[2]

Det var paa den Tid af Aaret, da Vinterens Rose, Nypen, blir gyldenrød og Luften staar staalblank over den praktfuldt visnende Skog. Det var paa den Tid, da alle Livets Farver blusser op og slukkes, saa Løvskogen tilslut staar svart og herjet at Iløstens store Brand.

Der kjørte en Mand i skarpt Trav henover Veien til Storby Gaard. Han var kommen med Hurtigtoget; Hest stod og ventet, og nu kjørte han alt hvad Remmer og Tøi kunde holde for at naa frem før Nat. Maanen stod i Næ som en utslitt Guldmynt mot den natblaa Luft; dypere ind i det sorte drømte trætte Stjerner om de straalende Vinternætter.

Eyvind Stolt hadde Tømmerne stramt samlet i venstre Haand og Svepen i høire; en Haandvæske laa i Fatingen; en halvvoksen Gut sat musestille bakpaa. Man hørte bare Hestens hastige Hovslag og Søleskvættet til Siderne; man fornam bare den stærke, kjølige Lukt af vissen Skog og ante saavidt Veien som en graanende Stripe fremover i Mørket.

Eyvind Stolt kjørte. Talte ikke; spurgte ikke, vilde ikke blande nogen ind i sin Sorg. Hadde ikke Sanser for noget andet end dette ene: at naa frem; Haanden holdt krampagtig om Tømmer og Svepe; Øinene stirret ut i Mørket efter Veien; Nerverne brandt. Hele hans Kropp var spændt fra Nakke til Taa; det var, som om hans Kraft skulde øke Hestens Fart.

Hun skulde dø! Hun, den eneste, som det var værdt at holde af i denne Verden, skulde dø! Han hørte Stemmen, lav og tillidsfuld; han saa Ansiktet, det fine Ansikt med de dype vidunderlige Øine, som trodde saa urokkelig paa Livet – og saa skulde hun dø, alt nu! Længe før 12han hadde faat Tid til at være noget videre god mot hende!

Dø! – Det var, som om han like til idag bare hadde drømt Livet og saa pludselig var vækket til Live ved dette Telegram om Døden!

Hvem hadde forresten sagt, at hun absolut skulde dø? Ingen. Ingen! I Telegrammet stod jo bare, at hun var alvorlig syk. Men han kunde ikke bli kvit denne forfærdelige Tanke, som gnog og mol dypt inde: Nu skulde hans Mor dø; nu skulde hun snart ikke være mere. Nu skulde naturligvis Hævnen komme!

Hævnen!? Hvad hadde han da forbrutt? Hvad hadde han egentlig dypere at bebreide sig? Han hadde levet han som unge Mænd flest. Som hans Stand og Dannelsestrin tilsa det. Hadde selvfølgelig gjort et og andet, som han nødig vilde fortælle sin Mor, sin kjære, litt gammeldagse Mor; men hvem hadde ikke det? Der var da i et Mandfolks Liv visse Ting, som man ikke fortalte en Kvinde, visse Instinkter, som ikke var til at komme forbi, saa sandt man hadde sin Manddom kjær! Der var Gudskelov kommen en ny, friere Anskuelse baade inden Videnskapen og Samfundet angaaende Kjønslivets Moral, en Anerkjendelse af det helt naturlige! Hvad hadde han saa egentlig at bebreide sig? Han spillte ikke; han hadde ikke ødet sin Mors Penge, skjønt han var Rikmands Søn! Han hadde kanske levet litt stærkt, men ikke over hvad hans Konstitution kunde forsvare! Han kunde trygt si, at han ikke var henfalden til nogen Last; han hadde bare inden rimelige Grænser imøtekommet sine naturlige Tilbøieligheter. Og han hadde til alle Tider været en Gentleman i disse Henseender. Aldrig brutt ind i andres Forhold, aldrig bedrat en gift Ven, aldrig gjort en ung Pike ulykkelig. Disse smaa Hverdagsæventyr med Halvverdensdamer – dem kunde han visselig ta med Ro; den Slags Kvinder var paa Forhaand saa tilstrækkelig bedærvet, at han der var fuldstændig fri for noget videre Ansvar.

Og hvad hadde saa egentlig dette med hans indre, ædlere Menneske at bestille? Det berørte jo ikke paa nogensomhelst Maate hans Karakter. Det hele var jo moderne 13set ikke andet end et Slags fysisk Hygiene, et Siags fysiologisk Renovation, som ethvert velsoigneret ungt Menneske af det gode Selskap ikke kunde undvære. Han var viss paa, at enhver Læge vilde gi ham Medhold! Ja. Men ikke hans Mor. For hende vilde intet af alt dette gjælde. Hun trodde saa ganske anderledes baade om Livet og om ham. Var likesom saa bortenfor alle Jordens Land med sine Meninger og Drømme. Hadde diktet sig et Billede af ham i sin inderste Sjæl, og ved det holdt hun urokkelig fast, vilde intet andet forstaa og intet videre vite. Vilde leve og dø paa, at som dette Billede maatte hendes Søn være!

Og nu skulde hun dø! Der skar op i ham en stor, vild, kold Fortvilelse. Likesælhet med Livet, med Begivenheterne, med Fremtiden, med alt. Sin Far hadde han mistet som Barn og husket ham ikke anderledes end efter hvad hun hadde fortalt, og Søskend hadde han ikke. Hans Mor hadde været den selvsagte, usvigelige Undergrund for heie hans Tilværelse; hendes Billede hadde været hans hemmelige Religion – og nu skulde det hele være forbi! Nu skulde han ikke ha noget at tro paa længere!

Han gav Hesten et Rapp; det ene Hjul hugg ind i noget haardt, saa Gighen holdt paa at vælte. Han saa ut i Mørket, ante et Ansikt og en halvvæltet Kjærre og hørte en grov, harm Mandsrøst skrike op til ham:

«Di faar se Dere for Di Manden min!» Saa blev det hele borte i Mørket og Duren af Hjulene.

Hvad brød han sig om andre? Hans Mor skulde dø!

Litt senere stanset Hesten og slog Pusten stort; saa saa den sig tilbake. Og Skydsgutten steg af og gik den sidste store Bakke op til Storby Gaard.

*

Det lyste i den brede Sval; der stod en Mand barhodet og ventet. Det var Gaardbestyreren Jørgen Walter. Eyvind Stolt kom fort ned af Gighen, leverte Tømmer og Svepe og kom Trappen op. Han rakte taus Walter sin Haand.

«De kom ikveld allikevel,» sa denne.

14Eyvind Stolt tok Reisefrakken af og hængte den paa sin Knagg.

«Det blev mørkt,» sa han.

De talte dæmpet de to; man hørte deres Skridt mot Stuen, hvor Lampe lyste. Eyvind Stolt saa bort mot Soveværelsets Dør.

«Er Doktoren her?» spurgte han.

«Nei. Han reiste for en Time siden.» Det blev næsten hvisket. Mandsrøsters dype Hvisken.

«Han kommer igjen imorgen.»

Eyvind Stolt kjendte en kold Fornemmelse.

«Hvad siger han?» spurgte han, uhyre lavt og saa ned.

Jørgen Walter, Gaardbestyreren, kræmtet sit ru Kræmt. «Han vet vist ikke endnu,» svaret han. «Men han syntes det var bedst De kom.»

Eyvind Stolt fik igjen den samme kolde Fornemmelse. Han stod litt, som om han lyttet. Han gik paa Taa hen til Sovekammerdøren og aapnet varsomt Laasen. Saa gled han ind til sin Mor.

*

«Ne–i! Eyvind!» Hun laa der blek mellem hvite Puter og rakte en træt Haand frem. Øinene straalte.

Eyvind Stolt kvak til indvendig – han kjendte næsten ikke sin Mor igjen. Uten at kunne faa et Ord frem kom han hen til Sengen, satte sig og tok hendes Haand mellem sine, hendes hvite Haand mellem sine friske, kolde.

Hun saa paa ham længe, beundrende. Øinene mødte hans. De var som før og alle Dage; bare at der dypest inde var noget svigtende, noget bristende i det straalende blaa. Og hun hadde den samme marmorhvite faste Pande, bare likesom tyndere.

«Jeg visste, Du kom.» Hun lot sin Haand hvile mellem hans. «Men ikke alt nu. Jeg trodde ikke, at Doktoren hadde –» hun brøt af.

Eyvind Stolt kjendte igjen denne uforklarlige Kulde. «Du kan skjønne, jeg kom, Mor,» sa han og maktet næsten ikke sin Stemme.

Det var længe stille. Hun laa og saa paa ham og smilte. Som om det, at hun hadde hans Haand, var et ustanseligt Kjærtegn, som hun følte.

15«Og Du er syk, Mor?» Han sa det saa uendelig mildt.

Hun saa hen for sig. «Ja, jeg er nok det,» sa hun. «Jeg er nok det.»

Dette, at hun gjentok Ordene, likesom for at slaa Tingen fast, for ham til Hjertet som et Sting. «Men hvad er det, Mor?» brast det ut af ham.

Hun lukket Øinene.

«Aa, baade det ene og det andet. – Doktoren vet ikke endnu. – Hvad det kan utvikle sig til.» Hun talte saa aldeles roligt. Og da hun saa den store Sorg i hans Blik, smilte hun.

«Det værste var vel, at jeg var syk efter dig,» sa hun.

Dette blev ham formeget. Som rammet af et Slag kom han iknæ med Hodet i sine Hænder og Morens Haand mot sit Kind. Slik laa han der uten at kunne faa et Ord frem. Og han kysset hendes bleke Fingre.

Hun drog Haanden sagte til sig og strøk ham nedover hans Haar, Gang paa Gang, som han laa der med Ansiktet i sine Hænder gjemt i Puterne. «Min Gut,» sa hun. Og han blev fra voksen til liten under det Strøk.

«Jeg er rent bra nu,» sa hun tilslut; «Du er nok den bedste Doktor.» Hun strøk ham fremdeles; hun kjælte for hans vakre Øre, stelte med Haaret og syntes det var blit tyndere i Haarfæstet.

Endelig reiste han sig og sat som før, tæt ved hendes Seng. Han hadde tænkt at tale, si hende alt, men vaaget ikke. Maatte vente til senere.

«Har Du mange Smerter?» spurgte han.

Hun laa og saa paa sine Hænder med de svakt blaanende Negle. «Nu har jeg ingen,» svaret hun; «men Du kan tro jeg har mine Stunder.»

Han saa urolig ut. «Men har da ikke Doktoren – kan han da ikke gjøre noget ved dette?»

Hun saa hen mot Natbordet. «Jo. Jeg har faat Draaper.»

Han bøiet sig hen, tok den lille Flaske og læste. Det var Morfin.

Han satte Flasken fra sig.

16«Mor,» sa han og var svært rolig. «Nu blir jeg hjemme hos dig.»

Hun smilte.

«Nogen Dage vilde jeg jo saa gjerne,» sa hun.

«Nei bestandig, Mor!» Han sa det saa afgjort – det var hans Far’s stærke Stemme.

Der gik noget besynderligt hen over den sykes Ansikt, noget næsten som en lys Sky. Hun lukket Øinene.

«Nei nei,» sa hun. «Det maa Du ikke. Du har dit. Ungdommen maa gaa sine Veie. Vi gamle maa ikke hindre.» Hun talte saa afgjørende stille, at han ikke maktet svare. Saa slog hun Øinene op.

«Det er forresten altsammen bedre nu,» sa hun; «Du skal se, det glider over, det hele.» Hun strakte sin Haand hen.

Han tok den varmt i sin.

«Mor, elskede Mor,» sa han, og det var som bad han for sig hos hende.

Hun saa paa ham. Øinene var forskende blaa.

«Du ser træt ut,» sa hun; «du er blaa under Øinene.» Hun forsket igjen.

Han rystet bare paa sit Hode. «Nei Mor,» svaret han og forsøkte at smile.

«Du overanstrenger dig vel ikke?» Hun saa bekymret ut. «Ja for det maa du ikke!»

Han trykket hendes Haand. «Det har ingen Fare,» sa han og smilte igjen. Og igjen var det stille.

De følte bare hinandens Hænder og deres trygge Varme. Moren laa og saa hen for sig og tænkte; den lille Lampe brandt sin stille, perlende Lue i Dunkelheten; der var Fred i den sykes Værelse.

Endelig saa hun hen paa sin Søn. «Du skulde gifte dig snart nu Eyvind,» sa hun. «Du har ikke godt af at gaa længer ugift derinde.»

Nu smilte han helt.

«Det maa da bli med dig,» spøkte han.

Hun lo. Trykket svakt hans Haand og lo. Denne lille søte Latter, som han kjendte fra alle Aar.

«Min elskede Gut,» sa hun. Øinene, de dypblaa Øine, 17hadde sin gamle Glans, der hun laa og saa frem for sig snart paa ham, snart videre frem. «Jeg har da tænkt mig hende,» sa hun endelig og smilte.

«Selvfølgelig!» – han var munter.

Og nu talte de to, den syke Mor og den friske Søn, som om Døden aldrig var fløien over Huset. Hun laa smilende og lekte med sine Hænder; han sat og saa, hvordan de blaa Aarer tegnet ædle Linjer i disse fine Hænder, som fortalte saa mildt om alt godt paa Jorden og krævet saa mildt det gode. «Jo,» sa hun. «Jeg har tænkt mig hende lys, svært lys. Vi trænger saameget lyst i vor Familie.»

«Freya med Guldhaaret!» spøkte han.

Hun rystet paa Hodet – og smilte. «Jeg mente nu egentlig lys paa Sjælen,» rettet hun. «Blond paa Sjælen,» rettet han.

«Ja gjerne det. Rigtig straalende blond paa Sjælen,» sa hun.

Nu rystet han paa Hodet og smilte. «Slike findes ikke,» sa han. «Bare en eneste.»

Hun saa paa ham stort spørgende.

«Du Mor,» sa han. Han bøide sig over hende og kysset hende.

Hun fik Haanden op mot hans Kind. «Nei Eyvind, dette er alvorligt,» sa hun. «jeg vilde saa gjerne –» hun blev pludselig blekere og ganske stille; der drog nogen Smertelinjer over hendes Ansikt.

Han reiste sig hurtig op.

«Er du syk Mor?» Hun rynket Brynene.

Øinene blev lidelsesfulde. «Ja, nu kommer det nok!»

Han saa sig om. «Draaperne?»

«Nei. Ikke før om en Time! – Aa bed Marie komme!»

Hun stønnet saa smaat.

Han saa sig raadvild om. Saa gik han hurtig ut og kom straks tilbake med Piken.

Hans Mor var likblek af Smerter. Hun vinket med Haanden, at han skulde gaa. Piken kaldte hun til sig.

18Han blev staaende i Døren vildraadig. Han maatte da kunne hjælpe! Hun vinket ham igjen bort. Hun vilde fri ham for sin Lidelse.

Den halvanden Time, som nu forløp, var den længste og tungeste, Eyvind Stolt hadde gjennemlevet. Han gik der frem og tilbake, dryppvaat af Sved og hørte det hele. Indtil endelig ved Ellevetiden Piken kom ut og hilste fra Fruen, at nu var alt igjen godt. Han kunde komme, en liten Stund, om han vilde. Han gik varsomt hen til den halvaapne Dør og saa ind. Hun laa ganske stille, saa ham og gjorde Tegn, at han kunde komme. Han gik ind og satte sig ved hendes Seng; hun aapnet de trætte Øine og lukket dem igjen i stor Fred. Litt efter sov hun. Men som han sat der og saa paa hende, kom der over hendes bleke Ansikt en haabløs askegraa Farve, som gjorde ham kold like ind i Sjælen.

*

Næste Formiddag ved Tolvtiden kom Doktoren. Og da han ved Ettiden atter reiste, visste Eyvind Stolt alt om sin Mor.

Det hadde først rammet ham som et dødeligt Slag, en dump Fortvilelse; men saa var der ut fra hans dypeste Natur efterhaanden steget en stor Trygghet, en sval, høitidsfuld Følelse næsten som af en Indvielse. Nu var det ham, som skulde bære Sorgen og smile. For hendes Skyld. «Har De fortalt hende det?» spurgte han Doktoren tilslut.

«Nei.» Doktoren saa paa ham næsten bebreidende. «Hvad ondt har da hun gjort?»

Eyvind Stolt forstod, – og taug. Intet skulde hun faa høre eller vite!

Det var paa den Tid af Aaret, da Løvet ligger stivnet paa frossen Mark og den svarte Skog har faat Rimfrostglitter over sine ribbede Grene. Det var paa den Tid, man om Nætterne kunde høre de sælsomt forvirrede Skrik 19af Trækfuglene, som i tusenvinget Tog flygtet fra sit frosne Hjem mot Sydens Sommerlande, Solen var alt kjølnet i sin Brand; Maanelyset stod blekt og varslet Vinter i den kuldskjære Luft, og Rognens Blod hadde alt begyndt at dryppe over Barfrostmarkerne. Alene Nypen, Vinterens Rose, holdt sin røde Draape fast og vilde holde den Vinteren frem for at Sangfuglene til Vaaren, naar de vendte tilbake, kunde finde frem til sit Rede.

Der kjørte en Mand i langsomt Trav fra Storby til Jernbanestationen. Hans Reisevæske laa i Fatingen; en halvvoksen Gut sat musestille bakpaa. Det var Eyvind Stolt, som reiste fra Storby Gaard. Hans Mor var død. Nu laa hun der paa Kirkegaarden ved hans Fars Side. Laa der i sin lyse Kiste med Hænderne foldet, marmorhvit Pande og sit trygge Smil. Hun hadde seiret over Livet.

Men for ham var der intet andet igjen end at bære, tie – og gjemme.

Nede i den store Bakke bøide han tilside for en Mand med Hest og Arbeidskjærre. Manden med de slitte, strenge Ansiktstræk tok til Huen og hilste; men Eyvind Stolt syntes han hemmelig sa: «Di faar se Dere for Di Manden min!» Saa kjørte han i stærkere Trav videre for at naa Hurtigtoget.

Men da han senkveldes aapnet Døren til sit Ungkarsværelse, kom den forfærdende Ensomhet. Han satte Væsken med Tøiet og de faa kjære Smykker, hans Mor hadde baaret, fra sig paa Arbeidsbordet – kom hen over Sofaen grue og graat. En Mands Graat. Over ham paa Væggen lyste Morens Ungdomsportræt med sit evig seirende Smil.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.