IV.

50Det varte ikke længe, inden Erik Holk maatte sande rygtet om Lilli Herwigs stridbarhed. Den brød løs mod ham selv, og han ærgrede sig over hende. – De kunde ikke undgaa at træffes, da hun som fru Jensenius’ veninde var en ligesaa hyppig gjæst paa apotheket som han, og uden at egentlig nogen af dem vidste hvorledes, var de kommet paa krigsfod. Hvert møde blev en skjærmydsel, og ofte truede det med at udarte til alvorlige sammenstød.

«Kan dere da aldrig holde fred,» skjændte fru Jensenius, men det nyttede ikke. Holk ikke alene ærgrede sig, han blev næsten bange for den kamplystne lille dame, samtidig som han begyndte at nære en stærk interesse for hende.

Hun opfattede livet paa den samme umiddelbare og ukunstlede maade, som Ellen Jensenius gjorde det. Led den fordrukne smed Hans Aanensens kone og rollinger mangel, hjalp de uden videre, fordi stakkarene havde det ondt og anede ikke, at de derved kunde siges enten 51at sy puder under lasten eller bekjæmpe fattigdommen. Abstrakte idéers kolde skygger havde ikke trængt sig mellem hende og hendes medmennesker.

Der var hos hende et overmaal af handledygtig følelse, som skabte en evig aandelig og legemlig uro om hende, og hun eiede i sin opfatning en sikker, instinktmæssig sanddruhed, der ødelagde det slør, hvorigjennem Holk vilde se sine omgivelser, og som han kaldte stemning. Naar han vilde nyde den sløve hvile ved at besørge sit regelmæssige arbeide for dagen og den uskyldige glæde ved at tro sig blandt gode og sunde mennesker, tvang hun ham ved hele sit væsen til at være sig bevidst, at grundlaget for hans velvære var vissen refleksion og moralsk sentimentalitet.

Lilli Herwig var snar til vrede og snar til at ytre den, og Ellen Jensenius var hendes stadige tilflugt, hvergang hun havde forløbet sig i hidsighed og angrede det, og det skede hyppig. Da kom hun med tungsindige miner og nedslagne blikke og krøb sammen i en krog saa ynkelig som en forpjusket spurv, indtil hun havde skriftet for sin ældre, langmodige veninde og derved gjenvundet sin freidighed.

Var hun i sit vanlige humør, plagede hun Holk ved at faa ham til at sysselsætte sig med den udenverden, han stræbte at holde borte 52fra sig, og ruskede op i tanker, han ikke gad tænke længer.

Holk syntes at mærke, at hun ikke netop foragtede, men ynkedes over hans slaphed, og forsikrede sig selv, at det kunde være ham ligegyldig, at Lilli Herwig i det hele tat skulde være ham ligegyldig, forsaavidt hun ikke irriterte ham. Men sagen var den, at hun irriterte ham i høi grad, ja undertiden saa meget, at han uvilkaarlig søgte at forklare hende, hvorfor han vilde være i fred. Hun sagde imod, han blev varm – forklaringen blev til selvforsvar; han blev ironisk, gjorde nar af hende, næsten uforskammet, og før han vidste af det, udviklede han en iver, som om det gjaldt at omvende hende til sine synsmaader.

En aften var de begge med til at høste de sidste æbler i apothekets have, og imedens skjændtes de uafbrudt. Da Lilli havde sagt farvel og var forsvundet ud gjennem havelaagen, lagde fru Jensenius haanden paa Holks arm og gik langsomt i sine egne tanker med ham op og ned i havens gange. Tilsidst standsede hun og saa ham smilende ind i øinene: «Jeg er saa glad over, at du er forelsket, Erik.»

Det gav et ryk i ham. «Javist er jeg det,» sagde han med et skuldertræk. «Men desværre tror jeg ikke, det er noget at være glad over.»

53Hun smilte fremdeles: «Men om Lilli nu ogsaa syntes om dig – –»

«Saa kunde vist ikke det gjøre noget til sagen,» svarte han uvillig og lidt hæst.

Hun slap hans arm: «Godnat, Erik.»

Han var alene hjemme om kvælden og blev siddende halve natten uden at tænde lys. Han sad kun der med katten paa fanget og stirrede ud i mørket, strøg af og til over dens bløde pels og mumlede: «Jasaa – vi er forelsket, pus.»

Der blev fred mellem de to stridende. Erik Holk nedlagde vaabnene, lod sig ikke længer irritere eller i det mindste ikke mere lokke til angreb.

Han indfandt sig gjerne hos Jensenius paa de tider, da det var størst rimelighed for, at Lilli Herwig kunde være der. Saa fulgte han hende, naar hun gik, og talte rolig og muntert med hende og søgte at ha rede paa alt, hvad hun foretog sig og havde i sinde.

Han stængte sig meget inde og grov sig ned i sit arbeide. Det tjente ham til værn mod hans forelskelse. Han var ræd for den, og den var intet stormende begjær efter lykke og efter at eie hende. Kun en urokkelig, grundmuret vished om, at hans liv vilde bli endnu fattigere uden denne kvinde, som han dog havde kjendt 54saa kort, at hun næsten var ham en fremmed. Det nyttede ikke at tænke over det. Og netop denne vished gjorde ham ræd. Han turde ikke stræbe efter at binde hende uløselig til sig. Det vilde være en synd; hendes friske livsens evne vilde tage skade og visne, dersom hun skulde bindes til ham. Erik Holk havde ingen anden opgave i verden end at holde sin egen skude flydende, saalænge det lønnede umagen. Hans livsens evne var ikke frisk – han havde tæret for stærkt paa den, om ikke legemlig saa dog sjælelig. Det vidste han.

Men arbeidet var for svagt et værn. Det havde jo ikke synderlig betydning for ham, intet maal, var bare et middel til at fylde dagenes tomhed og dræbe tiden. Han længtede meningsløst efter hende og trak stedse deres samvær ud, saa godt han kunde. Han havde spurgt sig selv, om han ønskede, hun skulde komme til at holde af ham, nægtet det og i øieblikket konstateret, at det var en fræk løgn. Saa undskyldte han sig med, at det vilde hun visselig ikke gjøre, han havde ikke nødig at passe sig for det og røve sig den glæde at se og tale med hende.

Klikken havde fundet sagføreren i daarligt humør gjentagne gange. Weigert mente, det var af overanstrængelse, og Octavius Hollmann foreslog til modgift og til opkvikkelse en uskyldig 55generalrangel paa madam Sundes hotel, men forslaget blev unaadig afvist med, at de snart burde bli for gamle til at drikke sig fulde som gutunger. Da rystede forslagsstilleren bedrøvet paa hodet, og vennerne forlod Holk for at opsøge engelen Gabriel i klubben og drøfte spørgsmaalet med ham. Sagen var sørgelig – der var grundet frygt for, at deres nye kamerat vilde svigte dem. Der grode, gud bedre det, mose paa sagføreren ogsaa – slig endte alle bra folk i denne fordømte fillebyen. Nei, Octavius vilde stikke af til Hamburg med det første.

Det truede han ofte med, men konsulen lagde altid hindringer iveien for den plan, og Weigert var grusom nok til at minde ham om det. – Saa maatte Octavius ha champagne for at trøste sig, og omsider tog engelen Gabriel ham under sine vinger og ledsagede ham til hans bolig. Weigert kunde for visse aarsagers skyld ikke; han bar skoene i haanden lige fra klubbens port for ikke at vække Milla. Bankkassereren var som sædvanlig forholdsvis pen gut; thi moderen holdt ham stivt i ørene, men alligevel vaagnede han fuldt paaklædt i sin seng næste morgen.

Det var ikke frit for, at klikken bar et lidet, hemmeligt nag til sagføreren efter dette. Ogsaa ingeniør Nilsen var fornærmet paa ham, fordi Holk havde afbrudt ham i udviklingen af theosofernes 56udødelighedslære og kaldt den for noget vrøvlet, spidsfindigt sludder, som ikke kom folk i levende live ved. De greier fik de værsgo la skjøtte sig selv, til de, døde og begravne, opstod til den evige pine.

Nilsen havde ikke ventet dette af den eneste der i byen, for hvem han havde aabenbaret sit hjertes dybsindigste meninger. Og det sagde han ligefrem.

Holk selv var syg og sønderreven. – Helt liv, levende liv var det løsen, han kjæmpede for, og samtidig var det, som om hans egen existens smuldrede op i meningsløse brudstykker og randt bort som tørt sand mellem fingrene paa ham. Overalt dukkede drømmen om den unge pige op for ham, og omkring den byggede sig tydelig, lige ud i de ringeste enkeltheder billedet af et vakkert, harmonisk hjem. Men saasnart han selv skulde træde indenfor dets ramme, brast det, linjerne forrykkedes og vrængtes til karrikatur.

Hans nerver var i den sørgeligste uorden. Han havde længe havt den slemme vane at tale høit med sig selv, og nu tog den rent overhaand. Medens han sad som bedst og skrev indlæg eller noterte i protokoller, kunde sagføreren slænge pennen og mumle saa indædt hidsig hen for sig, at kontoristen skvat i veiret paa sin krak.

57Erik Holk havde vidst sig at være verdens midtpunkt. Rundt om ham havde menneskebarn lavet sine skjæbner og opført en skyggedans til ære for ham. Suveræn herre havde han været og ikke bemøiet sig videre end med at tilkjendegi sit mishag eller bifald, saafremt han da gad. Undertiden havde han nedladt sig til at ordne handlingen en smule i fuld vished om, at han kunde træde tilbage, naar det lystede ham. – Og nu vippede en almindelig ung pige ham ud af denne trygge, overlegne stilling, puffede ham ind paa scenen, hvor man i den virkeligste alvorlighed skulde ta den smerte og den fryd, der faldt i enhvers lod.

Men se, det dude han ikke til. Han var en slet skuespiller, som famlede hjælpeløst i sin rolle, og en god kritiker, der saa, hvor ynkelig han tede sig.

Og saa misundte Erik Holk i sit hjerte den enfoldigste sjauer, som sled ude paa bryggen for et fornøiet smil af sin arme kjærring eller en glad time ved en flaske finkel. Han misundte enfoldigheden.

Den skidneste, mest forkomne, sygeste almuesmand havde sundere og varmere blod i sine aarer end han. Der var et levende legeme bag smudset, et levende menneske bagbag] rettet fra: bar (trykkfeil) forkommenheden, og der var lidende liv i sygdommen.

58Verden havde tat kjød og blod, og han var blet en skygge, sin egen gjenganger.

Men kanske denne erkjendelse var et skridt henimod gjenfødelsen? Til det haab klyngede han sig. Han vilde blande sig i de levendes skare, tjene dem ydmygt og vinde sig selv som løn. – Han tænkte paa Jensenius, der struttede af lykke, paa Gabriel Gaarder, som murede sin fremtid, Søren Danielsen, der svømmede i overflod af hengivenhed og kjærlighed mellem kone og barn, agent Bentsen, som fraadsede i forfængelighedens smaa, tindrende glæder, og han drev sig op i begeistret extase over dem. Han vilde knæle for dem, dyrke disse mennesker – og saa greb han sig i at kalde dem «disse mennesker» og fortvilte over sin udestængthed fra dem. Nei, de vilde altid bli ham fjerne og fremmede.

Og imidlertid spaserte han stadig med Lilli Herwig. Folk begyndte at snakke om det, men fru Christiane iagttog dem med milde øine. Sagfører Holk kunde bringe det vidt, dersom han vilde, det var den enstemmige dom; han havde allerede vundet megen tillid for dygtighed og samvittighedsfuldhed i sine forretninger – det havde hun fra konsulen – og ved det sidste lagmandsthing havde han feiret en formelig triumf som forsvarer i en af de almindelige, sørgelige barnemordssager, som man ellers 59helst ikke burde tale om. For en ægtemand var der mange hensyn at ta, som en ungkar til nød ikke behøvede bry sig om, og det skulde ikke bli vanskeligt at rydde en smule op i hans omgangskreds. Herregud, sagføreren var endnu ny paa stedet, og han trængte ikke at spekulere i medgiften som visse andre. Fru Gaarder havde maaske sine egne planer med sine hentydninger til klikkens bedrifter; de var i al fromhed næsten ondskabsfulde, og fru Christiane vendte det døve øre til, naar præsteenken vovede at rykke i marken med dem, og i theselskabet hos kapellanen havde hun endog undt sig den hevn at spørge, om ikke Gabriel og Octavius fremdeles var gode kamerater.

Senhøstes mødte Erik Holk en dag Lilli Herwig paa gaden og gav sig i følge med hende. Hun havde et ærend i et af de yderste hus ved elvemundingen, og da det var besørget, bøiede de af fra byen henimod den øde sandslette langs den aabne strand.

Tilhavs stod sneskodden som en sort væg. Det var stille, og sjøen var glat og rolig. Ikke en dønning rullede, og ikke en bølge rørte sig, men nede i fjæren skvulpede det sagte og blødt rislende, og stadig bares sneskodden nærmere, som var den ét med skumringen, der lagde sig om landet.

60De vandrede en lang stund tause frem og tilbage i den løse sand og stirrede ud mod mørket og vinteren, som seg ind fra havet. Enkelte store snefug dalede langsomt, fæstede sig paa klæderne, smeltede og blev borte med det samme.

Da tændtes fyret, og blinket skar blændende gjennem taagen – først hvidt, saa rødt, saa hvidt og saa atter rødt med et par aandedrags ophold mellem hvert blink.

Hun havde en liden barret og en sid, tyk regnkaabe paa og brættede kraven op om halsen og puttede hænderne i lommerne. Han spurgte, om hun frøs, og om de skulde vende tilbage til byen igjen, men hun rystede paa hodet og svarte, at hun vilde se sneen komme: «I min barndom var det en fest for mig, naar den første sne kom, og slig er det vel for alle barn. – Ellen har fortalt mig saa morsomt om, hvor glade dere var i den paa skrivergaarden. Var ikke De ogsaa?»

«Det husker jeg ikke saa nøie.»

«Ikke det? – Ellen husker da saa meget prægtigt og deiligt fra sin barndom, og jeg trode, De delte alle hendes minder fra den tid.»

Han ventede med svaret. «Jeg har næsten ikke minder.»

Hun saa forundret paa ham. «Uden minder maa én være stedt omtrent som en af de gamle troldmænd uden skygge – nei, endnu 61værre. Jeg fatter ikke, at man skulde holde ud at være alene med sig selv uden minder.»

Han sagtnede sine skridt og sagde lidt træt og tørt: «At være sammen med sig selv blir dog for de fleste mennesker at være i slet selskab, og det skal man jo sky – ikke sandt? Men ens eget jeg er nok den mest paatrængende og uundgaaelige af alle snyltegjæster – – Naturligvis har jeg ellers minder til husbehov, jeg er ikke svækket paa hukommelsen. Naar jeg tænker mig om, ved jeg, at det og det skede den gang og noget andet en anden gang, men jeg maa altid med besvær hente minderne frem af min hjernekiste, saafremt jeg vil lege mig med dem, eller omstændighederne gjør, at jeg har brug for dem. Uvilkaarlig vaagner sjelden en erindring hos mig – ikke om fryd og heller ikke om sorg. – – – Naa ja, derved blir jeg tillige næsten fri for erindringer af den slags, der slaar ned og suger sig fast og bringer én til at skrige og vaande sig og forbande og krympe sig og reise bust som et pindsvin.» Hans stemme var efterhaanden blet varmere og ophidset; han slog med sin stok i marken, saa sandet føg og brød tvært af: «Uf da, dette udarter til foredrag og deklamation!» og med to, tre lange, raske skridt skjød han forbi hende og blev gaaende foran hende et stykke.

62Bag ham lød en svag, munter nynnen, og den hindrede ham i at standse.

«De har kjendt den slags erindringer, Holk. Det er for let at skjønne. Og De er vist bange for dem fremdeles, og derfor har De laast saa godt for mindernes kramkiste, forvaret nøglen i Deres hjertekammer og ladet den ruste.»

Han stoppede op og vendte sig mod hende, meget bleg og fuldstændig ubehersket. «De har ret. Jeg er bange for erindringer – – jeg er feig, feig, feig! – bange for alt – jeg er ræd for Dem ogsaa, Lilli Herwig!»

Hun kom nærmere, lige hen til ham. Store, hvide snefnug hang i hendes haar. Smilet om hendes mund var modigt og sikkert, og hendes øine straalte ham imøde.

Han hørte vandets rislen i fjæren som en sydende susen. Hans blik søgte at vige for hendes, flakkede bortover sandbakkerne med de strittende marehalmstraa, søgte ind mod byens og havnens rødgule lys og derfra ud mod mørket og havet, men blev tvunget tilbage af det modige, sikre smil og de straalende øine. Han orkede ikke mer. Han slog armene om hende og trykkede hende haardt til sig og kyssede munden og hviskede til hende og vidste ikke selv hvad og kyssede øinene. Da hviskede hun igjen «Erik – Erik,» og lukkede dem. – Han slap hende brat. Igjen hørte han vandets rislen 63i fjæren som en sydende susen, og hans blik flakkede raadløst bortover sandbakkerne. Ulykken var sket.

Hun talte til ham, uden at han klart forstod det. Men han fattede sig og fandt varsomt ømme ord til svar.

Sneen faldt tættere og tættere. De gik tilbage til byen. Hun klyngede sig til ham og saa op mod ham, taus og stille af lykke. Han bøiede sig af og til ned og kyssede hende. De naade ind i gaderne, og hun slap hans arm.

Udenfor konsul Herwigs hus skulde de skilles. «Jeg kommer til Jensenius imorgen formiddag – gjør du?» spurgte hun undselig.

«Ja, det skal jeg,» sagde han underlig brudt og klangløst. Hun rakte ham begge sine hænder, og han tog dem og trykkede dem mellem sine. Endnu engang blev han tvunget til at møde de straalende øine.

«Farvel!» – «Farvel, kjære.» –

Hun sprang let op ad trappen og ringte paa entréklokken. Den, der lukkede op, sagde noget til hende, og hun svarte med en liden, jublende latter – Lillis latter, naar hun var rigtig glad og lykkelig.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.