Mod kvæld

av Tryggve Andersen

I.

Fru Christiane gik sin vanlige formiddagstur en varm dag sidst i juli. Langsomt og værdig bevægede hendes svære figur sig henad gaden. For hvert tiende skridt mødte hun folk, der hilste, og fruen hilste igjen, værdig, som det anstod sig konsul Herwigs frue, men stedse venlig og mildt. – Mildt var smilet om hendes mund, milde var de runde, store øine med det taareblanke blik – Fru Christianes mildhed var overvældende. Talte hun med nogen, var det med en vemodig behersket stemme, og naar hun havde nikket til afsked skiltes man fra hende med en fornemmelse af at være en synder, der havde faat forladelse.

Solen stegte nedover byen, saaledes som den nu havde gjort det støt i maanedsvis. Luften var trykkende og lummerhed ogsaa i gaden, skjønt den var saa snever, at den laa helt i skygge mellem de lave, toetages træhus, der stirrede hinanden ind gjennem de øverste vinduer, og hvis udhængende butikskilter næsten mødtes som hænder strakte frem til et evigt 2goddag. Brolægningen var ujevn med spidse sten og dybe huller, men den generte ikke fru Christiane. Hun kjendte hvert hul og hver sten. Hun havde daglig vandret paa den, lige værdig og lige tryg, uden nogensinde at snuble i de fem og tyve aar, der var rundne, siden den modne provstedatter kom til den lille kystby som kjøbmand Jacob Herwigs hustru. I disse aar var den unge kjøbmand rykket op til konsul og permanent ordfører, havde faaet graasprængt skjæg og lagt sig til guldlorgnet og en klædelig overlegenhed. Men fruen var forblet den samme; kun lidt fyldigere blev hun for hvert aar. Hendes mands og husets voksende anseelse gav hende den stilling, der var hende naturlig, og som hun udfyldte uden møie og uden triumf, men med tak til Gud. Fra barndommen af havde hun været vant til i kirken at sidde omringet af en menighed, der saa op til provsten paa stolen, og provsten havde været hendes far. Hun havde ogsaa selv altid set op til ham. – Hun var og hun blev rolig, venlig og mild.

Paa hjørnet skraas for privatbankens røde murgaard stod tykke Søren Danielsen skinnende af sved udenfor sin bod og talte med en soldat af frelseshæren. Han skubbede soldaten indad døren og lettede paa kaskjetten. «Et velsignet veir, fru Herwig, men en skadelig tørke for landmanden.»

Hun bekræftede det, standsede og keg mysende 3ind i bodens halvmørke. «I aften holder pastor Gunnesland foredrag i bedehuset om det overhaandtagende sektvæsen og kirkens opløsning – Skulde De ikke ville høre paa det, Danielsen?» sagde hun, nikkede og fortsatte sin vandring.

Søren Danielsen gned haandbagen mod panden, tog sig en skraa og spyttede og ærgrede sig over den ældste datteren sin, som havde det med guitarklunk og hallelujasang. Saa snudde han sig og brummede til frelsersoldaten i butiken: «Nei, hun Aaselene er vist ikke hjemme, hun er gaat ud for en stund siden, far.»

Da fru Christiane kom rundt hjørnet, standsede hun atter. En flok unge mennesker var forsamlet om bænken ved agent Bentsens hus. Der var begge hendes døtre, Dikken og Lilli, og deres veninder Stina Hansen og Dorthe Mørch og Jørgen Weigert, Octavius Hollmann og bankkasserer Gaarder – alle sammen talende i munden paa hinanden omkring den lange, tynde agent, som trippede nervøst, slog ud med hænderne og forgjæves protesterte mod noget, de vilde ha ham til.

Hans høie, pibende stemme skar sig fortvilet gjennem herrernes latter og damernes ivrige udraab. Paa bænken sad sagfører Holk, bleg og sortskjægget, og borede med sin stok mellem brostenene.

4Fru Christiane syntes ikke om sine døtres høirøstede munterhed paa gaden, og især ikke naar de var i selskab med Octavius og sagføreren. De andre kunde der ikke være synderligt at udsætte paa.

«Nei saa gu’, om jeg vil – nei, saa gu’,» protesterte agenten.

«Men kjære dig, Hansemand!» – «Kjære Dem, Bentsen» – «Vær nu sød for en gangs skyld, du med» – – «Jovist vil du!» – «Vær ikke saa tvær da!» – Damerne blev endnu ivrigere, og den spinkle, rødhaarede Stina hængte sig ved hans arm og saa rigtig bønlig ud.

Fru Christiane vinkede – ingen saa hende.

«Men jeg tror, dere er gale» – hvæsede agenten.

Fru Christiane traadte nærmere: «Hvad er det, ungdommen vil forlede Dem til, Bentsen?»

Der blev et øiebliks taushed; herrerne hilste, og sagføreren reiste sig. Men saa kvidrede Stina i paany: «Vi vil ha landtur – vi vil ha ham med os. Aa, hjælp os at overtale ham da!»

«Jeg ved jo ikke, hvorhen turen skal gaa, barn.»

«Helt op til Tarevandet» – begyndte agenten.

«Og fiske og ro,» afbrød Stina.

«Vi kan drage afsted i eftermiddag og brænde baal i kvæld,» fortsatte Dikken.

5«Hør nu her, barn – Dere fordrer virkelig for meget af Bentsen. I denne varme og i hans aar –»

«Aa, for den sags skyld! Jeg skulde saamæn greie det,» erklærte han hurtig. Agenten var en pebersvend paa de halvhundre og likte ikke fruens hentydning til alderen. Fru Christiane var undertiden noget ligetil.

«Naturligvis gjør De det. Men at spasere i denne varme er hverken behageligt eller sundt,» rettede hun.

Bentsen skjelede hen paa hende. «Fruen og jeg er ganske enige,» sagde han og lagde til: «Neivist, er det ikke sundt, især for korpulente.»

«Du hjælper ham jo at være stædig, tante,» indvendte Weigert. Han var en kraftig mand, klædt efter nyeste engelske mode og havde et glatraget, gløgt høgeansigt og en haard, tør stemme.

«Skal Milla være med?» spurgte fru Christiane. Milla var hans lille, skarpe kone, og det var en bekjendt sag, at han helst undgik at ha hende med i dameselskab.

«Nei, det er bare tale om en rent improviseret udflugt – –.»

«Bare vi unge og saa agent Bentsen,» forklarte Octavius Hollmann med en lys, gemytlig latter.

Nu var det ikke langt fra, at agenten blev 6fornærmet for alvor. «Dere kan forresten klare dere uden mig,» sagde han.

Hollmann lod sig lapset og slapt falde ned paa bænken og smilte over hele sit blegfede ansigt, saa hans smaa, viksede barter strittede «Ja, hvis fru Herwig vil bebyrdes med hvervet som anstandsdame i dit sted.»

Bentsen saa krænket ud og gjorde mine til at gaa. Fruen hindrede ham i det. «Jeg er vis paa, sagfører Holk ogsaa hører til de fornuftige, ikke sandt?»

«Jeg synes, vi bør overlade afgjørelsen af spørgsmaalet tur eller ikke tur til forslagsstilleren, frøken Lilli,» svarte han.

Frøken Lilli havde holdt sig tilbage siden moderens optræden. «Hvad skal vi saa ta os for? Det har ikke været andet end kjedeligt i sommer.» Hun trak paa de spidse skuldre og vendte sig bort.

«Vel, dagen maa slaaes ihjæl,» indrømmede Holk og satte sig meget ligegyldig paa bænken ved siden af Hollmann.

«Kjære, kan dere ikke komme op i vor have i aften, allesammen?» – Fruen smilte til den ene af herrerne efter den anden. Hun var bange for sin ældste datters misfornøielse, der kunde ytre sig lidt ubehagelig. «Saa sparer vi desuden Bentsen for den lange vei.»

7Holk mumlede en kort tak for indbydelsen, og de øvrige stemte i et forbindtligt kor.

«Men nu maa jeg skynde mig hjem til middagen,» sagde hun og nikkede til farvel. De unge damer og bankkassereren fulgte hende. Holk tog et par skridt henimod frøken Lilli, da kaldte moderen paa hende for at spørge om noget. Fru Christiane brød sig aldeles ikke om, at sagføreren var saa meget sammen med hendes datter, for der havde været snak nok om den ting. Med Gaarder var det en anden sag, han var hendes erklærede yndling, og ved et par ord sørgede hun for at holde ham ved sin side.

Hollmann og Weigert ruslede af til klubben. Agenten stod og saa op mod den skinnende blaa himmel. Omsider viftede han sig jomfrunalsk med et orangegult silketørklæde og sukkede: «Gid det bare snart blev til regn! – Dette er for kvælende,» og forsvandt ind i sit hus.


Holk drev alene henover til sit kontor. Det var et mørkt, tofags værelse til gaden. Foran den store pult hang kontoristen søvnig paa sin krak og glode sløvt paa en bunke ubeskrevet conceptpapir og vaagnede op med et ryk, da sagføreren kom.

«Har her været nogen?»

8«Nei – jo – ingeniør Nilsen sidder vist og venter,» svarte han og pegte med pennen paa døren til de private værelser.

Holk lagde sin straahat fra sig paa pulten og gik derind. Stuen var moderne og temmelig kostbart møbleret, men alt dens udstyr var for nyt og almindeligt. Kun endel malerier paa væggene, mest landskabsbilleder, syntes valgt med omhu og mere personlig smag. Den var fuld af blændende sollys. – I gyngestolen ved bordet sad en duknakket, firskaaren mand i blaa sømandsklæder og læste aviser. Han jæspede, løftede det runde, hvidblonde og snauklippede hode og spurgte hæst: «Er du der?» – Hans ansigt havde en graa, uren hudfarve. Næsen var bred, trækkene grove og slappe og panden for svær og dybt furet; de grønlige øine havde et mat og aandsfraværende blik.

«Hvad nyt?»

Holk svarte ikke, men gik hen til konsolskabet under speilet, bøiede sig ned og søgte i det. «Her skulde da være noget drikkeligt,» sagde han. Der hørtes klirren af glas, og endelig bragte han frem en halvtømt whiskyflaske som frugten af sine undersøgelser. «Der er lidt igjen, og man maa simpelthen læske sig i slig varme.»

Han satte flasken fra sig paa bordet, gik 9saa ud paa spisestuen og raabte: «Kristine, Kristine! – Aa, bring os sodavand og is.»

En gammel husholderske tøflede stilfærdig ind med det forlangte paa et bræt. Det var slut paa isen, oplyste hun, og vist ingen at faa kjøbt heller, for den var skibet til London al sammen, paastod de.

«De trænger at kjøle sig i England med,» mente ingeniøren.

«De kunde da gjerne ha sparet saa meget, at de kunde sælge lidt til sine egne byfolk,» svarte hun og tøflede ud igjen.

Holk gav sig til at rulle de grønne persienner ned. Vinduerne var aabne og vendte ud mod bryggerne langs den brede elvemunding, der dannede byens havn. Et dampskib havde lagt til, men man holdt nok netop hvil ombord. Elven løb sagte og blinkende mod havet, der længst ude som en fjern stribe skinnede over strandens graagule sandbakker. Himlen var blaa og øde uden den mindste skyflæk.

De tog op hver sin sodavand og lavede i glassene.

«Har du været paa fabriken idag?» spurgte Holk.

«Et kvarters tid – En kunde ikke puste der.»

«Saa, ja – man fristes til at holde siesta fra morgen til kvæld – Skaal.»

De drak. Paa sofaen laa en dorsk, brandet 10kat. Holk skjøv den ned og lagde sig der i dens sted, idet han knappede vesten op. «Er aviserne læselige?»

«Som ellers – vrøvl paa alle kanter. Paa Balkanhalvøen er de færdige med at slaas, og løierligt nok, fordi folkene ikke vilde til, da det blev alvor. De gjorde streik. Fredsapostlerne har været for stærke for dem; de kastede uden videre vaabnene og svor paa, at de ikke vilde være manddrabere.»

«Det var ret af dem. Men verden er blet rar i det sidste,» sagde Holk søvnig og ligeglad.

«Kanske du tror som lægprædikanterne, at den ikke staar til paaske? – – – Naa, desuden har der været skybrud i Indien og dræbt mange hundre mennesker.»

«Jeg skulde ønske vi fik det her og – – skulde gi dobbelt saa mange mennesker paa kjøbet for det – –.» Holk strakte sig overgit. «Aa, vær saa snil at række mig glasset mit, jeg orker ikke røre mig.»

«Værsgo – Men isen er ganske lunken, kan jeg sige dig.»

Der blev stille. Manden i gyngestolen tømte langsomt sit glas; manden paa sofaen saa ud, som han sov. Katten hoppede op til ham og sovnede ind paa hans bryst.

Reflekserne fra elvens vand trængte gjennem 11persiennerne og legte i sitrende linjer under det gibsede loft. Om en stund lavede ingeniøren sig et nyt glas og spurgte:

«Hvad skal du ta dig for i eftermiddag?»

«Jeg er buden op til Herwigs i kvæld – op i haven.»

«Jasaa – gaar du?» Tonefaldet var forundret.

«Ja,» sagde Holk tvært. Den andens hæse, uklare stemme lod til at plage ham.

De døsede hen paany, og stilheden lagde sig atter over det lummervarme værelse. Selv fluerne sad urørlige rundt speilet. Da larmede dampwinchen pludselig op fra skibet derude, stønnede og klaprede, og straks efter hørtes kontoristen laase kontoret.

Ingeniøren fór i veiret og fandt frem en hvid lue under aviserne paa bordet.

«Skal du alt gaa?» mumlede Holk.

«Det er spisetid paa hotellet. Den, der kunde ha egen husholdning som du! – Farvel.»

«Paa gjensyn,» lød det mat fra sofaen.

Endelig meldte Kristine, at der var dækket, og sagføreren reiste sig for at gaa ind til middagen. Katten blev vækket, skjød ryg og brynte sine klør og listede sig efter ham.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.