Ludwig den andens sidste dage

av Clara Tschudi

V. Ludwig den anden i det daglige liv

Da Bayern 1880 feirede huset Wittelsbachs syv hundrede aars jubilæum, frabad kongen sig alle festligheder. Fra sine bjerge udstedte han en proklamation, hvori han erklærede, at han følte sig et med sit folk; han udtalte samtidig ønsket om, at man vilde oprette en velgjørende stiftelse til minde om dagen.

Det vakte med føie sterk uvilje, at han ikke viste sig.

Nogle aar før havde provinsen Pfalz festligholdt sin femtiaarige gjenforening med Bayern. Ludwig havde lovet at være tilstede. I sidste stund sendte han afbud, skjønt denne provins under krigen 1866 paa den mest glimrende maade havde bevist ham sin trofasthed.

Han foregav, at han var syg. Dette forhindrede imidlertid ikke, at han samme dag reiste til Schweiz for at besøge sin ven Richard Wagner.

Naar man undtager den sidste tid af hans liv, 32udførte han punktlig sine regjeringsarbeider; og han lagde vegt paa, at ingen opsættelser fandt sted. Bortset fra repræsentationen, som han unddrog sig, har endog hans modstandere maattet erkjende, at han i en lang aarrække pligttro opfyldte sit kongelige hverv.

I begyndelsen af sin regjering havde han den vane at staa tidlig op; men det varede ikke mange aar, inden hans tidsinddeling blev høist eiendommelig. Han viste sig senere sjelden før middagstid.

Naar han opholdt sig i bjergene, blev de dokumenter, som han skulde undertegne, sendte til ham gjennem ilbud, der forlod München hver morgen og vendte tilbage samme aften. Som regel fulgte hans kabinetssekretær med ham; i de forskjellige departementer merkede man derfor ingen ulemper paa grund af hans fravær.

I den varme sommertid blev statsforretningerne leilighedsvis udførte i fri luft. Bord og stole blev stillede paa en græsplæne, som dækkedes med tyrkiske tepper. Store blomsterbuketter blev satte foran kongens plads.

Kabinetssekretæren oplæste dokumenterne. Kongen traf sine afgjørelser, sagde farvel og forsvandt ligesaa hurtig, som han var kommen.

Sekretæren havde en vanskelig stilling. Naar 33Ludwig beherskedes af sit slette lune, tog han miner og udtryk ilde op. Ofte sendte han ham breve sent paa natten, hvori han opfordredes til at aflægge regnskab for et eneste uoverlagt ord.

Samtidig var han ivrig for at gjøre ham glæde, hvis han var tilfreds med ham: han overraskede ham og hans familie hyppig med fotografier, bøger og andre værdifulde gjenstande.

Naar kongen om høsten var flyttet til Hohenschwangau, kjørte han hver nat ud i sin prægtige vogn eller i sin slæde, der var prydet med allegoriske figurer. Hans ekvipage susede som en stormvind afsted gjennem landsbyerne og de mørke skove, forbi snedækkede fjelde og dybe afgrunde.

Paa disse udflugter var hans liv undertiden i fare. En uveirsnat blev forrideren, som ikke kunde skjelne landeveien fra afgrunden, greben af en saadan angst, at han kastede faklen fra sig og blindt jagede afsted. Ludwigs liv reddedes som ved et vidunder.

Naar han var i München, kjørte han daglig til den »engelske have»; her gik han ganske alene frem og tilbage under de gamle træer, med hatten trykket dybt ned i panden. Han beherskedes af en sygelig frygt for forfølgelser; dette forklarer, at han altid lod sig ledsage af politisoldater, naar han kjørte gjennem sin hovedstad.

34De enkelte gange, han viste sig for folket, gik han umaadelig stram, med hovedet kastet tilbage. Ildesindede betragtede dette som tegn paa stor mandsgalskab; de fleste andre fandt hans holdning stolt og kongelig.

Sandheden var den, at han havde en daarlig holdning og en usikker, vaklende gang, som han søgte at skjule.

Naar han talte med fremmede, lod han dem staa i lang afstand, fordi det plagede ham, at man skulde lægge merke til hans daarlige tænder; han var forfengelig af sit ry som Europas smukkeste monark.

Sine maaltider indtog han næsten altid alene ved et ubekvemt bord i sit arbeidsværelse. Naar han gav audiens om eftermiddagen, spiste han undertiden, medens kabinetssekretæren holdt foredrag. Da han aldrig var punktlig, maatte hans mad timevis holdes varm. Der blev serveret indtil tolv retter, men han spiste hyppig kun en.

Det er bleven sagt, at han i de sidste aar nød sterke drikke til overmaal. Dette var ikke overensstemmende med sandheden. Som regel drak han kun rhinskvin med vand eller champagne, hvori der var lagt friske, duftende violer. Hede vine drak han ikke, fordi de voldte ham blodstigning til hovedet.

35Før han gik tilsengs, lod han tjeneren stille et glas cognac paa hans natbord; men som oftest stod det urørt den følgende dag.

At give presenter var en formelig livstrang hos kongen. Ved juletid var det hans glæde at overraske alle med gaver, fra prinser og prinsesser og til hvert enkelt medlem af hans tjenerskab. Han glemte ikke heller gamle lærere, som han havde holdt af, eller udenforstaaende, som han havde mødt paa sin vei og lært at sætte pris paa.

Længe før jul lod han spørge efter alle mulige gjenstande, der blev sendte til Hohenschwangau eller Neuschwanstein, hvor hans værelser forvandledes til en udstillingsbasar.

Paa hans bestilling fremstod der i München, i Schweiz og Paris mesterverker paa kunstindustriens omraade. Da de gaver, han uddelte, snart skulde minde om sangerkrigen i det trettende aarhundrede, til andre tider maatte passe ind i det sekstende, syttende og attende aarhundredes stil, blev de, der arbeidede for Ludwig, fortrolige med de forskjelligste stilarter.

Han var saa utaalmodig efter at faa kunstverkerne at se, at han forlangte, at de straks skulde være færdige. Mange hoveder og hænder havde fuldt op at gjøre med at udføre arbeider 36for ham, og han bidrog meget til kunstindustriens udvikling.

De summer, hvormed han betalte ubetydelige tjenester, stod, ligesaalidt som hans øvrige udgifter, i forhold til den bayerske konges appanage. Ved ulykkestilfælder og indsamlinger traadte han hjælpende til; men endnu langt større var den gavmildhed, som han udviste i stilhed. Af sin egen kasse udbetalte han desuden saa længe, han levede, alle understøttelser og pensioner, som hans fader havde tilstaaet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den andens sidste dage

Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.