den nærmestliggende landsby, Füssen, sendte sine brandmænd, og den der stationerede politimester indtraf med alle sine folk.

Da ingen vidste, hvad der var besluttet i München, havde man grund til at formode, at der forelaa et overfald paa kongens person. Alle var rede til at sætte sit liv paa spil for at frelse ham.

Hof-kommissionen var imidlertid i morgendæmringen naaet op til Neuschwansteins port.

Man havde bestemt, at en af herrerne skulde oplæse prins Luitpolds skrivelse for kongen. Derefter skulde lægerne føre ham til Linderhof.

Til sin overraskelse fandt de slotsporten besat af gendarmer, som i kongens navn negtede dem at træde ind.

De fremviste sin skriftlige fuldmagt. Den vagthavende soldat værdigede den end ikke et blik, men svarede paa alle forestillinger og befalinger:

«Jeg behøver intet skriftligt! Jeg kjender kun en befaling, og den kommer fra hans majestæt!»

127Nu vilde herrerne tiltvinge sig adgang med vold. Men politisoldaten fastholdt sin bestemte ordre og truede med at skyde enhver ned, der vovede at trænge ind i slottet. Han løftede sit gevær, idet han for sidste gang henviste til den regjerende konges befaling.

Ogsaa de øvrige gendarmer trængte nu frem. Et kolbestød traf en af sygevogterne, der stod nærmest.

«Hvor ubehageligt dette optrin end var», siger hjælpelægen, dr. Müller, «saa kunde man ikke negte, at disse mænd optraadte med pligttroskab, naar de, uden hensyn til hof- og statsembedsmændenes glimrende uniformer, urokkelig holdt fast ved: Vor konge har befalet det, og vi adlyder ham!»

Hofkommissionen maatte med uforrettet sag trække sig tilbage til Hohenschwangau.

Rygtet om at kongen skulde slæbes bort som fange, havde imidlertid bredt sig over hele egnen. Da herrerne kjørte ned til det gamle slot, saa de bønder, vedhuggere og brandmænd, kvinder og børn, der i vild hast styrtede op mod Neuschwanstein.

Amtmand Sonntag, den øverste embedsmand i Füssen, fik af Ludwig det hverv at fængle kommissionens 128medlemmer. Han indfandt sig paa Hohenschwangau for at udføre befalingen.

Minister Crailshaim for løs paa ham og foreholdt ham, at han ingensomhelst ret havde til at handle, som han gjorde.

«Deres excellence», svarede den høit agtede gamle mand, «jeg er i en pinlig forlegenhed. Ikke med et ord har man forberedt mig paa det, som skulde ske eller givet mig veiledning om, hvordan jeg havde at forholde mig ligeoverfor min herre! Jeg har tjent ham i saa mange aar, og endnu i denne time er jeg hans embedsmand. Jeg kan ikke paa faa minutter glemme de forløbne aars kjærlighed og troskab og beslutte mig til at optræde som min konges fiende.»

Han foretog fengslingen og lod under sterk eskorte arrestanterne føre til Neuschwanstein.

Grev Holnstein vilde kjøre, men politimesteren tog intet hensyn til hans ønske; herrerne maatte gaa tilfods gjennem den rasende folkemasse, som havde samlet sig. Ogsaa gaardspladsen var overfyldt. Hundreder af mænd og kvinder truede dem med høi røst.

«Se paa disse mænd», raabte en ung kone til sin syvaarige datter; «naar du bliver stor, kan du fortælle, at du har seet forrædere!»

Der udfordredes betydelig energi for at afholde 129befolkningen fra at forvandle sine trusler til haandgribeligheder. Dr. Gudden viste mindst mod. Folkehoben, som havde hørt, at han var den, der erklærede kongen for sindssyg, styrtede frem mod ham og truede med at kaste ham i den nærliggende Pøllat-fos.

Et frygteligt had havde lyst ud af Ludwigs øine, da man havde fortalt ham, at hans barndoms- og ungdomsven grev Holnstein var med blandt forræderne. Han havde befalet, at alle skulde kastes i mørkt fengsel.

Dette blev dog ikke gjort; de blev indespærrede i et rum over porthvelvingen.

Kongens vrede fordunstede snart; efter tre timers forløb bestemte han, at de igjen skulde sættes i frihed.

Det lykkedes amtmanden at berolige mængden udenfor og at bevæge den til at vende hjem. Dog vovede ingen af herrerne at vise sig i den nærliggende landsby.

De tiltraadte sit tilbagetog ad forskjellige veie og skyndte sig uden ophold til München.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.