Mod kvæld

av Tryggve Andersen

III.

32Fredelig var byen. Det havde Erik Holk til sin glæde hurtig faat vished om. Han havde søgt ro og hvile, da han nedsatte sig der, og hvile fandt han. Først og fremst i sit arbeide, og det var jo ogsaa efter programmet.

Han havde et lyst hode, og uagtet han havde ringe øvelse som jurist, lykkedes det ham ved at kaste sig ind i forretningen med voldsom energi at greie den og drive den. Heldigt for ham var det, at han tiltrods for sin politiske ligegyldighed straks var opfattet som tilhørende det konservative parti. Hans forgjænger havde været høiremand og uden videre gjorde man ham til dennes efterfølger i den henseende med. Desuden sluttede man det af hans ydre optræden. Den var ægte, mente gamle konsul Hollmann, og de mest ansete skibsredere og kjøbmænd, kort sagt alle de bedste borgere, undte ham sin søgning.

Hans værste konkurrent, advokat Reinert Lindal, var kommet af smaabønder i nabobygden 33og havde slidt sig frem i verden for at naa op i de øvre lag, men blev ikke rigtig regnet med blandt stadens honoratiores. Han havde lagt an paa at være fin i det ydre allerede som student, og før han endnu havde blot nogenlunde raad til det, og var hensynsfuldheden og forekommenheden selv i omgang, men det hjalp ikke. Han havde gjort sig til høiesteretsadvokat for titelens skyld; men de færreste kaldte ham advokat Lindal, almindelig hed han i byen fremdeles Reinert Lindal, ligesom dengang han gik der som skolegut i lappede vadmelsbrukser, og i hans stivt korrekte sprog surrede bygdemaalets lyd.

Konsul Hollmanns og de mest ansete skibsrederes søgning kunde han ikke vinde, medens derimod høkere, fiskeopkjøbere og landsens folk henvendte sig til ham med fortrolig ligefremhed som til en af sine egne. Han var og blev en almuens mand, men opgav dog ikke sin honette ambition og var derfor aristokratisk radikaler.

Advokat Reinert Lindals optræden blev aldrig ægte. Hans ihærdige forsøg paa at udslette sporene af sin afstamning, tvang en til at tænke paa den. Det velpleiede, vifteformige skjæg skjulte ikke tilstrækkelig de stærke, udbuede kindben, det sødladne, overlegne smil bedrede ikke mundens og læbernes plumpe graadighed, og de vidt opspærrede, lysebrune øine havde 34et paa samme tid undvigende og nærgaaende, speidende blik. Han havde en paafaldende spænstig og rask gang, klædte sig med megen omhu og badede særdeles flittig, men havde vanskelig for at holde sine brede negle ganske rene. – Advokaten tjente godt og lagde sig utvilsomt penge op. Dog havde det gaat lidt sent med det, da hans klienter vel var talrige, men deres affærer ikke betydelige, og det var nu saa, at de formuer, som skabtes af penge, der tidt og støt i smaasummer dryppede i kassen, havde vanskeligere for at vinde almen agtelse end de, hvis vækst muligens var mere ujevn og rykkevis, men skyldtes rundeligere beløb ad gangen. Der var større glans ved den daler, som klingrede ud af rigmands lomme, end ved den, der langsomt krøb ud af fattigmands pung – penge kunde være lige gode uden at være lige skinnende.


Fra begyndelsen af var Erik Holk som hjemme paa apotheket. Han kom godt ud af det med Jensenius og erhvervede dennes fulde venskab derved, at han var en nogenlunde dygtig schakspiller; thi schak dyrkede Jensenius med større lidenskab end held. Havde Holk en aften lovet at ta et parti, men lod vente paa sig, travede apothekeren rundt bordet, lyttende efter entréklokkens kimen, stillede brikkerne op, 35flyttede rastløst paa dem og bandte over sagførerens upaalidelighed, men trykkede hans haand og klappede ham paa skulderen, naar han tilslut indfandt sig. Og Holk likte den lille, varmhjertede koleriker, hvis eiegodhed, og hidsighed alt i et løb af med hans værdighed, og nænnede sjelden at sige ham imod, dersom bladene havde bragt ham paa det politiske kogepunkt, saa han oprørt og stammende forgjæves prøvede at gjøre sine meninger tydelige ved lignelser hentet fra sine nærmeste omgivelser. Peder Jensenius saa stadig verden i lys af forholdene paa sit apothek og i sin fødeby.

Fruen havde straks med en søsters omhu tat sig af Erik Holk. Hun forestod indredningen af hans bolig og kjøbte møbler og pruttede med haandværkerne, som vilde høste blodig fortjeneste af den nykomnes uerfarenhed. Hun leiede husholderske for ham, hjalp til at hænge gardiner op og vaagede over, at hver ting blev stillet paa sin plads. Det eneste, der blev overladt til Holk selv var kontoret; dog mønstrede hun ogsaa det for at sikre sig mod, at det ikke skulde være netop slig, som byens folk vilde ha det hos sin sagfører. Ofte indskjærpede hun ham ikke at glemme, hvor han var, men lære at lempe sig efter forholdene; der var andre sagførere og en af dem til og med advokat. 36Og han svarte leende, at desværre ikke alle var saa lykkelige at sidde trygge paa et priviligeret apothek fri for konkurrence.

Sluttelig erklærte hun, at nu manglede der ikke andet end en kone i huset, men det skulde hun nok ogsaa sørge for.

Hun havde ikke git den følelse af uhygge, som hendes barndomsven havde indgydt hende, lov til at fæste sig, og den forsvandt aldeles, efterhaanden som hun blev vant til, at han sad i hendes stuer koselig spillende schak med Jensenius eller legende med hendes lille søn Rolf.

Holk beskjæftigede sig meget med den opvakte gut, der viste stærke tegn til at ha arvet sin fars tyranniske anlæg. I skumringen fortalte han ham eventyr og fór med ham langt, langt bort til troldene i fjeldet eller udover havet til nøkken og udyrene og draugen i sjøen. Paa taburretten ved pianoet red de stoltelig i hærfærd og hug dragen med øks og stak risen med kniv, og gyngestolen var den vuggende baad, der seilede fortere end det snareste dampskib til sælsomme riger, hvor guldæbler hang mellem træernes løv og stødte mod hinanden, saa det ringlede og klang, og billedbogens mærkelige dyr og fugle taslede og fløi, brummede og skreg, brølte og peb i skogene.

«En skulde tro, du havde været i Hvidtenland,» sagde Ellen Jensenius engang til ham.

37«Vist har jeg saa – vist har jeg saa,» svarte Erik Holk og gyngede i stolen med gutten paa fanget. «Alle mennesker er egentlig født og baaret i Hvidtenland. Der leger de sig, før storken plukker dem og svæver afsted med dem, og de længes did igjen hele sit liv. De har hjemme dér, ser du.»

«Neimen om de har. Jensenius og jeg har hjemme her i byen og her i huset og guttemand ligesaa. Skjæm ikke barnet bort for mig med eventyrtøv.»

«Dere forsøger bare at lave apotheket om til Hvidtenland. Det gjør enhver, som det er noget ved, med sit hjem. – Udenfor væggene har dere en botanisk have med blomster derfra, og indenfor – –»

«Indenfor er menageriet kanske?»

«Jeg mente noget sligt,» indrømmede han alvorlig. «Skjønt jeg vilde ha brugt penere ord. Jeg kunde ligne dere med papegøier, som drømmer sit lune og gilde bur om til en tropisk urskog.»

«Gjør bare ikke min søn til det, jeg synes du ligner – en forulykket poet, og pas dig for, hvad du faar ham til at plapre om.»

Dette sigtede til, at hun havde maattet nedlægge forbud mod, at Holk lod familiens kjendte spille med i eventyrene under allehaande forklædninger og dyremasker. Barnet 38havde betroet Milla Weigert, at hun var heksen, som gjætede bukken Bruse i bjerget det blaa.

– – – – –


Efterat det første stræv med at komme i orden var forbi, gled ugerne hen og sankede sig til maaneder, og Erik Holk var forbauset over, hvor hurtig han grode fast paa stedet. Han skjønte, at hans ungdoms fri og løse dage var tilende, og at han mer og mer blev bundet til sin borgerlige plads i samfundet. Forsaavidt opfyldtes hans ønsker.

I begyndelsen havde stilheden plaget ham. Han var vaagnet om natten og havde savnet den dumpe uro, som bruser gjennem de store stæders nætter, og havde lyttet saa spændt efter den mindste lyd, at han hallucineret fornam rumlende vognhjul og rappe fodtrin udenfor. Men det var han blet færdig med.

Han gik sin regelmæssige middagstur i de smale gader uden længer at tænke paa, hvor smale de var, og blev stoppet op af Søren Danielsen, som tyk og gemytlig stod i døren til sin butik paa lur efter en passiar, og pratede med ham om veir og vind og nyheder, indtil Søren svor paa, at saa hyggelig og grei en sagfører havde de ikke havt før. – Omtrent alle de, han mødte, vidste han, hvem var, og lærte 39i en fart at afgjøre om et ansigt var udenbys eller ikke.

Holk forsikrede sig selv, at han var tilfreds i denne evindelige dagligdagshed og var paa nippet til at glemme, at han nogensinde havde ført en mere afvekslende tilværelse. For sin legemlige sundhed sørgede han ved rigelig bevægelse i fri luft, hjulsport og gymnastik.

Men om kvældene kunde slemme timer komme. Arbeidet var slut og havde mattet hans hjerne ud og efterladt den saa underlig tung og tom, at den dude til ingenting. Kroppen var træt. Kortspillet og aviserne i den tobaksstinkende klub bød ham imod. Apothekerens kunde vel ogsaa faa for meget af ham som han af dem, og andre familier stod indflytteren endnu lidt fjernt. Klokken ti sov desuden hele byen bag nedrullede gardiner og han var ikke vant til at gaa i seng før midnat. Kjedsomheden sneg sig over ham, giftig og grætten; han saa paa klokken hvert øieblik og ønskede sig tillykke med hver fem minutter, som svandt, og længtede efter nogen at være sammen med, men det burde ikke være ingeniør Nilsen i den stemning, men glade, freidige mennesker, som kunde le en rystende, kraftig latter.

Men dem var det sjelden at finde, og saa nøiedes han med, hvem der var rede til at 40vaage og sludre nattens første del bort med ham. Og dem var der nok af. – Sagfører Holk var ikke alene om at kjede sig der i byen. Det var vrangsiden af den idyl, han haardnakket vilde gjøre den til.

Ikke blot dens ungdom, men dens graahærdede, værdige mænd tillige kjedede sig, saa trangen til adspredelse svulmede op til fornøielsessyge hos dem. Da de opdagede, at de gjerne var velkomne hos sagføreren, og at han holdt ekstra gode drikkevarer, manglede han ikke længer selskab. De drak hans whisky og cognac og røgte hans cigarer og betragtede sig dermed som hans venner, og han lod dem være det. Han morede sig med dem og over dem og lærte dem alle at kjende ud og ind, for de var svært ligefremme. Han gjorde liden forskjel paa dem,dem,] rettet fra: dem (trykkfeil) behandlede dem alle ens og blev selv ikke nærmere knyttet til nogen af dem, men der dannede sig snart en klik, som var hans hyppigste gjæster. «Vor jeunesse dorée» benævntes den af fru Jensenius.

Det var Weigert, som altid bar engelske klæder. Han var skindmager og anstrængt af at passe de mange jern, han havde i spekulationens ild, og sine veksler i bankerne, og havde et stort ry for held hos damerne.

Og Octavius Hollmann, isprinsen, arving til ispaladset og søn af iskongen, som var 41gamle konsul Hollmann, der bode i byens flotteste murgaard og havde tjent det meste af sine hundretusener paa isexport. Octavius var student og reserveofficer og havde hentet sin merkantile uddannelse i Hamburg og Bordeaux og kunde døie det ubegrænsede af øl og vin. Blegfed og lystig plirrede han med sine posede øine, snode sine nette barter og stolte paa farens grunker, dem han vist skulde rydde op i.

Bankkasserer Gaarder – engelen Gabriel eller Gabriel Pengut kaldet – var den forsigtigste og korrekteste af dem og søn af sin mor, en præsteenke, som brugte sin seige viljestyrke og alle en smaabyærgjerrigheds intriger for at puffe sin eneste gut frem i verden. For tiden mente man, at hun pønsede paa et godt parti til ham. Han var fregnet og rødhaaret, gjorde i dannet mandighed og kunde aldrig faa de vide manschetter til at hænge paa sine knoklede haandled.

Bagefter de andre kom agent Bentsen listende. Ingen likte ham. Han havde kravlet sig op af rendestenen og havde ved slu sparsomhed og tvilsomme forretninger skrabet endel ihob og ved ydmyg tjenstvillighed smøget sig ind i det gode selskab, hvor han blev taalt og hundset som en slags hofnar. Han saa ud som en indtørret jomfru i bukser og bidrog til underholdningen 42ved tvetydige historier, over hvis liderlighed han selv gottede sig.

Ingeniør Nilsen kunde ikke fordrage ham og forsvandt, saasnart agenten viste sig. Forresten undgik han helst at besøge Holk, naar klikken var hos ham.

Af og til kom en af byens fædre indom paa besynderlig sene tider for at tale om forretninger, blev siddende en stund og sagde ikke neitak til et glas.

Da fem, seks maaneder var gaat blev der for meget af selskabelighed, syntes sagføreren, uden at han egentlig var paa det rene med, hvorledes han skulde faa den indskrænket inden de rette grænser igjen. Han stod op for ofte tung i hodet og lidet udsovet, og han syntes, at hans værelser begyndte at lugte af gammel cigarrøg og spiritus, og Ellen Jensenius havde tat bladet fra munden og ærgret ham med formaninger. Heller ikke var klikken længer morsom, men derimod mere familiær og ugenert end tækkeligt var. Vrøvlet tog overhaand, og Holk kjedede sig værre end nogensinde, blev ligegyldigere med sit arbeide og var igrunden allerede mæt af «idyllen». Han havde lyst til at opgi den, men klamrede sig til den i trods mod sin egen ustadighed.

En sommermorgen lagde et dampskib til ved bryggen udenfor, netop som han skulde i 43seng. Han saa folk strømme iland og ombord og arbeidere sjaue travelt med varelosning, og lidt senere, da han havde lagt sig, ringte det til afgang. Han skvat op af halvsøvne, slog haardt i sengekanten og svor paa, at nu vilde han reise en stund og tænke paa sagen og heller forlade det hele, hvis han skulde trives bedre ude i verden. Men snart maatte det ske.

Tre dage efter tog han ferie og reiste. Han søgte de steder, hvor hans tidligere venner holdt til, men opdagede snart, at der havde han intet at gjøre. Bruddet med deres kredse var dybere, end han havde anet. Han havde været fra dem længe nok til, at døgnets tone havde ændret sig imedens, og da han ikke kjendte overgangene og omskiftelserne, maatte han anstrænge sig for at følge med. Det nyttede ikke; han forblev kold og udeltagende. Han selv havde forandret sig mest og kunde ikke paany finde sig tilrette i de gamle folder. Han længtede tilbage til idyllen og de omgivelser, han alt havde vænnet sig til.

Om nogle uger steg Holk igjen en vakker lørdagseftermiddag fra dampskibet ned paa bryggen. Ingen havde ventet ham. Solen stod lavt over fjeldknauserne i vest, og den lille by speilede sig fredelig og hyggelig i elven, som laante farver fra rødmende skyer.

Han gik hjem. Kontoret var allerede stængt. 44I dagligstuen sad husholdersken og drak kaffe med en veninde. De fór forskrækket op og skyndte sig ud med kande og kopper, da han viste sig. – Katten laa paa sofaen og sov. Han strøg den sagte, og den skjød ryg og smøg sig kjærtegnende tæt ind til ham. Han spurgte efter ingeniøren, som var gaat til fabriken for at betale ugelønningerne.

Holk spaserte opover til apotheket for at melde sin ankomst. Det var saa stille i gaderne, at hans skridt gjenlød skarpt fra husvæggene. Søren Danielsen stod udenfor sin bod og hilste: Naa, var sagføreren der igjen? Velkommen! Det havde forhaabentlig været en behagelig ferie?

Det havde det.

«Jasaa, jasaa – naturligvis. Ja, jeg siger velkommen skal De være, for det var dem, som spaade, De var reist for godt, far.»

Hos Jensenius var ingen hjemme, men pigen sagde, fruen kom vist straks. Sagføreren vilde bie paa hende.

Vesle Rolf hang over billedbogen sin ved sofaen. Han saa op og hilste saa rolig og kort: «Goddag, Onki,» som om Holk ikke havde været et døgn fraværende.

Han satte sig i sofaen og tog billedbogen. Paa gaden udenfor slog en flok unger bold, og skrig og larm naade stødvis og skingrende ind 45gjennem de aabne vinduer. Med mellemrum klingrede apothekets dørklokke. Solstraalerne faldt paa skraa i brede strimer ind i værelset og lagde gyldent skjær over de gamle, mørke mahognimøbler. Paa bordet stod schakbrættet; brikkerne var opstillet og kastede skyggestriber henover tæppet. Et hækletøi ved siden af og apothekerens lange pibe, som var støttet op mod en stol, tydede paa, at Jensenius i mangel af sin vanlige makker havde forsøgt at nøies med sin kone til modstander. Vel de hundre gange havde Holk hørt ham klage over hendes umulige ulærvillighed i det spil.

Naa, Holk var vendt hjem igjen, og det for alvor; det følte han. Han fik holde ud paa den plads, han havde valgt sig og trives, som han formaade. Andensteds var det heller værre end bedre, og her kunde unægtelig være ganske bra.

«Dutti se billeder,» bad Rolf.

Holk bladede i bogen. Hele menageriet aabenbarede sig, alle navnene, som han havde git dyrene, og som fru Jensenius havde forbudt, og smilende overtraadte han forbudet. Han vilde holde mønstring.

«Der er en stor, gul løve,løve,] rettet fra: løve (trykkfeil) en stor, høitidelig løve, ser du den?» spurgte han.

«Slem – bider Dutti,» sagde Rolf og satte nyver.

46«Den er fælt slem, ja – Den heder po-li-timester Hansen. Kan du sige det?»

«Ja – ja! – Po-li-ti Hanten – stor, slem løve!» Gutten lo, til han higstede og dængte til bogen. «Slem! Hanten slem løve og bide – dask!»

«Au da – riv ikke bogen i filler. Og det tyndbenede dyret dér,» – Holk pegte paa en ibis – «det heder agent Bentsen.»

Rolf lo atter i vilden sky. Det bankede paa døren, men de hørte det ikke.

«Adent Benten – tynd, lang mand –»

«Det var ellers dyr, jeg sagde,» belærte Holk.

«Undskyld, er ikke fru Jensenius hjemme?» – Ved bordet stod en ung dame i lys sommerkufte og med en enkel straahat paa hodet. Hun var varm og rød, som om hun havde gaat meget hurtig. Hun nikkede til barnet.

Holk reiste sig og forklarte, at fruen sandsynligvis kom øieblikkelig.

«Saa – Da tror jeg, at jeg venter paa hende. Mit navn er frøken Herwig.»

Holk præsenterte sig.

«Jeg tænkte mig, De var den nye sagfører,» sagde hun og tog plads ved vinduet. Der blev en pause. Larmen og skrigene fra den legende ungeflok udenfor hørtes dobbelt støiende og tydelig.

Holk var fuldt inde i byens personalhistorie. 47Det var altsaa Lilli Herwig. Hun havde været udenlands for at studere musik, og derfor havde han endnu ikke truffet hende. Hun skulde være saa urimelig af sig, at det nok mere havde været for husfredens end musikens skyld, at forældrene havde ladet hende reise. Han iagttog hende, som hun sad der. Hun var meget spædbygget og liden af vækst, men brystet var fyldigt. Det løst opsatte, askeblonde haar lyste og glitrede i solen. Panden og den runde, kraftige hage var for store i forhold til mellemansigtet og den korte, rette næse. Munden havde smale, stærkt røde læber, og der var et energisk drag om den. – Vel, hendes ydre modsagde ikke rygtet om hendes stridbarhed.

Hun trak handskerne af og hægtede kuften op. Hænderne var smaa og tynde, men smukt formede.

«Men Rolf da, vil du ikke hilse paa mig?» vendte hun sig til gutten, som med billedbogen i næven vaklede uvis om, hvem af de to voksne han skulde slutte sig til. Han smilte over hele sit runde, tykke barnefjæs, gjorde et sæt og stampede i gulvet og med et jublende hvin: «Lilli!» styrtede han hen til hende.

Hun strakte armene ud mod ham, trak ham op paa fanget og trykkede ham ind til sig. Hendes straalende graa øine, latteren og stemmens inderlige klang fornægtede al tanke paa stridbarhed.

48Saa løsnede hun barnets hænder, der var slynget om hendes hals, og satte det fra sig. «Er det ikke rørende, hr. Holk, efter et halvt aars fravær huskede Rolf mig igjen?»

Holk smilte: «Da har De sandelig grund til at beundre den unge mands trofasthed, frøken Herwig.»

Hun sendte ham et mistænksomt blik; Dorthe Mørch havde skildret ham som en selvgod laps, og morede lapsen sig over hende? Lidt hovedkuls gjorde hun stivt konverserende en bemærkning om den deilige udsigt, og sagføreren svarte paa samme maade.

Rolf holdt imidlertid paa med billedbogen, men det var ikke saa morsomt for ham alene. «Dutti se mere billeder,» tiggede han og nappede Holk i trøien.

Frøken Herwig bad sagføreren føie ham. De skulde ikke lade sig forstyrre af hende. Han bøiede sig ned over bogen.

«Dutti sidde,» kommanderte Rolf. Holk løftede ham op paa knæet, men nu var dyrene kun dyr, og gutten kjedede sig.

«Lilli ogsaa se,» tiggede han indsmigrende. Hun gik hen til dem, men da kun ikke kom nær nok, blev han ikke tilfreds og sagde bestemt: «Lilli sidde!»

Hun satte sig paa en taburet, men da pegte Rolf paa Holks andet knæ og raabte: 49«Lilli sidde dér!» og sprællede af fryd over sit indfald.

Hun rødmede, og nu morede lapsen sig øiensynlig, og det var virkelig en lettelse, at fru Jensenius med det samme traadte ind og reddede situationen: «Nei, er det dig, Lilli! – Jeg haaber Rolf allerede har forestillet sagfører Holk for dig.»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.