Ludwig den andens sidste dage

av Clara Tschudi

VII. Kong Ludwig og kunstnerne

En fransk journalist, der saa Ludwig den anden i hans unge aar, har sagt:

«Hans skjønhed tilhører den romantiske type. Hans mørke øine er drømmende og fulde af enthusiasme. Hans smukke ansigt, elegante personlighed og værdige fremtræden vinder øieblikkelig beundring og sympati. Han er i besiddelse af ungdommens hele ynde, dens illusioner og begeistring. Men samtidig frembyder han et eksempel paa den trang til forandringer, som hører ungdommen til. Hans undersaatter betragter ham som en nar. De tager feil: han er kun naragtig paa et punkt, nemlig hvor det gjælder musiken.»

Kongen elskede lidenskabelig Wagners operaer. Konserter besøgte han derimod sjelden; men han indbød ofte operasangere og sangerinder til at synge paa hans slotte. Forfatternote: Se: «Ludvig den anden, konge af Bayern.»

47Kort efter at han havde tiltraadt sin regjering, blev en skuespiller ved navn Emil Rohde knyttet til Münchens hoftheater. Han vandt i høi grad majestætens bifald som Don Carlos, Ferdinand i Schillers «Kabale und Liebe», Max Piccolomini og Mortimer.

Rohde var en af de første kunstnere, som Ludwig viste særlig interesse. I begyndelsen af sit ophold i Bayerns hovedstad blev han ofte kaldt til slottet. Efter den første uforkortede opførelse af Schillers «Wilhelm Tell» sendte kongen ham følgende haandskrivelse:

«Kjære Rohde! De har overtruffet alle mine forventninger. Med inderlig glæde mindes jeg altid de skjønne timer, som vi i vinter tilbragte sammen. Ja, de maa komme igjen! Stedse forbliver jeg Deres meget naadige konge
Ludwig.»

Indbydelserne gjentog sig imidlertid ikke. Ludwig fik andre interesser og andre yndlinge.

Tenorsangeren Franz Ignaz Nachbaur blev overøst med naadesbeviser. Han havde begyndt som korist, men en schweizisk kunstmæcen lod ham uddanne hos Lamperti i Milano. 1868 modtog 48han en indbydelse til at medvirke som Walther von Stoltzing i «Mestersangerne i Nürnberg».

Egentlig var han ingen meget intelligent sanger; men han overtraf alle sine kolleger ved sit glimrende ydre og ved sin stemmes egte tenorklang.

Ludwig udnævnte ham til kammersanger. Efter hver ny rolle sendte han ham kostbare gaver, blandt andet en Lohengrin-rustning af drevet sølv og en mangfoldighed af diamantnaale og ringe. Nachbaur, som med barnagtig glæde fremviste disse, blev af den grund kaldt «Brillant-Nazzi».

Ved siden af Wagners musikverker hørte kongen gjerne Lortzing’s, Kreutzeris, Verdi’s og Halévy’s operaer.

Dagen efter at han første gang havde overværet Halévy’s opera «Guido og Guivera», sendte han bud efter Nachbaur. Skjønt han aldrig havde kastet et blik paa noderne, sang han hele den store arie for den overraskede kunstner. Da han var færdig, sagde han:

«Vil De nu være af den godhed at synge arien for mig; jeg vilde gjerne vide, om jeg har sunget den rigtig.»

Da Nachbaur engang var syg, skrev Ludwig til ham:

49«Skaan Dem! Gjør det for Deres families skyld og for at vedligeholde Deres guddommelige stemme. Gjør det ogsaa for min skyld! Jeg beder Dem derom, jeg, kongen, der ellers ikke er vant til at bede!»

Ved en anden leilighed skrev han til ham:

«Vi er begge modstandere af alt, som er tarveligt og slet, og vi gløder i hellig begeistring for alt, som er høit og rent. Derfor vil vi ogsaa hele vort liv blive ved at være trofaste og oprigtige venner.»

Sangeren Vogl fik ligeledes hyppige opfordringer til at indfinde sig hos Ludwig paa en bestemt tid af natten. Han maatte synge en arie for ham og blev derefter kjørt tilbage til sit hjem.

Kongen havde været en ypperlig rytter; som ung havde han paa sin yndlingshest sat over stok og sten.

Denne hest forærede han til den udmerkede hofoperasangerinde fru Vogl. Hver gang hun optraadte som Brünhilde i Wagners «Götterdämmerung», red hun paa den, naar hun gjorde det forvovne sprang ind i ilden.

Under en forestilling, hvor Possart og fru Ramlo vekslede ringe, sendte kongen dem to diamantringe, som de skulde benytte paa scenen og beholde til erindring om ham.

50Overhovedet sparede han hverken paa gaver eller udmerkelser, hvor det gjaldt skuespillere og sangere, der vandt hans gunst. Guldure med kjeder, brillanter, armbaand, broscher blev fra «keiserlogen» sendte ned til dem som udtryk for hans tilfredshed.

I de sidste aar af sit liv var han dog mere tilbageholdende mod kunstnerne, ligesom han overhovedet sjeldnere talte med mennesker, som han ikke kjendte fra før. –

Ogsaa mod de malere, hos hvem han gjorde bestillinger, var han som regel meget elskværdig.

Saavel ligeoverfor disse, som hvor det gjaldt den sceniske kunst, fastholdt han ubønhørlig, at alt maatte gjengives med historisk troskab. En etikette-feil paa et maleri dadlede han ligesaa strengt, som om man havde begaaet den i hans sale.

Heinrich von Pechmann havde faaet det hverv at male et billede, som skulde forestille «Lever de Marie Antoinette».

Skjønt komposition og totalvirkning var meget smuk, sendte kongen det tilbage til ham med den besked, at «hofdamerne ikke viftede sig og heller ikke passiarede med hofkavallererne i dronningens nærværelse. Iøvrigt ønskede han blandt de tilstedeværende at se komponisten 51Gluck, som dengang opholdt sig ved det franske hof.»

Kunstneren Ille malede fem store billeder med motiver fra sagnet om «Lohengrin»; de skulde ophænges paa slottet Neuschwanstein.

«Kongen saa gjerne, at keiserens holdning blev forandret», skrev Ludwigs sekretær i den anledning til ham; «men han vil dog ikke stille en befaling op mod din kunstneriske overbevisning! Hvis ikke tekniske vanskeligheder eller digtningens tekst umuliggjør det, ønskede kongen desuden, at morgen- eller aftensolen skulde skinne paa erke-engelen Michael. Endvidere skulde jeg bede dig at overveie, om ikke svanens hoved er for stort og om ikke dens bryst, der hviler paa vandet, er for svagt. Kongen har nemlig fra sin første ungdom havt svanen for øie.»

Ille gjorde de ønskede forandringer og modtog en pragtfuld ring som udtryk for kongens tilfredshed. –

Ludwig anvendte daglig mange timer til at studere literatur. Paa sine ture i bjergene tog han altid bøger med; og naar han gjorde reiser, blev en kuffert fyldt med et planmæssigt udvalg af hans yndlingsforfatteres verker.

Han havde ikke som kronprins havt leilighed til at besøge høiskoler eller til at samle kundskaber 52og erfaringer ved ophold i fremmede lande. Men ved selvstudium blev han i ung alder en kundskabsrig mand. Han studerede grundig utallige videnskabelige verker. Og naar han følte sig tiltrukken af en forfatter, læste han alt, hvad denne havde skrevet.

Forfatterens personlighed og private liv var ham ikke heller ligegyldigt. Hvis han endnu var ilive, gav kongen befaling til, at man skulde skaffe ham oplysning om, under hvilke forhold han levede; og hvis han var fattig, ydede han ham meget ofte i stilhed en storartet hjælp.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ludwig den andens sidste dage

Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».

Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)

Les mer..

Om Clara Tschudi

Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.