Bayrerne var i almindelighed tilbøielige til at tilgive kongens eiendommeligheder. En eneste svaghed havde de vanskelig for at forsone sig med: de likte ikke, at han anordnede theaterforestillinger, hvor han var den eneste tilskuer.
Skjønt Ludwig bestred alle udgifter, blev hans separatforestillinger paa hoftheatret saa upopulære, at ministrene saa sig nødsagede til at gjøre indsigelser mod dem.
Man gav Wagner skylden for dem; og man motiverede anklagen med den kjendsgjerning, at digter-komponisten (1865) havde arrangeret en konsert i hoftheatret, hvor kongen havde været eneste tilhører. Sandsynligere er det dog, at lysten vaagnede lidt efter lidt, da han fra sine slotte i bjergene pleiede at kjøre til hovedstaden for at overvære generalprøverne, der blev holdte i kostume.
Undertiden lod han oversætte eller omarbeide 54franske stykker fra Ludwig den fjortendes tid, som blev spillede for ham alene. Senere gik han over til Ludwig den femtendes tid. I sine sidste aar lod han opføre flere historiske stykker, hvortil emnerne var hentede fra sagnene om Hohenschwangau.
Den første separatforestilling fandt sted 1871, den sidste henimod slutningen af 1885. I løbet af disse fjorten sæsoner overværede han 210 forestillinger, deriblandt 45 operaer. Forfatternote: 1872 opførtes som separatforestillinger blandt andet følgende stykker: «Grevinde du Barry», «Greven af Saint-Germain», «En minister under Ludwig den femtende». 1872–77 lod han ikke opføre en eneste opera. Men 1878 hørte han Verdi’s «Aïda» med Wagners Siegfrid-idyl som forspil. 1879 lod han «Niebelungerne» opføre fire paa hinanden følgende gange. 1880 hørte han Wagners «Tannhäuser», «Lohengrin» og Verdi’s «Aïda». 1881: Glucks «Iphigenia paa Tauris», Wagners «Tristan og Isolde» og Webers «Oberon». 1882: Glucks «Armida», Wagners «Tannhäuser», «Mestersangerne i Nürnberg», «Lohengrin» samt Meyerbeers «Hugenotterne». 1883: «Niebe!ungerne» og «Den flyvende Hollænder». 1884: «Tristan og Isolde» samt seks gange «Parcival». Desuden lod han opføre »Den stumme fra Portici» af Auber og atter Glucks «Armida». 1885 hørte han i april maaned tre gange «Parcival». Af skuespil saa han dette aar Schillers «Wilhelm Tell», Sardous «Theodora», Brachvogels «Narcisz» samt flere stykker af Karl von Heigel, en begavet bayersk forfatter, der gjennem aarrækker dels digtede, dels bearbeidede dramatiske verker for kongens separatforestillinger.
Til og med 1878 blev der aldrig givet mere end tolv separatforestillinger i hver sæson. 1879 steg antallet til tyve og 1883 til fem og tyve forestillinger.
Alt, hvad der blev opført for kongen alene, var kunstnerisk fuldendt.
55Skuespillerinden Charlotte Wolther, som medvirkede ved den sidste Narcisz-forestilling 1885, har beskrevet sine indtryk fra hin aften:
Hans majestæt havde forordnet, at forestillingen skulde begynde klokken tolv om natten, fortæller hun. Gjennem kighullet saa man kun det oplyste proscenium. Der herskede fuldstændig taushed; endog arbeiderne gik paa filtsko.
Paa slaget tolv hørte man lyden af en klokke; kongen forlod sit slot. Gjennem korridoren gik han ind i den store loge.
Et nyt klokketegn meldte, at han var traadt ind, og øieblikkelig gik teppet op!
En nervøs skjælven overfaldt kunstnerinden, der trængte hele sin aandsnærværelse for at udføre sin rolle for en eneste tilskuer paa en saa eiendommelig tid og i denne eventyrlige stilhed. – –
Mange delvis usandfærdige historier om disse theateraftener gik fra mund til mund. Franske, russiske og amerikanske journalister udmalede dem i fantastiske farver.
Den amerikanske humorist Mark Twain fortalte løierlige ting om dem; og hans beretninger vandt tiltro paa begge sider af Atlanterhavet.
«Naar operaen er forbi og kunstnerne har vasket sminken af sine ansigter, faar de ofte befaling til 56at kostumere sig paanyt, og sangere og orchester maa fra begyndelsen til enden udføre operaen for anden gang for kongen», hed det i en af hans fortællinger.
«I det store hoftheater findes en indretning, der i tilfælde af brand kan sætte hele scenen under vand. Ved en separatforestilling skulde der være et heftigt uveir. Theaterstormen hylede, tordenen rullede. Med høi røst raabte Ludwig fra sin loge:
«Godt, meget godt! Men jeg ønsker virkelig regn. Lad vandet flomme!»
Maskinmesteren vovede at gøre indvendinger. Han fremholdt, at dekorationerne samt silke- og fløielstepperne vilde blive ødelagte.
«Det er ligegyldigt», sagde kongen; «gjør, som jeg befaler!»
Nu strømmede vandet ud over scenen, over de kunstige blomster og huse. Sangerne blev gjennemvaade; de gjorde gode miner og sang tappert. Kongen klappede og raabte bravo.
«Mere torden, mere lynild!» befalede han. «Ve over den, som vover at forlade scenen!» –
Selvfølgelig var Mark Twains historie fuldstændig greben ud af luften; Ludwig lo hjertelig, da man læste beskrivelsen op for ham.
57Og dog var Münchens borgere paa dette punkt ikke mindre lettroende end amerikanerne. De mente, blandt andet, at kongen digtede sine stykker selv; og de paastod, at hans separatforestillinger forhøiede skatten i Bayern.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Clara Tschudis Ludwig den andens sidste dage fra 1906 er en oppfølger til Ludwig den anden – konge af Bayern (1905). Boken har undertittel «Den ensomme konge 1875–1886» og tar for seg de siste vanskelige årene av regjeringstiden og livet til Ludvig 2 av Bayern (1845–1886), som ofte blir kalt «den gale kongen».
Se faksimiler av førsteutgaven (nb.no)
Clara Tschudi var en produktiv forfatter, i løpet av årene 1885–1930 ga hun ut 30 verker, flere av dem i flere bind. Bøkene kom gjerne i mange opplag, og flere av hennes bøker er også oversatt til andre språk.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
