[5]

Eyvind Stolt skulde reise. Det hadde været fjorten lykkelige Dage og allikevel med en Skjælving af hemmelig Kval inderst inde. Han hadde været med paa et Barns Utfoldelse til Kvinde, været indtil Henrykkelse med paa dette forunderlige; men det var hændt ham, at eftersom hun klædte sig paa som en ung Blomst, følte han sig afklædt som en gammel, Tomme for Tomme. I hende sang Fremtiden; i ham skrek det af Fortid! Hadde han endda kunnet gripe hende i en liten Forgaaelse, bare en uendelig liten! Saa hadde han da i alle Fald havt et Figenblad at dække sig med; men det var der ikke; hun var den absolut barnslige Uskyldighet, like indtil Fortvilelse. Var igrunden rent bortenfor alle kjendte Land! Sat saa barnagtig klodset paa Fang og kysset saa rent bort i Væggene! Visste om ingen Verdens Ting! Og nu skulde han reise!

*

De gik langs Stranden, sidste Kveld. De gik Haand i Haand, som de altfor ofte gjorde, selv om de møtte Folk. Eyvind Stolt hadde talt meget om alskens Kjærlighet og hadde i Afskedslidelsen indprentet hende, hvor nødvendig det var, at to, som holdt af hinanden, hadde hinanden fuldstændig paa det rene. Klara hadde hørt paa dette og var siden blit noget tankefuld. De gik tause; der var noget, som arbeidet i hende.

Pludselig stanset hun og tok begge hans Hænder. «Eyvind,» sa hun. «Jeg har noget at si dig.» Hun saa op paa ham. Og der var Sorg i de store Øine. Det kvakk til i Eyvind Stolt. Visste hun noget? Gud, hvad vilde der komme! Da slog hun Øinene ned.

46«Jeg har engang kysset nogen,» sa hun. Hun blev staaende blussrød og se ned. Forgaaelsen! Gudskelov! Og allikevel var det ham en mager Glæde.

«Hvem?» sa han, brutt.

«En Gut. Da jeg var fjorten Aar!» Hun saa uafladelig ned. «Det var forresten ikke mig, som vilde. Han gjorde det uten videre!»

«Hvor gammel var han?» Eyvind Stolt hadde pludselig faat saa ondt omkring sit Hjerte. Hun saa fremdeles ned. «Seksten sytten Aar.» Stemmen var lavere.

Seksten sytten Aar! Saa var han nu to – tre og tyve! Eyvind Stolt var med en Gang blit rasende jaloux. «Hvem er det?» spurgte han, litt haardt. «Han er død.»

Naa, Gudskelov! Det unge Dødsfald lettet! Han drog hende smilende ind til sig. Han var jo otte og tyve Aar! Hun saa op paa ham. «Du er ikke vond paa mig?» Da lo han. Herregud! Dette var jo Dronning Dagmar med Silkeærmerne! Det var jo en Blomst, som hang med Hodet og tilstod, at Solen hadde kysset den! «Aa du Klara min!» sa han og slog Armen om hende. Slik gik de tause videre, hun smilende og lettet, han rædd; thi nu vilde naturligvis hun spørge! Jo, det kom. De hadde ikke gaat mere end et Par lange Minutter, saa stanset hun og tok igjen begge hans Hænder.

«Eyvind,» sa hun og saa alvorlig paa ham med sine dype Øine. «Du har vel ikke elsket andre end mig Du heller?»

Det rislet nedover hans Rygg som Kulde. Saa saa han hende dypt i Øinene. «Nei Klara,» sa han. «Jeg har aldrig elsket andre end dig! Jeg kan nok saa’n – Du vet – men; jeg har aldrig elsket andre end dig! Aldrig! Aldrig!» Han var næsten heftig da han sa dette. Klara lyste op. Hun slog sin Arm omkring hans Rygg, og slik gik de nu videre.

De møtte en Spadserende og gik nu ordentlig, Side om Side; saa fik hun igjen tak i hans Haand.

47«Eyvind,» sa hun, trykket til og saa op paa ham. Det var bare hans Navn hun vilde nævne.

Han gjengjældte og vilde sagt «Klara», men kunde ikke. Det kom andre Navne op og brøt ind: Olga, Julia, og Henriette! Gud, hvor han hadet de Navne!

Om litt kom det med besynderlig fremmed Stemme:

«Du kan tro, det er mange af os unge Mænd, som ikke har været, som de skulde!»

Klara saa op paa ham.

«Ja, det er det vel,» sa hun. «Men hvad har vi med dem?»

«Nei selvfølgelig!» – det var haabløst! Hendes Tro paa ham lukket hans Mund!

– «Eyvind!» han kjendte igjen det lille varme Trykk og fik det lille Smil fra Siden op.

Der kom de igjen, Navnene: Olga, Julia, Henriette aa gid de laa paa Havsens Bund!

«Du skal si Klara,» sa hun og nappet i ham smilende.

«Elskede!» – han fik hende ind under sin Arm. «Jeg gik bare og tænkte paa, at imorgen har jeg dig ikke!»

*

Den Maaned, som nu gik, forekom Eyvind Stolt som et helt langt Aar. Et helt Aar i Kval. Hver Dag hadde sin Pine, hver Nat. Det var, som om Klara var tat fra ham for alle Tider, som om denne brutale Afstand hadde stængt mellem ham og hende, endda han jo fik Brev og skrev Brev næsten hver eneste Dag. Og det værste af alt; det var netop disse hendes ømme, tillidsfulde Breve, hvori hun foldet sin Sjæl ut, som voldte ham den heftigste Ve. Det var, som om hvert Brev rykket hende et Skridt længer bort paa samme Tid som de tændte hans altid heftigere Længsel efter hende.

Hver Nat laa han søvnløs; hver Nat laa han og grublet og gjorde sin Fortids Regnskap op; og hver Nat kom han til et slettere Resultat. Han hadde fundet ut, at han kanske igrunden var ødelagt, at han kanske i det hele tat ikke hadde Ret til at gifte sig, at slike som han burde være forbudt at komme en uskyldig Kvinde nær. Og bare holde sig i den Verden, hvor de hørte hjemme!

48Hertil kom rent fysiske Forstyrrelser. Han kunde fare op om Nætterne i den voldsomste Ophidselse med en Puls, som ikke var til at tælle, for straks bakefter at falde hen i en Slaphetstilstand af Livslede, som forfærdet ham.

Han magret. Han saa med Bitterhet, at han faldt af! Han hadde ingen Appetit, var likesæl, fuldstændig likesæl med hvad han spiste. Opvarteren paa hans Restaurant hørte med Forskrækkelse, at han forlangte fersk Torsk midt i August Maaned og siden med et distrait Smil rettet det til Klipfisk, som han ellers aldrig spiste. Den Mand maatte feile noget alvorligt! Og hans Kamerater, som af og til kom bort til hans Bord, fik bare mutte Svar hen i Veir og Vind, saa de straks opgav ham. Han var da dypt forlovet! Undertiden kunde han, naar han pintes som værst, faa en hastig Fornemmelse af, at hos Klara var der Hjælp, om han reiste ned og bad hende bli hans Hustru, straks; men han bævet tilbake for enhver slik Tanke; han vilde for alt i Verden ikke blotte sig for hende, ikke forcere noget saadant frem hos hende! Han, Levemanden, hadde underlig nok nu faat den store Blygsel, var i al sin Elendighet blit nitten Aar som hun!

Indtil han efter en slik helt igjennem søvnløs Nat ikke holdt det ut længer, men gik like op til sin Læge. Det var en Eftermiddag; han var første Patient og kom straks ind.

Doktoren sat ved sit Bord.

«Nei goddag, goddag,» sa han, reiste sig halvt og rakte Haand; – «det er længe siden, jeg saa Dem.» Han pekte paa en Stol.

Eyvind Stolt satte sig. «Ja, det er igrunden det,» sa han. Han hadde med ét fundet sig selv igjen, var Verdensmanden, Kulturmennesket, som talte med sin Like.

Doktoren saa paa ham. «Ja, det er sandt, De er jo blit forlovet,» sa han. «Jeg gratulerer.»

«Takk.» Eyvind Stolt saa ned paa sine Hænder.

Doktoren saa igjen visst bortpaa ham. «Og hvad var det saa idag?» spurgte han.

Eyvind Stolt rykket langsomt og med forskjellige Omsvøp 49frem med sin Lidelseshistorie; Doktoren sat og hørte paa, nikket af og til godkjendende og hørte igjen. «Og saa Søvnløshet, Mangel paa Appetit, Hjerteklapp – Angst –» supplerte han. «Og Motløshet?»

«Ja, forferdelig!»

Doktoren nikket. «Man pøniterer,» sa han med et godt Smil.

Eyvind Stolt blev rød. «Jeg er bange for, det er noget ganske alvorligt,» mumlet han.

Doktoren saa ned

«Alvorligt,» sa han. «Ja, det er jo eftersom man ser den Sak. Dette her er jo en baade fysisk og psykisk Reaktion. Naar De gifter Dem vil det efterhaanden gaa over. Og De i Deres Stilling har jo ingen Grund til at vente med det!» Han saa op.

Da slog Eyvind Stolt Øinene ned. «Nei,» sa han. «Ikke jeg. Men hun.»

«Saa?» Doktoren blev opmærksom. «Hvor gammel er hun?»

«Bare nitten Aar.»

Doktoren taug litt. «Naa – det var jo ungt,» sa han. «Men – der er allikevel ingen Grund; det er jo langt vigtigere, at –»

Eyvind Stolt saa op, bent paa Doktoren. «De kræver mindst et Aar – hun kan ikke bli færdig før,» sa han.

Doktoren studset.

«Ikke bli færdig?» sa han. «Ja, da hadde jeg nær sagt –»

Eyvind Stolt blev medét forandret i sit Ansikt. «Nei, nei, Doktor,» sa han næsten heftigt. «Før maa det hele brytes – nei, nei!» Han var het i sin Stemme.

Doktoren lyste op. «Godt,» sa han. «Saa faar vi ta vor Tørn.»

Eyvind Stolt saa yderst ulykkelig ut. «Jeg blir syk, Doktor,» sa han.

Doktoren smilte. «Aa, haa haa,» sa han. «Det greier sig. De er en frisk Mand. Jeg skal si Dem» – han smilte 50stærkere. «Kjødet er igrunden ganske villigt, naar det blir forstandig behandlet; det er bare Aanden, som undertiden er litt skrøpelig.» Han saa bort paa Stolt, som svakt forsøkte at smile af Spøken. «Forresten,» fortsatte han alvorligere – «har De talt med hende om dette?»

Eyvind Stolt blev blussrød. «Nei, hvordan kan De tænke –» han brøt af; thi nu var Doktoren med ét blit ganske alvorlig. «Det bør De absolut gjøre,» sa han. «Det er mit bestemte Raad baade som Læge og som Menneske. Si hende alt. Tal ganske aapent med hende – saa skal De se, hun nok blir færdig.» Det kom kort, næsten strengt.

Men Eyvind Stolt sat sønderknust. Si Klara alt! Om sin Fortid! Det var som at spytte i en Blomsterkrone!

Doktoren hadde tat Pen og Papir og skrev. «Her har jeg for Mellemtiden skrevet op noget for Dem,» sa han – «saa De kan faa Deres Nattesøvn igjen.» Han rakte ham Recepten. «Og ta nu dette med Ro. De er jo ellers en stærk Mand.»

To Minutter senere gik der en dypt nedslaat ung Herre ned ad Doktorens Trapp med en Recept paa Bromnatrium i Lommen.

*

Da Eyvind Stolt den Kveld kom hjem, laa der et Brev fra Klara. Han satte Medicinflasken fra sig paa Natbordet, satte sig i sin Stol og brøt Brevet, næsten kold paa Fingrene. Og jo mer han læste, desto mer blev han kold paa sine Fingre. For det var et aldeles vidunderligt Brev om Kjærlighet, om ung, uberørt Kjærlighet. «Her er saa deilig ensomt om Dagene. Jeg gaar her og sværmer paa Strandveien og er tosset og siger dit Navn ut i Luften og synes at Du siger mit igjen, der Du gaar, og saa kan vi høre hverandre de hundrede Mil. Bare du og jeg! Ingen, ingen andre. Og saa gaar jeg og tænker fremover og fremover til den Dagen, da du kommer og jeg er din, bare din! Aa, jeg synes det er saa deiligt at leve! Din egen Klara.» Og saa nedenunder:

«Du! Jeg er en ensom Fugl hernede jeg!»

51Den Nat blev Eyvind Stolts værste. Han kom hurtig i Seng, tok sin salte Medicin og forsøkte at sove. Men til ingen Nytte. Tankerne tumlet og tumlet i hans Hjerne. Doktorens Ord. Klaras Brev. Endelig ved Tretiden tok han igjen Medicinen og faldt i en kvalfuld Søvn, som snart gled ut i de vildeste Drømme. Han hadde mistet Klara. Hun hadde blit ham utro og var blit Glædespike, var gaat fra Haand til Haand, og en Dag fandt han hende igjen paa et af Byens værste Huse. Han var gaat derind for at redde hende, for at tale med hende og faa hende derfra; hans Mor stod utenfor og ventet for at ta sig af hende. Da han kom ind, sat hun der mellem de andre, mellem Olga og Julia og Henriette. Hun lo og drak og hadde drukne Øine. Men da hun fik se ham, satte hun i et Skrik, sprang hen til Vinduet og styrtet sig ut. Dernedenunder fandt han hende siden med knust Hode og det lange gyldne Haar som en Flom utover Stenene.

Han fôr op i den heftigste Angst og sat i sin Seng. Hjertet hamret som det vilde springe; Koldsveden stod ham paa Panden.

Nei, dette skulde være slut! Dette uværdige vilde han ikke længere! Var det slik med ham, skulde han føre hende op i dette, da skulde han som ærlig Mand vite at gjøre sin Plikt og befri hende. Han vilde reise med første Tog derned, forklare hende alt og gi hende hendes Ord tilbake!

Og med første Tog reiste han.

*

Eyvind Stolts uventede Ankomst voldte stor Glæde. Klara straalte, og hendes Forældre mottok ham paa det aller hjerteligste. Men Fru Kraffts vaktsomme Øine opdaget snart, at der var et eller andet, som feilte.

«Du overanstrenger dig vel ikke derinde?» sa hun og saa litt bekymret paa ham. Det for gjennem Eyvind et saart ulykkeligt Minde. Dette var jo hans egen Mors Ord til ham den Dag, han kom hjem til hendes Dødsleie! Han mumlet noget om litt Træthet og hadde et Slags Trang til at gi sig en Mor ivold, 52men kjendte samtidig en besynderlig Ulykkesfornemmelse. Nu var det hans Livs Glæde, som skulde til at dø!

Saasnart det lot sig gjøre uten at vække Opmærksomhet søkte han at bli alene med Klara; han vilde ha det afgjort og slut; han holdt det ikke længer ut! De gik for at spadsere. Klara hadde foreslaat Strandveien; men Eyvind vilde heller gaa op paa Utsikten idag; dit kom ingen; der hadde de hinanden i Fred. Og Klara hadde straks været enig i dette. De gik, de kjære kjendte Veie. Dagen var klar, med høi, blaa, lykkelig Høstluft; men Eyvind saa intet; bare gik og gik, litt tungt aandende i Stigningen. Og Klara fulgte.

De var komne til en Bænk ensomt inde mellem Klipperne; der satte de sig, og Klara tok straks hans Haand. Han sat blek og lot hende beholde den uten at gjengjælde hendes Haandtryk.

Hun blev medét opmærksom; hun saa paa ham med store Øine.

«Eyvind! Er Du ikke bra?» spurgte hun.

Han drog sin Haand langsomt ut af hendes.

«Nei Klara,» sa han og saa ikke paa hende.

«Jeg har det ganske ondt.»

Hun blev het. «Men hvad er det?»

Hun la Hænderne paa hans Arm; hun saa ham ind i Ansiktet.

Han sat ganske stille, saa bare hurtigt paa hende og veg saa igjen med Øinene.

«Jeg har noget at si dig, Klara,» sa han med fremmed Stemme, men ganske klart. «Noget, som vil gjøre dig svært ondt.»

Klara skiftet Farve. Store Gud, hvad var dette? Var der kommet noget imellem dem? Hadde nogen anden –? Elsket han hende ikke mere?

«Men hvad er det Eyvind?» brast det ut af hende; hun saa paa ham i Angst.

Han sat litt, kunde ikke faa Ord. Endelig svaret han.

«Jo, det er det Klara, at – at jeg nok har faat dig til at tro for godt om mig.» Nu saa han paa hende. «Jeg har været akkurat like saa daarlig jeg som saa mange andre.»

53Klara var blit aldeles blek. Angsten for at miste hans Kjærlighet hadde pludselig byttet med en uforklarlig kvalmende Smerte. Hun stirret paa ham som forstenet, stirret som paa noget rent fremmed.

«Eyvind!» hun hvisket det – «Du har da ikke –?»

Jo Klara. Det har jeg.» Han sa det stærkt og fast. «Og saa er det vel forbi mellem dig og mig!» Han rørte sig ikke; han tok ikke i hende; han sat næsten trodsig stille.

Klara sat en Stund uten et Ord. Saa begyndte hun ganske sakte at graate. Reiste sig, snudde sig fra ham og gik, langsomt, langsomt Stien ned.

Han sat blek og stirret efter hende. Dernede i Svingen stanset hun, stod med Hænderne for Øinene og graat; saa gik hun videre ned og ned mellem Klipperne; han saa hendes lyse Hode bli borte dernede.

Det var en saa klar Dag. Terner slog med smaa lykkelige Skrik ned efter sin Fisk; Maaker rodde sig frem i Høstdagens stærke Luft, tungtsusende. Og Himlen var skyløs blaa.

*

Da Klara forgrætt kom hjem, var begge Forældrene inde. Moren reiste sig straks, da hun saa hendes forstyrrede Utseende.

«Kjære, hvad er det Barn?» spurgte hun.

Klara svaret ikke; hun vilde forbi og ind i sit Værelse; men Moren stanset hende.

«Klara,» bad hun.

Da brast det hele. Klara kom heftig tæt ind til sin Mor og brøt ut den voldsomste Graat.

«Han siger» – higstet hun – «at han har været likesaa daarlig han som de andre! – Han siger» – det brast igjen. Moren hadde slaat Armene om sit Barn. Hun stod der mørk i Øinene som vilde hun forsvare hende mot hver eneste Mand i hele Verden, og hun stirret ufravendt paa sin Ægtefælle.

Professor Krafft sat som før, da Klara kom; men hans Ansikt hadde tat Skygge. Og der var aldeles stille; man hørte bare Klaras bitre Hulk inde ved Morens Skulder.

54Da talte Professor Krafft.

«Ja, Barn,» sa han, og Stemmen hadde en ru, saaret Klang. «Du er kommen op i Livets Sorg. Saa faar Du bryte, hvis Du ikke kan tilgi dette.»

Det svaret med ny Hulk derbortefra.

Professor Krafft saa bort paa de to og snudde saa sit Hode. «Stakkars Eyvind,» sa han som hen for sig selv. Det var medét blit ganske tyst derborte, grundende tyst længe. Saa endelig løftet Klara sit forgrætte Ansikt og saa bort paa sin Far. «Men var Du da slik, Far?» spurgte hun fortvilet.

Og Fru Krafft stirret pludselig spændt paa sin Mand.

Professor Kraffts Ansigt tok dypere Ro. Hans mørke Øine møtte Hustruens, næsten skarpt; Stemmen fik et Strøk af behersket Harme.

«Nei,» sa han; hans Øine slap ikke Hustruens. «Det var jeg ikke. Men det kan jeg takke din Mor for. Vi har været saa lykkelige at finde hinanden ganske unge. Jeg var bare tyve Aar. Eyvind er otte og tyve. Og han var et Barn, da hans Far døde.»

Det blev igjen grundende stille.

Saa kom det paany over Klara. «Nei, nei, nei!» hulket hun. «Jeg kan ikke dette!»

Farens Stemme blev streng. «Ja, saa faar Du bryte. Men han gaar tilgrunde paa det; det er sikkert og visst. Jeg trodde forresten det ikke var saa længe siden, Du hadde lært om en anden, som ogsaa fik lide for sin Kjærlighet – og tilgi.» De sidste Ord kom bakefter og næsten hviskende.

Klara løftet sit Hode og saa haabløst bort paa sin Far; men der var ingen Hjælp; Professor Krafft hadde vendt sig halvt bort og sat nu og stirret bent hen for sig ut i Rummet.

Klara slog pludselig Hænderne for Øinene. «Aa jeg synes, det er saa forfærdeligt at leve»! hulket hun; saa gik hun hurtig ind i sit Værelse og drog Døren i efter sig.

Fru Krafft blev blek og vilde følge; men da reiste hendes Mand sig, gik hurtig hen og la sin Haand paa Dørlaasen.

«Nei Helga!» sa han. «Dette gjør Du ikke! Hun maa 55være absolut alene om dette! Absolut alene!» Han talte i stor Heftighet; Blodet steg ham til Tindingerne.

Fru Krafft saa paa sin Mand, vendte sig langsomt, slog Øinene ned – og taug.

*

Eyvind Stolt sat paa sit Værelse paa Hotellet. Det var blit Kveld, og han hadde intet hørt fra Klara. Han hadde bestilt sin Regning; han vilde reise næste Morgen. Eller med Middagstoget.

Da han sent om Aftenen hørte Opvarteren banke paa, kvakk han, Det var kanske Brev!

Det var intet Brev. Det var bare Regningen. Og Natten gled haabløst hen.

Næste Morgen ved Ottetiden banket det atter paa Eyvinds Dør. Det var igjen Opvarteren. «Et Brev til Hrr. Stolt,» sa han.

Eyvind Stolt blev glohet og saa kold. Det var fra Klara.

Han aapnet med dirrende Fingre og læste. Der stod bare nogen faa Ord.

«Eyvind! Jeg maa tale med dig! Klara.»

Hans Hænder sank. Alt var forbi! Hun undertegnet bare «Klara»! Og hun vilde tale med ham. Hun var for god og fin til uten videre at sende ham Ringen tilbake. Hun vilde forklare ham alt!

Han var nu aldeles rolig. Han vilde gaa til hende. Og han vilde tale med hendes Forældre. Hele hans Slæktsstolthet steg i ham; han fornam sin Mors Blod; han fornam sin Fars Æt. Det skulde ikke siges, at han ikke var Gentleman helt ut, at han ikke tok det fulde Ansvar for sine Handlinger! Og han vilde ogsaa kanske si et saart Ord til hende, et ganske strengt Ord! Et Ord om Livet i denne Verden!

Ti Minutter senere stod han utenfor Professor Kraffts Entrédør og ringte paa.

Der kom straks nogen og lukket op. Det var Klara.

Han kom ind i den litt mørke Entré: de stod likeoverfor hinanden; ingen af dem fik et Ord frem.

56Da kom der et Par løftede Arme ganske langsomt op imot ham, og han saa ind i to bedrøvede Øine. Det skyllet over ham som en varm Bølge; han slog, fra sig selv, Armene omkring. Og deres Munde møttes; og der var længe stille. «Aa Klara, Du vet ikke – du forstaar nok ikke» –

Da tok hun lindt om hans Arm.

«Eyvind,» sa hun. «Tal ikke om dette! Du skal ikke forklare – det skal bare være som en stor, ond Løgn, som vi aldrig har havt noget med! Hører Du! Du skal love mig det!»

Eyvind tok hende igjen i sine Arme. Og han lovet med Haand og Mund.

Saa medét løste han sig. «Jeg maa tale med din Far og Mor,» sa han.

«Aa – nei,» bad hun.

«Jo.» Han fridde sig.

Saa gik han ind til hendes Forældre.

*

Der gik et lykkeligt Par Strandveien langs. Der skinnet Sol; der var et velsignet Veir. Klara gik og holdt Eyvind i Haand og saa ham alt i et op i Øinene. Hun trængte likesom dobbelt til Ømhet nu, da hun hadde kjøpt Lykken saa dyrt. Men Eyvind Stolt gik der og smilte litt uroligt distrait. Han hadde endnu et paa Samvittigheten, som han maatte si hende.

Endelig ved Odden tok han Mot til sig og sa hende det. «Du Klara,» sa han og stanset. «Jeg har en Ting at si dig, før jeg reiser.»

Han stod og holdt begge hendes Hænder og saa hende smilende ind i Ansiktet.

«Vi maa ha Bryllup ihøst.»

Hun satte forbausede Øine.

«Er Du gal! Ihøst! Det er aldeles umuligt! Jeg, som har saa mange Kjoler at sy og Linneder og alt andet!» Eyvind Stolt holdt hende fast. «Klara min,» sa han. «Jeg kan ikke undvære dig længer! Jeg kan ikke være uten min lille Hustru.» –

Det steg en skjær liten Rødme i Klaras Kinder.

«Ja men» – sa hun. «Vi kan da vente til Vaaren!»

57Eyvind Stolt slap hendes ene Haand. «Hvis Du vil jeg skal gaa der ulykkelig hele Vinteren,» sa han. «Vil Du det?»

Klara slog Øinene ned. «Nei det vil jeg ikke,» svaret hun. Og saa om litt: «Jeg skal spørge Mama.»

«Spørg ogsaa din Far,» sa Eyvind Stolt.

«Jeg skal spørge dem begge.»

De gik tause videre, og da de var komne forbi Odden vendte de.

*

Klara var naadd hjem og gik ind til sine Forældre, som begge sat i Farens Værelse. Eyvind ventet i Parken paa Besked. Han og Klara skulde møtes om en Time. Han burde jo ha gaat op med og talt om dette; men han var simpelthen feig. Feig paa dette ene Punkt.

Da Klara hadde sittet litt inde hos Forældrene sa hun saa’n ganske uten videre:

«Tænk Eyvind siger, han vil ha Bryllup ihøst.»

Moren reiste sig og slog et Par forskrækkede Øine op. «Ihøst! Det er aldeles umuligt! Du skal jo utstyres Barn, og desuten – nei vi kan umulig bli færdige til dette!»

Klara saa nedslaat ut; men da fik hun uventet Undsætning fra sin Far.

«Jo visst kan Dere bli færdige,» sa han. «Jeg synes, at naar Manden vil dette, saa maa han faa sin Vilje! Vi faar virkelig gi os paa dette Helga! Du maa da forstaa –»

Fru Krafft var fortapt. «Ja ja da, sa hun spakfærdig.

«Jo, for jeg skal si dig Klara,» sa Professor Krafft – Klara saa spørgende paa ham og kom nærmere – saa tok han sig i det. «Nei det var bare, at Du virkelig er en søt liten Pike!»

Han strakte Haanden smilende ut i Luften mot hende. Men Fru Krafft tok ganske stille Klara om Halsen og trak hende med sig ind i sit Værelse. Der talte Mor og Datter sammen længe. Til fastsat Tid kom Klara. Hun smilte paa Afstand til Eyvind, som sat og ventet paa sin Bænk i Parken. Saa kom hun og satte sig ved Siden og hadde en ny Slags Blyghet i sine Øine.

58«Det fik bli, som Du vilde,» sa hun. «Papa vilde det, og da vilde Mama det ogsaa.» Eyvind Stolt smilte. Fik saa fat i hendes Haand og klemte den, saa hun sa «Au!»

*

Næste Dag reiste Eyvind Stolt, og Klara fulgte ham til Toget – alene. De gik Arm i Arm; hun gik tæt indpaa ham, og han kjendte hendes lille Arms Tyngde. Hun gik der og følte det nye imellem dem; han kunde ikke længer undvære hende; hun var den eneste, som kunde gi ham Ro og gjøre ham glad; hun var den eneste paa Jorden, som kunde dette. Hun gik der og visste Livsmærkværdigheter, gik der med en liten vordende Hustruværdighet; hun var kommen med i denne sorgfuldtvidunderlige Verden!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.