Jeg kom gradvis til bevissthet igjen.
Til at begynde med aapnet jeg ikke øinene. Det suste saa rart for øinene mine, og jeg følte en ganske uvant bevægelse. Saa forstod jeg. Jeg var 8ombord paa et skib, og skibet dampet utover fjorden eller sundet, ja det var kanske endog ute tilhavs. Hvorlænge jeg hadde været uten bevissthet, hadde jeg intet begrep om.
Naa, det var der jo ikke noget at gjøre ved. Det var ikke værre end at arbeide paa overtid for gamle Craddox og bli gjennemheglet fordi en røkte. De kunde da ikke gjøre mere end at dræpe mig, hvem de saa end var.
Jeg var i en stinkende ruf i en elendig fragtedamper, antok jeg. Det var bedst jeg kom tillive igjen.
Saa apnet jeg øinene. I næste øieblik sperret jeg ogsaa munden op av bare forundring.
Det var ikke nogen stinkende ruf jeg var i, men en luksuriøst utstyrt pragtkahyt. Det var silkeforhæng for vinduerne. Det var et stort speil paa væggen like mot mig. Ved siden av det var der en liten dør som stod paa gløt, og indenfor saa jeg en vaskevandsstol og et badekar. Der var ogsaa et vel utstyrt toiletbord. Det maatte være en luksuskahyt ombord paa en stor oceandamper.
Jeg satte mig op paa køiekanten og gned øinene, glemte for et øieblik mine hodesmerter, som skyldtes kloroformens virkninger. Saa skyndte jeg mig bort til et av vinduerne og saa ut. Det var ikke langt ind til land, og jeg kunde se at baaten gik med stor fart. Vi var ikke naadd ut i aapen sjø endnu, men befandt os i Juan de Fusastrædet.
Hvad skulde dette bety? Hvorfor var jeg blit bortført paa denne besynderlige maner, og det av en mand som hadde kaldt mig ved navn? Og hvorfor befandt jeg mig i en luksuskahyt som om jeg skulde være en rik passager?
Husk jeg var bare enogtyve aar, og i den alder varer ikke ens nedslaathet længe, hvis man er frisk. Derfor knipset jeg i fingrene og gik ind i det lille badeværelse. 9Jeg fik mig en deilig morgenvask, trak paa mig undertøiet og gik hen til det store speil for at barbere mig. Jeg masserte mit ansigt, børstet haaret og benyttet mig av hele den rikholdige samling av toiletsaker. Det var jo ikke noget urimeligere av mig at gjøre det end det var for fire voksne mænd at bortføre mig, en ganske almindelig, ubetydelig ung mand.
Hvorfor de hadde gjort det? Ja, det maatte himlen vite. Jeg opgav fuldstændig at begripe det. Tiden vilde nok vise det. Det bedste jeg nu kunde gjøre var at klæ mig paa, saa kunde jeg efterpaa forsøke at finde rede i det.
Desuten var jeg sulten. Jeg hadde hat liten tid til at spise dagen før, og en tarvelig middag var det. Og nu kunde jeg omtrent slutte mig til at det var ved fem-seks-tiden om morgenen.
Saa skyndte jeg mig tilbake til kahytten og saa efter klærne mine. Men de var der ikke. Derimot laa der over en vægfast bænk en snehvit uniform med guldsnorer, et guldbelte og et guldhjaltet sverd. Paa brystet av uniformfrakken hang der en besynderlig guldmedalje, som lignet et slags orden.
Der stod et par ridestøvler med guldsnorer og guldkvaster paa. Der var ogsaa en forgyldt hjelm, og paa kokarden stod der et eiendommelig merke, make til det som stod paa sverdhjaltet og beltespænden.
Hvad i himlens navn betydde alt dette? Hadde jeg gaat i vildelse? Var jeg kommet ind etsteds hvor jeg ikke hørte hjemme? Men isaafald hvor var klærne mine?
Jeg opgav at finde nogen løsning paa det. Jeg satte mig paa køiekanten og trak paa mig en silkeskjorte som jeg hadde fundet ved siden av uniformen. Den passet fuldstændig. Saa trak jeg bukserne paa. De passet ogsaa. Det var som om klærne skulde være sydd til mig. Men støvlerne – der vilde det vise sig. Jeg forsøkte den høire, 10og den gled let paa, det gjorde den anden ogsaa. Paa en stolarm fandt jeg rent, nyt stivetøi. Da jeg tok det paa, saa jeg at baade skjorteknapperne og mansjetknapperne var av guld og bar det samme merke som hjelmen og sverdhjaltet.
Saa bestemte jeg mig til at klæ mig fuldstændig, og dersom jeg efterpaa blev hivd overbord for at ha besudlet den høierestaaende officers uniform, saa kunde det være mig det samme. Jeg hadde hat min lille moro saalænge den varte. Jeg trak uniformen paa og knappet den. Den sat som støpt. Jeg spændte sverdet om mig, satte hjelmen paa hodet og saa mig i det lange speil. Himmel! Jeg saa likefrem kongelig ut!
Saa, nu var jeg rede. Jeg behøvde bare at aapne døren, gaa ut paa dæk og faa høre hvor, jeg var henne – hvad det var for et skib, hvor det skulde hen, hvorfor jeg var blit bortført og hvis klær det var jeg hadde paa.
Jeg tok hjelmen av, jeg kunde ikke rigtig noget med den. Saa gik jeg bort til døren og dreiet paa haandtaket. Døren var stængt.
Til denne dag vet jeg ikke hvorfor jeg ikke hamret løs paa den, skrek og ropte og bragte officerer og mandskap paa benene. Kanske var jeg under indflydelse av den uniform jeg bar. Kanske gav den forbistrede utrigning mig en liten smule følelse av falsk værdighet.
Ihvertfald gik jeg bare over til et av vinduerne og saa ut igjen. Landet var nu ikke saa nær som det hadde været. Skibet nærmet sig uten tvil det aapne hav. –
Idet jeg vendte mig om, saa jeg en elektrisk knap paa væggen. Jeg trykket sagte paa den og ventet saa. Noget vilde ske nu formodet jeg.
Noget skedde ogsaa. Der kom hurtige trin utenfor døren, en klokke ringte et eller andet sted og syntes at gi ekko over hele skibet.
11Jeg hørte nogen snakke til en anden utenfor. Jeg hørte en slaa gli tilbake. Jeg stod og ventet midt i det elegante rum med armene overkors med tankerne fyldt av den forbistrede uniform.
Døren blev slaat op. Jeg snappet efter pusten og rykket et skridt bakover. Foran mig stod den svære svolk av en fyr som hadde snakket til mig kvelden før paa moloen, han som hadde været med paa at røve eller bortføre mig eller hvad det nu var.
Det var ikke det at han var der som fik mig til at gispe og gaa bakover – det var fordi han ogsaa bar en flot uniform, skjønt ikke saa pragtfuld som min. Hans var grøn med guldborder og over skulderen hadde han et rødt skjerf. Han bar ogsaa sverd ved siden.
Idet jeg aapnet munden for at snakke, bøiet han sig dypt forover og la høire haand paa hjertet.
«God morgen, Deres majestæt,» sa han.
«Hv-a-d?» lykkedes det mig bare at gispe frem, ordene sat fast i halsen paa mig.
«Det tegner til at bli en deilig dag, Deres majestæt,» fortsatte han. «Forhaabentlig har Deres majestæt sovet godt. Tillat mig at føre Dem til spisesalonen. Frokosten er servert, hvis Deres majestæt ønsker at indta den nu.»
Nu blev jeg aldeles ør. Jeg fulgte ham blindt, gik igjennem en liten korridor og kom ut i spisesalen. Et drivhvitt bord stod dækket med glinsende slepne glas og sølv. Mekanisk satte jeg mig ved enden av det. Og saa opdaget jeg at der bare var en stol, en plads.
Manden i den grønne uniform ringte. Straks blev døren aapnet og en stuert traadte ind med et bret. Han bar en hvit dragt.
Han serverte mig den mest indbydende frokost en kan forestille sig, og gik saa baklængs ut av værelset – gik baklængs ut, glem ikke det.
12«Falder maaltidet i Deres majestæts smak?» spurte den grønklædte.
«Det ser rent fristende ut,» bemerket jeg, for nu begyndte jeg atter at faa talens bruk. «Men jeg skulde gjerne ville vite, hvad alt dette sludder skal bety?»
«Sludder, Deres majestæt?»
«Jeg sa sludder, ja, og skulde gjerne ville tilføiet et endnu kraftigere ord. Hvad betyr dette? Hvorfor bortførte De mig igaaraftes? Hvorfor er jeg ombord paa dette skib? Hvorfor har jeg faat en række private kahytter? Hvor har De gjort av klærne mine, og hvorfor gav De mig denne uniform?»
«Det er Deres majestæts egen morgenuniform.»
«Du store kineser! Da skulde jeg like at se galauniformen! Men De er fuldstændig paa vildspor, min snille ven. Jeg har ikke nogen ret til at bære uniform. Jeg er Karl Henderson, kontorist hos en grætten skurk av en mægler som har forretning i Seattle, U. S. A.»
«Saa Deres majestæt er i det spøkefulde hjørne?» sa fyren smilende.
«Hvorfor tiltaler De mig som konge?» spurte jeg. –
«Fordi Deres majestæt er konge. Det er vel ikke for dristig av mig at antyde, at frokosten kunde bli kold?»
«Tak fordi De mindet mig om det. – Jeg vil ialfald spise saalænge der er anledning til det. Om nogen minutter finder De saa allikevel ut, af De har gjort en feil, og saa sparker De mig vel overbord.»
Dermed la jeg ivei med frokosten.
«Hvad er det forresten for et skib dette her?» spurte jeg om en stund.
«Deres majestæts egen yacht «Kenturionen.»»
«Jasaa, jeg visste ikke jeg hadde nogen yacht. Hvorhen gaar saa reisen?»
13«Deres majestæt er paa veien hjem.»
«Nei jasaa! Hvor er saa det henne?»
«Som om Deres majestæt ikke visste det selv!»
«Hvem er saa De?» spurte jeg med ett.
Manden smilte til mig over bordet.
«Jeg er Deres majestæts kammerherre,» svarte han med et buk.
«Nuvel, hr. kammerherre, hvorfor sitter De ikke ned og faar litt i livet?»
«Spise sammen med Deres majestæt! Det vilde være brud paa etiketten.»
Jeg svarte ikke. I fulde ti minutter lot jeg den utsøkte frokost vederfares retfærdighet. Jeg opgav at fundere mere paa dette. Enten var det en drøm, eller maatte jeg være sindsforvirret.
«Vil Deres majestæt motta førsteministeren?» spurte kammerherren efter en stunds forløp, da jeg gav tegn til at jeg var færdig.
«Jeg er rede til at ta imot hvemsomhelst!» svarte jeg. –
Den hvitklædte gut kom ind og tok av bordet; saa bragte han mig cigarer, bedre cigarer end jeg nogensinde hadde smakt i hele mit liv, og jeg tændte en med det samme.
«Hvad er Deres navn?» spurte jeg kammerherren. –
«Førsteministeren sier jeg har kapteins rang, Deres majestæt. Mit navn er William Mallard.»
«Hvem er førsteminister?»
«Det er lord Richard Bellan, Deres majestæt, eller Richard lord Bellan skulde det vel hete.»
«Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har gjort ham til førsteminister,» bemerket jeg.
«Deres majestæt er i usedvanlig godt humør i denne morgenstund,» sa kaptein Mallard.
«Hvis jeg er konge,» sa jeg, «kan jeg vel gjøre og late som jeg vil ombord paa denne yachten som De sier tilhører mig?»
14«Javist, Deres majestæt.»
«Naavel, saa vil jeg gaa ut paa dæk.»
Idet jeg reiste mig, fór han tversover kahytten, aapnet døren med et dypt buk og traadte tilside, idet jeg gik ut. Han pekte hvor jeg skulde gaa hen. Jeg steg ut paa dækket med kammerherren i ti skridts avstand bak mig.
«Kenturionen» dampet netop ut i aapen sjø. Der stod en officer paa broen og en paa dækket, begge iført grønne uniformer med gulddistinktioner. Jeg saa nogen av mandskapet, de var ogsaa klædt grønt.
«Gi mig en knappenaal,» sa jeg til kammerherren.
Han gav mig en, og jeg stak den i armen. – Nei, det var ingen drøm.
«Jeg sier Dem endnu engang, at De har begaat en kjedelig feiltagelse,» sa jeg, idet jeg vendte mig mot kaptein William Mallard. «De har faat tak i den gale mand.»
«Det tror jeg ikke, Deres maiestæt. Deres majestæt er ganske sikkert Deres majestæt.»
«Jeg har en masse ting jeg gjerne vilde vilte om denne majestætingen Deres,» sa jeg.
«Tilgi, Deres majestæt, men som De vet kan jeg ikke tale med Dem om statssaker, denslags konferancer maa være forbeholdt hans ekcellense førsteministeren.»
«Saa faa fat i førsteministeren Deres da,» befalte jeg.
Jeg satte mig ned i en stol for at vente. Kammerherre Mallard ropte paa en underordnet officer og meddelte ham ordren.
«Hvorfor kunde De ikke gaat efter ham selv?» spurte jeg.
«Jeg skal være om Deres majestæt bestandig,» svarte han.
15Jeg sa ikke noget; der var ikke noget at si, men jeg begyndte at bli nervøs.
Saa kom førsteministeren, lord Richard Bellan. Han var iført hvit uniform, men den var ikke saa pragtfuld som min. Han hadde et purpurfarvet skjerf, som gik over høire skulder. Han kom like bort til mig og bukket.
«Det glæder mig at se Deres majestæt saa frisk og i saa godt humør,» sa han.
Jeg saa paa ham. Han kunde vel være omtrent 45 aar, var høi, bredskuldret og rak, litt graa i tindingerne, og man kunde straks forstaa, at han enten hørte til hæren eller flaaten.
«Send væk den fyren, som sier han er min kammerherre,» befalte jeg.
William Mallard trak sig øieblikkelig tilbake.
«Og sæt saa De Dem der,» fortsatte jeg.
«I Deres majestæts nærvær!»
«Javist.»
Saa satte han sig. Jeg bøiet mig fremover og satte pekefingeren min like borti næsen paa ham.
«Vil De saa si mig, hvad er meningen med alt dette?»
«Undskyld, Deres majestæt, men jeg forstaar ikke rigtig?»
«Hvorfor blev jeg bortført igaarkveld? Hvorfor er jeg her? Hvor fører De mig hen? Hvorfor behandler De mig som en nar?»
Han smilte til mig.
«Vil Deres majestæt tillate mig at tale likeut?» spurte han.
«Det er netop det jeg vil ha Dem til at gjøre.»
«Saa la mig faa si Dem dette: De er virkelig konge. Av hvilket rike kan jeg ikke si netop nu. Vort bestemmelsessted maa ogsaa forbli en hemmelighet for Dem indtil videre. Forklaringen skal komme senere og da fuldstændig. Vi reiser nu til Deres kongerike. Denne yacht er Deres og staar 16fuldstændig til Deres disposition, kun maa De ikke gjøre forsøk paa at forandre dens kurs. Der er blit sørget for alt som kan gjøre Dem opholdet ombord behagelig. Deres ringeste ønske er lov. Dette er al den forklaring jeg kan gi for øieblikket. Fra nu av er De kong Karl og vil bli behandlet som saadan av hvert eneste menneske ombord. Høilig forbauselse vil bli det eneste svar De faar, hvis De stiller spørsmaal til nogen, for ingen her ombord kan eller vil si noget. De er konge, og intet ondt vil hænde Dem. Vær derfor tilfreds.»
Saa reiste slyngelen sig, bukket igjen dypt, knipset i fingrene, og kammerherre, kaptein Mallard kom springende til.
«Hvad er Deres majestæts ordre for dagen?» spurte han.
«Kaptein Mallard,» svarte jeg, «for øieblikket har jeg intet at befale. Jeg bare ønsker at faa røke i fred.»
Kaptein Mallard bukket og trak sig ti skridt tilbake. Der stod han med armene overkors, opmerksomt speidende, som om han ventet at jeg skulde bli bortført av anarkister.
Richard lord Bellan hadde sagt det, og han maatte vel vite det. For jeg visste det ikke. Jeg var kong Karl, men av hvilket rike hadde jeg ikke den ringeste idé om.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Karl Henderson, en ung mann i Seattle, er lei av jobben som kontorist og drømmer om spenning og eventyr. Etter en hendelse på jobben går han ned til havna for å se på skibene, deriblant en stor lystyacht. Plutselig blir han overfalt og bortført. Når han kommer til seg selv befinner han seg ombord i lystyachten og blir behandlet som konge. Nå befinner han seg midt i både eventyr og spenning.
Spenningsromanen Lystyachtens hemmelighet kom ut i 1915 med undertittelen «Roman av Kaptein Seatle». Det kan være Rudolf Muus som står bak, det at den kom ut sammen med en tittel av Kassimodo (ett av Muus' mange pseudonymer), kan tyde på det.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1915 på nb.no.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.