Ja, enten du nu vil eller ej! En så sjelden gæst må man naturligvis nøde.nøde] presse; overtale Det var godt, jeg tilfældigvis traf dig i nærheden. En gæst, du, der forstår at gøre sig kostbar! Kun været her en eneste gang! Man skulde tro, du betragtede min ungkarlebolig som smittet med pest, difteritis, eller hvad man nu kalder alt det tøjeri.tøjeri] vrøvl; sludder Puh! (Kaster sig ned på en lav ottoman)ottoman] lav sofa uten rygg- og armstøtte En ganske rarrar] hyggelig rede? Ikke? Foret med mos og dun, – brysselertæpper, brysselerforhæng,brysselerforhæng] vevde, kostbare tepper og forheng fra Bryssel edderdunspuder – (strækker sig.) Et rigtigt blødt dolce far niente.dolce far niente] (it.) deilig å gjøre ingenting; dovne seg – Nå, hvad siger du så til min sidste fortælling?

«Arbejde?» Jo, den har jeg læst. Jeg har 67også læst «Knud» (Med ét.) Når blev du pludselig så fanatisk forelsket i arbejde?

I arbejde? Ja – det forstår du dig ikke noget på. Jeg skal sige dig. Livet er ikke til at holde ud uden arbejde.

Det vil sige i bøgerne. Du kan såmæn ellers pokkers godt undvære det i virkeligheden.

Hvad behager? – Nå jo, – med mig er det en anden sag. Men for det store flertal, – jeg forsikrer dig, – ene og og alene slidet fra morgen til aften kan hjælpe det til – stundevis i al fald – at døve tilværelsens jammerskrig.

Det fornøjer mig på dine vegne, du alene har monopol paa livsglæden. Kun har jeg lidt vanskeligt ved af komme mig af min forbavselse.

Forbavselse?

Ja, over at livet virkelig skulde være mig så drøjt.drøjt] vanskelig; besværlig Jeg kan ikke sige, det før er gået op 68for mig, men jeg er dig meget forbunden, fordi du har åbnet mine øjne.

Å – du skal nu også altid tage alting så alvorligt. Hør, jeg skal have et lille, literært gilde i aften. Du bliver vel?

Nej, du må undskylde! Terslew og konsorterkonsorter] tilhengere; kamerater er ikke mine hjertensvenner, og desuden ved du vel, hvad der holder mig borte fra dit hus.

Bah! Er det den gamle historie! Du er da også en drøvtygger! Herregud er du endnu ikke kommen ud over den?

Du ved, hvad jeg sagde dig i forvejen. Da vi var hendes venner, der søgte at beskytte hende, har du ved at fornærme hende også fornærmet min hustru og mig.

Død og plage, skal jeg nu høre ilde for det? Har jeg noget ansvar? Du får sandelig holde dig til hende. Hun er myndig,myndig] I 1857 ble Næringsloven, Arveloven og Myndighetsloven vedtatt i Danmark. Ugifte danske kvinner ble da myndige ved fylte 25 år. hun vidste, hvad hun gjorde, og hun gjorde det af egen, fri vilje!

Nå – således! Du er allerede bleven træt?

Ja – oprigtig talt.

Hvorlænge var Adam i paradis? Et halvt år – nå, dine liaisonsliaisons] (fr.) forbindelser; kjælighetsaffærer varer jo sjelden længere.

Ja, nu må du ikke tage det for strengt. Skal jeg være ærlig, – det bliver mig i længden for ensformigt og – og – en del besværligt, uafbrudt at være på kothurnenvære på kothurnen] være høytravende/affektert; koturne: sko med høye såler som ble brukt i den antikke greske tragedien og følge hende op i de ethiske regioner.

Det forbavser mig ikke. Du vilde kun have nydelsen, – hun tog tillige forpligtelsen –

Ja, Gud velsigne dig, som noget, der fulgte af sig selv. I det forhold!

Og da pligt er en yderst generende ballast, blir man den lettest kvit ved at kaste den over bord, – du vil af med hende!

Nå, nå, man kan blive både angst og bange for dine krasse udtryk! – Gud bevares – ikke sådan uden videre – ikke sådan – ja, du ved nok, der gives mange måder at løse et sådant forhold på –

Lempeligt – sådan lidt efter lidt – med kattepoter. – Hvorfor ikke? Der gives tusinder af sådanne historier i verden. Skade kun, når offeret er en ædel, højsindet natur.

Jeg ber! Lad os nu ikke gøre det til en tragedie. Jeg har dog med hensyn til Elisabeth haft de bedste forsætter.forsætter] beslutninger; hensikter

Dine gode – forsætter – dem kender jeg. Du ved, hvormed vejen til helvede – –Du ved, hvormed vejen til helvede] jf. ordtaket «Veien til helvete er brolagt med gode forsetter.»

Men du gør mig jo fuldstændig nervøs. Jeg ved, ærlig talt, ikke, hvorfor du sådan overfuser mig! Når det kommer til stykket, var jeg kanske ikke så snart bleven træt af hende, hvis hun ikke havde haft en ganske ubegribelig evne til at irritere mig ud af min ro.

Ja, så forstår jeg det hele. Du havde det så godt, var så tilfreds med dig selv, og så holdt hun daglig, uden at vide af det, et spejl op for dig! Jeg indrømmer, det var dumt.

Ja, og så, ser du, er hendes natur så forskellig fra min. Den er mig et fuldstændigt problem.

I hvilken retning?

Jeg skal sige dig, der er stof i hende, til at hun kunde være bleven en anden Elisabeth Fry. –Elisabeth Fry] Elisabeth Fry (1780–1845), engelsk kveker, slaverimotstander og fengselsreformator, kalt «fengslenes engel». Hun besøkte København i 1841 for å delta i en kampanje for danske fengselsreformer, trosfrihet i Danmark og frigivelse av slavene på de danske vestindiske øyene. Danmark fikk trosfrihet med grunnloven av 1849. Før fanden får sko påFør fanden får sko på] grytidlig om morgenen, går hun i sin gamle kåbe og med en kurv på armen som en rejekonerejekone] kone som selger reker i havnen ud og ind i de fattigste stuer her i Østerbro-kvarteret. Det er en formelig mani. Hun lever og ånder kun for fattigplejen.

Og du skal naturligvis punge ud.

Ja, hun brandskatterbrandskatter] pålegger noen unødig store utgifter mig formelig. Formodentlig bruger hun størsteparten af de penge, hun får til sit toilet,toilet] klær til en sygekasse, thi hun går da klædt så tarveligt som en almueskolelærerinde.

Den anvendelse af toiletpengene er du naturligvis ikke fornøjet med.

Nej, det kan du dø på! Jeg har ikke haft i sinde at tage en hel diakonissestiftelse på slæbetov. Kan du begribe, – ja, jeg kan det ikke, hvordan miss Nigthtinggalemiss Nigthtinggale] Florence Nightingale (1820–1910) var en pioner innen moderne sykepleie, særlig kjent for sin innsats ved det britiske feltsykehuset i Skutari i Hellas under Krimkrigen 1854–1856 af egen, fri vilje kunde tage ned til Skutari. Elisabeth vilde have gjort det samme. Hun sværmer også for at være sygeplejerske.

Det er dog i al fald et ret agtværdigt sværmeri.

Ja, men tænk dig: igår badede hun selv et barn, der var befængt med udslet og utøj, – jeg vilde ikke have rørt ved dets laser med en ildtang! – og vaskede med egne hænder dets sår.

Jeg kan godt indse, du var forbavset.

Ikke sandt? Men da jeg tillod mig at yttre denne højst naturlige forundring, svarede hun: «Robert, – det lille, kære, velsignede barn!» – Sår! Det modbydeligste, der eksisterer!

Unægteligt.

Hun har altid været eksalteret,eksalteret] overspent skal jeg sige dig. Jeg føler mig overbevist om, hun vilde endog gøre fordring på min troskab som hendes ret! Havde hun endda været min hustru!

Det er mærkværdigt, hvor pludseligt I respekterer denne af jer selv så angrebne hustruret, så snart det gælder at blive af med en elskerinde.

Å – du skal nu også altid! Hør, jeg må gå. (Ser på klokken.) Jeg skal hen et ærinde, inden jeg klæder mig om. Men jeg træffer dig jo nok i aften. Au revoir! (Ud til venstre.)

Nej, det kan du være vis på, du ikke gør! (Vil ud til højre; støder i døren på Klara; farer tilbage.) Klara!

Ja, det er mig, kære Emil! Endelig fik jeg da hans adresse opspurgt, som du så længe har gået på nåle for at skjule for mig. Hos generalinden træffer jeg ham aldrig mer. Han skyr mig som den onde samvittighed.

Men i Guds navn, hvad vil du her?

Hvad jeg vil? Få oplysninger om Elisabeth. Han skal give mig dem.

Hm! Min søde pige, gør mig den tjeneste at gå. Han trak mig herind og vilde have mig med til ungkarlegilde i aften, – jeg sagde nej. Herrerne kan komme hvad øjeblik det skal være, – her er intet passende sted at træffe dig.

Sammen med min mand? Du er her jo.

Det er en anden sag. Men min hustru burde ikke sætte sin fod indenfor denne dørtærskel.

Er en sådan ungkarlsbolig da et så ilde berygtet sted? (Ser sig om, går prøvende omkring.) Her er forresten en hjemlig hygge over det hele arrangement, som mænd ikke kunde skabe. Her er spor af en kvindehånd.

Af en kvindehånd?

Af denne kærlighedens yndige puslen om alle disse tusind småting; de gør tilsammen et så forunderligt betagende totalindtryk af skønhed og harmoni.

Klara!

Har du set Elisabeth?

Ja – jeg har – set hende –

Og du har ikke hilst mig fra hende? Er hun da syg, siden hun ikke engang har skrevet mig til?

Slet ikke, – på ingen måde syg, – men – tværtimod! – men – Klara, kære, – hun er – hun er –, og så kan du jo nok forstå –

Emil!

Tag det roligt, barn! Kære, det hænger ikke sådan sammen –, som du mener, men ikke 76destomindre – barn dog, fat dig! (springer ligeledes op.) Du ser jo, der er galt på færde.

Det ser jeg. Sig mig så alt.

Jeg skal fortælle dig det så skånsomt som muligt. (Tager begge hendes hænder i sine.) Han gjorde hende et skammeligt forslag, – og – hun gik ind på det. Hun lever sammen med ham her, – har gjort det lige siden – ja, kort efter, hun forlod generalinden. (Slipper hendes hænder.)

Er der så ikke mere?

Nej, så er der ikke mere.

Ved generalinden det?

Hun ignorerer det. For hende eksisterer det simpelthen ikke.

Og du har været her før?

Ja, jeg kom engang herind – kort efter – uden ret at have klaret mig grunden, hvorfor jeg gjorde det.

Af nysgærrighed?

Måske heller en nysgærrig forundring over, at hun kunde have indvilget i dette, – måske deltagelse med hende, fordi hun havde gjort det.

Og du tror – –

Men én ting, véd jeg, slog mig: Der var ingen undseelse, ingen dulgtdulgt] skjult bevidsthed om, at ikke alting var, som det burde være, at folk så skævt. Tværtimod! Da hun hilste, så hun mig frit ind i øjnene, som om alt var i sin orden, og hun i sin gode ret.

Det forbavsede dig?

Ja, jeg kan ikke nægte, jeg studsede uvilkårligt, veg næsten tilbage for denne gode samvittighed, denne sikkerhed på sin moralske ret 78til at gøre, hvad hun havde gjort. – «Hils Klara», sagde hun.

Og den hilsen har du ikke bragt mig!

Nej. Ærlig talt, trykkede jeg mig lidt ved denne hilsen. Endnu mere ved frygten for, hun muligvis kunde mærke, at den satte mig i forlegenhed.

Du så intet tegn på, at hun havde opdaget –

Hvor vil du hen? Hun elskede ham jo som et umistænksomt barn. Desuden – sålænge rusen varede, – var han beruset og viste naturligvis alle sine elskværdige sider. Hvad under, at hun så levede på en illusion?

Er rusen forbi nu?

Det antager jeg.

Var der noget godt ved ham som barn?

Ja. Han var en blød, begavet, elskværdig dreng, – i grunden god. Generalinden og Terslew har ødelagt ham.

Kommer han snart tilbage? Jeg så ham forlade huset.

Nej, – først om en halv time eller så.

Det er godt. Ham vil jeg ikke se, – jeg vil kun træffe Elisabeth.

Umuligt, barn! Gå, så skal jeg bringe din hilsen og give dig besked!

Umuligt! Elisabeth, det bedste, kæreste menneske på jorden? Å, Emil, kunde du også være så fejg?

Klara!

Er din hustrus gode navn og rygte så skrøbeligt, det ikke tåler, hun taler nogle ord med en stakkels, falden barndomsven? Hun behøver mig. Du ved, hun har ingen mor. Vil du hjælpe mig, Emil?

Klara, jeg – skammer mig for dig. Hvor har jeg ikke selv med min spidsborgerlige anstændighedsfølelse været ussel!

Du kære, ængstelige mand! Vil du gå ud i haven sålænge? Jeg skal gøre det kort – ganske kort.

Ja – (smiler) – jeg skal stå skildvagt. Lov mig nu, hvis du kan, at gøre et forsøg på at åbne hendes øjne.

Nej. Jeg har forsøgt det en gang, men om det så gjaldt, jeg ved ikke hvad, har jeg ikke hjerte til igen frivillig at tage erkeengelens flammesværd – og – jage ud.frivillig at tage erkeengelens flammesværd – og – jage ud] Adam og Eva ble kastet ut av Paradiset etter at de hadde spist av Kunnskapens tre. Deretter satte Gud erkeengler med flammende sverd til å vokte inngangen. Jf. 1. Mos. 3, 23–24. Hendes øjne bliver nok åbnede. Det vil han sørge for.

Men hvad vil du da?

Kun ved mit komme give hende vished om, at når det tungeste er der, når også han forlader hende, vender hende ryggen, så vil jeg ikke gøre det. At hun da har et sted, hun kan ty hen med sin skam.

Klara, jeg elsker dig!

Ja, det er en gammel historie. Gå nu, du kære, tåbelige Emil! (Brun ud til højre. Klara ved vinduet.) Der er hun. Hun har været ude. (Går frem og tilbage.)

Klara! (Står stille)

Elisabeth!

Du tror da vel ikke, jeg frygtede for, du ikke kunde se mig frit ind i øjnene, Elisabeth?

Å – kære – gode – (Slynger armene om hende.)

Du har været ude, ser jeg. Følger Huitfeldt dig på dine fattigbesøg?

Nej, dertil har han ikke tid. Han er så optaget af den ny bog. Men hans pung er ikke lukket. Klara – (med glædestrålende ansigt) jeg har aldrig haft så meget at gøre med i mit liv, og – å Klara – hvad er det dog for en sjælefryd at have den store talismantalisman] gjenstand med magisk kraft «mønt» i sin hånd, når man står ligeoverfor så grænseløs nød!

Ja, du giver dig personligt hen i det.

Men sig mig, hvad større salighed behøver også et menneske, når det kommer til stykket? At bringe sundhedens farve på disse stakkels små, blege, søde børneansigter?

Gud elsker en glad giver.

Du kan derfor nok forstå, jeg er Robert uendelig megen tak skyldig, fordi han sætter mig i stand til at gøre alt dette. – Og dog, forsikrer jeg dig, så du kun, hvordan det rigtig var: det er som en dråbe i et bundløst hav.

Du ligner dig selv. Du har nu engang fået forbarmelseforbarmelse] barmhjertighet i vuggegave.

Vel ikke mere end enhver, som gerne vil gøre det bedste, han kan, at den tid må komme, da menneskene er blevne rene, da alt ondt er ophørt.

Og du tror på, at kommende slægter vil nå denne fuldkommenhed?

Det tror jeg. Vi må kun alle gøre vort til denne fremtid. Kunde jeg blot få Robert til at – til altid at – da vidste jeg, jeg i det mindste havde fået en god gerning her i livet. (Pludselig.) Klara! Jeg har i dag gjort en opdagelse, der har overvældet mig.

Og det er?

At en ung dreng, en fattig skomagerenkes søn, som jeg rent tilfældigt har taget mig lidt af, er – å, Klara, er det ikke stort? – er drengen med levkøjerne!

Drengen med levkøjerne!

Den lille, forfrosne dreng på Nørrebro – ja! 84Jeg skal en anden gang fortælle dig: hvorledes. Klara – kære – hvilket sammentræf! Her bliver noget at gøre, noget at tage op. – Når Huitfeldt nu kommer ind, skal du høre –

Når Huitfeldt kommer, går jeg.

Du går?

Ja.

Således. Det havde jeg ikke troet.

Du vidste det.

Nej. At de officielle hyklere, de borneredebornerede] sneversynte salonmennesker, det «fine selskab», præsterne vilde fordømme mig, det vidste jeg –

Og det brød du dig ikke om.

Nej, det brød jeg mig ikke om, men at alle ædle, frisindede mennesker, alle dem, der arbejder på menneskehedens udvikling, alle dem, der stræber hen mod et sandt og helt menneskeliv, først og fremmest du, Klara – vilde forstå mig, i al fald ikke mistyde min bevæggrund, derom har jeg ikke tvivlet et minut.

Jeg har heller ikke miskendt din bevæggrund. Jeg ved, den bunder i det reneste, det mest ethiske i din natur. (Pludselig afbrydende) Du skal have fremmede?

For første gang. I aften har vi endelig besluttet os til at se nogle hos os.

Hvem?

Roberts literære venner. Jeg har desværre aldrig set dem –

Det vil falde dig svært.

Hvorfor? Jeg håber tvertimod, det vil blive 86af stor interesse. Men din mand må komme. Bed Emil om at komme.

Det skal jeg.

Og tilgiv nu, – jeg må lægge tøjetlægge tøjet] ta av seg yttertøyet og se lidt til bordet. Om ti minutter er jeg her igen.

Det blev nok ikke så kort?

Emil! Du må blive her i aften!

Nej, såmæn om jeg vil! Hvad skal jeg gøre i denne fordømte klike? Jeg vil ikke være en spurv i tranedans – femte hjul til en vogn –

Det kan hænde, hun i det selskab kan komme til at trænge til lidt beskyttelse – og kære – kære Emil – i al fald til, at en mand er til stede, hvis blotte tilstedeværelse i sig selv er et slags værn.

Så skal det ske. Jeg bliver, om jeg så skal stå skildvagt hele aftenen. Gå så, kære du!

Sig Elisabeth, jeg kunde ikke vente. – Og – (stanser.) Tak, Emil! Tak, kære, dyrebare Emil! (Ud til højre.)

Ja, det er godt nok! Det blir nu alligevel mig, som blir ladt i stikken. (Ser ind i spisesalen.) Her er ingen. (Ser ud til venstre.) Der er ingen. Ja, så er det bedst, jeg igen går ud i haven og promenerer. (Ud til højre.)

Hun er gået! Klara er gået bort!

For hvem har du lagt den kuvert?

For Erik Hansen.

For skomagersønnen! Har du indbudt ham til i aften?

Det troede jeg, var en selvfølge. En gentleman har en forpligtelse ligeoverfor sin protégé!protégé] person man tar seg av/beskytter

Protégé! Det er i så tilfælde din, det skal guderne vide. Var det mig, kære, som læste den «bøn til gode mennesker» på sidste side af «Berlingske»? Gudskelov – jeg har aldrig lagt mig til den simple vane at læse avertissementer. Var det mig, som hver dag en hel måned igennem traskede de fem trapper op til den syge vaskekone, og ved hjemkomsten lugtede af sæbevand og soda, så hele huset stank, og jeg måtte lukke vinduerne op? Var det mig, som fik den forrykte ide at hjælpe sønnen frem til studeringer og pine sig selv dag ud og dag ind med at tærske lektier som langhalm? – Tør jeg spørge: var det mig?

Det var mig.

Jeg gad vidst, hvor mange hundreder dine filantropiskefilantropiske] menneskevennlige projekter i dette halve år har kostet mig.

Du er rig, Robert. Den, som har, skal give – ikke karrigt, men rundhåndet, med glæde og – å, – af ganske hjerte.

Og så få sine penge smidt ud at vinduet! 89Nu, hver sin lyst! Men det står jeg fast på: Skomagerdrengen er mig æsthetisk imod. Jeg tåler ham ikke ved mit bord.

Han er indbudt, Robert.

Jeg går ikke til bords!

Robert! Han er et menneske som du og jeg, og et godt menneske. Jeg troede, du følte menneskets værd, om nogen gjorde det. Du skriver jo for at vise verden, at den rette adel kan findes større hos den fattigste mand end hos mangen født aristokrat. Å, Robert, du kan ikke mene, hvad du har sagt.

Vist mener jeg det. Der er også måde med. Du er plebejisk af natur, Elisabeth. Om han end er det ædleste menneske på jorden, kan man ikke sidde til bords med ham: Han er for simpel, – hans far var skomager, han lugter af beg!

Og det er dig, som har gjort dig til talsmand –

Talsmand her og talsmand der! Gud, hvor 90den dør knirker! Du har vist glemt at lade den smøre med olje, du ved, ingen dør må knirke her i huset! (Ud til højre.)

Se, se – virkelig ikke så ilde! Orienten og occidenten mødes i et allerkæreste favntag. Ganske pikant. Og så dufter her af roser.

Nej, af meloner.

Hvis I ikke tar det ilde op: mig forekommer det at være en blanding af agurker og artiskok. (Mat.) Nå, Brun, hvordan har De det? (Rækker ham hånden.) Det er længe siden, vi sås.

De har ret. Det er forbandet længe siden, jeg har haft den fornøjelse at beundre jeres stærkt udviklede lugtesans.

Lugtesans? Hva’ beha’r?

Ja. I går jo om som nogle snushaner. Der har De foreløbig en rose.

Rosen er også en illusion, optræder i alle skikkelser. Sortblå, blodigrød, fløjelsskrammereret,fløjelsskrammereret] skrammereret: pyntet blodlevret, dunblød, (sukker) Blot jeg kunde finde alle de prædikater, som kunde udtømme denne roses væsen!

Ja, han rider nu sin kæphest. Å hør Huitfeldt!

Ja – å ja – det kan nok sådan gyse i mig imellem, sådan ned ad rygraden –

Nedad rygraden – ja!

Og så kunde jeg gerne skrige højt, når man ridser med en griffel på en tavle.

Det er rigtigt. Så er De nervøs. Straks digternaturellet.digternaturellet] dikternaturen Og siger De så af ganske hjerte, sjæl og sind: «Det er snavssnavs] skidt altsammen, skidt med det hele!» – straks er De digter.

Er jeg digter?

Gu’ er De digter – ja! Forstår De ikke det? Det er jo aldeles soleklart. Utilfredshed skaber digterkunst. Den skinbarlige djævel!

Ih, du min gud!

Duer ikke – Gud er ikke chic.chic] elegant; moderne Det vilde give gloire,gloire] (fr.) ære skal jeg sige Dem. Glans så det stod efter, forstår De.

Å – der er det! Der er det! Ja – var det ikke det, jeg sagde.

Det ventede jeg! Nu gik han s’gu fra forstanden!

Der kan De se, De er nervøs. Er det ikke det, jeg siger. De kan ikke engang tåle, en hund hyler. (Fører ham hen til en stol.)

Å tak – tusind tak! Du gode Gud, hvor jeg virkelig blev bange!

Det skal der nok ikke meget til.

Bare indbildning, menneske! Bare indbildning hele historien! Der gives ingen helvedshund i den hele, vide verden. Bryd Dem bare ikke om Faust.Faust] I J.W. Goethes (1749–1832) drama Faust (1808–1832) opptrer djevelen (Mefistofeles) i skikkelse av en hund.

Å, hør, kan I ikke hjælpe mig med en naturskildring! Solen steg op – glødende, hed –

Nej, det er for naturligt, det er trivielt. Solen steg op! Som et hjul, der var hedet i ilden, rullede den hen over skyernes bomuldsmarker –

Nej, det er heller ikke noget nyt billede. Hjulet er forslidt. Solen steg op! En ildboltildbolt] bolt: skrue; nagle kastet ud i verdensrummet –

Å du altstyrende, der er den igen!

Hvad er det? Hvad er det?

Hvad er det med ham?

Å, han kan bare ikke glemme det nederdrægtige hundehyl. (PurrerPurrer] roter med begge hænder i sit hår.) Stille! Forstyr mig ikke! Kan I ikke hjælpe mig lidt med fordelingen af mit udkast, – romanen, De ved. Hør nu: Heltinden fødes i armod, opdrages med sult, slag og skældsord, blir derpå 17 år, blir forlovet –

Snip – snap – snude: blir lykkelig –

Nej – nej – nej! Blir netop ulykkelig – blir bedragen –

Nå således! Det skal altså være et natstykke –

Rembrandtsk lys.Rembrandtsk lys] referanse til den særlige lyssettingen, den såkalte chiaroscuro, i den nederlandske maleren Rembrandts (1606–1669) bilder Der er ingen virkelighed 95i at gøre livet lysere end det er. Det har altid været idealisternes feil. Hun blir bedragen, ja. Har jeg ikke sagt Dem det engang før? Har jeg kanske ikke? Nå! Så tar vi det om igen! Det skal være mig en fornøjelse. Pryglet – sultet fordærvet – skældt huden fuld – sparket – karnøfletkarnøflet] erte; plage – å, sådan elendighed, ser De!

Nå, skal du nu igen til at græde over din egen bog? Det blir s’gu for kedeligt i længden.

Det er det, jeg siger: alt er illusion. Mit eget liv er en illusion. At jeg har en frakke, der sidder godt, er en illusion, at jeg sidder her og venter på et godt måltid, er en illusion –

De sidder idetmindste på Deres stol. –

Gud ved – hvad jeg gør! Når jeg blot kunde blive overbevist om en realitet. Men jeg nærer tvivl om min egen eksistens. Jeg er bange, jeg er et intet – et selvbedrag – luft.

Nå, det hele er ynkeligt, det skal Gud vide.

Ikke en pibe tobak værd!

I mener ikke en døjten døjt] en smule; ingenting (eg. en hollandsk kobbermynt) af det hele!

Mener vi ikke en døjt?

Nej, kære. Det er illusion altsammen.

lllusion!

Ja, jeg kan ikke indse andet, end at det er en fortvivlet mani således at skælde livet ud. Det er slet ikke så uudholdeligt. Se kun! (Peger ind i spisesalen.) Det dækkede bord – vinkaraflerne – melonerne – livets blomster –

Livets blomster!

Ja, vi sagde endnu livets blomster den gang, jeg var student.

Nysseligt – nysseligt! Men forbarm dig nu over vor nysgærrighed og lad os endelig få at se den huri,huri] ung skjønn kvinne; haremskvinne du så længe omhyggelig har gemt for os i dit harem. Vi har jo ikke en gang fået se hendes næsetip!

Frem med skatten, du drage!

Er det Kristian WinthersKristian Winthers] Christian Winther (1796–1876), dansk teololog og forfatter av den romantiske skolen søde, små pusselanker?pusselanker] eg. barneføtter; her trolig en henvsning til noe yndig eller søtt

Et interiør fra Kameliadamen?Kameliadamen] La Dame aux Camélias (roman 1848; drama 1852) av Alexandre Dumas d.y. Romanen er basert på forfatterens erindringer om den prostituerte Marie Duplessis (1824–1847.)

Eller Fanchette fra bal mabile!Fanchette fra bal mabile] Bal Mabille (Jardin Mabille): utendørs danse-etablissement (polka og can-can) i Faubourg Saint-Honoré i Paris, kjent som et sted hvor bohemen og det penere borgerskap kunne møte elegante prostituerte. Stedet ble åpnet i 1831 og ødelagt under beleiringen av Paris 1870–1871. Fanchette: et fransk, stereotypt kvinnenavn på en tjenestejente eller kurtisane, ofte brukt på slike typer i fransk teater og litteratur, f.eks. i Beaumarchais’ komedie Le Mariage de Figaro (1778)

For skams skyld: hold mund!

Hun går i søvne!

Guds død!Guds død!] banning i eldre litteratur, jfr. romanen De tre musketerer av Alexandre Dumas d.e. (1802–1870). De tre heltene bruker flittig ordet «morbleu» som står for «par la mort de Dieu». «Guds død» er visstnok ukjent i norsk språkbruk. (Ronald Grambo: «Banning og sverging» i Norsk Folkeminnelags blad nr. 57, 2011) (Ser på hende med beundrende frækhed.)

Gør din smag ære, Huitfeldt! I den fornemme stil! Tre skridt fra livet! (Latter.)

Ved Gud, Terslew, hun kunde stå model!

Til Susanna i badet!Susanna i badet] Referanse til den apokryfe historien i Daniels Bok i Det gamle testamente. Susanna bader i hagen mens to av de eldste mennene i samfunnet smugtitter på henne, og deretter truer med å anklage henne for hor dersom de ikke får ha samleie med henne. Susanna nekter. Adskillige malere har laget bilder med dette motivet helt fra omkring 1470, f.eks. Lorenzo Lotto, Guido Reni, Rubens, Rembrandt og Picasso. (Latter.)

Nej, dette er en profanation!profanation] vanhelligelse

Hvor jeg er glad, fordi De kom. De er Klaras mand, så synes jeg også, jeg har nogen del i Dem. (Vender sig til Terslew, idet hun gør en let bøining for de øvrige) Jeg er ikke ligegyldig for den tilfredsstillelse at se kritikeren, Terslew, som gæst i mit hus. Hvis De tillader, mine herrer, – bordet venter!

Hendes hus! Død og pine!

Kom nu – kom! Hvad venter I dog efter? Maden står jo og blir kold.

Gud, hvor han er gnaven!gnaven] sur

Hr. ingeniør, jeg har en bøn til Dem. Jeg havde inviteret en fattig yngling, vi hjælper lidt frem, men Huitfeldt har forbudt mig at lade ham komme til bords. Jeg havde i sidste øjeblik intet bud at sende, han kommer vist om lidt, jeg kan ikke godt forlade bordet uden at det – at det –, Brun vil De være så inderlig god at gøre det i mit sted –

Sige ham – hvad?

Sige ham sandheden, at jeg havde indbudt ham uden Huitfeldts vidende, men skånsomt – intet sårende – å, De vilde gøre mig en så stor, stor tjeneste!

Det skal jeg. – Vær vis på det.

Jeg ved ikke, – hvordan jeg skal takke Dem.

Men min bedste frøken, jeg kunde næsten blive skinsyg på den gunst, De viser den velærværdige ægtemand.

Fru Bruns ægtefælle har idetmindste krav på min ubetingede agtelse og tillid. De tillader derfor, hr. Terslew – (Tager Bruns arm og går med en kold bøjning for Terslew med Brun ind i spisesalen.)

Det var dog en knibskknibsk] snerpet; avvisende satan! (ind i spisesalen.)

Jo, det er her, det kan du forlade dig på. Men her er just intet sted for dig.

Ja men, jeg forsikrer Dem, – jeg er virkelig indbudt,– frøken Skeel har selv – hun har virkelig selv –

Frøken Skeel! Det skulde slemt nytte her! 101(stikker hænderne i bukselommerne) Nej hør, min gode mand, det går ikke! Ved du, hvem frøken Skeel er? Og ved du, hvem du er?

Jo – o – det ved jeg nok.

Det lader ikke til det. (FløjterFløjter] plystrer sagte.)

Tak, jeg kan godt vente her. De behøver slet ikke at ulejlige Dem.

Ja men, hvis du er indbudt, skal du jo derind og spise.

Å, jeg vil helst slippe fri. Jeg sidder så godt her.

Det tror jeg s’gu mer end gerne. Men her er intet venteværelse, min gode ven. Så du har at forføje dig ud!

Ud?

Den vej! (Peger på døren.)

Den vej? Tror De så, jeg kan komme ud på gaden? Uden – uden at møde nogen?

Ja, det kan du bande på. Ikke en mo’rs sjæl!

Jeg synes, De er noget højrøstet herinde.

Nej, det er ham der.

Ah! (Til Holger.) De kan gå. Jeg skal nok bringe hr. Hansen værtindens undskyldning.

Undskyldning – hr. Hansen! (Ud.)

Erik Hansen?

Ja – det er ganske rigtigt mit navn, men –

Jeg har en hilsen til Dem fra frøken Skeel. De har fået hendes indbydelse, ikke sandt?

Jo – det er ganske rigtig, – men –

Hvad mener De med «men»?

Men jeg kan så udmærket godt gå straks.

De vil ikke være i vejen?

Nej, det vilde jeg rigtignok grumme nødig.

De er en bravbrav] grei; kjekk fyr, Hansen. Jeg kan pokkers godt lide Dem for dette. Men De skal ikke tage Dem det nær. Det hele har kun været en lille misforståelse –

Det tror jeg også. Det er ubegribeligt forresten, det ikke før faldt mig ind. Jeg læste dog brevet seks gange igennem, og jeg forsikrer Dem – ja, De må endelig tro mig, det gør mig inderlig ondt –

De tar fejl, min ven, De har ikke misforstået frøken Skeels brev, men hun glemte at sige til Huitfeldt, at hun vilde eller havde inviteret Dem. Og hr. Huitfeldt fandt, De var – for ung til at passe til dette selskab her i aften.

Det synes jeg med! Det var virkelig rigtig tænkt af hr. Huitfeldt. Farvel og mange tak for Deres venlighed.

Mod, unge mand! Med det beskedne ansigt kommer De ingen steder frem i verden. Man skal gå på! Men imorgen middag venter min hustru Dem. Og jeg venter Dem også.

Hr. – hr. –?

Ja, det er ingen misforståelse, for jeg henter Dem selv. (Følger Hansen ud til højre.)

Guds død, hvor er hun dog henrivende! Hvor har du fundet hende? Hvad? Du lykkens Pamfilius!Du lykkens Pamfilius] din heldiggris! Fra det greske mannsnavnet Pamfilos (elsket av alle); opprinnelig navn på en heldig rollefigur i Terents’ komedie Andria, fra 166 f. Kr.

Ja – hvor finder man –

Det er en ny genre: alvorlig, samvittighedsfuld, ærbar – guddommelig! Det påfund med fattigforsørgelsen var allerkæreste.allerkæreste] veldig fint

Meget muligt. Jeg har også selv fundet det, men den alvorlige genre bliver trættende i længden. Moralske gardinprædikener af ens kone – lad gå! Men af ens – for pokker, det lader man sig ikke byde!

Se – se? Det lader til, du er allerede ked af hende?

Hun er mig for besværlig har jeg sagt dig.

Kære ven, så kunde måske jeg – succedere?succedere] følge etter; overta Jeg kunde nok tumletumle] få makt over hende, hvis jeg vilde.

Hvorfor ikke? (Sætter sig ned, gaber) Ja, vi skal vel drikke noget?

Et par glas vermuth? (Henter glas og karaffel fra buffeten, sætter sig ned ligeoverfor Huitfeldt og tænder en cigar.)

Nå, jeg synes ikke, du er rigtig ved hægterne?ved hægterne] i form

Å, jeg gider ikke.

Hvad gider du ikke?

Ingenting.

Det var ikke meget.

Nej. Det var ikke meget. (Gaber.)

Hør du, – vi må have nogen variation i programmet, det kan ikke nytte. De fattige – og undertrykte kan være godt nok, men det bliver ensformigt i længden.

Pokkers ensformigt.

Vi må have fat i kvindesagen. Den ligger i luften.

Du har en forbandet fin næse.

Det er man s’gu nødt til. Man kan ikke altid lire den samme melodi af på tidens lirekasse.

Hvad for noget? Lirekasse?

Lirekasse – ja.

Men Herregud, jeg troede, du havde en ringeagt for det svage køn, som endog kunde stikkestikke] overgå selve Schopenhauer.Schopenhauer] Arthur Schopenhauer (1788–1860), tysk filosof som i 1851 skrev essayet «Über die Weiber» (Om kvinder). Kvinner beskrives der som uten evne til å ta avgjørelser og som mindre rasjonelle enn menn. Deres oppgave er å føde barn og å være lydige og støttende partnere for sin mann.

Gudbevares! Jeg tilstår, jeg har meget ringe tanker om hendes intellektuelle evner. Hun er et lavere væsen. Hendes hjerne er décidémentdécidément] (fr.) bestemt; avgjort mindre udviklet.

Nå?

Nå?

Ja – jeg spørger bare.

Genér dig ikke. (Skyder pludseligt glasset fra sig og lægger armene på bordet.) Kan man nu tale med dig som med et fornuftigt menneske?

Jeg er bange, det vil blive dig noget besværligt.

Å rejs ad!Å rejs ad!] helvete til – (Skarpt.) Huitfeldt! Det kan ikke nytte at lægge skjul på det, – du må se sandheden i øjnene.

Sandheden?

Sandheden – ja. Dine noveller har nået deres højdepunkt. De vil snart komme på retour.

Nå – buen skal måske spændes stærkere endnu?

Du har selv sagt det. Vor tid sværmer for tendensdramaer. Du får skrive et drama.

Herregud, skal jeg nu igen strækkes på en prokrustesseng!strækkes på en prokrustesseng] omformes med tvang. Begrepet stammer fra det greske sagnet om røveren Prokrustes, som la folk i en seng og skar av dem bena hvis de var for lange for senga, eller strakte dem ut hvis de var for korte.

Prokrustesseng!

Ja – du må undskylde, men jeg har undertiden en fornemmelse af, at du imellem søger at skrue mig op i højde med noget, jeg ikke er i højde med.

Ikke er i højde med?

Ja – jeg har en følelse af det.

Du er doven, Huitfeldt.

Det er jeg vel. (Slår i bordet.) Men pokker tage mig, om jeg ikke hellere vil nyde livet i fred, end således som et hæseblæsende lokomotiv trække dit triumftog!

Du må alligevel give dig i kast både med – triumftoget og lokomotivet! Du må skrive et drama for din egen prestiges skyld.

Hvorfor?

Fordi man begynder at skumle over, – du ikke kan magte det.

Ikke kan magte det? Så gid al ulykke! Jeg skal vise dem, jeg kan magte det og mere til! Jeg skal vise dem, jeg kan sige spartosparto] om noe som er særlig fremragende, som slår alt annet til hvemsomhelst! Og jeg skal vise dem, at jeg kan magte en opgave – om det så var selve – (Stanser pludselig og ser på Terslew.) Men hvor skal jeg finde et æmne?

Kvindesagen.

Men jeg kender jo intet til den forbandede kvindesag! Har aldrig i mit liv brudt mig om den. Kender den – Gud hjælpe mig, lige så lidt, som –

Utterslev mark? Du fandt dog ellers ganske godt vei, da du en gang var kommen ud i uføret.

Men kaldet – indenfra, – der giver impulsen?

Indenfra? Hvor vil du hen? Tror du nogen længere tror på et kald? Måske af Guds nåde? Brug kun dine øjne. Det kommer udenfra, min gode mand, det kommer udenfra altsammen! Hvad er en digter andet end en mand, der ser og har sine sanser i god behold?

Men sympathien? Forståelsen? Det der kan sætte læsernes inderste strenge i tilsvarende bevægelse?

Å – du kan ganske godt lave suppe på en pølsepind.

Ja – det er godt nok! Men hvor i pokkers navn skal jeg finde et sujet?

Det blir din sag.

Ja det – blir min sag! Slider jeg ikke dag ud og dag ind for at finde sujetter? Det rider mig i søvne og jager mig op, – før en vis person får sko på.

Kl. 11–12.

Ja – du kan sagtens!sagtens] rettet fra: sagtenst (trykkfeil) Du har kun at ræsonnere bagefter. Men jeg forsikrer dig, blir du sådan ved med dine evindelige fordringer, blir jeg snart nervøs som en ung pige. Jeg består tilsidst kun af nerver.

Du får holde dig til kina –kina] febernedsettende og beroligende middel (jf. kinin)

Nej så – fanden tage mig, hellere til absinth!absinth] destillert, alkoholholdig brennevin med smak av anis – (Hen til buffeten.)

Fanden i vold med plastik – antik! Nej, ser De, – nu skal stilen være rokoko! (Sætter pludselig lorgnetten på, går Johnsen lige ind på livet og ser på ham.) Couchez – là!Couchez – là] (fr.) legg Dem der (vanligvis noe man sier til hunder)

Du gode Gud – vil De mig noget?

Ja, skam vil jeg så, menneske! Jeg vil finde dyret i Dem.

Ih gudbevares!

Pst! Pst!

Hvem fløjter du ad?

Å så nydelig! Sikken fod! Sikken ankel!fod … ankel] kvinners ankler og føtter ble på denne tiden oppfattet som sterkt erotiske legemsdeler Pst! Pst! For fanden – hun gik forbi!

Stille! Vor digter og ven, Robert Huitfeldt, vil til næste år glæde det nordiske publikum med et værk af rang. En ny æra! Et fund fra et æsthetisk terra incognita,terra incognita] (lat.) ukjent land en verden af kvinder –

O store profet! Sikket harem!

– en ny jord!

Bravo, Huitfeldt – bravo!

Å, Gud give livet så bestod af bare nætter!

Tusind og en nat!Tusind og en nat] referanse til den arabiske eventyrsamlingen av samme navn, samlet på 1500-tallet og oversatt til europeiske språk på 1700-tallet

I østerland, der var en mand!I østerland, der var en mand] dansk barnesang

Må det være mig tilladt, Huitfeldt, på tusinders vegne at bringe dig hele Nordens tak, for hvad du nu i fire år har virket og stridt i menneskehedens tjeneste? Du er – det ved vi alle, en af den ny tids bannerførere –

Båren af alle disse mænds hænder, der nu står rundt omkring ham!

En bannerfører, der vinker os fremad i sandhed og erkendelse. Skulde vi skænke 115dig en fane som hædersgave, da burde der stå «Excelsior»Excelsior] (lat.) oppover; høyere. Referanse til Henry Wadsworth Longfellows dikt av samme navn. med røde bogstaver på den hvide silkegrund.

Nydeligt! Nydeligt!

Han leve! Hurra! Han leve!

Og føre os an allesammen!

I storm mod antikvarerne!antikvarerne] gammel; gamlingene

Mod de antediluvianske –antediluvianske] litterært begrep om noe som har eksistert før syndefloden, for eksempel antediluvianske mennesker eller dyr. Her i nedsettende i betydningen: eldgamle; forhistoriske

Hurra! Hurra! Hurra for Robert Huitfeldt!

Champagne! Holger! Champagne!

I ville få den ære og fornøjelse at recensererecensere] anmelde dramaet, mine herrer. I skulle alle stå fadder til barnets dåb!

Ja – ja! Leve Huitfeldt!

En ære – ligeud!

En personlig fornøjelse!

Se så, nu er rollerne uddelte.

Se – se! Virkelig morsomt! Virkelig ganske interessant!

Og halv hundrede opførelser inden saisonen er endt! (Hæver glasset.) En skål for den ny jord!

En skål for den ny jord! Hurra! Hurra! Hurra!

Jeg giver Dem mit ord på: næste år på denne tid er en «Ny jord» indleveret til theaterchefen. Jeg takker Dem, mine herrer! Jeg takker Dem af ganske hjerte!

Men for at tale om noget andet! Lad os nu appelere til højesteret! Frøken, foretrækker De duften af en rose for duften af en nellike?

Jeg foretrækker frisk luft. (Pludselig bestemt.) Jeg har en meddelelse at gøre Huitfeldt, der ikke behøver at være nogen hemmelighed, og som naturligvis må interessere Dem alle.

En meddelelse! Af interesse! Frem med den, frøken! Frem med den!

Ja, jeg antager idetmindste, De alle interesserer Dem for «Drengen med levkøjerne»?

Bravo! Bravo! Vist gør vi så! Aldeles rasende! Ligeud fanatisk!

Så vil det naturligvis ikke være Dem ligegyldigt at høre, at drengen med levkøjerne ikke hin aften faldt død om på Nørrebro, som Huitfeldts fantasi antog, men lever endnu.

Lever!

Se – se! Ganske pikant!

Han var naturligvis kun besvimet af sult og udmattelse.

Har du set ham? Hvem er det?

Det er Erik Hansen.

Erik Hansen!

Skomagerdrengen!

Og jeg foreslår derfor som noget, der falder af sig selv, at den pengesum – eller halvdelen af den, som «Drengen med levkøjerne» bragte i din lomme, sætter du ud for ham, for at uddanne hans medfødte, rige begavelse og bringe ham frem i verden.

Bringe ham frem!

Ja, som tak – en slags afbetaling for al den hæder og ære, han har bragt dig. Penge har du nok af.

Afbetaling! (Latter.)

Næj, gu’ om jeg vil! Jeg har ikke i sinde at spille en Don Quixotes rolle.en Don Quixotes rolle] Referanse til den spanske forfatteren Miguel de Cervantes’ (1547–1616) roman Don Quixote (1605 og 1615). Huitfeldt tar feil når han fremstiller Don Quixote som en som hjelper andre med penger. Og så er han grim som en ulykke. Ikke spor af lighed med Longfellows Excelsior!

Han har måske sultet for meget.

Skomagerværkstedet!

Excelsior med læsten!læsten] treform (som en fot) som skomakeren bruker til å skjære læret til på og sy skotøy etter

Er det sandhed, hvad I skriver og taler om eders «Verden i nød»? Eller er det ord alt sammen?

Den indre mission! Charmant! Charmant! Virkelig fortryllende!

Venus fra Milo!Venus fra Milo] en antikk, meget berømt gresk statue av kjærlighetsgudinnen Venus (eller Afrodite fra Milos på gresk), fremstilt 130–100 år f.Kr.

Nej – magen til rejsning!

Den «ny jord» –!

Denne krydsild af lystne mandsøjne!

Kom hid, Mejn! Se gaslygterne der udenfor i alleen blusser op en efter en. Jeg så netop gasmanden gå forbi med sin brændende tænder.

Å – der er hun igen! – Pst! Pst! (Ud.)

Den fugl fanger du ikke så let på limpinden,Den fugl fanger du ikke så let på limpinden] (overført betydning) la seg narre til å tro eller gjøre noe dumt Mejn.

Raketter fra Tivoli! En hel ildregn – se!

Ja, raketter har vi nok af.

Kønt – hvad? Hvis jeg nu tænker mig stående derude, netop der: til højre denne lysende række – til venstre villaen her med sine oplyste vinduer og åbentstående havedøre. Man ser lysekronerne, kandelabrene, armstagerne –

Og så er der så pokkers lummert. Blomsterne lukke sig naturligvis, og cigarblus funkler som rødlige stjerner. Kom, lad os gå ned. Kaffe – curaçaocuraçao] likør av sitrusfrukt – har I allesammen cigarer? (Ud.)

Ja, vi har!

Ikke et liv at se udenfor lågen!lågen] hageporten Hverken opad eller nedad alleen!

Hun kan ikke blive en time længere i dette 122hus! Men hvordan skal jeg få hende med? Hvad skal jeg give til grund? (Ud til højre.)

Ja, den fri kærlighed er ikke permanent. Men hvad er mere naturligt? Alting skifter, solen står op, solen går ned, træerne knoppes, bladene falder af, en stadig vekslen, forandring, et sig uophørligt fornyende liv. Sig mig oprigtig, hvad er fornuftigere, end at mand og kvinde slutter en kontrakt –

Jeg takker Dem meget, hr. Terslew, for Deres belærende og højst interessante underholdning. Jeg har lært mere i disse få øjeblikke, end jeg ellers vilde have gjort i mange år. Det forekommer mig kun, at denne lære rummer den største hån mod kvinden, jeg endnu har hørt.

Hån? (Ler.) Og jeg, som var dum nok til til at betragte den som en smigrende kompliment. De er nu forbistret monogamisk af natur, kære.

Jeg indrømmer, jeg må hidtil have været meget dum. Jeg levede i den indbildning, at civilisationen dog havde bragt os flere trin højere op.

Højere op?

Ja, efter Darwins teoriDarwins teori] Charles Darwin (1809–1882) er mest kjent for sin epokegjørende evolusjonsteori, jf. «Survival of the Fittest», en metafor for evolusjonens seleksjonsmekanisme, fremsatt i femteutgaven av On the Origin of Species by Means of Natural Selection (Artenes opprinnelse) fra 1869, der han hevdet at evolusjon (utvikling) skjer ved naturlig seleksjon, og at det er de mest egnede som overlever. skal vi jo gå fremad og ikke tilbage. Når de stakkels kvinder bliver gamle, hvad så? Har De rigtig gjort Dem rede for det? Ingen mand, ingen børn, kun forladte kurtisaner.kurtisaner] opprinnelig bet. «hoffdame», nå: finere prostituert

Kurtisaner!

Enhver mand, der taler som De, vil enhver hæderlig kvinde vise ud!

Se – se! Det interesserer mig at høre Dem stå på den ægteviede hustrus ret.

Ret!

Ikke så hæftig, kære – ikke så hæftig! Jeg ber Dem! Husk fremfor alt, at det stærke køn – i mer og mindre grad –

Stærk! En mand – stærk! Å – I må være grumme usle og svage, siden I ikke en gang kan være herrer over eders egne sanser.

Bah! Hvad er sanser? Det er livet. Berøv os vore sanser, – vi er defekte.

Nuvel. I vil ikke være bundne, men fri mænd. Men I er ufri. Det er hæderligt at være slave af sit ord, som man har givet frivilligt, thi så har jeg bundet mig selv.

Nu ja –

Men er man en slave af sig selv, da er man ikke herre, men træl.

Frøken, De har dog selv gået over Rubikon.Rubikon] Rubicon, det antikke navnet på en norditaliensk elv som utgjorde grensen mellom Italia og Gallia Cisalpina. Cæsar satte i 49 f. Kr. over elven da han marsjerte mot Roma, og gjorde dermed noe uopprettelig: utløste en borgerkrig. Her: Elisabeth har selv utsatt seg for baksnakkelse og sladder.

Slyngel!

Der var det!

Yndige pige! Min kyske Susanna! Et kys! Et kys! For fanden dog – et kys!

Robert, vis denne mand ud!

Hvorfor?

Han og hans venner besmitter dig, fornedrer dig, – vis Dem ud hver en!

Kom med mig hjem, frøken Skeel.

Min bedste frøken, – hvad anser De os for?

Robert, vis ham ud! Du aner ikke, hvad han har budt mig!

Kom, frøken Skeel, jeg ber Dem! Jeg skal få fat på en vogn.

For pokker, han har jo selv givet sit samtykke.

Sit samtykke! Robert, han siger, det var med dit samtykke, – det er løgn!

Å, bliv her ikke længere! Lad os blot komme herfra!

Robert, det er løgn!

Robert! (Venter åndeløs.)

Det er løgn – Robert?

Holdt der! No. 287!

Bah!