[9]

Kjære Svigerforældre!

Som i Telegram meddelt er Klara den 26de ds. nedkommen med en stor, velskapt Gut. Det var pinefulde Stunder, som jeg aldrig skal glemme. Men hun bar det som den modige lille Kvinde, hun i Virkeligheten er – noget jeg desværre ikke kan si om mig selv som Mand. Jeg viste mig nemlig som den argeste Kryster likeoverfor Dødens Lek med Livet. Ja, for jeg trodde selvfølgelig, at jeg skulde miste hende. Og jeg tør nok si, at hadde hun sin Lidelse, saa hadde sandelig jeg ogsaa min.

Nu er alting godt, og nu vet vi begge noget meget mere end før. Vi har været saa at si like ned til Grundfjeldet i Tilværelsen, og det er jo der de ædle Metaller findes.

Til Høsten overtar jeg selv Storby Gaard. Jeg har meget at reise bort fra og meget at reise hjem til, og jeg glæder mig uhyre til at ta fat paa mit Livsarbeide sammen med hende og rydde op baade ute og inde.

Klara og den lille har det udmærket. Doktoren siger, det er en ren liten Kraftkar, og jeg er undertiden rent ængstelig for alt det Liv og Leven han kan præstere. Klara er alt oppe og har det travelt med at gi ung Mor og moden Kvinde. Hun har begyndt at si «Gutten min» til mig og er i det hele tat overmaade viktig.

Vi har bestemt at «vor Søn» skal faa en meget streng Opdragelse, og vi er alt saa smaat begyndt. Igaar, da den unge Herre ganske utidig begyndte at skrike efter Moren, skred vi til Handling. Klara tok Gutten op, la ham i Fang, løftet truende Pekefingeren og rynket sine mørke Øienbryn. Vet Dere hvad hun saa sa? «Er du nill, kal du faa Ma; men er du itte nill saa –84kal du aassaa faa Ma!» Dermed la hun uten videre Barnet til Brystet!» Aa jo – en nydelig Begyndelse! Forøvrigt er alt vel. Vi har allerede havt vort første ægteskabelige Sammenstøt. Det gjaldt Strømperne til hans smaa trinde Pusselanker. Jeg vilde ha dem hvite for itide at vænne ham til at bli «blond paa Legemet»; men Klara vilde ha dem lyserøde. Vet Dere, hvad hun saa gjør? Hun ser ikke engang op, mens hun sitter der og vasker Barnet. «Overlat det til hans Mor du, Gutten min,» siger hun; – er hun ikke deilig!

Eders hengivne og taknemmelige
Eyvind Stolt.

P. S. Nu kommer Klara.

Kjære Papamama!
Har ikke Tid nu. Gutten skriker.
Tusen Kys.
Klara.

Professor Krafft rakte Brevet, som han hadde læst høit, til sin Hustru og smilte.

«Lys Hævn,» sa han.

Postludium.

Eyvind Stolt sov Middagssøvn paa Chaiselonguen i sin Salon. Junisolen stod varm ind mellem den unge Vildvin og lekte inkvisitorisk henover ham, som sov. Den belyste hans Ben og traf et Par elegante, broderte Tøfler – en Gave fra Klara; den smilte i en bred Straale, hvori al Verdens letsindige Støv danset, og vandret videre. Her var et Par kraftige Sportsben i et Sæt udadlelige Benklæder; her var en fremdeles underkuet Mulighet af en Mave, og – Solen smilte stærkere – over Maven et Par friske, næsten magre Hænder foldet; men paa høire Langfinger sat en smal funklende Guldring og fortalte. Solen gled videre. Vest og Jakke var af flotteste Snit; Slipset med Familienaalen talte om grundmuret Velstand og fornemme Slæktstraditioner.

Solen stanset; den var kommen til hans Hode, som laa halvt tilbake i Puten og sov.

85Det var et Hode, som vidnet om Race!

Den gled kjærtegnende hen over Hals-senen med den byronske Linje like op til det kjække feilfrie Øre; den belyste en velbarberet, kraftig Hake med en forelsket Antydning til Smilehul. Den stanset paany og gjorde sig rigtig funklende for at forske. Den var kommen til den amorsbuede, mørkblonde Knebelsbart, blondere end hans mørke Haar.

I Dybderne summet det endda af dunkle, halvutslettede Æventyr og Navne; men i Blondheten her ute glødet det og glitret det af unge gyldne Kyss. Men hvad var det? Ringene under de fast lukkede Øine var borte!

Ah! – Solen smilte. Hun hadde faat dem den unge Hustru derinde! Netop nu for et Øieblik siden, da hun reiste sig, hadde Solen opdaget Elskovserfaringens svaktblaanende Ringe under hendes Øine!

Solen streifet saavidt Eyvind Stolts Øienbryn, som fremdeles lovet med Tiden at bli ørnede; den gløttet til den energiske Rynke mellem Brynene, om den var blit dypere; saa trak den sig smilende tilbake. Den hadde noteret et Hønsefjeds Fremgang i en Menneskesjæls uendelige Utviklingslinje. Den vilde fortælle sin vantro Speider Maanen og sine Venner Stjernerne om dette. Skulde særlig gi den røde Venus Besked!

– – – –

Det banket paa Døren to Slag.

«Kom ind.» Eyvind Stolt fôr søvndrukken op og sat. Det var Piken, som stod i Døren til Soveværelset.

«Fruen spør, om De vil se Gutten bade,» sa hun.

Eyvind Stolt gned sine Øine. Han hadde netop været paa Drømmereise med Klara til Sydens Lande, var paa Hjemtur kommen til Dresden netop i Kirsebærblomstringen og hadde gaat med Klara gjennem Dresdenergallerierne. Og da han med sine søvndrukne Øine saa op og møtte Morens Portræt med det tillidsfuldt seirende Smil, syntes han grangivelig, hun var Madonna, Guds uutgrundelige Mor, som smiler hen over Menneskene. Fordi hun vet alt om Kjærlighet.

Jovisst vilde han se Gutten bade!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.