V.

64Gaden var øde. Husenes vinduer lyste mat gjennem snefoget, og jorden dækkedes allerede af et tyndt, hvidt lag.

Erik Holk blev staaende. En knugende, fortabt tyngsel lagde sig over ham. Det var, som om hans hjerne videde sig ud og vilde sprænges; hjerteslagene stansede, og han kunde ikke puste.

Et langt, ulende stød i en taagelur ljomede fra havnen. Han fór sammen, og saa bankede blodet angstfuldt vildt og strømmende hedt i alle aarer. Det stak og prikkede i fingerspidserne, og han rev handskerne af og kjølede hænderne i den dryssende sne.

Han mandede sig op og begyndte at drive om uden maal og hensigt og uden at tænke. Det vovede han ikke. Taageluren blev ved at ule stødvis, med faste mellemrum.

Tilslut søgte han vaad og frossen op i klubben, hvor der som almindelig saa tidlig paa aftenen var faa folk. I læsesalen stod rørstolene 65tomme og stive rundt bordene med de omhyggelig ordnede aviser, og de store hængelamper lyste altfor klart op i hver krog og gjorde det tarvelig udstyrede rum end mere uhyggelig forladt. Kun en af byens læger, en yngre mand med høi, skaldet pande, briller og magre træk, sad der og bladede i en bunke illustrerede tidender. I sideværelset spiltes billiard, og uafbrudt hørtes kuglers rumlen og skarpe, smaa smæld.

Holk hængte yderfrakken bort og slog sig ned ved et lidet bord nær ved ovnen. Men ilden var sluknet; han frøs, saa han hutrede, og kaldte paa opvartningspigen for at bestille noget varmt at drikke. – Han havde trang til at passiare med nogen, ligegyldig hvem, og talte til doktoren, men efterat de havde vekslet et par ord, blev den andens kolde, tørre mine ham ubehagelig, og han tide stille.

Da rev Octavius Hollmann op døren til sideværelset. Han var i skjorteærmerne og støttede sig paa billiardqueuen, idet han tørrede sig med lommetørklædet over ansigtet, der var slapt og svedigt af drik, og sagde: «Vil du ha et parti, Holk? – Jeg har strævet hele eftermiddagen for at lære op kaptein Svendsen, og nu er jeg saa gu’ kjed af de klodsede næverne hans –.» En svær, rødskjægget sjømand – en af gamle konsulens skibsførere – skubbede 66sig hilsende forbi ham og brummede godmodig: «Naanaa – tak for undervisningen og tak for mig, Octavius far. Og jeg venter dig sikkert ombord paa skuden imorgen til frokost. – Godaften.»

«Vel, kaptein – skal være præcis paa pletten klokken ti –» Octavius vinkede nedladende til ham og saa med blanke øine spørgende paa sagføreren.

Han spilte imidlertid ikke billiard, og da heller ikke doktoren vilde, fik Octavius trøien paa og ruslede muggen efter skipperen.

Holk sank hen i en træt døs og huskede ikke længer, hvor han var – – – Altsaa var det afgjort. En af dagene skulde han figurere i konsul Herwigs stue som høitidelig forlovet og fru Christianes vordende svigersøn. Jaja, han skulde ikke lage godtkjøbsvittigheder over forlovethed; var det nødvendige, offentlige apparat ufint, var skrækken for det saamæn ufinere. – – Alt stemte fuldstændig med hans øvrige planer – fast stilling i samfundet, borger og familiefar. Lad saa være, lad saa være – ikke noget til hinder fra hans side – – –

Men hans forestillinger skiftede. Han gjennemlevede paany optrinnet ude ved stranden. Iscenesættelsen havde været vellykket, elskeren af den keitede type, og heltinden – kunde hun egentlig kaldes for en ingenue? – Var Lilli vakker? 67Sludder, det vidste han ikke og brød sig ikke om det. Han var glad i hende og havde at udføre sin rolle med anstand.

Sin rolle – vrøvl! Vist var han glad i hende, ellers sad han ikke her som en fortumlet idiot. Skjønt, det var mærkeligt, at kjærlighed ytrede sig slig. Før, ja før – Han lo lystig, og forbi ham hvirvlede en række af erotiske situationer og ungdomsforelskelser, som var faldt i hans lod. Aa, du søde smægten – aa du elskelige kjælenskab med tilbehør, væk var det alt tilhobe! Dette var det virkeligste alvor.

Han saa hendes øine for sig, og det var som om han nu først følte kysset af hendes læber. – Han krympede sig. Ikke komediespil, ved den hellige djævel, ikke komediespil! Virkeligt alvor var det. – «Det er alvor, gutten min, og tilfældigvis virkelighed ogsaa.»

«Hvad er alvor?» Doktoren stod ved siden af ham og betragtede ham forbauset.

Erik Holk lænede sig tilbage og smilte. «Ingen verdens ting, selvfølgelig. Jeg kom bare i skade for at snakke med mig selv – jeg gjør det undertiden.» Og han lo høit og pludselig og foldede hænderne over nakken og strakte benene langt ud.

«Er De syg, sagfører?» spurgte doktoren. «De ser elendig bleg ud.»

68«Jeg har forkjølet mig lidt – jeg fryser –»

«– og har feber, skjønner jeg. Drik Deres toddy, det kan De ha godt af, og læg Dem tidlig tilsengs ikvæld.»

Holk havde ikke mærket, at pigen havde sat et toddybræt foran ham. Han bryggede et glas, hældte whisky op i og vilde drikke. Den stramme lugt bød ham imod, men han svælgede halstarrig.

«Jeg skal saa – De ser, jeg lystrer ordre,» sagde han føielig. «Godaften, doktor.»

Holk vilde gaa hjem, men nede paa gaden gruede han for at være alene om kvælden og slog ind paa veien til apotheket. Han var næsten fremme, saa betænkte han sig og vilde heller opsøge ingeniøren.

Da sagføreren kom, sad Johannes Nilsen paa sit kontor og læste. Ved siden af ham stod en lampe med tæt, grøn skjærm, der samlede lyset om hans runde, hvidblonde hode og bogen. Han havde gjort sig det magelig og knappet kraven af og dampede paa en snadde med stærk, amerikansk tobak, saa røgen bredte sig ud i tykke skyer. Paa bordet udenfor lyskredsen laa dynger af hefter, især tidsskrifter, og i tusmørket borte ved væggen skimtedes store, velfyldte boghylder. Til boghandleren vandrede nemlig det meste af ingeniørens fortjeneste.

69Der var meget varmt, men i ovnen sprakede og durede det.

Han saa mysende op og hilste med en uforstaaelig mumlen, og Holk satte sig og støttede armene paa bordet.

«Det er straks slut paa afsnittet,» sagde Nilsen og fortsatte at læse, medens han taktfast og betænksomt pustede røgen fra sig. Han undrede sig saa smaat over sagførerens komme, for de havde næsten ikke talt med hinanden, efterat de blev uenige om theosofien.

Varmen gjorde Holk godt. Tankerne ordnede sig og blev roligere. Det var dog ikke andet og mere, hvad der var passeret ham, end hvad der vederfaredes alle mænd mindst en gang i deres liv. Og godt var det, at det var afgjort og overstaat – Den fordømte hypochondre nervøsitet! Havde den ikke bragt ham til at te sig som en mandvond tyrk i ugevis – ogsaa denne troskyldige, godslige ingeniør havde han stødt og været ondskabsfuld imod. Hvad havde han med at agere dyrlæge for godtfolks kjæpheste?

Nilsen skjøv bogen unda og kradsede ud af piben: «Nu er jeg færdig,» sagde han.

Holk tog en stabel hefter og saa paa dem. «Gud hjælpe mig, for tidsskrifter, De holder.»

«Man maa jo prøve at følge endel med, og de er det letvindteste middel – – De er formodentlig 70af dem, som kaster vrag paa den slags læsning?» spurgte ingeniøren lidt udfordrende mistænksomt.

«Slet ikke,» skyndte Holk sig at svare. «Jeg læser bare omtrent ikke længer. Jeg har opgit det.» – Og i sit stille sind lo han foragtelig: Følge med, følge med! – I de tusen spørgsmaal og videnskaber og ting – flere og flere blir der af dem for hver dag; de yngler og formerer sig ved knopskydning og æder os stakkars mennesker op. – Men dette gjemte han hos sig selv, han vilde ikke støde nogen og var i øieblikket overlegent medlidende stemt.

«De skulde vogte Dem for at gaa her i byen og bli sløv,» formanede Johannes Nilsen.

«Det er rigtigt. Men jeg har desværre ikke tid til at holde min forstand vedlige.» – Og atter lo det hovmodig dybt inde i ham: Fandtes der en, som værre sløvede sin menneskelighed end den, der mishandlede sin sjæl ved kunstig fedning med religiøse dybsindigheder, medens hans legeme vaklede om paa egen haand i det jordiske smuds?

Holk rettede sig op. «Jeg kom egentlig for at spørge, om De vil spise aften hos mig. Der skal ikke være andre. Jeg har ikke noget at bestille og tænkte, De ligeledes havde kvælden ledig.»

Ingeniøren takkede livlig. Det skulde være 71ham en fornøielse, men han havde et regnskab at stelle med, havde villet gjemme det til efter aftens og maatte ha det greiet til imorgen. Kun en halv times tid skulde det vare – Vilde sagføreren undskylde ham saalænge?

Holk gik for at bede sin husholderske sætte istand. Og saa faldt det ham ind, at fest vilde han ha, fest med meget lys og meget vin. Dette var alligevel en høitidsdag for ham, og fest skulde der være. Han gav Kristine rigelig penge og vidtløftige instruxer. Hun fik skaffe det bedste, hun kunde med kort varsel. Den gamle pige var rent forfærdet – saan en stas og alene Johannes Nilsen til gjæst!

Hun tøflede ud, men gjorde sig et svinkeærend ind igjen. Hun mente at ha gjættet gaaden. «Kanske jeg faar lov til at gratulere?» spurgte hun.

Sagføreren fæstede øinene saa haardt og hvast paa hende, at det kvak i hende.

«Jeg trode – – Er det ikke geburtsdagen,» sagde hun ængstelig.

Han blev lettet. Ikke spor af fødselsdag, forsikrede han, og hun trak sig tilbage i vild forvirring. Skulde én hørt sligt – stase op for den trave ingeniøren som for bispen selv!

Holk tændte lamperne og flyttede en udsprunget blomst fra vinduet hen paa bordet. Rastløst skridtede han frem og tilbage paa gulvet. 72Fest, fest! spottede det inde i ham – fest for den store, signende kjærlighed, for den magt, der samler al mandens kraft og ener hans splittede evner, gir ham det faste, urokkelige midtpunkt og skaber et helt, stærkt menneske af ham. Fest i stuerne og fest i hjertet – Holloi, nu skal Erik Holk snart holde bryllup!

Katten laa paa sofaen og sov. Han vækkede den, væltede den om paa ryggen, trykkede dens poter og sang paa den melodi, Lilli havde nynnet ude ved stranden: «Ønsk mig tillykke, vesle pus – Der er fest i mit hus – kjærlighedens høitid i mit hjerte! – Ved du det, du?» Og katten var ung og legen og rullede sig og boltrede sig og slog med labberne og snappede efter ham. Men vildskaben brød løs, og den hug tænderne i hans finger, saa blodet piblede.

Erik Holk blev ikke sint og tugtede den ikke. Han svøbte lommetørklædet om saaret og sagde bebreidende: «Au – au, pus, hvi gyder du smertens malurt i mit bæger? Er det, fordi et gran bitterhed skal gi en friskere smag? – Og ringfingeren – di omen avertere!»

Derpaa glemte han katten. Han blev ræd. Hvad var dette for vanvid af ham? I det ringeste havde han at opføre sig anstændig og voksent. Leiligheden egnede sig ikke til grin og løier. – Han fornam en hæs latter et steds 73hos sig selv saa tydelig, at det var, som han hørte den. «Ti stil,» bød han høit, og latteren blev til en ond, knæggende fliren, men forstummede ikke. Bode der en djævel i ham? Kunde han ikke styre sine egne skrøbelige nerver? – «Høhøhø,» hostede latteren. Han klemte hodet mellem sine hænder, og saaledes blev han siddende, til ingeniøren bankede paa.

De maatte bie en stund paa maden og passiarte jevnt om den kemiske fabrik, der syntes at være i den mest lovende gjænge, takket være de amerikanske methoder, den benyttede. – Pyntet med hvidt forklæde og nystrøget kappe meldte Kristine, at der var dækket, og maalte Johannes Nilsen med et forskende blik og saa sig om i stuen, som om hun fremdeles ikke vilde lide paa, at der ikke skulde være andre fremmede.

De gik tilbords, og da ingeniøren blev var opdækningen med flere glas foran kuverterne, smattede han lydelig og udbrød: «Det maa jeg sige! Hvad er anledningen, om jeg tør spørge? Er det en mindedag – er der hændt Dem noget godt, eller har De vundet det store lod?»

Anledning var der egentlig ikke, svarte Holk, skjønt der nok var hændt ham noget, muligens noget godt, men i hvert fald noget mærkeligt, og skjønt dagen vilde bli en mindedag for ham.

Husholdersken undskyldte sig for de varme 74retter, dem hun havde været nødt til at hente fra hotellet i farten, og dermed forsvandt hun ud i kjøkkenet, fornærmet paa sagføreren, som voldte alt det bry for en eneste gjæst og det til og med den, det var.

Men om hendes vrede anede Johannes Nilsen intet. Han fæstede servietten omhyggelig under hagen, smagte paa vinen med kjendermine og gebærdede sig, som om han ikke skulde ha befattet sig med andet i sit liv end at gaa i souper hver aften.

Holk spiste og drak meget lidet. Men en opskaket, jagende livlighed var kommet over ham, han snakkede væk om løst og fast, og denne stemning øgedes stadig. Alting var lyst og morsomt, og den overbevisning vokste seirrig frem, at naar han kun stolte paa sig selv og tog fat paa verden, som den var, med freidigt mod, skulde han vinde lykken. Nei, han eiede den allerede, og han delte den med en kvinde, han holdt af. Og hun havde ogsaa været lykkelig, da han skiltes fra hende. Jublende lykkelig over ham.

Hans sanser var unaturlig vaagne. I et og samme nu opfangede han Nilsens tale, traskende skridt ude paa bryggen og ordene i en vise, der blev sunget dæmpet af en ung pige i etagen ovenpaa. Lydene blandedes, men han skjelnede dem dog fra hinanden. Og det var, som om 75han aldrig før havde set ingeniøren og sine egne stuer, som om en taage, der hidtil havde dækket alle omgivelser, var blæst bort.

«Anledningen til denne aften er altsaa mærkelig,» sagde Johannes Nilsen og hævede sit glas. «Jeg kjender den ikke, men jeg drikker for den.»

«Jeg er opereret for stær,» oplyste Holk rask.

«Hvad – opereret?» Nilsen saa ham uforstaaende ind i ansigtet.

«Det vil sige, min sjæl er det. Jeg har gaat her i maanedsvis og ladet en hinde gro uforstyrret for dens øine og blinde dem. De tabte evnen til at se lige ud i verden – –»

«Blev Deres sjæl skjeløiet?»

«Netop. Og dens syn svækkedes, saa den blot skimtede. – Alt hylledes i taage, og hørselen udviklede sig paa synets bekostning, og jeg lyttede og lyttede ind i mig selv – – Mon det ikke er det, man karakteriserer som selvbeføleri og med lignende smagfulde udtryk? – En væmmelig sygdom er det. Jeg har været hjemsøgt af den, og nu føler jeg mig fri den, frisk og karsk og svulmer af sundhed som aldrig tilforn. – Diagnosen stilles saalunde: Den, der bruger sine ører for meget, blir feig. Og det er udlagt: Synet er en stolt, livsensmodig falk, og hørselen et sky, snigende, mørkets kryb, 76som veirer styggedom og graver aadsel. – Skaal for sundheden!»

Holk rakte glasset frem og klinkede. Blodet strømmede ham til hodet, han var blussende rød, og blikket straalte med beruset glans, uagtet han neppe havde drukket et glas vin endnu.

«Var operationen smertelig?» spurgte Nilsen og fortsatte grundende: «Var det virkelig en operation forresten? Var det ikke snarere en krise i sygdommen – det vil sige, en krise fremkaldt ved en ny sygdom?»

«De mener kanske, livet er kun en række af sygdomme – eller en eneste sygdom med en række af kriser. Hvordan er det, det heder:

The sickness, the nausea,

the pitiless pain

– – – – – –

the fever called living,

that burned in my brain – –

Kan være, og en svulmende sundhed er jo lige mistænkelig som en hoven lever. Men saa fryder jeg mig ved et behageligt øieblik i sygdommen da, ved en vakker feberfantasi, og gid den maa vare længe.»

«Dette øieblik hører unægtelig til de bedre, forsaavidt fantasiens materielle retning angaar,» sagde ingeniøren muntert. «Min mave vil desværre faa svi for følgerne. – Men for at vende tilbage til kriserne – –»

77«Aanei, vi vil ikke det mere,» bad Holk. Et drævende og hærmende ekko havde hvisket til ham: «Dette øieblik – æh, i dette øieblik klær Lilli af sig og er lykkelig over dig – æh, saa lykkelig, tænker paa kjæresten sin og er lykkelig – æh» – Og hans eksaltation feiedes væk. Han grøssede ved at lægge mærke til sin gjæsts forslugne nyden af de tarvelige hotelretter og frygtede for hentydninger til det, hvorom hans tanker stadig kredsede, men som ikke maatte berøres af en fremmed; alene forestillingen om, at saa kunde ske, var ætsende pinlig. – «Jeg har siddet og vrøvlet som en rus og skal sikkert til at gaa i barndommen med det første,» sagde han og forsøgte at bringe samtalen hen paa almindelig bynyt.

Men Johannes Nilsen, paa hvem vinen havde virket, var stædig og vilde ikke slippe en traad, der lovede at lede til emner, han særlig brød sig om. Han vilde tale om kriserne – livet var en række af kriser og en sygdom, og paa den vis skulde det være, og sygdommens udgang var for alle en, nemlig døden og sundheden –

«Pr. forraadnelse,» skjød Holk ind.

Ganske rigtig. Men vilde man betragte forraadnelsen som et led i kjæden, skulde man huske paa, at den ikke begyndte med legemets opløsning i graven, hvilken proces ikke længer 78vedkom os. – Vi saaes paa jorden og gjærer og forraadner der dagligen, forat vort væsens frø kan spire og sjælen modnes og indhøstes efter døden –

«Og derefter tørres og formales i skjærsilden, og vort sjælemel omsider bages ind i det store, himmelske brød, guddommen,» ramsede Holk utaalmodig op.

«Aldrig, aldrig!» nægtede ingeniøren hidsig. «Det er det, som ikke sker. Jeg er ikke en sæk mel hverken for gud eller fanden, og ingen af dem kan bage mig ind i sig. Jeg blir mig selv i evighed, saaledes som jeg har været fra evighed af. Jeg er fra evighed til evighed.» – Han tømte energisk et glas og trommede paa bordet. «Dette vilde jeg ha sagt Dem den dagen, De gjorde nar af mig for theosofernes skyld, forstaar De.»

«Uf, er ikke det glemt?» beroligede Holk. «Det bedrøver mig, at De erindrer mine grætne dumheder.»

Han glemte ikke saa let, men han vilde glemme dem, forsikrede Johannes Nilsen og trykkede varmt sagførerens haand. Han begreb, nu, at Holk kunde ha ret til at ha sine raptuser af slet lune.

De gik fra bordet og ind paa dagligstuen til kaffeen og cigarerne. Holk var kjed af det anløbne snak om filosofi og religion, men heldigvis 79var ingeniøren i det hjørne, at han kunde underholde sig selv. Han sad paa sofaen og udviklede og demonstrerte uden at agte paa sin tilhører, der laa i gyngestolen og stirrede hen for sig og af og til aabnede munden for ikke at være uhøflig.

Erik Holk var træt og medtat som efter anstrængende legemligt arbeide og havde lyst til at sove. Medens Johannes Nilsen fordøiede og filosoferte sig nøgter, overveiede han koldblodig dagens hændelser enkeltvis, helt fra optrinnet paa stranden. At de i den grad havde kunnet vippe ham ud af ligevægt! – Han havde forlovet sig, og det var i sin orden, og dermed skulde det være slut paa historierne.

Der blev en pause i ingeniørens foredrag. Han havde spurgt om noget og ventede forgjæves paa svar, og da han intet fik, reiste han sig og rystede sagførerens haand. – «Godnat da, og tak for i aften.»

Det var mørkt i gangen, og værten fulgte sin gjæst ud med en lampe. Men i døren til sit kontor stansede Johannes Nilsen og sagde igjen: «Godnat og sov godt» med en besynderlig deltagende mine, der gjorde Holk ærgerlig og forlegen. – Johannes Nilsen anede vistnok mere end ønskeligt var. Skulde han ha snuset op i –? Umuligt. Men det var likest at vogte sig for fyrens klogskab; for klog var han trods 80sine snurrigheder og havde øvelse som en virkelig præst i at trevle op uredige sind – – –

Holk saa paa klokken. Neppe midnat. Men han var saa træt, saa træt. Dagen syntes ham den længste, han havde tøiet tilende. – Han slukkede lamperne og gik ind i paa soveværelset Han heiste gardinet i veiret og aabnede vinduet. Sneen havde holdt op at falde; det var stille og stjerneklart. Ved bryggen var ingen skibe, men dens oljelygter var tændt og skinnede gult paa det glitrende snetæppe. Den sortblanke elv skvulpede blødt.

Kold, fugtig natteluft strømmede ind, og han lukkede vinduet, men lod gardinet være oppe og klædte af sig og lagde sig ved lysskinnet udenfra.

Godt var det at komme i seng. Han var saa træt, saa træt og kvit erindringen om dagens begivenheder. Han sovnede straks.

Et stort skib seilede over grønlig sjø med jevne og runde, rullende bølger. Det var bleg vaarnat.

Erik Holk var ombord, men vidste ikke, hvorledes han var kommet der. Det lod til, han havde været der længe; thi omkring ham stod mange folk, som talte sagte sammen og sagde, at de snart skulde være i havn. Folkene var fremmede for ham, skjønt han trode, 81han havde været med dem en tid paa reise. Han vilde spørge om, hvor de skulde hen, men det vilde vist falde besynderligt, at han ikke kjendte til det, og han maatte dog vide det selv, naar han tænkte sig om.

Han stillede sig med ryggen mod vantet og tænkte efter, men kunde ingen rede finde i det.

Da saa han nogle skridt fra sig Lilli. Hun var i en sid kaabe og havde en liden barret paa hodet. Han blev glad – hun vilde hjælpe ham – og traadte bort til hende, tog varsomt om hende og trykkede hende ind til sig, for hun syntes at være urolig og bange, og han spurgte: «Hvor er vi, Lilli?»

Hun smilte til ham med et lidet, tappert smil og svarte: «Vi er snart fremme.»

«Men i hvilken havn? Ved hvilken by? – Naar reiste vi? – Det er ikke vor bryllupsreise. – Kjære dig, fortæl mig det, jeg har glemt alt og forstaar intet af dette.»

Hun trykkede sig tættere til ham, hendes mund fortrak sig til graad, og hendes øine blev store og sørgmodige. Hun pegte paa en af mandskabet: «Spørg ham – Han kan gi dig besked.»

Den mand havde han truffet før, men ikke som matros. Det var et bredskuldret, magert menneske med svært, sort haar og et ustadigt, 82skummelt blik, og Holk likte ham ikke. Alligevel raabte han til ham. Matrosen skottede tvært hen paa ham og sagde: «Goddag, Erik Holk, og vel mødt. Jeg bryr mig ikke om at svare dig nu, og du skjønner sagtens det, du spørger om.»

Om en stund sluttede skibet at rulle og duve. De var midt i havnegabet; men mange andre skibe stevnede didind paa engang, og farvandet blev saa trangt, at det truede med sammenstød. Kvinder paa dækket skreg af skræk, da en mægtig fuldrigger strøg klods forbi skuden.

«Slip mig ikke fra dig, Erik,» bad Lilli, og han holdt hende endnu tættere ind til sig og lovede at være hos hende.

De saa byen foran. Som skygger af huse og taarne hævede sig mellem vældige, kuplede fjelde. Taage sivede ud af bjergkløfterne, og luften blev disig og tung. Men taagerne farvedes af et rødmende skjær. Gryede det af dag? – Af havet steg sælsomme skyer, der foldede sig ud som kjæmpemæssige rosenblade, og den blege vaarnat blev fyldt af deres glans.

De lagde til ved kaien. Den var tom, men passagererne styrtede med det samme forover, som gjaldt det, hvem der kunde komme først fraborde. Erik og Lilli med de andre. De holdt hinanden i haanden, men trængselen skilte 83dem, og hun blev borte for ham. Han prøvede faafængt at fri sig ud af stimmelen og snu sig for at finde hende. Mængden klemte ham fast og bar ham med sig.

Paa kaien løstes trængselen, og han stansede og speidede efter hende. Passagererne ilte forbi ham hurtige og tause. «Lilli, Lilli!» kaldte han og skræmtes af sin egen røst.

En fed, hjulbenet mand med smaa, blonde barter puffede i farten til ham med albuen og sagde: «Hys da, Erik – Du finder tidsnok kjæresten din,» og vraltede videre. – Erik løb efter ham, vilde ta ham i kraven og skake ham og tvinge ham til at gi ordentlig besked. Han naade ham og strakte haanden ud for at fakke ham, men manden glode grinende og plirrende tilbage, og Erik lod armen synke. Den mand vidste han sikkert, hvem var – det var en kamerat, som havde dræbt sig for nogle aar siden. Han sprang forbi ham.

Nye flokke, der var landsat fra de øvrige skibe, stødte til den hob, han var i, og det blev en talløs skare. Og alle ilte de afsted, rappe og tause. Det var mennesker i hver alder. Men ingen agtede paa den anden. Ingen mand støttede en kvinde, ingen mor ænsede et barn. De skyndte sig, skyndte sig og ilte mod skyggehusene mellem de vældige fjelde.

Og Erik gjorde som de. Han huskede ikke 84mer Lilli. Han jagedes frem af uendelig angst og anede ikke hvorhen.

Saa var han ved husene. Han sprang ind ad en port og gjennem store, øde sale, dér hans skridt paa gulvflisene drønnede dumpt med mangfoldig gjenlyd. – Omsider sansede han sig og stod stille. Han var i en uhyre hvælving, alene i den yderste ensomhed. Han knælede ned og vilde bede, men bønnens ord visnede i hans mund.

Da omringedes han af høie, milde kvinder i mørke klæder.

«Er Lilli her?» spurgte han dem.

«Hun er blandt os,» svarte de.

«Lad mig finde hende,» tiggede han.

En af dem gled mod ham og lagde haanden paa hans hode. «Jeg er Lilli.»

Han saa op paa hende og fra hende til kvinderne om dem, og af mildheden i deres aasyn gjættede han det forfærdelige.

«Ja, du er blandt de døde,» sagde de til ham.

«Faar jeg være hos eder?» hviskede han. – De svarte ikke, og Lilly veg fra ham.

Han faldt om paa stengulvet. Han skulde forstødes.

Holk vaagnede og satte sig overende i sengen og stønnede. Saa kastede han sig lettet tilbage i puderne. Gudskelov, den drøm var over!

85Gult, flakkende lygteskin kastedes indad vinduet. Det havde vel forstyrret hans søvn. Han vilde staa op og fire gardinet ned.

Men hvad var det? – Ved foden af sengen var der nogen. Han bøiede sig frem og blev siddende anspændt og ubevægelig – – Matrosen fra skibet, ham med det sorte haar. Det var strøget glat ned i den brede pande; næsen var stor og kraftig, kinderne indfaldne og gustne, og han smilte lurende og spottende. Men øinene – de hadefulde øine! – de sugede hans blik til sig og bandt det.

Han strævede for at rive sig løs fra dem. – «Jeg drømmer igjen,» tænkte han. «Eller det er en hallucination. Det er for mørkt til, at jeg kunde skjelne det fjæs saa tydelig, dersom det virkelig var der.»

«Du drømmer ikke,» sagde matrosen med skrattende, sprukken stemme. «Kjender du mig ikke?»

Erik søgte at erindre ham. Dette skjægløse ansigt med de stærke, hvide hestetænder, den tykke overlæbe og den spidse hage – det forekom ham, at han havde set det.

«Nei,» svarte han. «Jeg erindrer Dem ikke. Desuden er De en hallucination. Lad mig i fred, jeg vil sove.»

«Du trænger til at vaage, Erik Holk.»

«Sludder. Jeg trænger til at sove, gjør jeg, 86og desuden er De en hallucination. Ødelæg ikke min arme nattero. De er ikke nogen intim bekjendt af mig, og dette er uforskammet af Dem.»

«Indrømmes, for omgangsvenner har vi jo aldrig været,» haanede matrosen. «Men fortrolige blev vi paa tyve minutter. – Jeg har et ærend til dig –»

Erik knyttede i sinne næverne mod ham: «Ryk ud med ærendet dit straks, din fordømte –»

«Fy, brug ikke ukvemsord. Vi har natten for os. – Ellers er jeg kommet for at varsko dig. Jeg skal hilse fra skipperen og love dig hyre paa skuden hans.»

«Jeg husker» – afbrød Erik ham uden at ænse hans ord. «Natkaféen – bordet i hjørnet til venstre og den ungarske musik – – Jeg har ikke været sammen med Dem oftere end den ene gangen, og dus er vi ikke, din slyngel! Og De sniger Dem ind til mig –? Og passe drukken var De og havde fornuftige forsætter, som De skriftede for mig –»

«Aldeles korrekt. Og du billigede dem, ja du billigede dem!» fræste matrosen, hvis øine tindrede som gløder. «Jeg var kjedsommelig fortvilet, og du billigede mine forsætter. Jeg mødte tilfældigvis dig, og du styrkede mig i tyve skjæbnesvangre minutter – Og til dig skal jeg trave postbud, din helvedes – – – 87Au – a – hu!» – Han vred sig og vaklede i frygtelig kval.

Erik skar tænder af grusom fryd. «Elendige hallucination, pak dig! Du har det slemt nu, stymperen, og det afslører dig – Du er en hallucination – Jeg ser klædesskabet tværsigjennem dig! – – Jeg skal lære dig!» Og han hug ud i luften med krumme fingre og flærede i matrosens billede. Men flængerne grode ihob, og saa spyttede han paa det og slettede det ud af mørket, som et barn visker en tegning af sin tavle.

«Mareridt,» sagde Erik Holk og lagde sig tilrette. Han var vant til at drømme livagtig, men dette var for meget. Slig havde det ikke plaget ham, siden han var gut og om kvælden skyede søvnen for de pinsler, drømmene pleiede bringe ham.

Han vilde sove og befalte sig det, men det nyttede ikke, og han væltede sig utaalmodig. – Heden i værelset var ulidelig; pigen havde naturligvis puttet dygtig i ovnen.

Han hev af sig tæpperne og tullede lagenet om sig, og derpaa frøs han. Altsaa var det ikke varmt; det maatte være feber. Han vilde forvisse sig derom og tælle pulsen, men løb sur i det og følte brændende ilinger i kroppen.

Sengen vuggedes langsomt, hævedes og sænkedes, 88og om den viftede mørket som vaiende forhæng – – –

Katten mjauede. Pus var stængt inde paa stuen – fik være der. Katten mjauede nærmere – pus var i klædesskabet, og dér blev den kvalt, men han magtede ikke at reise sig og redde den. Det hostede uhyggelig – den strittede nok med benene og kreperte, og saa blev der fred for den.

«Pent sa’ jeg fred, jeg,» peb rotterne i væggen og gnog og gnog og skrabede. Hundre spurve kvitrede og skvatrede, og imellem knurrede det vredt og truende ved døren.

Støien dyssedes til ro af en ældgammel kones tynde, klynkende nynnen, men den vilde slet ikke holde op og blev til hvislende blistren.

Det taslede og tuslede i krogene. Labber listede over gulvet – En lodden ryg skubbede sig opad en stol – – Det var et dyrs aandedrag, som hvislede og blistrede.

En vaad, klam snude snøftede ved hans øre; han vilde værge sig og orkede det ikke, var som et stivnet lig. Og dyret hvislede og blistrede – Han kjæmpede for at røre sin lammede tunge og lallede møisomt: «Herregud.»

Og det stilnede. Besværgelsen havde virket. Erik snudde paa sig og forsøgte at more sig over det, men havde ikke mod.

En nagende tvil borede og arbeidede i ham. 89Var han ifærd med at bli gal? Han maatte bukke under, hvis denne nat skulde vare timer endnu, og paa vinduet spillede fremdeles det gule, usikre lygteskin, ikke dæmringen.

Han afviste ihærdig sine tanker, men de dukkede seigt op og kunde ikke kues. Og bedøvende, blændende som et lynglimt blaffede et barndomsminde mod ham. Hans far – – –

Det var kort efter morens død, og de bode i byen. Han laa i sin lille seng en aften og havde nys bedt fadervor. Ovenpaa lød tunge skridt uafladelig og holdt ham vaagen – en sorgpint mands ujevne gang havde det været. Han blundede tilslut ind, men vækkedes af kimen paa gadedørsklokken. Ovenpaa blev de usams, faren skjændte, en svarte, og han raabte vildt. – Slemme folk vilde vist gjøre papa noget ondt, og Erik sutrede og graad, til en sortklædt dame – den diakonisse, der havde passet moren, var det – kom og tog ham paa fanget og tyssede paa ham. – Næste morgen blev han sendt paa landet til major Holks ungdomsven, sorenskriveren, og maatte ikke sige farvel til sin far, hvem han ikke saa igjen mere før om to aar, da de bragte ham til byen og tede ham et udtæret lig, som stinkede.

Hvorfor blev han skikket paa landet, og hvorfor havde sorenskriveren bestandig kaldt sin afdøde ven «stakkars Holk?» – Erik vilde 90spørge Ellen Jensenius om det, skjønt det behøvedes ikke; han kjendte svaret forud. De burde ikke ha skjult farens sygdom for ham, saa havde kanske meget været anderledes – han vilde ha levet forsigtigere.

Aa, han kunde ikke bære det, om det frygtelige hændte nu – – Lilli, Lilli! – – –

Men han ræsonnerte jo fornuftig og mistede ikke sin bevidsthed, trøstede han sig. Dette var blot feber og nervøst gjøgl.

Han tørstede og famlede efter vandkaraffelen, kunde ikke finde den og stod op. Idet hans nøgne fødder traadte paa gulvet, isnede det igjennem ham, det hamrede i tindingerne, og han slingrede svimmel og greb om sengestoplen. Det var som noget løsnede i hans hode og fløi susende tilveirs.

«Hei, der ryger bevidstheden,» mumlede han og keg efter det. Under taget flammede røde og gyldne linjer i hvirvlende ring, de flettedes sammen i drageslyngninger, og ringen mindskede og forvandledes til en broget kinesisk parasol, som dreiede sig rundt.

«Hehe – for latterligheder! Dér hænger min bevidsthed under taget som en kinesisk parasol, og her staar jeg – Hei! Jeg vil danse til dens ære – men stille, stille – ikke vække huset –»

Og bagover bøiet, med blikket heftet paa 91den snurrende tingest, knipsede han i fingrene og flyttede fødderne i trippende takt hurtigere og hurtigere, til sveden drev af ham.

«Legemsøvelser er sundt,» pustede han, da tingesten blegnede. «Et glas vand og i seng og saa godnat, søvnløshed!»

Han løftede karaffelen og veiede den paa den høire haand og bandte for sig selv. «Jeg er, fanden gale mig, fornuftig, er jeg. Jeg har min forstand, og jeg kontrollerer mine handlinger og tar hensyn til folk. Jeg har min bevidsthed, og jeg har karaffelen, og jeg knuser den, dævelen piske mig, ikke.»

Det smaldt i ovnen, det knasede og skranglede af glas og sprøitede vand, og et skingrende hyl endte i et sansesløst vræl.

«I jøssenavn!» sagde husholdersken skjælvende. Hun stod i døren med en lampe, hvis kuppel klirrede.

Over tæppet flømmede vand og glasskaar, og sagføreren, som i bare skjorten sad midt i sølet, krøb op i sengen og stammede: «Jeg har gaat i søvne – Blev De ræd, Kristine? – Og jeg har knust vandkaraffelen.»

Hun smat ud baade beroliget og forarget. Et voksent mandfolk i bare skjorten og hun i nattrøie og underskjørt –!

Erik Holks anfald var over. Dødsensmat 92laa han paa ryggen med aabne øine og pustede hivende, og hans lemmer sitrede og dirrede, og stumper af forkrøblede drømme yrede i hans hjerne.

Men han sov, da natten blaanede i morgendæmringen, og det gule, flakkende lygteskin paa vinduet sluknede.

En kjærre rumlede paa bryggen; en damper fløitede i elvemundingen, og solen brød frem over heierne og hidsede menneskenes travle flid for en ny dag.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.