Alle, som vilde kongens vel, ønskede af varmt hjerte, at han skulde begive sig til sin hovedstad, hvilket upaatvivlelig vilde have været det eneste middel til at frelse ham.
I løbet af formiddagen havde han telegraferet efter sin adjutant, grev Alfred Dürckheim.
«Denne mand er mig hengiven,» sagde han, idet han sendte telegramet afsted.
Netop som hofkommissionen forlod Neuschwanstein efter sit korte fangenskab, indtraf greven i Hohenschwangau med heste, der var jagede halvdøde for at komme i rette tid.
Han ilede op til slottet.
Gendarmerne og brandmændene stod endnu opstillede udenfor. Dürckheim udtalte sig anerkjendende om deres optræden, men sendte dem hjem efter kongens opfordring.
Den menneskesky Ludwig, som aldrig havde 134været damernes ven, havde i disse timer en kvindelig gjest paa sit slot. Baronesse Truchsesz – spansk af fødsel, men indgiftet i det bayerske aristokrati – havde i den tidlige morgen skyndt sig til Neuschwanstein, da hun hørte, at hans majestæt skulde fengsles. Hun var styrtet ind i hans soveværelse uden at lade sig melde og havde gang paa gang forsikret ham om sin hengivenhed.
Han lod hendes talestrøm glide hen over sig med ro og gav hende haanden.
«Kjære baronesse,» sagde han i sin elskværdigste tone, «vil De ikke tillade mig at sende bud efter Deres mand, for at De under hans beskyttelse kan vende tilbage til Deres villa?»
Baronessen vilde ikke gaa ind paa dette, men bønfaldt Ludwig om uopholdelig at reise til München.
«Det vil jeg ogsaa,» sagde han, «om end ikke straks.»
«Jeg følger Deres majestæt!» raabte hun.
Han gjorde en afværgende bevægelse.
«Det vil ikke godt gaa an,» svarede han venlig.
Baronessen tog plads i forværelset, fast besluttet paa ikke at forlade hans dørtærskel.
«Hvis forholdene ikke var saa alvorlige, vilde jeg føle mig fristet til at le af den gode baronesse,» 135sagde Ludwig til grev Dürckheim, som fandt hende der.
Ogsaa denne sidste ven fastholdt hans afreise til München som uundgaalig nødvendig. Om kongen paa dette tidspunkt havde vist sig i sin hovedstad, er det mere end sandsynligt, at hans folk vilde have sluttet sig om ham for at forsvare ham.
Han erklærede imidlertid, at han var aldeles udmattet; dog tilføiede han, at han vilde reise den følgende dag.
Mellem Ludwig og Bismarck havde der altid hersket et meget venskabeligt forhold.»Forfatternote: Se «Ludwig den anden, konge af Bayern». Jeg kunde i særlig grad glæde mig ved hans agtelse,» har fyrsten ytret.Forfatternote: Til redaktør Memminger. «Vi brevvekslede om vigtige politiske forhold indtil de sidste aar af hans liv. Naar han udtalte sine anskuelser, var han lige saa elskværdig mod min person som aandfuld i bedømmelsen af de forskjellige anliggender, der var paa tale.»
I dette fortvivlede øieblik tænkte kongen og grev Durckheim begge paa det tyske riges mægtige kansler.
Den mislykkede hofkommission, der havde undladt at give embedsmændene i distriktet underretning 136om det, der var igjære, havde været forsigtig nok til at meddele den forestaaende omveltning til telegraf-funktionærerne i Hohenschwangau. Telegramer fra Ludwig kunde derfor ikke ekspederes fra Bayern, men maatte sendes over grænsen til det nærliggende Tyrol.
Dürckheim anraabte Bismarck om hjælp.
Kansleren svarede:
«Hans majestæt bør straks kjøre til München og varetage sine interesser ligeoverfor den samlede rigsdag.»
Senere fortalte Bismarck: «Jeg tænkte som saa: Enten er kongen frisk, og da følger han mit raad, eller han er virkelig sindssyg!»
Han tilføiede:
«Hans majestæt reiste ikke til München, han fattede ingen beslutning; han var ikke længer i besiddelse af sin aandelige kraft, men lod skjebnen bryde ind over sig.»
Ludwig og Dürckheim udkastede i forening et længre telegram til keiseren af Østerrige og bønfaldt ham om at træde til.
«Spænd for!» raabte greven ned i stalden, «kjør til den østerrigske grænseby Reutte saa hurtig, De kan, selv om alle fire heste sprænges!»
137Paa samme tid anstrengte ogsaa keiserinde Elisabeth sig fra Possenhofen til det yderste for at formaa sin gemal til at gribe ind.
Paa kongens vegne anmodede Dürckheim baron Frankenstein om at danne et nyt ministerium. Og jægerbataljonen i Kempten blev opfordret til at indfinde sig for at beskytte hans majestæt.
Denne sidste depeche gik gjennem Mayrs hænder; kammertjeneren tilføiede nogle ord, der foranledigede komandanten til at spørge krigsministeren, om han skulde efterkomme orderen. Der indtraf et benegtende svar.
Med bestemthed kan det ikke paavises, hvilke forholdsregler grev Dürckheim forøvrig tog for at frelse sin herre. Man nævnte ham som forfatter til en proklamation, som den følgende dag blev udstedt i kongens navn:Forfatternote: Den blev næsten øieblikkelig beslaglagt, men aftryktes i «Bamberger Journal».
«Jeg, Ludwig den anden, konge af Bayern, ser mig foranlediget til at rette følgende
opraab
til mine elskede bayrere og til det samlede tyske folk!
Prins Luitpold vil mod min vilje gjøre sig til hersker i mit land. Mit hidtilværende ministerium 138har ført mit elskede folk bag lyset ved urigtige meddelelser om min helbred og har lagt høiforræderske planer.
Jeg føler mig legemlig og aandelig saa frisk som hvilkensomhelst anden monark! Det planlagte forræderi kommer saa overraskende, at der ikke er levnet mig tid til at tilintetgjøre ministeriets nederdrægtige hensigter.
Hvis de forberedte voldshandlinger bliver udførte, og prins Luitpold river regjeringsmagten til sig mod min vilje, giver jeg mine trofaste venner det hverv med alle midler og under alle omstændigheder at varetage mine rettigheder.
Jeg venter af alle bayerske embedsmænd, fremfor alt af de ærekjære bayerske officerer og af Bayerns soldater, at de, i erindring om den hellige ed, med hvilken de har svoret mig troskab, forbliver trofaste mod mig og bistaar mig i disse tunge timer.
Enhver kongetro borger opfordres til at stemple prins Luitpold og det hidtilværende ministerium som høiforrædere.
Jeg er ét med mit elskede folk og nærer den faste forvisning om, at det vil beskytte mig!
Jeg vender mig samtidig til det øvrige tyske folk og til forbundsfyrsterne.
139Saa meget som det stod i min magt har jeg bidraget til at bygge det tyske rige. Derfor tør jeg vente af Tyskland, at det ikke taaler at en tysk fyrste uretfærdig bliver fortrængt.
Hvis der ei skjenkes mig tid til at henvende mig direkte til den tyske keiser, nærer jeg tillid til, at man ikke vil modsætte sig, at jeg overleverer høiforræderne til mit lands ret.
Mine brave bayrere vil visselig ikke svigte mig!
I det tilfælde, at man med magt skulde hindre mig fra selv at varetage mine rettigheder, anraaber jeg hver trofast bayrer om at flokke sig rundt mine tilhængere og at hjælpe med til at tilintetgjøre det planlagte forræderi mod konge og fedreland!
Givet paa Hohenschwangau den 9. juni 1886.
Ludwig den anden,
Konge af Bayern, Pfalzgreve etc.»
Begivenhederne i hovedstaden gik imidlertid sin gang. Den tiende juni offentliggjorde regjeringen den proklamation, som tilkjendegav at kongens onkel var bleven rigsforstander, og at 140rigsdagen skulde indkaldes for at gjøre Ludwig den anden umyndig.
I løbet af natten modtog grev Dürckheim to gange befaling fra krigsministeriet om at indfinde sig i München.
Det første telegram lagde han rolig tilside. Det andet forelagde han kongen, idet han tilføiede, at han desværre var nødsaget til at reise, da han i modsat tilfælde vilde blive anklaget for subordination.
Ludwig var meget bedrøvet over at skulle miste ham.
«De ved, hvor inderlig jeg ønsker, at De skal blive hos mig,» sagde han. »Telegrafer til min onkel og spørg ham, om han ikke samtykker i, at jeg beholder Dem.»
Greven gjorde dette, men svaret lød kort og bestemt:
«Det bliver ved krigsministeriets ordre!»
Dybt bevæget tog greven afsked for aldrig at se sin konge igjen.
I forværelset ventede Mayr paa ham. Kammertjeneren, der ønskede den nye regjering held og fremgang, var urolig over de forholdsregler, som Dürckheim havde taget.
«Tror De, at hans majestæt beslutter at reise til hovedstaden?» spurgte han.
141Med tungt hjerte svarede greven:
«Nei, Mayr, jeg tror det ikke.»Forfatternote: Ved sin ankomst til München blev grev Dürckheim arresteret og anklaget for høiforræderi. Da der ingen beviser fandtes mod ham, blev han dog senere atter sat i frihed. Han var længe i unaade hos de nye magthavere, der, blandt andet, afslog hans indtrængende bøn om tilladelse til at se kong Ludwig som lig. Grev Alfred Dürckheim er nu general.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
