II. Kong Ludwig og keiserinde Elisabeth

Ludwigs had til et enkelt medlem af huset Hohenzollern ødelagde det gode forhold til hans slegtninge i Berlin. Til gjengjæld bevirkede den sympati, som han følte for keiserinde Elisabeth, at forholdet til huset Habsburg var meget venskabeligt.

Hans forlovelse med hans kusine Sophie Charlotte havde efterladt bitre minder.Forfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern.» Skjønt det var ham, som havde løst forbindelsen, og skjønt hun neppe vilde have været istand til at gjøre ham lykkelig, er det en kjendsgjerning, at han blev en slave af sit tungsind, da forlovelsen blev brudt.

Hertuginden havde meget at tilgive ham; og dog syntes den syge konge, der dømte sig selv til ensomhed, at det var ham, som var den forurettede.

I en af de sale, hvor han opholdt sig mest, havde han et portræt af en kvinde, over hvilket 10han havde hængt et tæt silkeslør. Han pleiede at staa hensunken i tanker foran dette; naar han fjernede sig, gik han langsomt bort, som om det kostede ham overvindelse at forlade det.

Ingen uvedkommende fik det at se, og ingen vidste, hvem det forestillede. Man gjættede paa Marie Antoinette af Frankrige, som han nærede stor beundring for; men mange troede ogsaa, at maleriet forestillede hertuginden af Alençon, som han aldrig glemte.

Næsten hele den kongelige familie havde taget parti for hans tidligere forlovede; de var med grund forbitrede over hans vankelmodighed.

Tiltrods for den tort, der var tilføiet det hertuglige hus, havde alligevel en af Sophies brødre og en af hendes søstre havt overbærenhed for ham.

Hertug Dr. Karl TheodorForfatternote: Se: «En forglemt heltinde.» havde med lægens blik gjennemskuet sin fætter: han havde fundet undskyldning for hans handlemaade i hans syge sind. Elisabeth af Østerrige havde forstaaelse endog for foreteelser hos ham, der umulig kunde være hende sympatiske; og hun følte sig tiltrukken af sider hos ham, der havde mishaget og foruroliget hendes søster.

Det er vanskelig at fastslaa, om det var Sophies 11lighed med Elisabeth, der havde vakt hans følelser for hertuginden, eller om en halvt ubevidst længsel efter hans tidligere forlovede knyttede baandet fastere mellem keiserinden og ham. Paafaldende var det i ethvert tilfælde, at kongen, som ellers var saa tilbageholdende ligeoverfor kvinder, sluttede et varigt venskab med hende.

Den ydre lighed mellem de to søstre var meget stor; den indre harmoni stod imidlertid ikke i samme forhold. Trods sin skjønhed og sine omhyggelig udviklede talenter var Sophie en almindelig kvinde, medens Elisabeth var en rig aand, men en sønderreven sjæl. Haardt bedømt af mange, forstaaet af faa og dog beundret af de fleste, var hun, om nogen, den, der vilde have passet ind i kongen af Bayerns liv.

Begge havde samme uro i blodet, samtidig som de havde samme ensomhedstrang. Den «skræk for sværmen», der i saa høi grad beherskede ham, var ogsaa et kjendemerke for hende. De var belastede med samme sygelige anlæg. Endog i det ydre var der lighed mellem de to søskendebørn, der var begavede med en saa ualmindelig og beaandet skjønhed.

Ingen af dem havde kjendt ungdommens glæder; sceptret var bleven lagt i deres hænder, medens de var uudviklede børn. Den magt, som de 12for tidlig var komne i besiddelse af, havde hos begge udviklet utilbøielighed til at ofre en tøddel af deres bekvemmelighed.

Ludwig aabnede aldrig døren til det dybe og særlige ved sin personlighed; ogsaa Elisabeth holdt sit indre i bevidst skygge. Hvor ivrig mængden end søgte blandt de rygter, der surrede rundt, fik den aldrig vished for, hvad der bevægede dem inderst.

Men gjensidig fandt de lindring ved at aabne sig for hinanden om de utilfredsstillede ønsker og bortgjemte skuffelser, som verden ikke saa.

Den fra fædrene nedarvede nervelidelse var deres tilværelses sorgtunge understrøm. Vanviddet, der gik gjennem slegten, stod for begge som et truende spøgelse, der tidligere eller senere vilde angribe dem. Men frygten havde hos Ludwig i høiere grad end hos Elisabeth røvet viljens staal.

Stolte næsten til stormandsgalskab var de ikke destomindre venlige mod landbefolkningen, som de mødte. Af naturen var de yderst gavmilde; men næstens lidelser drev hverken hos ham eller hende tankerne bort fra dem selv.

Baade Ludwig og Elisabeth var eksentriske i sine sympatier og antipatier. Elisabeth var ulykkelig i sit egteskab; hun søgte et surrogat for kjærlighed i venskab med kvinder. Ludwig kunde 13pludselig og tilsyneladende umotiveret slutte sig til mænd, der stod langt under ham. Begge blev som regel skuffede og hurtig trætte af disse yndlinge for en dag.

Baade kongen og keiserinden flygtede til bøgernes verden; naar de mødtes, knyttede deres literære interesser dem endnu fastere sammen.

I kraft af deres gjensidige hengivenhed øvede de indflydelse paa hinanden. Elisabeth var ældre og mere verdenserfaren; hun overragede ikke sin fætter i intelligens, men vel i energi. Derfor blev hendes magt over ham større end hans over hende.

Keiserindens indflydelse var ikke ubetinget heldig. Hun indprentede Ludwig, at «man kan gjøre alt, hvad man vil»; og den unge Wittelsbacher var meget modtagelig for denne læresætning.

Hvor det kunde have været godt og nyttigt, var han derimod mindre villig til at følge hendes raad:

Keiserinden gik tidlig tilsengs, stod op hver morgen klokken fem og gik ud i naturen. Kongen tilbragte sine nætter med musik og læsning; først naar dagen gryede, gik han til ro.

Begge havde været lidenskabelige ryttere, men havde maattet opgive denne sport. H u n foretog 14istedet milelange fodvandringer, medens h a n gjorde sine daglige ture i lukket vogn.

Elisabeth tilbragte en del af sine sommere i Feldafing, i nærheden af Ludwigs slotte. De satte hinanden stevne paa Rosenøen i Starnbergersøen. Forfatternote: Se: «Keiserinde Elisabeth.» Det hændte ikke heller sjelden, at hun uventet dukkede op i hans arbeidsværelse paa Berg eller Neuschwanstein og blev siddende mange timer hos ham.

Hun bragte en strøm af skjønhed og harmoni ind i hans stille sale. Selv i hans sidste, formørkede aar, da han ellers ikke modtog nogen, satte han pris paa hendes besøg.

Prins Leopold af Bayern havde 1873 egtet hendes ældste datter. Ludwig var ved denne leilighed traadt ud af sin sædvanlige tilbagetrukkenhed; prinsesse Gisela var en af hans faa kvindelige slegtninge, der kunde glæde sig ved hans elskværdighed.

Hvor smigrende hans hyldest var, saa faldt den undertiden ret ubekvem; thi kongen, der gjorde nat til dag, sendte hende presenter og blomsterbuketter om natten. Sine vaner vilde han ikke forandre hverken for hendes eller hendes moders skyld.

Keiserindens yngste datter, Marie Valerie, udtrykte 15ønsket om at gjøre sin onkels bekjendtskab, og Elisabeth ivrede meget for, at hendes yndlingsbarn skulde faa ham at se.

Men han vilde ikke forstyrres i sin ro.

»Jeg ved ikke, hvorfor keiserinden altid fortæller mig om sin Valerie,» udtalte han til en af sine omgivelser. «Valerie har lyst til at se mig, siger hun; men jeg har ingensomhelst lyst til at se hendes Valerie.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.