[1]

Ingeniør Eyvind Stolt sov Middagssøvn paa Skindsofaen i sit elegante Værelse i Hovedstadens Westend. Septembersolen stod kjølig mellem rødmende Vildvin og lekte inkvisitorisk hen over den sovende. Den belyste noget Gatesmuds paa hans brune Spadserstøvler og et blakkt Streif af Søle paa Sofaens Skindbetræk. Den smilte til et Par ubrukte Tøfler, som stod ved Sofaen og ventet. Her var øiensynlig en ung Mand ifærd med at utvikle sig til Ungkar uten endnu at evne det! Solen lyste videre. Her var et Par kraftige Sportsben i et Sæt udadlelige Benklæder af sidste Mote; her var en underkuet Mulighet af en Mave, og – Solen smilte stærkere – over Maven et Par friske, næsten magre Hænder foldet – det sidste og eneste Spor af nedarvet religiøs Følelse.

Septembersolen gled rødmende videre. Vest og Jakke var af flotteste Snit; Slipset med Familienaalen talte om grundmuret Velstand og fornemme Slægtstraditioner. Pludselig stanset Solen og gjorde sig særskilt funklende for at undersøke; den var kommen til hans Hode, som laa halvt tilbake i Sofaputen og sov. Det var et Hode, som vidnet om Race!

Allerede Hænderne hadde havt sin Interesse. Her var ingen blekfet Opkomlingspekefinger med Signetring uten Vaaben; nei: sunde, magre, næsten nervøse Racehænder, fuldstændig fri for Ringe og fast besluttet paa aldrig at la sig forlove, belært som de var i Ungdomslivets Skole. Og nu dette Hode! Septembersolen blev formelig varm; den gled kjærtegnende hen over Hals-senen med den byronske Linje like op til det kjække, feilfrie Øre; den belyste en velbarberet, kraftig Hake med en forelsket Antydning til Smilehul; den dvælte ved den gode, fintlinjede Mund, 8en Arv fra Slæktled af rene Mødre; den løp hurtig hen over en amorsbuet Knebelsbart, blondere end hans mørkbrune Haar; den frydet sig over den fornemme romerske Næse og den energiske Fold mellem to buede Øienbryn, som gav Løfte om med Aarene at bli ørnede, – og stanset overrasket ved den fine, næsten kvindeligt hvite Pande under det korte, blankbrune Haar. Sandfærdig: her var Race! Han var en ung Mand comme il faut som han laa der og sov, Oberst Georg Frederik Stolts og Margrethe Wendels eneste Barn! Oberst Stolt kunde hvile trygt under sit Jernmonument paa Fossem Kirkegaard; hans Hustru hadde en Søn, som vilde føre Ættens Traditioner videre og hævde dens Ære!

Solen gjorde sin Strime bredere og lyste hen over det hele: den vilde forske dypere; den vilde suge en levende Menneskesjæls sælsomme Lykke ind; den vilde se ind i den sovendes Øine. Men hvad var det? Øinene sov under de faste, dypt lukkede Laag med korte, sortbrune Øienhaar; men under Øinene blaanet to sjunkne Ringe, som gjorde Kindens Oval uskjønt bredere. Hvad kunde det være? Solen forsket og brandt, forsket og brandt, men forstod det ikke. Saa hørte det vel til Nattens Departement! Den vilde ved Leilighet spørge sin Speider Maanen eller Stjernerne. Kanske vidste den røde Venus Besked? Solen trak sig langsomt tilbake og dvælte igjen ved den finttegnede Mund, en Mands Mund skapt af en Kvindes Drømme, men af hin dyprøde Blodfarve, som stammer fra gode Middage, fine Vine og stærk Tobak. Og over denne buede Mund hin amorsbuede Knebelsbart, hvis blondbrune Farve var saa damebedaarende.

Solen fik det pludselig umaadelig travelt med at undersøke; den satte alle sine Straaler ind. Hin unge Knebelsbart var jo likefrem en hel Æventyrbok at gjennemblade. Billeder paa hvert Haar og Æventyr i hvert Billede! Her en liten Duft af Eva Sommer fra en tindrende Sportssøndag i Nordmarken, hist et Aandepust af Ella Winter fra en Sankthanskveld paa Fjorden mellem Baalene; – Solens Speider Maanen hadde set det og fortalt det. Og her, dypere inde, et litet Suk fra Ada Grønn hin første skjælvende 9Gang i Haven om Vaaren hjemme paa Storby Aaret efter deres Konfirmation!

Men ikke visste Fru Sommer eller Hr. Advokat Winter, naar Ingeniør Stolt hilste dem elegant paa Gaten, at hans flotte Knebelsbart over det vindende Smil var i hemmelig Slækt med Familien, og Evas og Ellas søte Mund hadde glemt det forlængst som sig høver offentlig forlovede Pikemunde. Bare Ada Grønn husket det endnu; thi hun sat i Nordland gift med en Præst og hadde dette første konfirmerte Kys tungt hvilende paa sin Samvittighet som et smertesøtt Minde.

Solen trængte dypere ind; den maatte tilbunds i dette, men stanset, rent forvirret af Forbløffelse. Det likefrem summet af Æventyr derinde! Hæs Latter, Duft af Damecigaretter, Dunst af drukken Vin! Og en Mylr af Navne! Olga og Klotilde, Julia og Henriette, Egennavne uten Slækt og Hjem og allikevel Fællesnavne, Familienavne mellem den unge mandlige Slækt! Hvad i al Verden var dog dette? Solstrimen blev formelig blaa af Anstrengelse; al Verdens Støv danset letsindig gjennem dens Straale; men den fattet det ikke. Nuvel. Saa hørte det altsaa til Nattens Departement! Den vilde spørge sin Speider Maanen eller sine Venner Stjernerne ogsaa om dette!

Men hvad var det?

Den dyprøde Mund under Knebelen hadde pludselig faat likesom et litet dulgt Drag af Lidelse; den fik en Barnemunds veke Linje, naar den vaakner og vil til at graate. Hvad i al Verden kunde vel dette være? Solen saa sig om; alt var døds-stille. Borte paa Toiletbordet sat en staalblaa Spyflue paa Fotografiet af en Varietéstjerne. Den dreiet sig rundt med stive Vinger paa samme Plet og undersøkte; det var paa Damens blottede Bryst. Den efterlot en liten Skjønhetsplet som Mærke og flyttet over paa Oberst Stolts stærke Militærnæse. Derfra fløi den videre, tvers igjennem Solstrimen og hen paa den brede Guldramme om et Maleri, som hang over Skrivebordet og lyste. Det var Portrættet af en ung Kvinde, som saa utover Rummet med sit blaaøiede, seirende Smil. Solen 10kjendte denne fine Mund og disse straalende Øine. Det var Margrethe Wendel fra gamle Dage, nu Oberstinde Stolt, Eyvind Stolts deilige Mor, den eneste Kvinde paa Jorden, som han endnu elsket, den Kvinde, som hadde elsket ham længst og var blit bedraget længst af dem alle. Septembersolen blev pludselig blek. Den trak sig stille tilbake, langs Væggen tilvenstre, paa skraa ut af Vinduet og blev borte. Den hadde faat at vite, hvad den sovende drømte.

Men paa Væggen hang Billedet i Skumringen og lyste henover ham, som sov.

*

– Det banket paa Døren, to stærke Slag. Den sovende fôr op, gned sine Øine et Øieblik og sat. «Kom ind!»

Han reiste sig, strøk Haanden et Par Gange over sit Ansikt og ventet. Han var ikke længer et ungt Menneske i Søvnens Skriftestol, men pludselig Ingeniør Eyvind Stolt, den elegante unge Mand af det gode Selskap og med de mange Første-Klasses Forbindelser. Det banket anden Gang, stærkere. «Kom ind!» Han gik ærgerlig hen til Døren og aapnet, Formodentlig igjen en Tigger derute! Der stod et Telegrafbud, en voksen Mand. «Iltelegram til Ingeniør Eyvind Stolt!» Han tok imot og kvitterte. Manden gik. Iltelegram? Han brøt hurtig og læste. En dyp Rødme jog ham over Ansiktet og byttet straks med Blekhet. Haanden dirret, da han stak Telegrammet i sin Jakkelomme.

«Kom hjem. Deres Mor alvorlig syk. Walter.»

Det var Gaardbestyreren, som iltelegraferte.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.