[3]

Der var gaat to Aar, to lange Aar. En eneste Gang hadde Eyvind Stolt været paa Storby og da bare en eneste Dag. Det var om Vaaren, da Gravplaten over hans Mor skulde lægges paa.

Han hadde hørt det livsforelskede Fuglekvidder fra Træerne rundt omkring Gravene; han hadde kjendt Groningsduftens yre Aande, luktet Jordlivets vældige Opstandelse. Og var grepen som af en Jernklo om Strupen ved at kjende Jordkulden af hende, som laa taus og muldnet dernede.

Men i Byen, mellem Kameraterne, var han i de to Aar blit en anden end før. I Ly af sin Sorg hadde han trukket sig tilbake, og da han senere møtte op, var der kommet over hele hans Væsen og Maate noget koldere, noget afmaalt, likesom noget vantro likeoverfor Livet og Lykken og Menneskene. Naar han konverserte unge Damer sprang han dem likesom over med et litet Smil; han kunde dem jo alle, deres hele Melodi; de var saamænd ingen af dem «blonde paa sin Sjæl!» Og naar han deltok i Kameraternes muntre Gilder hadde han det samme Smil; han kunde jo det hele; der var bare intet nyt; det var det utilgivelige gamle indtil Livs Lede. «Det er Ungkaren, som skyter Rygg i ham,» sa da gjerne Kameraterne. Og han smilte da ogsaa til dette, drakk sit Glas mellem dem som før, røkte sin Havaneser og var i alt en Gentleman comme il faut – af den litt bitre Skole. Altid gjæstfri og flot som hans Stilling bød, altid reserveret og korrekt. «Ungkar af Guds Naade» kaldte han spøkende sig selv.

Ja visselig, Guds Naade hadde gjort ham til Ungkar, og som Ungkar vilde han dø. Heller hel i Ungkarsstandens Halvhet end halv i et helt Liv sammen med en 21Kvinde. Heller Julia og Olga og Henriette end en enkelt, som ikke var den eneste. Livet har to Nødhavne: Ægteskapet og Ungkarsstanden – han var gladelig glidd ind i den sidste, den bedste.

Og han gjorde sig al Flid for at leve efter den Stand, Skjæbnen hadde viet ham til. Hans elegante lille Leilighet i Westend formelig funklet af ensom Ungkarslighet. Alting var af første Sort, valgt med en utsøkt, næsten sær Smag; alting paa sin Plads med en næsten generende Ordenssans. Tøflerne mathematisk parallele under hans Seng, Floretterne i geometrisk Krydsning paa Væggen. Og over hans Arbeidsbord Morens Portræt, hans dyreste Helligdom, tilsløret bak et silkefint Flor for at ikke den mindste Flue skulde kunne komme til og besudle. Derfra saa hun som ut af en Aandeverden hen over sin Søns Liv, og han følte hende som et rent, fjernt, uopnaaeligt Minde. Det hadde engang hændt, at en Vens lystige Ven, som han ikke videre kjendte, var kommen paa Besøk sammen med flere. Han hadde stillet sig med Hænder paa Rygg foran det deilige Billede og betragtet det smilende. «Aha!» hadde han sagt i forstaaelsesfuld Vurdering. Eyvind Stolt var blit blodrød og saa medét blek. «Min Mor,» hadde han sagt og sat et Par gnisterblaa Øine i den fremmede.

Denne hadde forlegent reddet sig ved at falde i Begeistring over, hvilken vidunderlig Kvinde hans Mor dog hadde maattet være; men Eyvind Stolt var forblit taus, og litt efter gik Vennerne. Paa den Mand hilste Ingeniør Stolt aldrig mere. Og Vennerne begyndte at føle ham endnu mere fjern end før. Han var øiensynlig paa Vei til at bli noget af en Særling, en «gammel Stoder» allerede før sit otte og tyvende Aar!

*

Det var det tredie Aar, siden Eyvind Stolts Mor døde. Paa Storby Gaard hadde han ikke sat sin Fot siden hin sene Høstdag, da han fulgte hende til Graven: han hadde faat likefrem en fysisk Sky for de kjendte og kjære Steder; at leve der oppe vilde være som at grave sin Sorg op hver eneste Dag; det vilde bli et Liv mellem Døde!

22Gaarden lot han drive som før under Walters Bestyrelse; den gav med sine mange tilliggende Herligheter et udmærket Utbytte, og han hadde desuten ogsaa arvet en betydelig kontant Kapital. Saa levet han da inde i Hovedstaden sit Ungkarsliv som før, men hadde fuldstændig trukket sig tilbake fra Familieselskabeligheter i Byens fine Kredse og omgikkes kun med en to–tre af sine aller intimeste Venner fra Skoledagene. Til disses Forundring kastet han, «Herren til Storby», sig til Gjengjæld med den største Energi ind i sit egentlige Fag, Ingeniørvæsenet. Han var utdannet som Grubeingeniør, og i denne Specialitet fortsatte han. Han vilde «lete med Lys og Lykte efter Guld i Tilværelsen», som han spøkende uttrykte sig likeoverfor Vennerne. Og med sine mange gode Forbindelser og sit ansete Familienavn lykkedes det ham meget hurtig at komme i Stilling ved et nydannet Aktieselskap til Utnyttelse af et Kobberkisleie i en af Fjeldbygderne. Hvor der da en vakker Junidag hændte et af disse Tilfælde, som man bakefter gjerne kalder en Styrelse: Han møtte sin Skjæbne.

*

Hun var purende ung. Bare nitten Aar. Var Datter – eneste Barn – af en Professor Rudolf Krafft. Hendes Far var Professor i Geologi, han hadde tidlig vundet et Navn i Hjemlandet, men var for en to–tre Aar siden kaldet til et tysk Universitet og hadde mottat denne Kaldelse. Nu laa han og hans Familie paa Besøk hjemme ved et Badested paa Kysten, for at feriere; men igaar var Professoren kommen op til det Sanatorium, som laa i Fjelddalen i Nærheten af det projekterte Kobberverk for efter Direktionens Anmodning at yde fagkyndig Assistance. Direktionens Formand var nemlig hans personlige Ven. Sin Hustru hadde han ikke tat med paa denne kortvarige Reise, da hun ikke vilde afbryte en paabegyndt Badekur; men hans unge Datter fulgte; Faren vilde hun skulde se Fjeldene.

Eyvind Stolt, som var tilkaldt til Møte efter Direktionens Ordre, var indtruffen for nogen faa Timer siden, og nu sat man da i et af Sanatoriets største Værelser sammen til 23den alvorlige Drøftelse. Der laa Karter ut over det store Bord; der laa Skjærp og Kobberkisprøver; man hørte netop paa en længere Forklaring af Professor Krafft om Stedets geologiske Eiendommelighet, som ikke utelukket Muligheten af at der ogsaa kunde findes ædlere Metaller; – da hørtes pludselig hurtige Skridt paa Gangen, og Døren kom op med et litet Rykk. Alle snudde sig; men gjennem Eyvind Stolt gik det som et Kvækk af Forbauselse. I Døren stod en ung Pike. Pur ung, kanske atten eller seksten Aar! Tungt aandende stod hun der, anpust efter Gangen. Med et aldeles guldgyldent Haar og et Par store, graabrune Øine under aldeles mørke Øienbryn! Aldrig hadde han set noget saa deiligt, saa egenartet forvirrende deiligt! Det var, som om hans Mor med et stod bak ham, nappet ham i Ærmet og hvisket: Der er hun! Det var en aldeles besynderlig Fornemmelse.

Den unge Pike blev staaende et Øieblik, forbauset; Professor Krafft brøt af, reiste sig smilende og gik hen til hende. Talte et Par Ord dæmpet, nikket til hende og gik atter smilende paa sin Plads. «Min Datter.» sa han. Men da hadde hun allerede lukket Døren og var borte. Og atter sat Mændene alvorlige og hørte paa Utlægning om de geologiske Lag, om Utvinding af ædle Metaller og om alle de mange Vanskeligheter med at kunne vurdere en mineralogisk Prøve. Bare Eyvind Stolt sat distrait og kunde ikke la være at tænke paa det Solgløtt, som var kommet saa bums og igjen saa bums forsvundet. Skulde virkelig nogen være «blond paa sin Sjæl?»

*

Eyvind Stolt fik al ønskelig Anledning til at undersøke. Der var adskillig Ungdom; der var Kroketplads; der var Lek om Kveldene, og han blandet sig øieblikkelig op i det hele, charmerende som han jo visste han kunde være naar han bare vilde. Han maatte virkelig faa paa det rene, hvordan det forholdt sig med al denne Blondhet, om den var falsk eller ægte, om den var utenpaa eller tilbunds!

Han gik først i Gang med hendes ydre Menneske. Var 24det Guldhaar virkelig ægte? Faktum blev snart konstatert. Under Kroketen første Aften stod han hende saa nær, da hun bøide sig over sin Kugle, at han kunde se hende like ned i hendes Nakke. Ikke Spor af mørkere Skygge! Det var Guld tilbunds! Saa var det Øienhaarene. Disse Øienhaar, som paa Afstand saa ut som sorte, men som nær ved var brungyldne, næsten Bronce. Det var under Leken ogsaa samme Kveld. Hun skulde bindes for Øinene; hun skulde finde noget i blinde. Eyvind Stolt bandt selvfølgelig Tørklædet om, nøie, saa hun ikke skulde se og fuske. Han stod like ind paa hendes Ansigt og saa alt. Sandelig var de ikke ægte! Han saa de fine, brungyldne Haar blomstre ut af den hvite Hud ved Brynfæstet over Øinene! Og da han saa slap hende, strakte hun sine unge Arme ut – famlet længe i blinde og fandt – ham! Hun drog hurtig Bindet fra Øinene, de store, graabrune, mørkfrynsede Øine! Gud, de var ægte nok! I dem hadde Naturen fra første Stund og en Gang for alle dryppet Ungdommens underfulde Belladonna!

«Er det Dem nu ogsaa?» hadde hun sagt!

Eyvind Stolt var bruset ut i Latter; – han, den hærdede Ungkar paa 28 var i en Haandevending blit piffpaff væk i en ung Pikeskikkelse, forelsket, som man kan bli det i et Syn!

Saa var det hendes indre Menneske. Det blev værre. Indtil Forvirring værre. Hans Erfaring, hans ganske store Erfaring slog klikk. De vanlige Julemærker passet ikke. Var hun en nittenaarig Erfarenhet, som agerte Backfisch, eller en sekstenaarig Backfisch, som agerte moden Ungpike? Det var ham ganske umuligt at faa Rede i dette! Hun kunde sitte og stirre hen for sig og tænke Backfisch – «nu, naar hun ser op og ser sig betragtet, smiler hun», forudsa Eyvind Stolt – men nei, hun smilte ikke. Hun bare saa op, som om nogen hadde kaldt paa hende! Hun kunde si Naiviteter i største Alvor, men smilte sig ikke bort fra dem paa Ungpikemaner, forsvarte dem, tok Kampen op, gav sig ikke, blev formelig heftig paa det! Hun kunde stanse foran et Speil et Øieblik og smile til sig selv som til en god Ven. Men hun strammet sig ikke over Hofterne; hun dreiet sig ikke rundt, og hun pudset 25ikke sin Næse foran Speilet. Og hun pudret sig ikke. Hun hadde en Hud som Vildroseblade!

Han var aldeles i Vildrede med hende. Han visste nu, at hun var nitten Aar; men han vilde helst henføre hende til et Barn paa fjorten, et eneste Barn paa fjorten Aar! Og han maatte tilstaa for sig selv, at han, den hærdede Ungkar paa otte og tyve, uten videre var latterlig forelsket i dette nittenaarige Fjortenaarsbarn med Guldhaaret, som var Guld tilbunds, forelsket som man kan bli i det umulige! Dette var den anden Dag.

*

Og der blev Aften og der blev Morgen den tredie Dag. Eyvind Stolt var begyndt at bli overtroisk. Var der virkelig noget i dette med Forbundet mellem de døde og de levende? Skulde virkelig hans Mor –? Han smilte af sig selv; han konstaterte sin haabløse Forelskelse.

*

Det var paa Blomstertur, efter Fjeldblomster i Skoven. Der var mange Blomsterplukkere; der var smaa Grupper; der var to og to iblandt. Og ved et Tilfælde, der undertiden kan se ut som en Styrelse, var Eyvind Stolt kommen til at gaa ved Siden af Klara Krafft. De snakket og plukket Blomster. Og Fuglene kvidret i Træerne. Og Eyvind Stolt syntes at, naar Klara snakket, saa var det, som om Fuglene kvidret, og forsaavidt kunde Fuglene gjerne holde op at kvidre. De blev ham fuldstændig utenforstaaende og overflødige. Han hørte bare Klara – han kaldte hende alt Klara i sit Hjerte. De talte om at komme paa egen Haand, at komme ut, bort fra sine Forældre. Eyvind Stolt hadde stærkt anbefalet dette. Men Klara var aldeles ikke med og holdt stærkt paa sit. Man visste ikke, hvad man kom op i, og det var bedst hjemme. Eyvind Stolt gik og saa hende bøie sig og plukke, gaa hit og dit efter en Blomst og saa igjen stanse og speide.

«De skal altsaa være hjemme bestandig De?» spurgte han.

26Hun bukket sig ned og tok en Torskeflabb. «Ja. Til jeg skal gifte mig,» sa hun.

Det stakk kvast til i ham. Var hun forlovet? Endda hun ikke bar Ring? Han kjendte en snigende Kulde.

«Naar skal De gifte Dem?» spurgte han ganske spak.

Hun smilte. «Naar jeg finder en Mand,» svaret hun.

Da lo Eyvind Stolt. «Finder?»

«Ja, finder ja!» Hun understreket Ordet.

Han stod og saa paa hende, som hun stod der med alle Blomsterne.

«Det er kanske ikke saa let det,» sa han.

«Aa jo. Der er da forfærdelig mange søte.» Hun vik let Straa om Blomsterstilkene.

«Saa. Har De truffet nogen?»

«Ja, det har jeg,» – det stakk igjen til i ham; – «men ikke mange.»

– Naa Gudskelov! Der var ingen enkelt! –

«Vi omgaaes ikke mange.» Det kom som et ungt Sukk. «Far vil det ikke.» Hun gik foran, og han gik bakefter hende. Han gik og smilte og spekulerte.

«End saa’n en som jeg nu?» sa han. «Hvad mener De om mig?»

Hun vendte sig ikke, gik bare og speidet efter Blomster.

«Aa,» sa hun. «De er saa’n mel’emsøt, tænker jeg.»

«Takk. Takk for det.»

Hun stanset. «De kan være søt. De er for Eksempel vakker.»

Han lo.

«Mange Takk!»

Hun drog paa Smilen. «Aa, ikke at takke. Vakre Mænd er igrunden ikke no’ videre –»

«Tusen Takk!» Han tok til sin Hat. «Tusen Takk Frøken!»

Da blev hun rød, likesom i Forskrækkelse.

«Nei – jeg mente ikke – De er jo ikke saa’n vakker De vet godt» –

«Ja naturligvis!» – han visste ikke det aller bitterste. Og fik det heller ikke at vite; thi der bøide hun sig igjen.

«Nei, en Viol,» ropte hun – «en ægte!»

Hun holdt den op og kom hen. Han stod og nød hende.

«Vil De ha den?» Hun rakte den frem.

27Hun vilde gjøre godt igjen kunde han skjønne. Eller? Han tok efter den og vilde sætte den i sit Knaphul.

«Takk,» sa han.

«Nei lukt!» Hun trak Haanden tilbake. Holdt saa Blomsten under Næsen paa ham.

Han luktet og smilte. «Deilig,» sa han. Og tok Blomsten.

«Ja er det ikke underlig?» sa hun. «Vet De, hvor den helst vokser?» Hun saa lærd og alvidende ut.

«Nei.»

«Paa gammel Gjødsel siger Far. Og saa dufter den endda saa vidunderlig! Er ikke Naturen rar?»

Jo. Naturen var rar; den var ganske overordentlig rar!

«Næsten selvmotsigende synes jeg.» Hun stod og luktet paa Markblomsterne.

Ja. Den kunde være ganske mærkværdig selvmotsigende!

«Men det er vel os, som ikke forstaar det!» Gud, der var hun jo to og tyve Aar! – Nei selvfølgelig! Han var enig i alt. Vi forstaar ikke et Mukk. Ikke det allerringeste. Men det forstod han, at han var indtil Naraktighet forelsket i dette Barn, denne Pike, ja i dette besynderlige Pikebarn, som hos ham stod! Men der kom selvfølgelig de andre!

Saaledes endte den Historie!

*

Eyvind Stolt var af Naturen ikke egentlig Naturbetrakter. Han hadde baade ifølge Temperament og af Vane mere interesseret sig for Menneskelivet og dets forskjellige Afskygninger end for Vegetationen og Fjeldformerne; foretrukket Nattetimerne for de fagre Solnedgange. Men heroppe var der foregaat en pludselig Forandring. Han hadde faat Øinene op for Naturskjønheten; det var faldt over ham som et aldeles uimotstaaeligt Sværmeri.

Sanatoriet laa ved en liten Sjø, ikke mer end et Par Hundrede Skridt fra den mest fortryllende lille Sjøl Eyvind Stolt maatte medgi, at det var den mest vidunderlige lille Sjø han til Dato var blit opmærksom paa. Især om Kvelden, netop, naar Solen gik ned. En stor, rød Sol – 28Eyvind Stolt hadde aldrig set en større og rødere Sol – som speilet sig i et Vand, hvis Make man vistnok skulde lete længe efter at finde! Og Birketræerne paa den nærmeste Odde! Vidunderlige! Der var virkelig en viss sommerlig Ynde over Birkene, en viss uberørt jomfruelig Ynde! Stod de ikke der og speilet sig i Våndet! «En Ungbirk stander ved Fjorden og Vandspeilet ganske nær –» Og Furutræerne paa Odden der længer ute! Stod de ikke ogsaa og speilet sig i Våndet som Birkene! Men i en langt alvorligere Tone – denne Tone, som gav de norske Fjelddale denne sin uomtvistelige Stillhet! – «Jeg sad en Aften i en stille Baad paa et af disse dybe, dunkle Vande» – Der var Poesi!

Og saa Kjærnen i det hele, det, hvorom hele Skjønheten samlet sig som i et Centrum, som holdt det hele Billede sammen: den lille Baat, som laa og duvet der utenfor Odden; – thi i den sat Klara Kraflft. Hun brukte at ro derute Kveldstundene i Solefaldet!

Eyvind Stolt var blit Naturelsker. Han var blit aldeles overbevist om, at Naturen hadde en Sjæl, en aldeles hendrivende liten Sjæl. Og han tvilte ikke længer om den aabenbarede Religion. Den sat jo derute i Baaten lys levende!

Han smilte af sig selv. Saa gik han med Hænderne paa Ryggen ganske langsomt ned fra Sanatorietrappen, hvor han stod, og nedover Veien til Sjøen. Ganske sakte og likegyldigt, for at de unge Damer paa Altanerne ikke skulde bli opmærksomme og slaa Følge. Han stod litt, da han var kommen ned til Baatene. Saa gik han resolut hen og skjøv en Baat ut.

Litt efter gled Eyvind Stolts Baat op paa Siden af Klara Kraffts, som sat og smaarodde i det blanke Vand.

«Godaften Frøken Krafft.» Han holdt paa Aarerne.

«Godaften Herr Stolt.» Hun sluttet at ro, dyppet bare Aarerne.

«De nyder Solnedgangen?» Han sa det litt drillende.

«Ja. Her er da deiligt.»

«Ja visst er her deiligt!» Han saa utover. Og de holdt begge paa Aarerne. Der blev Stillhet. Absolut, forbløffende Stillhet. Der 29var ikke noget mere at si om Naturen. Sjøen laa speilblank viden om; Birketræerne speilet sig; Solen stod stor og rød i Skaret; en og anden Ørret slog efter Fly, saa der baaret blanke Ringe.

Da smilte Klara Krafft.

«Skal vi kapro?» sa hun.

«Ja gjerne!»

Hun hadde reddet Situationen! Eyvind Stolt sat færdig ved Aarerne og smilte han som hun. «En. To. Tre!» – saa slog hun Aarerne i. Han holdt sig bare paa Siden af hende. Han nød hendes Aandedræt, som byttet med hans; det var ham en Henrykkelse likesom at ha noget fælles med hende, at ha samme Anstrengelse som hun! Slik gik det nogen Hundred Meter ut over Sjøen; saa gjorde hun Sving og vilde ro mot Land, rodde, saa det begyndte at koke om Baugen, knep sine Læber sammen mens hun rodde. Han stængte.

«Aa De slipper ikke foran,» sa han. Han fossrodde ved Siden af hende.

«Jo, det gjør jeg nok!» Hun tok i, saa hendes smaa Knoker var hvite; men han holdt sig stadig smilende paa Siden af hende og stængte. De var som et Par unge Sjøfugle, som lekte.

«Ja, saa kan jeg vente,» sa hun pludselig trodsig, med opjaget Aandedræt og la Aarerne ind.

Han slap straks sine. «Ja; men det kan ikke jeg,» sa han og var med et Sæt over i hendes Baat.

«Er De gal?» Hun holdt fast i Rælingen, mens det vippet. Hendes Haarfletter var faldt ned, den ene – en gylden Strøm. Han glemte sig rent af fysisk Henrykkelse, hugg Tak, hadde den mellem sine Fingre, leende. Da reiste hun sig pludselig op med et Rykk. De store Øine blev mørke, Kinderne litt bleke. «Nei rør ikke mit Haar,» kom det med en liten mørk, streng Stemme.

Han slap hende straks, som om han hadde brændt sig. Den kunde hugge! Være like frem hvitglødende! Det gjorde ham formelig godt i hans Sjæl! Hver eneste liten Trevl af sig selv vilde hun bevare for ham, hvis Hustru hun engang skulde bli!

30«Ja undskyld da Frøken,» sa han i saaret Tone. Gik saa langsomt over i sin egen Baat, hvis Stævn han hadde faat fat.

Hun svaret ikke. Sat bare og stelte sit Haar. Saa rodde hun bort.

Saaledes endte den Historie.

*

Ved Middagen var alt som vanligt. Hun spiste og smaapratet alt i ét med sin Far, hadde sine Øine allesteds og ingensteds, men saare litet paa ham. Indtil hun endelig fik se, at han var saa alvorlig. Da smilte hun til ham, smilte uten videre til ham! Hun vilde vise, at hun hadde tilgit ham; det var tydelig nok. Vilde ikke længer, at han skulde pines af dette! Aa, hun brød sig ikke det mindste om ham!

Efter Middagen skulde der spilles Kroket paa den store Plæn. Eyvind slog sig straks med, og det velsignede Tilfælde, assisteret af en liten Behændighet fra Eyvinds Side, maket det saa, at han og Klara kom paa Parti, paa samme Maate som han saa ofte hadde maket det saa, at de kom til at staa Haand i Haand, naar man «slog paa Ringen» – hvad man deroppe var saa gammeldagserotisk at gjøre. Klara fandt Kompaniskapet med Eyvind Stolt i Orden, gjorde ingensomhelst hemmelige Indvendinger med sit Ansiktsuttryk; saa bare resolut op paa ham, da hun mottok sin Kølle. Litt efter var hun inde i Spillet til op over begge Ørene.

Man var kommen til det spændende Øieblik. Det gjaldt om, hvem der skulde vinde eller tape. Klara stod for Slag, og hendes Kugle laa litt uheldig til for Bøilen. Da fik Eyvind Stolt et infamt Indfald af en Spøk: han vilde sætte den lille paa Prøve, forsøke, om hun vilde dølge et litet Fusk sammen med ham. Han hadde sin Fot tæt ved Kuglen, mens Klara stod bøiet for at ta Sigte. Han saa bent ned i hendes gyldne Fletter med de smaa vildrosenrøde Øren. Saa flyttet han med Taaen Kuglen kanske en Tomme.

Hun reiste sig op og saa paa ham. «Fusker De ogsaa?» sa hun. Saa la hun Kuglen nøiagtig tilbake.

31Hun sa «ogsaa»! Eyvind Stolt kjendte en glad Fornemmelse. Han var i hendes Fantasi! Hun holdt paa at danne sig et Billede – et forfærdeligt Billede! Han dækket sig ved at smile.

«Det var bare for Deres Skyld lille Frøken,» sa han.

Da svaret hun noget løierligt, mens hun igjen stod der bøiet over sin Kugle. «Man tar ikke mig med Fusk,» sa hun. Sa det ganske høit. Saa slog hun sin Kugle igjennem med et kvasst litet Smeld. Gud, hvor hun var naiv! Deilig var hun!

Saa druknet det hele i Seiersjubelen: Eyvind Stolt og Klara hadde vundet sit Parti! Men de andre unge Piker smilte fint. De følte med Jalousiens vare Instinkt, hvad her begyndte at foregaa.

*

De konsultative Forhandlinger angaaende Grubedriften var forbi. Næste Dag skulde Direktionen reise og Professor Krafft likesaa. Eyvind Stolt skulde bli nogen Dage længere for at ordne det forhandlede; saa skulde ogsaa han reise. Det var Kvelden før Opbruddet. Eyvind Stolt gik i Haveanlægget frem og tilbake og ventet paa Klara. Han var medét blit naragtig ung Mand paa to og tyve. Tænkte ikke paa andet end hende, maatte vite et eller andet, som gav ham Troen ihænde.

Saa gik han da der og værket i Haveanlægget og passet paa; thi her brukte hun af og til at komme især i Solnedgangen. Kanske kom hun her sidste Kveld. Jo. Der kom hun endelig, ganske unbefangen, gik hen for at se paa Solnedgangen og fik medét se ham. Han gik bent bort til hende.

«De staar og siger Farvel, Frøken Krafft,» sa han.

«Ja. Vi skal reise imorgen tidlig.»

Han stod og saa ufravendt paa hende. «Det var forferdelig kjedeligt,» sa han.

Hun saa op paa ham. «Ja,» sa hun. «Her er saa deiligt. Far vilde ogsaa gjerne ha været nogen Dage til; men Mor er ikke rigtig bra, og saa maa vi jo øieblikkelig reise.»

Han indbildte sig, at der var likesom et litet Spørgsmaal i hendes Øine.

32«Ja, men De, Frøken, De kunde da bli nogen Dage? Naar Deres Far reiser, kan De jo være trygg.»

Hun rystet paa sit Hode. «Nei,» svaret hun, «Mor maa ha mig ogsaa!»

Han kjendte sig saa varm om Hjerte. «De holder nok meget af Deres Mor?» fik han frem.

Hun saa igjen op paa ham. «Ja, forfærdelig meget,» svaret hun, og nu var der et virkeligt Spørsmaal i hendes Øine, noget næsten forbauset.

Han stod der raadvild mellem sine Følelser. Der steg et Billede hurtig op. Han syntes igjen, at hans Mor tok ham i Armen og hvisket: Hende er det! Og med ét var han denne Følelse ivold, denne Følelse af at trænge Hjælp hos sin Mor.

«Frøken,» sa han med litt dræpt Stemme.

«Faar jeg Lov at vise Dem noget?»

«Ja –.» Svaret kom litt forundret.

Han smilte. Han tok op sin Tegnebok, fandt frem sin Mors Portræt, Fotografi efter Maleriet, og rakte hende det.

Hun blev rød der hun stod og saa, og det frydet ham. Hun tænkte visst først, at det var hans Forlovede.

«Det er min Mor,» sa han stille.

Det lille Ansigt faldt til Ro. Hun saa videre, fra Portrættet op paa ham og saa igjen paa Portrættet. «Det kan man da se,» sa hun. Og litt efter: «Hun er deilig.»

Han vilde næsten til at le af Glæde, men stanset i det. For han møtte et Par alvorlige Øine.

«Lever hun?» Det spurgtes saa forsigtigt.

«Nei. Hun er død.»

«Aa –!» kom det lindt som Sorg. Og hun rakte ham langsomt Portrættet tilbake.

Der var ganske stille, da han stod og fik det ind igjen i sin Tegnebok, og ingen af de to talte videre, som de gik Side om Side opover mot Sanatoriet. – Den sidste Anledning var glidd forbi! Men den Nat sov ikke Eyvind Stolt.

– –

Næste Morgen reiste Professor Krafft og Datter i Følge med Grubeselskapets Direktion fra Sanatoriet. Der var 33mange Mennesker og der blev tat officielle Farvel, som ikke gav Anledning til noget videre. Eyvind Stolt fik Professor Kraffts venlige Smil og Klaras trygge lille Haandtak, da de steg i Vognen; ellers var der intet; hun saa sig ikke engang tilbake, da Vognen rullet bort! Endda han jo visste med sig selv, at han var et udmærket Parti, som bare behøvde at række sin Haand ut!

Sandfærdelig! Den Pike var blond paa sin Sjæl!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.