XX. Kongens sidste timer paa Neuschwanstein

Udover natten afløstes egnens gendarmer af politisoldater fra München, der besatte slottet.

Ludwig, som den foregaaende dag havde beseiret sine fiender, troede i begyndelsen, at de var komne for at beskytte ham. Først da man negtede ham at foretage den sædvanlige natlige kjøretur, forstod han, at han var fange.

Tidlig om morgenen den ellevte juni bragte posten proklamationen fra den nye regent. De, som vilde redde kongen, udsatte sig fra nu af for at blive straffede som landsforrædere.

Yderst faa i Hohenschwangau syntes at tænke paa dette. Endog paa den anden side af grænsen var man rede til at vove alt for ham.

De nykomne politisoldater var ukjendte i egnen, hvor landbefolkningen kjendte hver sti og sten. Paa mindre end en time kunde man over Kitzberg-stien naa ind i Tyrol; en vogn kunde derfra kjøre Ludwig videre.

143I Østerrige var man fuldt forberedt paa, at han vilde ile did; selv keiseren skal have ventet og frygtet dette.

Et antal modige, trofaste bjergboere var ivrige for at sætte sit liv paa spil for at forsvare den flygtende monark paa denne farlige reise.

Hovedvanskeligheden bestod i at føre ham ubemerket ud af slottet. Udenforstaaende kunde næsten ikke komme i forbindelse med ham, da Neuschwanstein nu strengt blev bevogtet.

En dame, der opholdt sig som sommergjest i Hohenschwangau, tilbød at forsøge at trænge ind til ham, for at lade ham komme til kundskab om planen. Hun forklædte sig som bondekone; en rideknegts hustru fulgte med hende.

Det var dødsstille overalt. Taagen laa saa tæt, at man neppe kunde se ti skridt foran sig.

Politisoldaterne havde trukket sig tilbage til det indre af slottet. En høiere officer stod under porthvelvingen; han spurgte, hvem kvinderne var. Den ene svarede, at hun var gift med kusken, og at hun vilde besøge kammerlakaien Mayrs hustru. Officeren betragtede dem mistroisk.

Nogle tjenere traadte nu frem.

«Kjender De disse kvinder?» spurgte han «Taler de sandhed?»

144De bekræftede det; og kvinderne fik lov til at gaa videre.

Vovestykket førte til intet; Mayr, som de henvendte sig til, vilde under ingen omstændigheder understøtte en flugtplan. Han meddelte ikke en gang, at de var komne.

Alligevel fik kongen underretning om sagen. Hans første spørgsmaal gjaldt, om man kunde iverksætte hans flugt uden at udgyde blod. Da man svarede, at han maatte være forberedt paa, at det kom til kamp, afstod han fra at følge sine redningsmænd.

«Jeg vil ikke, at noget menneskeliv skal ofres for min skyld,» sagde han.

Han vidste, hvilke midler man havde anvendt for at faa ham afsat fra tronen. Han var ogsaa paa det rene med, hvilke oplysninger der var bleven samlede til dette øiemed, samt hvem der havde forraadt ham.

«Tænk Dem,» sagde han til sin kammertjener Weber, «disse mennesker, som jeg har vist saa megen godhed, har svigtet mig skammelig; de har udleveret alle mine breve og papirer til mine modstandere.

»Han havde hørt, at nye udsendinge den næste morgen vilde komme til Neuschwanstein og føre ham bort ved hjælp af læge og sygevogtere; og 145han vidste, at han vilde være en viljeløs fange i deres hænder.

Den ophidsede tilstand, hvori han havde befundet sig den foregaaende dag, var bleven afløst af ligegyldighed for alt og alle; efter grev Dürckheims afreise syntes han fuldstændig brudt.

Han tænkte ikke mere paa modstand. En anden tanke beskjeftigede uafladelig hans sind; naar han i løbet af fredagen viste tilsyneladende ro, var det, fordi selvmordsplaner beherskede ham.

Rastløs gik han op og ned i tronsalen og talte høit om at forkorte sit liv.

Af og til henvendte han nogle ord til Weber.

«Tror De paa sjælens udødelighed?» spurgte han.

«Ja,» svarede tjeneren.

«Ogsaa jeg tror paa den,» sagde Ludwig. «Jeg tror paa sjælens udødelighed og paa Guds retferdighed.»

«Fra livets høide at blive slynget ned i et intet!» vedblev han. «Et ødelagt liv! Jeg kan ikke udholde det.

Jeg kunde finde mig i, at man tog min krone fra mig, men jeg overlever ikke at man erklærer mig for sindssyg.

146Jeg kan umulig holde ud at blive behandlet som min broder Otto, som enhver vogter tør befale over, og som man truer med knytnæven, naar han ikke vil lystre!»

Tanken paa døden var med magt brudt frem i hans sjæl. Han bad sine tjenere om cyankalium; de svarede, at de ikke kunde give ham det.

I den regnfulde nat gik han flere gange ud paa slottets balkon, der hænger over den svimlende Pöllat-afgrund.

Han befalede Mayr at give ham nøglen til det høie taarn paa slottet; men tjeneren foregav, at han ikke kunde finde den.

Et sprang fra taarnet, og kongen vilde være frelst!

«Naar min frisør kommer imorgen, kan han søge mit hoved i Pöllat», sagde han.

Han tilføiede

«Jeg haaber, at Gud naadig vil tilgive mig dette skridt!»

«Min moder kan jeg ikke spare for den smerte, jeg kommer til at tilføie hende», vedblev han. «Man driver mig i døden! Men mit blod komme over alle, som har forraadt mig!»

Han var navnlig bitter mod sin onkel.

«En elskelig slegtning, der tilraner sig herskermagten 147og fengsler mig», sagde han. «Han er ingen prinsregent, han er en prinsrebel!»

Baronesse Truchsesz opholdt sig fremdeles i forgemaket; hendes nærværelse begyndte at blive ham pinlig. Han ønskede, at hun skulde fjernes, men gav udtrykkelig ordre til, at man skulde gjøre det hensynsfuldt og mildt.

Kammertjeneren Weber havde to gange været i hans tjeneste. Ludwig forærede ham en diamantagraf, som han pleiede at bære paa sin hat.

«Jeg har ingen penge til at belønne Dem», sagde han. «Modtag istedet min agraf samt dette gjældsbevis. Skulde man tvinge Dem til at udlevere diamanterne, saa vil mit dokument sikre Dem en skadeserstatning af 25,000 mark.»

Endvidere gav han ham sin bønnebog, der var meget slidt.

«Bed for mig», sagde han.Forfatternote: Da Weber efter kongens død viste sig i besiddelse af hans diamantagraf, troede man i begyndelsen, at han havde tilvendt sig den paa uredelig maade. Det skriftlige gjældsbevis, hvorved han havde forpligtet sig til ikke at udlevere den uden mod en betaling af 25,000 mark, overbeviste myndighederne om, at man havde taget feil. Da diamanterne udgjorde en del af kronjuvelerne, maatte Weber alligevel bekvemme sig til at give dem tilbage. Saavidt vides fik han en mindre penge-erstatning, da man vilde respektere kongens sidste gave.

Det var en skrækkelig nat. Taagen havde opløst sig i regn, der faldt i stride strømme; og stormen hylede rundt Neuschwanstein.

Ludwig var næsten alene paa sit slot, som var 148fuldstændig afspærret. Atter gik han ud paa balkonen og stirrede ud over landskabet med hovedet støttet i sin haand.

En forferdelig angst kom over ham. Han befalede Weber at lade Osterholzer kalde; maaske kunde den flugtplan endnu gjennemføres, som man havde foreslaaet ham før.

Men kusken var bleven kaldt til München; man havde betydet ham, at han vilde blive arresteret, hvis han ikke øieblikkelig forlod Hohenschwangau.

«Vil da folket intet gjøre for at befri sin konge?» spurgte Ludwig.

Hans tjener svarede: «Deres majestæt! Folket har ingen vaaben!» –

Da hofkommissionen første gang havde lidt et saa forsmædeligt nederlag, havde man til nye udsendinge delvis valgt andre mænd. Men ogsaa denne gang kom dr. Gudden, hjælpelægen dr. Müller og otte vogtere.

For sin egen sikkerheds skyld havde herrerne desuden taget med sig politichefen fra München; og de havde forlangt, at rigsforstanderens proklamation skulde være offentliggjort i Hohenschwangau, inden de begav sig did.

Medens den forrige kommission var bleven behandlet 149som forrædere og forbrydere, vovede man ikke at optræde fiendtlig mod de nykomne.

Kongen var vendt tilbage til spisesalen. Han havde aldrig været dranker; men denne nat drak han cognac og vin for at bedøve sig.

Udsendingerne var imidlertid ankomne til Neuschwanstein, hvor de uhindret fik træde ind.

De afventede det øieblik, da Mayr vilde give dem et vink om, at de kunde hente hans majestæt og kjøre ham til et andet slot.

Ludwig havde atter forlangt nøglen til slotstaarnet. Tjeneren, som anede, at han vilde styrte sig ned, havde fastholdt, at den var bortkommen.

For sidste gang gjentog han nu sin befaling.

I sin angst ilede Mayr til dr. Gudden og spurgte, hvordan han skulde forholde sig.

Et øieblik efter gik han ind og meldte, at nøglen var funden.

Kongen reiste sig og fulgte ham straks.

De udenforstaaende hørte faste skridt. En herre af imponerende høide viste sig pludselig i døraabningen; han talte i korte, afbrudte sætninger til tjeneren, som stod dybt bukkende.

Man havde foresat sig øieblikkelig at omringe ham og at føre ham bort med magt. Men da monarken traadte ud, veg alle sky tilside; ingen vovede at gribe ham.

150Dr. Gudden gjenvandt sin fatning først. Han gik frem og sagde:

«Deres majestæt! Dette er det sørgeligste hverv, som jeg har paataget mig i mit liv. Fire sindssygelæger har afgivet en erklæring om Deres majestæts helbred. Som følge af denne har prins Luitpold overtaget regentskabet. Jeg har faaet befaling til at ledsage Deres majestæt til slottet Berg endnu i denne nat.»

Kongen vaklede et øieblik.

«Hvad vil De mig?» gjentog han flere gange. «Hvad betyder dette?»

Sygevogterne nærmede sig for at gribe ham.

Han afværgede det med en stolt haandbevægelse og rettede sig op.

«Det er ikke nødvendigt», sagde han; «jeg gaar frivillig.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.