IV. Stat og kirke. – Ignaz von Döllinger. – Ludwigs breve til sin gamle lærer

En julenat i sytti-aarene bivaanede Ludwig den anden midnatsmessen i hofkirken i München sammen med enkedronningen og de kongelige prinser.

Midt under gudstjenesten lagde han sin bønnebog bort. Han kastede sig paa knæ, skjulte ansigtet i sine hænder og hulkede høit.

Moderen iagttog ham urolig og kaldte paa sin svoger, prins Luitpold, der sad i logen ved siden af.

Kongen reiste sig, traadte tilbage og skjulte sit hoved ved hendes bryst; og hun og onkelen førte ham til hans værelser.

Faa dage før havde der fundet en henrettelse sted, som havde gjort et dybt indtryk paa ham. En tyveaarig neapolitaner, der havde forøvet et mord i hans land, var bleven dømt til døden. De ulykkelige forældre havde sendt et hjerteskjærende 21bønskrift til den unge konge, der havde ønsket at benaade ham; men hans ministre havde modsat sig hans hensigt.

I senere aar deltog Ludwig kun sjelden i nogen gudstjeneste i München. Men naar han boede paa Berg, besøgte han regelmæssig en liden kirke, som var opført i den derværende park. I hans slot Neuschwanstein stod der et alter og en bedestol i hans sovekammer. Han pleiede at høre messen i det nærliggende kapel; og intet menneske blev negtet adgang, fordi om kongen forrettede sin andagt. Naar han besøgte de smaa landsbykirker i høifjeldene, knælede han ogsaa ofte ukjendt mellem de bedende.

I Ober-Ammergau blev han saa greben af passions-skuespillene, at han der lod reise en storartet marmorgruppe, som forestiller korsfæstelsen. Paa en kjøretur mødte han engang en geistlig, der bar alterets sakramente; han steg ud, knælede paa landeveien og bad.

Han var gudfrygtig, men meget tolerant; og han hadede konfessionelle stridigheder.

I regjeringsanliggender bevarede han et roligt og sikkert blik, ikke mindst hvor det gjaldt kirkens anliggender. Men forholdet mellem pavemagten og hans regjering var alt andet end fredeligt.

22Ludwig havde en moderne opfatning af kirkens forhold til staten; han vilde, at skolen skulde løsrives fra kirkens baand. Regjeringens reformer paa dette omraade blev kilden til heftige feider.

Det katholske kirkeparti, der smykkede sig med det ofte misbrugte navn «nationale», oparbeidede en kraftig stemning mod ham og hans ministre. Forfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern.»

I virkeligheden var dette parti mindre nationalt end de andre; thi den katholske kirke er international i sit princip og sin hele organisation: i Rom samles traadene fra de katholske menigheder i alle dele af verden!

Inden selve den katholske geistlighed var der imidlertid heller ikke fred.

En af kirkens spidser i Bayern var paa hin tid domprovst Ignaz von Döllinger. Han havde været Ludwigs lærer og en af de faa blandt disse, som han i ungdommen virkelig havde holdt af.

Domprovsten hørte til det forrige aarhundredes betydeligste theologer. 1863 havde han udgivet en bog, «Pabstfabeln des Mittelalters», der havde bragt ham paa det sorte bræt hos den romerske kurie. Trods trusler fra Rom fortsatte han rolig den vei, som hans sandhedskjærlige 23aand og hans videnskabelige forskninger udpegede for ham.

1864 havde Pius den niende udsendt den saakaldte «Syllabus», hvori han hævdede og præciserede den middelalderske opfatning af kirkens overherredømme over staten. Paven vilde ved sit aktstykke forberede dogmet om sin ufeilbarhed.

Döllinger gjorde dette til gjenstand for en sønderflængende kritik. Hans skrifter fik ganske vist ingen indflydelse paa de uoplyste masser, der modtog den hellige faders bud med blind lydighed; inden videnskabelige kredse i den katholske verden gjorde domprovstens udtalelser derimod et sterkt indtryk.

München blev centret for oppositionen, og Döllinger blev dens selvskrevne leder.

Den indædte forbitrelse, som han længe havde været gjenstand for i Rom, forvandledes nu til aabenlyse og heftige forfølgelser.

Under disse kampe holdt kong Ludwig sin beskyttende haand over sin gamle lærer.Forfatternote: Ogsaa Ludwigs betroede minister, fyrst Hohenlohe, betragtede det som sin pligt at skride ind mod dogmet om pavens ufeilbarhed. I en rundskrivelse indbød han alle tyske regjeringer til at protestere mod samme. De gik imidlertid ikke ind paa hans plan. Han sendte ham følgende brev:

«Min kjære domprovst von Döllinger!

Jeg vilde have besøgt Dem idag. Men desværre 24er jeg ved ildebefindende forhindret fra at udføre mit forsæt og personlig at udtale mine hjerteligste ønsker om lykke og velsignelse for Dem i anledning af Deres fødselsdag!

Jeg sender Dem derfor mine lykønskninger ad denne vei!

Jeg haaber til Gud, at han endnu vil skjenke Dem mange aar med usvækket aandskraft og helbred, saa at De med hæder kan føre den kamp til ende, som De har paabegyndt til ære for religionen og videnskaben, til kirkens og statens vel.

Gaa ikke træt i denne saa alvorsfulde og vigtige kamp! Maatte De stedse holdes oppe ved bevidstheden om, at millioner med tillid ser hen til Dem som sandhedens forkjæmper og støtte, og som hengiver sig til det sikre haab, at det vil lykkes Dem og Deres uforfærdede medkjæmpere at gjøre de jesuitiske intriger til skamme og at bringe lyset seir over menneskelig ondskab og mørke.

Det give Gud, og derom beder jeg Ham af hele min sjæl!

Idet jeg gjentager mine oprigtigste og inderligste ønsker for Deres lykke og velfærd, sender jeg Dem, min kjære domprovst von Döllinger, 25mine venligste hilsener, og forbliver jeg med velvilje og urokkelig tillid altid

Deres meget hengivne konge
Ludwig.

Den 28. februar 1870.»

Den 18^de juli samme aar forkyndte Pius den niende sit ufeilbarheds-dogme. Faa uger efter traf banstraalen Ignaz von Döllinger.

Det tjener kong Ludwig til stor hæder, at han fremdeles vedblev at støtte ham.

Den 28^de februar 1871 sendte han ham en skrivelse, hvori det, blandt andet, heder:

«Min kjære domprovst og rigsraad, dr. von Döllinger!

Jeg kan ikke lade Deres fødselsdag idag gaa hen uden gjennem oversendelsen af mine bedste og inderligste lykønskninger at give Dem et tegn paa min særlige bevaagenhed. Mit land og jeg er stolte over at kunne kalde Dem vor! Og jeg er glad over at turde tro, at De som videnskabens pryd og i Deres prøvede hengivenhed for tronen endnu længe, ligesom hidtil, vil fortsætte Deres virksomhed til statens og kirkens vel.

Jeg behøver neppe at fremhæve, hvor inderlig jeg glæder mig over Deres bestemte holdning i ufeilbarheds-spørgsmaalet. Meget pinlig berører 26det mig derimod, at abbed Haneberg har underkastet sig, tiltrods for sin overbevisning. Jeg tør formode, at han har gjort det af «ydmyghed».

Efter min mening er det en meget forkjert ydmyghed, naar man officielt underkaster sig og bærer en anden mening til skue end den, som man har i sit hjerte.

Jeg glæder mig over, at jeg ikke er bleven skuffet af Dem! Jeg har altid sagt, at De er min Bossuet, han derimod min Fénélon. – –

– – Stolt er jeg af Dem, kirkens sande klippe! – – –

Jeg forsikrer Dem, min kjære hr. domprovst, om min stedsevarende velvilje og forbliver, idet jeg sender Dem mine venligste hilsener,

Deres meget hengivne konge
Ludwig.»

Kongen pleiede ogsaa senere ofte at forlange oplysninger af Döllinger om religiøse verker; og han sendte flere gange bud til ham for at udbede sig forklaring over enkelte skriftsteder. –

Johannes von Lutz, søn af en landsbyskolelærer, men tidlig bekjendt som en fremragende jurist, var bleven fyrst Hohenlohes efterfølger som minister. Forfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern.» 27Ogsaa han blev forfulgt af det katholske kirkeparti. Ludwig adlede ham, gjorde ham til friherre og beskyttede ham stedse.

Da rigsdagens flertal 1883 opponerede mod regjeringen, sendte han ham følgende karakteristiske haandskrivelse:

«Min kjære minister von Lutz!

Jeg har med beklagelse fulgt de hindringer, som i de sidste maaneder er bleven lagte iveien for mine ministre, hvis virken, som jeg ved, kun er dikteret af omsorgen for landets vel. Jeg føler mig opfordret til at udtale, at det er min faste forventning, at De og Deres embedsbrødre, der af mig er kaldte til at være kronens raadgivere, ogsaa fremtidig holder trofast ud og med al kraft træder i skranken for mine rettigheder.

Hvad særlig kirkens forhold til staten angaar saa har jeg stedse og af inderligste overbevisning skjenket kirken min beskyttelse; og jeg vil aldrig ophøre at beskytte mit folks religiøse trang, som jeg betragter som ordenens grundvold.

Men jeg er ligesaa bestemt paa, at min regjering nu og fremtidig skal modarbeide alle forsøg paa at undergrave statens utvivlsomme rettigheder, 28hvilket vilde bringe stat og kirke i en uheldsvanger stilling.

Idet jeg herved gjentagende giver udtryk for denne min vilje, udtaler jeg for Dem og Deres embedsbrødre min varme anerkjendelse af Deres trofaste udholdenhed under store vanskeligheder.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.