Kap. XXII. Et kongerike gaar tapt

Først en time efter daggry fik jeg bevisstheten igjen. I dagevis hadde jeg tilsynelatende gjort litet 154andet end at tape mine sansers bruk og møisommelig gjenvinde dem igjen.

De hadde anbragt mig bedst mulig paa bordet, mine saar var forbundet, og to av mændene hadde baaret vand fra en kilde og badet mig. Jeg følte mig vidunderlig forfrisket, og min tanke var klar. Jeg var friskere end da jeg forlot hytten oppe i fjeldene.

Min uniform var gjort ren, og jeg tok den paa. Mændene var meget ærbødige.

«Vi sendte bud til paladset, konge,» sa en av dem, «for at fortælle alt. Manden er netop vendt tilbake. Folket glæder sig. De er retsindige folk, konge, naar de bare faar høre sandheten. De venter bare paa at by Dem velkommen. Man har tat sig av dem som kom sammen med Dem, og de har faat mat, men de holdes tilbake i slottet, til De kommer selv. De skal ha et kongelig indtog, Deres majestæt.»

«De som kom sammen med mig!» fik jeg endelig frem. «Hvad er det De mener? Seilte de da ikke bort med yachten, har de da ikke svigtet mig?»

«Nei, konge. Vi begyndte at fortælle Dem det igaarkveld, men De stanset os, og saa besvimte De av Deres saar. Efterat førstetribunen hadde hjulpet Dem bort kom han tilbake for at hente de andre. Men den hemmelige gang blev fundet av vore folk, og utgangen spærret. Saa maatte folkene bli i slottet. De hadde kjæmpet i fire dage, konge, og holdt Henderlands mænd stangen. Nogen av matroserne var saaret. Vort bud melder at lord Bellan var let saaret, og admiral Barrington skudt gjennem laaret, men ikke alvorlig skadet. Sir Michael Murphy er uskadt, og begge damerne har ingen overlast lidt.»

«Himlen være lovet!» stønnet jeg. «Mine venner svigtet mig da ikke allikevel. Jeg burde ha hat større tiltro til dem. Men yachten? Seilte den ikke avsted?»

155«Yachten seilte avsted, konge, men vi vet ikke hvorfor, og det gjør heller ikke Deres venner i slottet. Det er meget besynderlig. Dr. Murphy vilde endelig være med ut til Dem, konge, men han fik ikke lov. Naar De er istand til det, vil vi gaa til byen.»

Jeg tænkte paa Grace og paa de andre.

«Jeg orker det godt nu,» sa jeg til dem.

Og en halv time efter brøt vi op. Der stod næsten hundrede mand utenfor, da jeg traadte ut paa veien. De ropte hurra ved synet av mig og stillet sig saa op i række. Deres valgte tillidsmænd, som hadde deltat i forhandlingerne i hytten kvelden før, dannet en række tversover veien bakenfor mig, og saa begyndte vi vor marsj til byen.

Det var ikke saa svært langt, og min længsel efter at se mine venner igjen gav mig kraft. Veien gjorde en dreining, og nedenunder os laa det store hvite palads og glitret og skinte i solen. Det var et vakkert syn.

Men et endnu vakrere fik vi siden, for da vi nærmet os slottet, stod Henderlands mænd, kvinder og barn i rad og række paa begge sider av veien, og med høit hævet hode gik jeg mellem rækkerne, mens de jublet og hyldet mig, til ekko sendtes tilbake fra fjeldene.

«Gud bevare kong Karl!» ropte de. – «Tilgi os, konge, den uret vi har gjort! Længe leve kong Karl!» Vi naadde trinnene op til slottet, og jeg steg op med nogen av folkets førere bak mig. En avdeling av yachtens matroser stod der. De begyndte at rope hurra, men jeg skyntet mig forbi dem og saa opover den vældige trappe – og Michael Murphy løp mig imøte nedover den.

«Gut! Gutten min!» ropte han og slog armene om mig.

«Mike! Mike!» svarte jeg.

«Hvorledes har du klart dette? Hvorledes gik det til?» spurte han.

156Men der var ikke tid til at fortælle ham det, for lord Bellan og Barrington kom løpende ned til os, og bak dem kom begge tribunerne langsomt og værdig.

Jeg gav dem alle haanden, forsøkte at besvare alle deres spørsmaal paa en gang og prøvet samtidig ogsaa at bane mig vei opover trappen.

Endelig var jeg oppe, og Grace og Elizabeth kom imot mig nedover korridoren. Skjønt de alle saa det, løp jeg frem og tok Grace i mine armer. Og der var taarer i vore øine, da vore læber møttes.

Utenfor paa pladsen jublet folket. Jeg førte alle til balkonen. Jeg saa ned paa menneskemængden der og holdt en tale til dem. Jeg bad dem more sig og holde fest resten av dagen, og fortalte dem ogsaa, at jeg vilde deres tillidsmænd skulle komme til mig om kvelden for at lægge planer for byens gjenopbyggelse.

De begyndte sin fest mens vi saa paa dem, de sang, danset og glædet sig som barn.

Et skrik fra Barrington fik os alle til at se mot havnen. «Kenturionen» gled netop ind i bugten fulgt av en krydser med det britiske flag paa mastetoppen.

«Et britisk krigsskib!» hørte jeg Bellan og Barrington utbryte samtidig.

Jeg vendte mig hurtig mot dem. De stod med blottet hode, fordi de hadde set sit lands flag. Jeg husket at nede i paladsets store sal hadde vi fæstet op flag fra alle lande for at dekorere. Et iblandt dem var banneret med stjerner og striper – og pludselig kom jeg til at tænke paa at det var mit flag.

«Hvad betyr dette?» sa Bellan. «Hvorledes kommer krydseren hit? Hvor har yachten været?»

«Vet ikke De det?» spurte jeg.

«Den seilte bort, og vi visste ikke hvorfor eller hvorhen,» svarte Barrington. «Det plaget og ængset os saa.»

Folkene nede paa pladsen hadde ikke lagt merke 157til yachten og krigsskibet, og de sang og danset fremdeles.

Mens vi stod og saa paa gjorde de to skibe sig rede til at ankre. Næsten med det samme ankrene plasket i vandet, var krydserens baater paa vandet, de var fulde av soldater og stod hurtig ind mot land.

«Den gjør klar til kamp!» stønnet Barrington. «De tror at der fremdeles er uroligheter her. Vi maa hindre dem i at skyte! Yachten maa ha tilkaldt den!»

«Gaa straks til stranden, Barrington,» kommanderte Bellan. «Ta nogen folk med Dem.»

Barrington styrtet nedover trappen, idet han tilkaldte nogen matroser, og vi andre blev staaende paa balkonen. Folkene paa pladsen hadde faat øie paa skibene nu og stirret paa dem. Barrington og hans mænd løp gjennem mængden, like ned til strandbredden. Vi saa ham ta imot baatene da de landet, saa ham snakke med nogen officerer, saa stillet soldaterne sig op og gik i hurtig marsj opover mot slottet. Vi gik ned fra balkonen for at møte dem.

Jeg stod øverst paa trappen med de andre rundt mig, mens de britiske blaajakker stillet op paa pladsen nedenfor, og Henderlands kvinder og mænd saa paa i ærefrygt og skræk. Barrington kom op trappen med kommandanten for den engelske avdeling.

«Konge,» forklarte han, «yachten kom for to dage siden ved hjælp av traadløs telegraf i forbindelse med krydseren og bad denne om hjælp. Tilfældigvis var krydseren inden rækkevidde og satte fuld fart paa. Yachten stak tilsjøs for at møte den; da krydserens kaptein ikke kjendte til land her omkring, og yachtens kommanderende officer var ræd for enhver utsættelse.

Var vort mellemværende ikke blit op- og avgjort, vilde krydseren ha kommet netop i rette øieblik. 158Som sakerne nu staar skylder vi disse mænd tak fordi de kom for at hjælpe os.»

«Og vi takker dem saameget,» sa jeg. «Saa har vi da faat en forklaring paa yachtens forsvinden.»

Jeg saa ned paa de britiske sjømænds rækker.

«Jeg er ræd de vilde ha vundet en let seir over Henderlands mænd,» sa jeg.

Saa kom den kommanderende officer opover trappen, og Bellan sprang ned for at møte ham, for de hadde været kamerater i svundne dage. Vi gik alle ind i slottet for at holde en konferanse, efterat saken var blit forklart for henderlænderne, og skibets folk blandet sig med de indfødte.

Og der kom min magt til en avslutning, for henderlænderne fik nu en anelse om verden derute, lærte ting de aldrig hadde drømt om før, fandt ut sandheten om min kongemagt. Allikevel forblev de trofaste, for de fortsatte med at rope: «Længe leve kong Karl!»

Men vor drøm om magt var endt, for hvorsomhelst det britiske flag vaier, der følger handelen efter. Og civilisationen vilde hindre Henderland i at bli en stor magt i sig selv. Det vilde snart faa vite hvor ynkelig litet det var. Jeg brød mig ikke om at være konge bare av navn, en gallionsfigur for en tiende rangs nation. Nye omstændigheter krævet nye forholdsregler.

Lord Bellan tænkte vist som jeg, for jeg saa ham i ivrig samtale med Barrington og den britiske kommandant. Saa kom Bellan hen til mig.

«Karl,» sa han, «krydserens ankomst ændrer alt, for dette er en av de ting, hvorfor megen kundskap er av det onde. Henderland burde staa under en eller anden stormagts beskyttelse tror jeg. Og vi har vor formue, Karl, baade i London og her i Henderland. Vi kan finde skatten nu og føre den med os.»

Han sa ikke mere, men jeg læste hans tanker.

«Jeg tror De har ret,» sa jeg til ham.

159Han gik tilbake til de andre, og jeg gik ned i dalen, hvor flaggene var lænet op mot væggen. – Der var det med stjerner og striper. Jeg syntes det var vidunderlig vakkert netop nu. Jeg løsnet stangen og foldet banneret om den og holdt det i min haand.

Bellan kom ut, Barrington og den britiske officer sammen med ham. Sir Michael var like bak dem med Grace og Elizabeth.

Alle gik vi ned trappen til den aapne plads, og igjen blev de britiske sjømænd samlet og opstillet. Jeg holdt endnu stjernebanneret i min haand, for jeg følte at mit land hadde krav paa at bli repræsentert her.

Den engelske kommandant traadte frem med Storbritanniens flag i sin haand. Han tok luen av og saaav og saa] rettet fra: av saa (trykkfeil) rundt paa os alle. Der gik pludselig et ryk gjennem mig. En idé dukket op i mit sind.

Med ett sprang jeg frem, foldet ut stjernerne og striperne, og drev spidsen av stangen ned i jorden.

«Jeg kræver dette land, med opdagelsens ret, for Amerikas forenede stater!» ropte jeg.

Nogen minutter hersket dyp stilhet. Den britiske kommandant var blit blussende rød, for jeg hadde gjettet hans hensigt og var kommet ham i forkjøpet.

Men snart gik øieblikkets spænding over, og Bellan sprang frem og grep min haand.

«Godt gjort, Karl!» ropte han. «Du har ret til det. Du har lidt mere end nogen av os! Vi skylder dig det, fordi vi har bortført dig hjemmefra og bragt dig ind i alle disse vanskeligheter. Saa langt jeg kan gjøre noget fra eller til staar dine ord ved magt!»

«Ja, de staar ved magt,» tilføiet den britiske kommandant, idet han traadte hen til mig og rakte mig sin haand. «Jeg skal indgi rapport om erhvervelsen av dette territorium for Amerikas forenede stater.»

160De andre flokket sig om os for at veksle haandtryk, og stjernebanneret viftet og slog i sjøbrisen, som var det stolt av hvad jeg hadde gjort. Jeg saa op paa flagget med duggede øine.

«Jeg vil reise – hjem,» sa jeg stille.

Den britiske officer gav en ordre, og sjømændene hilste det flag jeg hadde plantet.

«Jeg vil reise hjem,» gjentok jeg. «Lord Bellan, vil De forklare alt for Henderlands folk. Si dem at to store nationer vil sende skibe hit; fortæl dem hvorledes de vil faa kundskap om den store, fjerne verden, hvorledes handel vil berike dem. Fra denne stund av er jeg ikke længer kong Karl, men likefrem Karl Henderson fra De forenede stater. Men si Henderland, at jeg ofte vil komme tilbake for at besøke det.»

«De maa sove i slottet en nat,» sa Barrington. «De skal være konge til imorgen.»

«Ikke med det flag vaiende over øen,» svarte jeg, «for stjernebanneret taaler ingen konger. Men jeg vil sove i slottet denne ene nat.»

Lord Bellan begyndte at tale til folket, mens vi andre traadte ind i bygningen igjen og gik op paa balkonen for at se paa hvorledes en del av matroserne vendte tilbake til krigsskibet, og de andre forberedte sig til at slaa sig ned paa pladsen til morgenen. Da nogen tid var gaat var jeg alene paa balkonen med Grace.

«Jeg kan ikke by dig noget kongerike, kjære,» sa jeg, «men jeg vilde saa gjerne du skulde bli min hustru.»

Hun vendte sig mot mig og saa mig dypt i øinene.

«Du kan være min konge, Karl – for altid,» hvisket hun.

Ende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.