VI. Ludwig og Richard Wagner. – Kongens besøg i Bayreuth

Saa længe Richard Wagner boede i München,Forfatternote: Se: «Ludwig den anden, konge af Bayern.» behøvede han blot at udtrykke et ønske med hensyn til opførelsen af sine verker, og kongen opfyldte det straks.

Efter sin bortreise havde han i begyndelsen i Hans von Bülow en stedfortræder, som han trygt kunde stole paa. Men da ogsaa han forlod Bayern, blev sagen vanskeligere.

Baron von Perfall blev hoftheater-intendant. Skjønt han drev en ren kultus med Wagners verker og under sin fem og tyve-aarige virksomhed opførte hans operaer 742 gange, forandredes forholdet under hans ledelse.

Den 25^de juni 1868, dagen efter generalprøven paa «Mestersangerne i Nürnberg», modtog Perfall et brev fra Wagner, hvori han udtaler, at 38han «nu træder tilbage fra enhver forbindelse med det kongelige hoftheater.»

Omtrent samtidig saa man i München for sidste gang Ludwig og Wagner side om side.

Det var ved den første opførelse af «Mestersangerne».

Forestillingen var glimrende. Hans von Bülow dirigerede med største energi og helt i mesterens aand.

Kongen sad i sin store loge. Han lod Wagner anmode om at komme ind til sig.

Efter første akt blev komponisten fremkaldt under begeistring. Han viste sig ikke paa scenen, fordi han ei havde kunnet finde veien did fra «keiserlogen».

Forestillingen fortsattes. Da den var tilende, brød bifaldet frem med fordoblet styrke. Wagner, som vedblivende sad ved kongens side, reiste sig og bukkede for publikum fra keiserlogen, hvilket vakte meget anstød.

Den ondsindede kritik, som hans venskab for digter-komponisten stadig fremkaldte, udøvede en uheldig indflydelse paa Ludwigs sind og saarede i høi grad hans stolthed.

Wagner havde i sin ungdom besøgt Bayreuth; han havde bevaret et behageligt indtryk af denne 39by, der laa saa fjernt fra industriens larm og udenverdenens distraherende indflydelse.

1871 kom han did tilbage, og der opstod et varmt venskab mellem ham og befolkningen, som ønskede at beholde ham i sin midte.

Markgrevens store theater havde i mange aar været ubenyttet. Han blev enig med de ledende mænd om at overtage dette, men indsaa snart, at det neppe egnede sig for ham. Borgerne tilbød ham nu som gave en tomt, der i enhver henseende maatte tiltale ham.

Hans plan om at reise et kunsttempel i den lille by mellem de bayerske bjerge blev modtaget med glæde af hans tilhængere og venner, der gjorde alt for at støtte foretagendet. Ogsaa Ludwig stod som en trofast hjælper ved hans side under kampene for at faa hans theater istand.

1872 blev grundstenen lagt. Kongen telegraferede:

«Af min inderste sjæl udtaler jeg for Dem, min dyrebareste ven, mine varmeste og oprigtigste lykønskninger i anledning af denne dag, der har betydning for hele Tyskland. Held og velsignelse følge det store verk! Jeg er idag mere end nogensinde i tankerne hos Dem!»

Richard Wagners breve til Emil Heckel giver 40et indblik i de uhyre vanskeligheder, som han og hans beundrere havde at overvinde.

1873 gik der en pengekrise over Tyskland og Østerrige. Banker, som havde lovet kredit, var ikke istand til at indfrie sine løfter, hvilket forsinkede virkeliggjørelsen af hans idé.

Han havde altid regnet paa kongens hjælp. Den 16^de januar 1874 skrev han til Heckel, at han havde anmodet «sin stedse ædelmodige beskytter» om at garantere et laan, men at denne af en eller anden ubekjendt grund havde negtet at hjælpe ham.

En tysk digter havde forfattet én smigrende ode til Ludwigs ære og havde opfordret Wagner til at sætte musik til den. Men han, som ikke vidste, at kongen kjendte digtet, havde koldt afslaaet at gjøre det.

Ludwig var bleven fornærmet. Han kunde imidlertid ikke længe være vred paa sin ven: allerede i februar samme aar stillede han den ønskede kaution.

Den første «Niebelungen-cyklus» blev givet i Bayreuth fra den 13^de til den 30^te august 1876. Den blev tre gange gjentaget for et begeistret auditorium, hvoriblandt keiseren af Tyskland, storhertugerne af Weimar og Baden, keiseren af Brasilien, storfyrst Konstantin af Rusland og mange 41andre fyrstelige personer samt literære og kunstneriske størrelser fra alle lande.

Kongen af Bayern, der udelukkende pleiede at overvære separatforestillinger, besluttede at reise til Bayreuth, tiltrods for at han her var nødsaget til at vise sig offentlig.

Fra Chiemsee kjørte han direkte til jagtslottet «Eremitagen» udenfor byen. Kun Wagner var tilstede for at modtage ham. Han hilste hjertelig paa sin gamle ven og bød ham at tage plads ved siden af sig i vognen.

Skjønt Ludwig hver aften kjørte en omvei til forestillingerne for at undgaa mængden, var han baade i og udenfor theatret gjenstand for stormende ovationer. Han søgte at undfly dem, men maatte atter og atter træde frem i sin loge og takke.

Han saa syg og nedstemt ud. Wagner var den eneste, som han talte med. Men han aflagde intet besøg i hans private bolig; og han forlod Bayreuth uden følge og i al stilhed, som han var kommen. –

Den tyske, franske og engelske presse stillede sig kjølig ligeoverfor festspillene. Det kunde ikke negtes, at de havde været storartede og vellykkede; men man fandt «Niebelungerne» langtrukne. Forestillingerne viste et underskud af 160,000 mark.

Digter-komponisten var i den største pengeforlegenhed. 42Hans venner raadede ham paanyt til at henvende sig til kongen; han fandt imidlertid, at han mere end tilstrækkelig havde udnyttet sin beskytter.

Da han ikke paa anden maade saa sig istand til at betale sin gjæld, solgte han til en theateragent «Niebelungerne», som han havde arbeidet paa i næsten tretti aar, og som theatret i Bayreuth var bleven bygget for.

Hvor tungt salget maa have faldt ham, hjalp det ham dog over hans vanskeligheder. Niebelungerne gjorde et triumftog over Tysklands hovedscener; stridende kunstretninger samlede sig i beundring for hans verk, og hans navn straalede i større glans end før. Siden den tid valfarter begeistrede tilhørerskarer fra alle dele af Europa og Amerika til den lille by for at hylde den store digter-komponist og hans toneverker.

Ludwigs beundring for hans person var kjølnet noget gjennem aarene; under besøget i Bayreuth havde man intet sporet af den tidligere sværmeriske hengivenhed. Men om venskabet end ikke mere var lige ungdomsvarmt, saa var det ingenlunde afbrudt. Endnu 1879 skrev Wagner til Emil Heckel om «et elskværdigt brev, som hans konge havde sendt ham».

43Mesterens verker havde slaaet dybe rødder i kongens sind. 1881 overtog han protektoratet over festspillene i Bayreuth. Han bestemte, at hoftheatrets orchester og kor to maaneder af aaret skulde staa til Richard Wagners afbenyttelse.

1882, da «Parcival» blev opført første gang, udtrykte han ønsket om en privat forestilling, hvor han ubemerket kunde være tilstede. Han ombestemte sig imidlertid i sidste øieblik, maaske fordi den tyske kronprins skulde være blandt publikum.

Nogen tid efter blev Parcival opført i München under medvirkning af de samme kunstnere, som havde sunget i Bayreuth.

Da de første sceneprøver paa ovennævnte opera havde fundet sted, skrev Wagner i brevform en afhandling om sin person og sine arbeider, som han sendte Ludwig.

Den begyndte med følgende ord:

«Jeg vil ikke skrive en node mere. Mit verk er fuldbragt! Jeg har lykkelig og seirrig gjennemført min mission, tiltrods for en verden af modstanderes fiendtlige fremstormen.»

Dette var et af de sidste breve fra tonedigteren til denne konge, der havde været mere end en ven for ham.

Digter-komponisten pleiede hvert aar at aflægge 44et besøg i München, hvor hans beskytter modtog ham med uforandret velvilje.

I slutningen af 1882 kom han did for sidste gang. Han anmodede ogsaa nu om en audiens; men Ludwig bad ham undskylde, at han ikke kunde modtage ham, da han ei befandt sig vel.

Den trettende februar 1883 døde Richard Wagner i Venedig. Fem tusinde telegramer sendtes til alle verdens kanter for at melde sørgebudet. Et af de første kom til kong Ludwig.

Han bebreidede sig heftig, at han ikke havde villet se ham.

En af hans adjutanter reiste paa hans vegne til Venedig for at lægge en krans af alperoser paa hans kiste.

Et ekstratog førte den døde samt hans enke og et antal venner og disciple til Bayreuth. Ved Bayerns grænse ventede kongens sekretær for at følge kisten og vise ham den sidste ære.

Musiken, der før havde været Ludwigs største glæde, blev fra nu af ikke tilladt paa noget af hans slotte, fordi den saa smertelig erindrede ham om hans ungdomsven. Alle pianoer, hvorpaa han havde spillet, blev indhyllede i sørgeflor. Endnu øvede den afdødes verker en saa mægtig 45indflydelse paa ham, at han efter hver opførelse af «Parcival» lod læse en messe paa sit slot. Og da kongen var død, fandt man i hans yndlingsværelser overalt buster, portrætter og andre minder om Richard Wagner.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.