Mod kvæld

av Tryggve Andersen

II.

12De to, sagfører Erik Holk og ingeniør Johannes Nilsen, var paa vei til at bli byens forargelse i det sidste.

For snart et par aar siden var sagføreren kommet til byen og havde overtat forretningen efter en ældre kollega, der havde faat embede og skulde fraflytte stedet.

Kun en enkelt familie, apothekerens, havde kjendt ham paa forhaand, og apotheker Jensenius havde ordnet kjøbet af den tidligere sagførers forretning, men de havde været temmelig reserveret overfor nysgjerrige spørgsmaal. Holk skulde ha penge, hed det sig, havde i hvert fald arvet adskilligt og skulde være af bra slægt, men sagdes at ha vanket blandt venner, som ikke havde det bedste rygte – kunstnere, skuespillere og desligeste udhalere, forsikredes det – og tildels af den grund var det, man ikke havde nøiere efterretninger om ham; thi blandt de folk færdedes gudskelov ingen fra den by.

13Han indtraf med kystbaaden en kold vintermorgen, og agent Bentsen, der i egenskab af ekspeditør var tilstede ved anledningen og havde passet sit snit til at veksle et par ord med ham, kunde straks berette, at han var ikke saa allerværst ilde efter det ydre at dømme; vist var han lapset, men slet ikke saa svært overdreven. Han bode hos apothekeren, til hans leilighed kom i orden, og i denne tid indførtes han af sin fraflyttende kollega i alle de bedre huse. Heri laa allerede en moralsk garanti, og ved nærmere kjendskab viste han sig at være en behagelig overraskelse, skjønt han kanske var lidt mere formel, end den lokale tone krævede. Men man undskyldte det med, at han havde været meget udenlands og var præget deraf.

Man havde hørt, at Holk ikke var gift, og damerne kastede speidende blikke paa hans høire haand. Der var ingen ring. Og fru Jensenius kunde indestaa for, at han ikke var forlovet, slet ikke det mindste forlovet. Fruen udtalte tvertimod, at hun vilde se sig om efter et passende parti til ham mellem stadens døtre. – Dermed var den offentlige mening vundet. Fru Herwig lod ham invitere til selskab, hvor konsulen udbragte hans skaal og bød ham velkommen i deres midte, og alle var enige om, at den nye sagfører var en akkvisition, en sand akkvisition for stedet.

14Kort sagt, Erik Holk kom, lod sig se og seirede, og han vilde endog ha været ganske uvidende om sin seir, dersom ikke fru Jensenius havde fortalt ham om den.

Men man skal aldrig stole paa folkegunst. Det afkjølede for det første stemningen, at han ikke viste sig svært villig til at lade sig knytte til den omgangskreds, der var hele byens omgang. Han meldte sig vel ind i klubben, men afslog at delta i læseforeningen, og hvad musikforeningen angik, maatte de virkelig ha ham undskyldt, da han hverken sang eller spilte – som om det var nogen undskyldning, for de fleste mandlige medlemmer var naturligvis passive. Dernæst satte han ikke sine fødder i kirken. Og de yngre herrer begyndte at faa en farlig tilbøielighed til at aflægge ham besøg, der trak saa længe ud, at de rent glemte baade spisetid og sengetid, og hvad de bestilte hos ham, det kunde man jo let skjønne og forresten ogsaa se og lugte undertiden, naar de kom hjem. Det var nok ikke frit for, at sagføreren drak og forledede andre til at følge sit slette eksempel. Dette protesterte vel de yngre herrer mod, som nød godt af hans gjæstfrihed, men det kunde da ikke forlanges af dem, at de skulde udvikle, at disse «andres» lyst og evne til at drikke var meget større end Holks.

«Leilighed gjør tyv,» svarte fru Herwig 15dem og slog mistanken mod ham fast, og ingen brød sig videre om, at hun tilføiede: «Med ungdommen skal vi dog ikke gaa for strengt i rette,» og det var nu egentlig kun en finte til konsulen, som var kommet usømmelig sent hjem en aften – «ved nattetider klokken elve,» havde hans hustru foreholdt ham – og liggende i sengen havde maattet skrifte, hvor og sammen med hvem han havde været.

Konsulen havde været hos Holk og sammen med Octavius Hollmann. «Den viltre gutten, er han passende selskab for dig?» spurgte fru Christiane.

Og saa var agent Bentsen med, men han sagde godnat tidlig, fordi han skulde expedere dampskib næste morgen. «Han er et skikkeligt menneske, skal jeg sige dig,» afbrød hun.

Og Jørgen Weigert – – «Stakkars Milla!» sukkede hun.

Og Gabriel Gaarder – – «Han gik naturligvis før dig.»

Nei, han bryggede netop paa en frisk toddy, idet konsulen brød op. Da talte fruen bedrøvet om ungdommens forførere fra de store byer; men da hendes mand i sin enfoldighed ogsaa nævnte ingeniør Nilsen, sagde hun dystert: «Den gudsfornægter!» og snudde sig mod væggen, og det varte længe, inden hun reiste sig overende i sengen og med usædvanlig mild stemme hviskede: 16«Sov godt, kjære Jacob.» Hvorefter virkningen af tre toddyer sluttelig fik bugt med konsul Herwigs daarlige samvittighed, og han sovnede sødelig ind.

Til de anklagepunkter mod sagfører Holk, at han drak og holdt sig borte fra guds hus, føiedes snart et tredie. Han var ækkel mod damerne og drev et letfærdigt kurtisørvæsen, som man skulde ha sig frabedt. – Havde han kanske ikke i begyndelsen git sig saaledes af med Dorthe Mørch, at det var rent skammeligt, hvis han ikke mente noget med det, og havde han kanske ikke senere gjort stormende kur til Ottilie Koveland? Saa maatte en vel kalde det, slig som han bar sig ad under bazaren for den frivillige fattigpleien, da Ottilie stod ved tombolaen. Dér hang han over hende hele tiden, tog lodder og vandt mange smaating, saasom tre bundter hæklede lidser, et lommespeil og en uldtrøie. Stakkars Ottilie, hun blev rød som dryppende blod, saa genert var hun ved at række ham trøien. – Men paa klubballet om høsten sad han vist en time itræk med Lilli Herwig i en krog for sig selv – ja, Lilli var nu rar af sig. Det var heller ingen anden, som kunde være med paa den slags.

Det værste blev alligevel, at han havde valgt ingeniør Nilsen til sin ven og kamerat. De øvrige anklager vidste sagføreren intet om, 17men mod dette venskab havde endog fru Jensenius fundet at burde gi ham en advarsel, skjønt hun trøstede sig til at tro, at hun var taalelig fordomsfri.

Der forelaa ikke noget uhæderligt eller særdeles graverende mod Nilsen, men han hverken regnedes til det gode selskab eller kom i de bedre familier, og at han og Erik Holk havde truffet hinanden berode paa den tilfældighed, at de bode i samme hus og havde kontorer paa hver sin side af den samme gang.

Der blev i førstningen ikke vekslet flere ord mellem dem end kjølige hilsener. Mandens usunde, sjuskede ydre frastødte Erik Holk. Men en kvæld, det havde været dygtig travelt med opgjøret af et bo, og sagføreren kunde trænge at kvikke sig lidt op, mødte han ingeniøren i gangen og bad ham ind til sig og satte frem vin og cigarer. Nilsen var synlig smigret ved det, nippede forsigtig til sit glas og holdt cigaren pertentlig med to udstrakte fingre, der havde den dirrende nervøsitet og benede tørhed, som ofte blev et varigt særkjende ved fingrene hos dem, der havde sultet haardt og længe. Holk morede sig i stilhed over ham. Det andet glas blev raskere tømt, og efter nok et dampede han kraftig væk, fik tungen paa glid og snakkede en hel del, mest om sig selv og med den umotiverede aabenhjertighed, der 18var egen for dem, der pleiede at føre et ensomt, grublende sjæleliv, naar det kunde stikke dem at være meddelsomme. Holk blev forbauset og interressert, og siden mødtes de tidt, og efterhaanden blev det skik, at Johannes Nilsen saa indom ham, dersom han var alene om kvældene.

Den keitede, tungvindte ingeniør havde virkelig oplevet mangt og fortalte godt, paa en vis som om han glemte sin tilhører og i grunden talte med sig selv. Især berettede han om Amerika, hvor han havde tilbragt flere aar – «mine udlændighedsaar», som han pathetisk udtrykte sig. Og han vidste meget, han maatte ha pløiet igjennem vældige bunker af bøger og til og med forstaat en hel del. Hvor han havde alt det fra? Han var draget ud i verden med bare en tarvelig fagdannelse, og hans visdoms egentlige kilde var de offentlige bibliotheker i Chikago.

Drak de, kunde samtalen blive meget livlig og høist uforbeholden fra Johannes Nilsens side og fortsættes til gryende dag.

Han holdt af paa autodidakters vis at lufte sin lærdom og frydede sig inderlig ved at ha en tilhører, der med interesse lyttede til, naar han fremsatte sine besynderligste idéer. Reves han helt med, blev hans foredrag undertiden skrigende, undertiden sentimentalt klagende og overlæsset med bogtitler og citater, medens det 19oftere og oftere spækkedes med snurrige amerikanske vendinger – ord og billeder hentet fra de usle kvarterer, hvor han havde sultet og slæbt og brugt nætterne til arbeide for at kunne være en del af dagen i bibliothekerne. Drivfjæren i hans tilværelse havde været en søgende, aldrig tilfredsstillet, religiøs trang, en syg higen efter en gud, for hvem han kunde falde ned og tilbede. Den havde givet sig udslag i adskillige mærkelige skridt; han havde bekjendt sig til en række af trossamfund – havde samlet paa religioner, sagde Holk – og det paastodes om ham, at han havde været præst for en forrykt, mystisk sekt. Men denne trang var det tillige, der havde bragt ham til at trodse nød og savn for at tilegne sig kundskaber og aabne sig adgang til navnkundige tænkeres skrifter. Dog blev den hvile, som den ene vismand havde forjættet ham, atter forstyrret af den næste, og paa sin rastløse jagt efter en gud var han tilslut standset hos dem, der intet mere kunde love, og henviste til den store resignations trøst; men han led Tantaluskvaler efter at smage den, og den var ham for stedse nægtet af hans sjælelige hunger.

Med had i hjertet baade til den gud, han ikke kunde naa, og til den menneskelige viden, som havde spottet hans længsel og slugt hans 20ungdom, var han kommet tilbage til det gamle land og havde skaffet sig en post som bestyrer af en kemisk fabrik.

Erik Holk var blet dybt greben af hans bekjendelser, og om han end omsider blev lidt træt af dem, lod han sig ikke mærke med det; thi denne hæslige, fortumlede mand delte med ham følelser, som havde plaget ham, lige siden hans bevidsthed blev voksen. Og kvældssamtalerne blev det baand, der gjorde dem til venner.

Udenfor den religiøse smerte havde de lidet tilfælles. I sønderrevne stemninger opfangede Holk med hidsigt begjær den andens pinefulde bespottelser. Ellers forstod neppe han, der var opdraget i velstandskaar og bar mærke af en rig og holdningsløs ungdoms udsvævelser, Johannes Nilsen, som var født i det skumle bagværelse til en høkerbutik og fra barndommen af havde maattet værge sig mod armodens laster.

Midt under vennens mest høitstemte udbrud kunde sagføreren sidde og le indvortes: Ingeniøren var nemlig helten i forskjellige smaa eventyr fra byens lavere lag, og de bekræftede tilfulde den sætning, at religiøse naturer er særlig udsatte for kjødelige anfægtelser.


Træt og kjed af en ustadig og ubunden existens havde Erik Holk en dag maattet tilstaa for sig selv, at det baade af økonomiske og andre 21grunde var paa tide at skabe sig en fast stilling i det borgerlige samfund, og havde tat sin tilflugt til denne afsides krog. Han var over de tredve og kjendte sig en smule slidt af livet og forsøgte at tro paa arbeidets helbredende kraft.

Han havde været oprigtig taknemlig for den gode modtagelse, og det forekom ham, at han havde aflagt det mest mulige af sine slemme vaner og optraadte med overordentlig forsigtighed for at undgaa forargelse. Han ønskede kun fred og ro, men forstyrredes ikke sjelden af den altfor paatrængende almindelige venlighed. Han vægrede sig uvilkaarlig for at gi enhver i den afstængte kreds, der saa villig havde optaget ham i sin midte, ret og del i sig; men det fordredes som noget selvfølgeligt til gjengjæld for, at der var tilstedt ham adgang.

Han havde i aarevis mest flakket om i store stæder, og de folk, som her var om ham, de unge piger han saa – alt var for ham nyt og besynderlig fremmed. Disse mennesker, hvis tanker og stræben rummedes indenfor en liden bys horizont, og som med taalmodigt alvor underkastede sig livets dagligdagse tilskikkelser, medens de stod med ærlig ærefrygt foran det hellige, der for ham tidt havde været gjenstand for letsindig spot, skjænkede ham en opdagelsens glæde, som han aldrig havde ventet. De kunde være løierlige, bornerte, smaalige, men 22deres væsen eiede paa bunden renhed og tillidsfuldhed. Og naar han tænkte paa deres ensformige, fortrykte kamp for tilværelsen, rørte de ham, og han undskyldte dem og beundrede dem, fordi de havde evnet at værne om saa meget godt og vakkert hos sig selv. Hans egen anløbne personlighed blev ham derved dobbelt vammel, og han stivede sig op i sin lede med humoristiske betragtninger over «Erik Holks reise til de tusen hjem» og med at ironisere over sin bodfærdighed for saa bagefter at udpensle sin underdanige reverens i end mer høitidsfuldt klingende, men halvt oprigtige vendinger.

Han forstod, at det bløde, varme skjær, der for ham omgav byen, ikke alene skyldtes den hvile, han der fandt. Dens indbyggere maatte kaldes lykkelige. Men hvorfor og hvad var denne lykkes rod? Han grublede forgjæves over det. Da fortaltes der ham om en berømt musiker, som forvildet didhen paa en turné havde spurgt en dame, der i hele sin maade at være paa røbede fremmed oprindelse: «Kjære frue, hvorledes faar De egentlig tiden til at gaa i denne ravnekrog?» Hun blev forvirret, nølede med svaret: «Aa, jeg ved ikke – vi vegeterer.»

Javist, de vegeterte, og deres dage henløb i rolig harmoni uden anden strid end den naturnødvendige. Listede bekymringerne sig ind i deres hjerter, da var det ikke den besudlede 23sjæls furier, og skred sorgen ind i deres huse, da var det den sunde, stærke sorg. Trang til vinding kunde jage dem ud i verden, lyst til eventyr tumle dem om, men de vendte næsten altid tilbage til det sted, dér slægten havde sine grave og sit hjem. Ja, disse mennesker havde et hjem.

Erik Holk digtede en skjøn drøm om byen, og drømmen blev til virkelighed i en familie, hvor han dagstøt færdedes.

Apotheket laa ved enden af en tværgade, som steg op fra elven og bryggerne. Over dets ene gavl løftede en fjeldknaus sine stupbratte vægge og sin graa, skaldede top. Mellem huset, hvis høie tag var tækket med sorte, hollandske teglsten, og bjerget var en trekantet plads i ly for vinden, medens solen rak didind formiddag som eftermiddag, og der havde generation efter generation af apothekere som alle havde baaret navnet Jensenius, kjørt jord paa, plantet og strævet og opad fjeldets fod faat istand en have med uregelmæssige terrasser, hvor efeuen klatrede og bredte et frodiggrønt dække over stenen, og vaaren bragte utallige blomster til at spire, hvor bærbusker, plommer og fine, franske æbler kunde yde den vidunderligste høst, og bevisligt et valnøddetræ engang havde staat med modne nødder.

Over gadedørens buede portal gabte en gylden 24løve vældig ud i luften. Hver mai maaned, efterat haven var ordnet og stellet, blev løven ogsaa pudset op og fik ny forgyldning. Naar man havde passeret en steil, mørk trappe, stod man i en lang, blaamalet gang med døre paa begge sider. Til venstre angav et messingskilt, at her var apotheket.

Det var ikke en pragtfuld farmaceutbutik og skinnede ikke af speilglas og blank politur. Det store, dunkle rum, hvis lave vinduer til overflod skjærmedes af jalousier, deltes langsefter af en skranke, ved den kunderne leverte lægens trylleformularer og ventede, medens de andægtig stirrede paa skabe og hylder fulde af flasker og stentøiskrukker med uforstaaelige indskrifter eller vogtede nysgjerrig paa farmaceuten, naar han vimsede fornemt om og veiede og pakkede. Af og til forsvandt han bag et forhæng, som dækkede for indgangen til det allerhelligste, apothekerens eget værksted, medicinmandens hule, og der blandedes alle de hemmelighedsfulde urter og vædsker og tilberedtes den dyrekjøbte lægedom.

Hændte det, at en vadmelsklædt bonde gjorde kvalm og svor paa, det var en dævelens stiv pris, og at sygdommen snart kostede mere, end hele kjærringen var værdt, eller at en fattigkone sutrede over for snaut med penge, saa dukkede undertiden en liden, trind, rødkindet og brunskjægget 25mand i slaabrok og tøfler og med piben i haanden frem fra forhænget. Han pegte strengt med pibespidsen paa bonden: «Naa, er det gaat rent ud med ham nu, Per Hansen? Jeg trode, han var en velstandsmand, jeg – hvad? Han kan takke til, vi vil gjøre konen hans frisk for betaling, Per Hansen, slig som han bær sig, Per Hansen – hvad?» – Og bonden luskede af og kom sig ikke til at bande storfolks kryhed, før han havde klaret den steile trappe og var ude paa gaden igjen.

Men var det fattigkonen, som sutrede, blev der kun vinket til farmaceuten, og konen takkede og sutrede værre og neiede, for hun kunde beholde pengene sine, siden det ikke var nok alligevel. – Forresten var det svært mange, der forstod den kunst at faa billig medicin paa apotheket.

Paa venstre side af den blaamalede gang herskede Peder Jensenius enevældig. Dér bar han sin slaabrok saa majestætisk som en konge sin hermelinskaabe, og hans piberør var et bydende scepter. Men to dage i aaret – ved jul og sanktehans – maatte han trods høilydt protest rømme land og rige for en skare kvinder væbnet med bøtter og skurekoster. I deres vold blev han tvunget til at overlade alle sine skatte, skabene og hylderne samt stentøiskrukkerne. De respekterte ingen skranke og skaanede 26end ikke det allerhelligste. Naar amazonernes indfald var forbi, vendte den fordrevne suveræn atter tilbage og overskuede ødelæggelsens vederstyggelighed. Urter og salte, tinkturer og pulvere, hele varebeholdningen havde efter hans paastand tat skade af fugtighed, og han jamrede tungsindig for sin hustru over, at hans økonomiske ruin var uundgaaelig.

Hende var det nemlig, som havde udsendt de fiendtlige tropper fra høire side af gangen, og dér regjerte og styrede hun som myndig dronning. Forhandlingerne mellem magterne var heftige, men kortvarige og endte stedse med fred uden krigsomkostninger. Fru Jensenius erklærte simpelthen, at hun ikke havde tid til at høre paa saant tøv; hun skulde se efter barnene.

Hun var ligesaa fyldig som manden og endnu mindre, men førte sig paa en eiendommelig rolig og sikker maade. Hendes hænder var næsten altfor smaa og buttede. Det mørkeblonde haar var strøget glat tilside fra panden. Næsen var krum, munden temmelig bred, med lidt svulmende læber. De graa øine drømte under tunge øienlaag. Hendes smil var smittende lyst og muntert, men hun lo sjelden. – De havde to barn, en treaarsgammel gut og en liden pige.

Skjønt det gamle hus fra gaden kunde synes helt imponerende, var det dog ikke meget 27rummeligt. Ovenpaa fandtes kun barnekammerset og soveværelser, nedenunder foruden apotheket med laboratoriet kun kjøkkenet og to stuer og et lidet værelse, der kaldtes kontoret. Spisestuen laa ud mod haven, og paa den kant stængtes udsigten af fjeldet. Stod man ved vinduet og bøiede hodet rigtig langt bagover, kunde man øine stangen med vindfløien oppe paa toppen. – Dagligstuen havde udsigt over byen, som af bratte, forrevne bjergnabber var trængt sammen langs elvemundingen. Udenfor den strakte sig en gisten rad af skjær og holmer; den blev brudt af det aabne hav, som skar sig ind i en bred bugt.

Værelsernes møbler var tunge og solide, og de røbede sig straks som arvegods.


Herinde modtog fru Jensenius sin barndomsven Erik Holk den morgen, han kom til byen. Det var aar, siden de havde truffet hinanden. Hun holdt ham i haanden og saa længe paa ham og havde næsten vanskelig for at kjende ham igjen.

«Hvor du er blet forandret! – Har du lagt dig til skjæg, Erik? – Du ligner jo en franskmand! Men saa mager og bleg du er!»

«Det kan jeg sandelig ikke sige om dig Ellen.»

28«Har du været syg?» spurgte hun bekymret. Hun havde taarer i øinene.

«Jeg? Langt ifra. Jeg er aldrig syg.» Han blev nervøs ved hendes bekymrede blik.

«Skræm da ikke livet af ham med det samme,» formanede Jensenius. «Hovedstadsfolk er naturligvis ikke i den grad velnæret som vi provinsboere – – – Lad os bare i en fart faa noget mad. Turen til bryggen har git mig en velsignet appetit. Naa – saa – – vær da ikke vemodelig paa fastendes hjerte.»

Han kjendte ikke Holk videre fra før, men havde mødt op og hentet ham paa bryggen og hele hjemveien underholdt ham med, at Ellen vilde bli saa glad ved gjensynet. Det havde været en prægtig idé af hende at foreslaa ham at nedsætte sig her – ikke sandt? Hvad? Ellen var en storartet kone, ikke sandt? Hvad? Holk skulde bare vide, hvor hun havde ventet paa ham. – Og nu stod apothekeren og vaggede af forbauselse. Dette var rigtignok en rar glæde, i hvert fald ytrede den sig høist mærkværdig, og desuden glemte man de nydeligste, smaa koteletter, der blev kolde paa fadet inde paa det dækkede spisebord.

Ved frokosten snakkede Holk væk om løst og fast for at være kvit spørgsmaal, der angik ham personlig, og lod som om det var af vigtighed 29for ham paa forhaand at bli sat ind i de lokale forhold.

Var her meget politisk røre?

Gudskelov ikke; rabulisterne havde naturligvis yppet sig, men hidtil uden held. Den radikale filleavis var man blet kvit – man havde saamæn kjøbt hele stasen, trykkeri og blad, og redaktøren pakkede sig fornøiet afgaarde med profiten i lommen. Men kanske sagføreren var venstremand – Hvad?

Apothekeren slap kniv og gaffel klirrende ned paa tallerkenen og stirrede glubsk paa Holk, ildrød af spænding.

Neida, han var neutral i politik.

Det var heller ikke rigtig; enhver burde tænke paa sin – sin – borgerpligt.

«Jensenius er fuldstændig fanatisk,» indskjød fruen, urolig for at hendes Pettermand skulde stille sig blot for Eriks kritik. Hun huskede, den havde ikke været til at spøge med.

Fanatisk? Kunde hun kalde ham fanatisk, fordi han ikke vilde ha saan en forkommen seminarist luskende omkring og gjøre mudder. Forresten bestod al fyrens radikalisme i at ærte præsten og byfogden. – «Og du billigede kjøbet, Ellen, ikke sandt? Det ved jeg da.»

Det faldt let at holde Jensenius i aande; men da væguret slog ni, brød han af, fik det travelt og skyndte sig ind paa apotheket.

30De andre sad tilbage og fortabte sig i minder fra den østlandsbygd, der havde været deres fælles barndomshjem, og hvor Ellen Jensenius’ far havde været sorenskriver. Erik Holk havde tidlig mistet begge sine forældre og var vokset op i hans hus.

Livet paa den ensomme skrivergaard havde stemt grundtonen i hendes væsen. Hun elskede alt, hvad der knyttede sig til hendes rene, stille barndom, og holdt inderlig af Erik, sin fordums legekamerat. Han havde staat for hendes erindring som en vilter og opfarende gut, men med hang til fantasteri og drømmeri, og det var med ængstelig smerte, hun havde set ham saa forandret igjen denne morgen, saa mager og bleg og med øine, der var omgit af mørke ringe og laa for dybt i hulningerne. Naar han blev bevæget, lyste de som i feber, medens de tynde, blaalige læber fortrak sig krampagtig. Han talte hurtig, men stødvis og var vanskelig at forstaa. Modsætningen mellem det billede, hendes erindring havde dannet sig af ham, og denne sygelige, fortidlig ældede mand vakte uhygge hos hende.

Hun førte ham hen til vinduet og viste ham udsigten. Sneen laa frisk og nyfalden over tage og gader og brygger og paa den islagte elv. Op af det blyblanke hav stak skjærene som sjøuhyrers hvide rygge.

31«Gid du maa komme til at trives her,» sagde hun. «Er her ikke vakkert, Erik?»

«Her er fredeligt,» svarte han.

«Det er det ogsaa. Men er du endnu den samme varmblodige fredsforstyrrer?»

«Aa, vær ikke bange for det, jeg er ikke meget varmblodig af mig for tiden.» Han smilte tvungent.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.