XXI. Paa slottet Berg. – Kongens død

Klokken fire om morgenen drog Ludwig bort fra Neuschwanstein.

I den første vogn sad dr. Müller og to syge vogtere. I den næste kjørte kongen ganske alene. Ved siden af kusken sad overvogteren fra sindssygeasylet i München; og tæt op til vognen red en mand, der havde ordre til skarpt at iagttage hans majestæt og til at give et tegn ved den mindste paafaldende bevægelse.

Dr. Gudden, en politiofficer og flere vogtere fulgte efter.

Da Ludwig havde taget plads i sin ekvipage, sagde han til lægen:

«De har vel intet imod, at jeg tager afsked fra min tjener?»

Mayr traadte hen til ham; men samtalen varede dr. Gudden for længe.

«Skynd Dem, saa at vi kan komme afsted», gjentog han flere gange.

154Mayr hulkede høit, idet han fjernede sig.

Enkelte mennesker stod udenfor for at se det sørgelige tog; kongen besvarede venlig deres hilsener.

Ved første omdreining af veien aftørrede han med haanden det fugtige vindu og saa tilbage paa Neuschwanstein, som han havde elsket saa høit, og som aldrig senere er bleven beboet.

Han saa syg ud; ansigtsfarven var askegraa, blikket uroligt.

Man byttede tre gange heste. Ved det sidste skifte, Seeshaupt, traadte vertinden hen og hilste ærbødig paa hans majestæt. Han bad hende om et glas vand. Da han gav hende det tomme glas tilbage, takkede han hende hjertelig. Grædende raabte hun efter vognen:

«Behüt Gott, Majestät!»

De nye magthavere havde frafaldt den plan at føre ham til Linderhof; thi man vidste, at en af hans livjægere samlede folk i Tyrol for at hjælpe ham over grænsen.

Medens vognen uden forhindringer naaede Berg, stod hundrede og tyve bønder rede til at frelse ham i nærheden af Reutte.

Efter to dages venten erfarede de, at kongen var kjørt en anden vei.

Det var dr. Gudden, som havde bestemt slottet 155Berg til hans fengsel, hvilket var saa meget mere hensynsløst, som han der havde tilbragt sin lykkelige ungdom.

Ludwig havde lært denne læge at kjende, medens han behandlede hans broder, prins Otto; og han nærede en særlig antipati mod ham.

«Gudden betragter mig paa en saa besynderlig maade», havde han flere gange tidligere sagt til sin moders overhofmesterinde. «Gid han bare ikke udfinder noget at sige ogsaa om mig.»

Det var pintseaftens formiddag, da han ankom til sit bestemmelsessted. Elskværdig hilste han paa den der stationerede politisoldat:

«Det glæder mig, Sauer, at De atter har tjeneste», sagde han, da han gik ind.

I en af de første sale faldt hans øie paa hans eget billede: et stort maleri, der forestillede hans første landstigning ved slottet Berg efter tronbestigelsen. Hvor forskjellig var ikke denne dag fra hin!

Han fik kun to værelser til sin afbenyttelse. Vinduerne var i hast bleven forsynede med jerngittere, og man havde boret huller i dørene, for at han stadig kunde være under opsigt. Han betragtede disse forandringer uden at sige et ord.

Lægen opfordrede ham til at gaa tidlig tilsengs, og han adlød.

156Klokken to om natten vaagnede han og vilde staa op. Vogterne negtede ham det. De havde taget hans klæder bort; trods hans indstændige bønner udleverede de dem ikke.

Endelig lod en af dem sig overtale til at give ham hans strømper. Kun iklædt sin natskjorte og strømperne gik han time efter time urolig op og ned paa gulvet.

Klokken seks om morgenen bad han vogteren om at hjælpe ham med et bad. Han lod sig klæde paa af denne, men opfordrede ham derefter til at hente hans kammertjener og hans frisør. Vogteren svarede overensstemmende med sandheden, at de ikke var fulgte med til hans nye opholdsted.

Pintsemorgenen brød frem. Ludwig ønskede at tage del i gudstjenesten i den nærliggende kirke. Gudden afslog det, da han frygtede, at folket ikke vilde tro, at kongen var sindssyg, hvis han viste sig.

I løbet af formiddagen bad han om en appelsin. Man bragte den, men uden frugtkniv. Han sendte den ud igjen uden at have rørt den.

Klokken elleve spadserede dr. Gudden en tur med ham. To vogtere, der fulgte efter, fik et vink om at forlænge afstanden. Man tog plads paa en bænk ti–femten skridt fra Starnbergersøens bred. Ludwigs rolige, beherskede optræden vuggede lægen 157ind i en sikkerhed, der skulde blive skjebnesvanger for ham selv.

Kongen spiste middag alene klokken fire.

Inden han satte sig tilbords, spurgte han den vogter, som opvartede ham, om Gudden havde rørt ved hans mad; han frygtede, at denne havde til hensigt at sætte ham i bevidstløs tilstand, og at han i denne tilstand vilde vise ham for folket for at fastslaa, at han var gal.

Han forlangte at faa tale med sin gamle bekjendt stabskontrollør Zanders, der var paa slottet. Gudden vilde i begyndelsen aldeles ikke høre tale derom. Omsider gav han dog efter for kongens indtrængende bønner; Zanders fik Lov til at gaa ind en halv times tid, men maatte paa æresord forpligte sig til ikke at vække nogetsomhelst haab om, at han kunde gjenvinde sin frihed.

Ludwig gik ham imøde energisk, livlig, som i sine bedste dage, – en ganske anden mand, end han havde været to dage forud. Han viste ham gitteret for vinduerne, hullerne i dørene, og han fortalte ham, hvorledes han var bleven behandlet.

«Hvor mange politisoldater er der i parken for at passe paa mig?» spurgte han.

«Seks eller otte, Deres majestæt!

«Vil de i paakommende tilfælde skyde paa mig?»

158»Hvordan kan Deres majestæt tænke noget saadant?» lød svaret.

Medens denne samtale fandt sted, telegraferede overlægen til München:

«Her gaar alt vidunderlig godt!»

Et kvarter efter tiltraadte kongen sin sidste spadseretur med Gudden. Himlen var overskyet, og det regnede lidt.

To vogtere ledsagede dem.

Lægen ytrede, at deres nærværelse var overflødig, og de gik snart efter tilbage til slottet.

De to herrer slog ind paa den vei, som de havde fulgt samme morgen.

Fra ungdommen havde Ludwig kjendt Starnbergersøens bredder, og det er mere end sandsynligt, at han om formiddagen havde valgt den plads, hvor han vilde befri sig for sit liv.

Overlægen havde sagt, at han vilde komme tilbage med kongen klokken otte.

Den blev halv ni og ni; men endnu saa man dem ikke. Paa slottet blev man ængstelig for, at der kunde være tilstødt dem en ulykke i den mørke park.

Underlægen lod de nærmeste omgivelser nøiagtig undersøge. Det førte foreløbig ikke til noget resultat; thi ingen tænkte paa Starnbergersøen.

159Ikke langt fra den bænk, paa hvilken Ludwig og Gudden havde siddet om morgenen, fandt man omsider begges paraplyer.

En fisker blev tilkaldt; man satte ud i hans baad og opdagede ikke langt fra land dr. Guddens lig halvt siddende, med ryggen bøiet under vandet.

Et par skridt længre ude i søen fandt man kongens afsjælede legeme med hovedet ned og armene foroverbøiede. Søen var paa dette sted ikke saa dyb, at han ei skulde kunne have frelst sig, om han havde villet det.

Hvad der er skeet paa denne plet, vil til evig tid forblive en hemmelighed.

Den sørgelige begivenhed var foregaaet uden vidner. Men sporene langs stranden og i søens bund, som blev undersøgt, berettiger til følgende antagelse:

Kongen gik paa høire side, Gudden paa venstre, indtil de naaede den bænk, hvor de før havde siddet. Da vil kongen have kastet sin paraply og være sprungen henimod søen; thi man kunde se hans spor paa den fugtige, mosklædte strand.

Gudden har øieblikkelig sat efter og grebet ham i frakkekraven. Hans greb maa have været meget haardt; thi neglen paa en af hans fingre var splintret.

Ludwig maa paa den anden side være bleven 160ved at storme fremad; thi Gudden havde beholdt begge kongens frakker i sin haand.

Over det høire øie havde lægen en blaa flæk, som utvivlsomt skrev sig fra et næveslag. En frygtelig kamp maa have fundet sted.

Dr. Müller gjorde de ihærdigste forsøg paa at kalde Ludwig tilbage til livet, men alle anstrengelser var unyttige; døden havde befriet den sindssyge konge for hans kvalfulde tilværelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.