Mod kvæld

av Tryggve Andersen

VI.

93Den tykfaldne, rødhaarede kontorist krøgede sig stilfærdig skrivende over pulten og skottede gløgt til principalen, der aabnede posten.

Humøret var skidt – det var uomtvisteligt. Under øinene laa dybe skygger, og papirerne raslede i de skjælvende hænder. Sagføreren rynkede panden og havde sagtens ikke let for at følge med i det, han læste, og ret som det var, saa han aandsfraværende ud paa gaden, hvor hjulspor havde trukket sorte furer i snesjapset, og folk prøvede at lodse sig tørskoet frem rundt pytterne og langs rendestenenes fossende strømme. Himlen viste tindrende blaa flækker mellem hvidlige, drivende skyer, og solstreif blinkede i det vaade, visne egekrat, som klædte heien over husene paa den anden side af gaden. Tagdryppet trommede viltert i blikrenderne, og alting tydede paa, at marken vilde bli bar igjen med det første.

Sagføreren kremtede og langede posten over pulten. «Journaliser dette,» sagde han kort.

«Han sløifer «vær saa snil» idag,» tænkte 94kontoristen og gjorde op summen af sine iagttagelser: Gaarkvælden havde været strid.

«Er der noget særdeles for øieblikket, Henriksen – noget det haster med?» spurgte Holk.

«Indlægget i Peder Buøens sag – den skulde fore paa næste thing – – –»

«Noget, som det haster øieblikkelig med,» bed Holk ham af. «– Det er der altsaa ikke? – Vel. Jeg er ikke frisk idag og lægger mig nu. Jeg er ikke hjemme, hvis man spør efter mig, saafremt det ikke skulde være særdeles presserende. Fortæl ikke, at jeg er syg, og forstyr mig ikke unødig. – Godmorgen.»

Han reiste sig, idet han støttede sig paa pulten, saa det knagede i den, og gik slap og ludende.

Henriksen klemte næsetippen tilveirs med tommelfingeren og spyttede langt.

Pokker skjønne det. Gaarkvælden havde kanhænde været svært strid, ganske extraordinær og uden præcedens – aldrig før havde principalen optraadt i tøfler og uden stivetøi i kontortiden – Men det kunde ogsaa staa virkelig skralt til, og det var synd paa sagføreren, for det existerte ikke vondt i ham af naturen.

Kontoristen ledte efter en snadde i en hemmelig krog af skuffen sin og tillod sig en røg i ensomheden, medens han klarte journalen og et længere privatbrev. Senere affærdigede 95han nedladende eller ærbødig efter enhvers stand og ydre et par besøgende, deriblandt agent Bentsen, for hvem han i fortrolighed røbede, at sagføreren var syg, og fordrev timerne med at glatte sit haar og pudse sine negle og ved hjælp af et lommespeil studere en guldplombe i sine fortænder, til han saa fru Herwig med høit opløftede skjørter gaa sin vanlige formiddagstur gjennem gaden. Da drøftede han grundig, om han ikke skulde nytte leiligheden, lukke kontoret og unde sig en flaske øl paa hotellet; men pligten seirede, og han forblev paa sin krak til klokken to.

I kjøkkenet stelte Kristine. Hun havde tandværk som altid efter sneveir og havde bundet et uldskjærf om hodet. Hun blev grætten, fordi maden maatte holdes varm længe over spisetid, og syntes, at den, som ikke var klein nok til at budsende doktor, burde passe maal. – Engang tittede fru Jensenius ind til hende og hørte ængstelig efter, om Holk var meget syg; agent Bentsen havde nemlig slaat paa til apothekeren, at sagføreren muligens havde lungebetændelse.

Saa brast det for Kristine. Han havde hodepine, havde han sagt, og troligt kunde det være, og hun tog bladet fra munden og sladrede baade om stasen for ingeniør Nilsen og adskilligt andet.

Men Ellen Jensenius gik bedrøvet bort. Hun tænkte paa Lilli, der var kommet til hende 96straalende glad og havde legt med Rolf og spurgt efter Holk og var blet saa underlig ved det og blank i øinene, da apothekeren berettede agentens nyhed.

Paa stuen sov kattepusen sødelig og drømte sig paa lur ved det nye, lovende rottehul, den havde at gjæte henne ved pakbodsmuren.

I soveværelset var det skymt. De nedrullede gardiner stængte dagen ude. Og der laa Erik Holk og stirrede ned i en ormegaard, hvor vanviddets sleipe slanger bugtede sig. Deres bid havde saaret ham, deres gift var i hans aarer. Ormegaardens marter maatte han lide alene, maatte ikke lokke en kvinde med sig did ned.


Om eftermiddagen vaagede Henriksen sig til at forstyrre sin principal.

«Hvad er paafærde?» spurgte denne ærgerlig.

«Brugseier Bergendahl vilde gjerne tale med sagføreren.»

«Har De ikke sagt, jeg er syg? – Han kan komme siden.»

«Han har saa lang vei til byen, saa – –»

«Naa, sig, jeg skal være der, straks jeg faar klædt paa mig.»

Holk sprang ud af sengen. Han kjendte sig dygtig sulten, og hodepinen var forbi, men havde efterladt et dumpt tryk over panden, og 97han var yderst mat. Han rev klæderne paa sig og traadte ind paa kontoret. Lampelyset blændede ham, og sorte prikker dansede rykkevis for hans syn. Ved pulten stod en yngre, elegant herre i opknappet ulster og ridestøvler og med et regelmæssigt og fyldigt, rødt og hvidt ansigt. Trods sin alder var han næsten skaldet og havde en liden, veludviklet mave. Høflig bukkende og grødet læspende beklagede han, at han uleiligede sagføreren. Men det var i anledning af en skoghandel – sælgerens skjøder var ikke i fuld orden, ikke til at finde rede paa – – Han begyndte at forklare sammenhængen; men det glap for ham, han kom ud af det, prøvede paany, stammede og stoppede og saa sig raadvild og forlegen om.

Holk satte ham ikke paa gled igjen, og med en utaalmodig panderynken tilføiede han, at forresten havde han det travelt, hans kone ventede udenfor.

Vilde fruen ikke komme ind paa stuen saa længe?

«Nei, nei,» lo ægtemanden og gjenvandt ligevægten. Hun kunde ikke gjøre visitter – foreløbig.

Holk, som ligegyldig havde hørt paa sin klient, kjendte temmelig nøie brugseier Bergendahl. Han var fra hovedstaden og havde om vaaren kjøbt en eiendom oppe i dalen, fordi 98hans slægtninge trode, at virksomhed som landmand vilde stille de mindste krav til hans evner. Han havde kun været gift i nogle maaneder, var formuende og førte et gjæstfrit hus.

Brugseieren trak en del dokumenter frem og bad sagføreren undersøge dem. Holk lovede det og fulgte ham derpaa ud for at hilse paa fruen.

Det var tusmørkt. Sneen var væk, men en bidende kold vind peb gjennem gaden.

Hun sad i vognen, lunt indpakket i sjaler, og nikkede venlig med sit blonde, fromme dukkehode, idet hun gav ham haanden.

«Undskyld, frue, at jeg har ladet Dem vente paa Deres mand – –»

«Aa, jeg taalte da at længes efter ham de minutter!» Hendes blik søgte mandens, og begge lysnede i et forelsket smil.

De vekslede nogle spøgende ord. Saa vinkede hun forbi sagførerens skulder og raabte: «Godaften, frøken Herwig! – Hvor det var morsomt at træffe Dem. Jeg skulde ha været indom Dem, men vandt det ikke, vi havde saa mange ærender. Vil de ikke kjøre med os et stykke? Jeg har saan lyst til at snakke lidt med Dem!»

Holk vendte sig braat. Lilli skraade fra det smale fortaug ud paa gaden. Blæsten svøbte kaaben tæt om hende, og hun nærmede sig langsomt, 99ligesom nølende. Han havde en ynkelig svigtende fornemmelse i knæerne og saa beklemt ned for sig. Hun talte; han hørte, at hendes stemme var sløret og usikker, men ikke, hvad hun sagde, før hun spurgte anden gang: «Er De ikke syg, hr. Holk? Det hed sig i hvert fald slig paa apotheket.»

Han mumlede, at det ikke var saa farligt, og gjorde mine til at hjælpe hende op i vognen.

«Og nu staar De her og forkjøler Dem for vor skyld,» faldt Bergendahl ind.

Lilli betænkte sig, vidste ikke, om hun skulde ta imod indbydelsen. Men Holk greb hende pludselig haardt i armen og næsten skjøv hende op i vognen, og forvirret satte hun sig hos fruen. Han lagde mærke til, at hun var meget bleg.

Bergendahl var allerede paa forsædet: «Staa ikke her og forkjøl Dem for vor skyld, sagfører!» formante han.

«Ja, kanske jeg er uforsigtig,» svarte Holk, sagde farvel og skyndte sig ind. Fra gangen saa han Bergendahl svinge sportsmæssig med svøben og vognen rumle afsted og forsvinde om hjørnet. – – Hun havde grædt – stemmen – øienlaagene var hovne – ikke tvil om det – – –

Saa bankede han paa ingeniørens dør, aabnede den rask og spurgte: «Vil De ikke med ud en tur, Nilsen? – Jeg har ligget i køien til 100nu og trænger til at kvikke mig. Ellers daaner jeg af som et fruentimmer.»

Nilsen læste. Han løftede sine anstrængte øine fra bogen, lagde piben væk og erklærte sig villig.


Natten blev en stille frostnat med klar, høi himmel og et mylder af sitrende stjerner.

Gamle Laurits politi, som havde stampet frem og tilbage foran madam Sundes hotel og slaat floke for at holde varmen, luskede forsigtig af i en tværgade, da Gabriel Gaarder, Weigert, Octavius Hollmann, sagfører Holk og ingeniør Nilsen stolprede støiende ned ad den høie hoteltrappe. Det lønnede sig ikke for en simpel konstabel at forulempe bedre folk ved sin nærhed, naar de var svirendes paa den tid af døgnet.

Gabriel Pengut og Weigert havde Octavius,Octavius,] rettet fra: Octavius (trykkfeil) en under hver arm og trak af med ham midt under en velformet tale, hvori han takkede deres fælles cher ami og ven, overretssagfører Holk, hvem de cruellement havde miskjendt, for den superbe og charmante aftenstund. Hip – hip – hip – hurrah!

De to andre vandrede i den modsatte retning. Deres gang var slentrende, Nilsen slingrede endog redelig og reddedes undertiden kun ved et hastigt tag af sagføreren. – Hip – hip – hip – hurrah! lød det bag dem og brudstykker af 101en tale, som Octavius gav tilbedste for Gaarder, da trekløveret passerede privatbanken, naade deres øren. – Hip–hip–hip – hurrah! klang det atter svagere og fjernere – det maatte være ved Weigerts port og et oprørsskrig mod fru Milla – og saa blev alt roligt.

Kun det dybe brum fra brændingen udenfor elvemundingen bares henover den sovende by.

«Jeg er beruset,» brød Johannes Nilsen tausheden og stillede sig med ryggen op ad et butikvindus lem. «Jeg er fuld, og jeg var fuld igaar ogsaa. Det er ækkelt. Det er ækkelt – væmmeligt er det – tvi for skidne fanden!»

«Sludder,» svarte Holk tvært. «Kom nu hjem med dig.» De havde drukket dus om kvælden.

Ingeniøren tog nogle lange, vaklende skridt og nappede ham i frakken: «Du! Den jomfruen i spisesalen – hun er vakker – altfor god til at sjofles af handelsreisende pøbel – Hun er vakker. De runde, velskabte hofterne – altfor god. Jeg elsker hofter som hendes.»

Holk lo. «Din sjæl er hos Gud i himlen, arme Johannes, men dine instinkter streifer om paa jorderige som faar uden hyrde.»

Nilsen svaiede melankolsk: «Som vilde hunde eller hundske vilddyr er bedre – Jeg indrømmer det. Splittelse i personligheden, mener du – hø, hvem er fri for den? Og jeg 102har saa meget at stride med – Tror du, du er mere helstøbt kanske? – Men observerte du virkelig ikke pigens deilighed? Ikke? Hendes hofter og hendes hals og nakke? Nei, nei, du er vist kysk af natur og blind for den sanselige skjønhed. Du har mindre at kjæmpe mod – De var da pokker saa glatte, disse brostenene – frosset paa – Et kysk sind i et sundt legeme – du burde drive det til noget, det er din forbandede pligt at aagre med det pund – Men du orker ikke. Ja, du blir ogsaa en vildfarende sjæl – Aaja, ja – san, kjødets fristelser og kjødets fald kan føre til sønderknuselse og anger og opreisning, du – men dine fristelser – Hm, saamæn – jeg mener, de er værre! Jeg fristes til den syndige handling, den modige synd, forbrydelsen; men den kan der bødes for i aandens verden som i det borgerlige samfund, i skjærsilden som i bodsfængslet – –»

Holk ænsede ham ikke. Han saa bent frem for sig. I lystaagen under gadelygterne foran dem var det, som om han skimtede en kvindeskikkelse – han vidste, der var ingen, og skikkelsen opløstes, naar de kom nærmere, men flyttede sig lynrapt til den næste lygte og saa til den næste igjen og fæstnedes hvergang til form paany. Han morede sig med at følge dens leg.

«Forstaar du? Det er noget af den legemliggjorte synd mod den hellig aand ved dig,» 103snakkede Nilsen videre. «Du er en godfjot – du fristes til at øde dig selv i undladelser, du lokkes af din svaghed og overlistes af din feighed, og din svaghed og feighed bunder i godhed. Jeg er i al skrøbelighed gudsrigets værnepligtige soldat – du er en desertør fra Vorherres fane – er du – og med fuld bevidsthed om det nederdrægtige i din faneflugt. – Og dine fristelser – hu! Du fristes af dig selv samt englene og hader Gud for det. Jeg fristes af djævelen og hader ham for det. – Lad mig heller takke skjæbnen for mine fristelser.»

«De er formodentlig behagligere, synes du,» sagde Holk.

«Unægtelig.» Nilsen knæggede af indvortes latter, men melankolien overvældede ham snart. «Men jeg ønsker, jeg var kvit dem. I min fornedrelse er min længsel alligevel at seire over dem, at blive det rene menneske – den forklarede sjæl.» Og han satte i at synge snøvlende og smægtende:

«A little while ‘mid shadow and illusion
to strive, by faith, loves mysteries to spell;
then read each dark enigmas bright solution,
then – then – hail sights verdict»verdict»] rettet fra: verdict (trykkfeil)

– Nei, rør! jeg husker ikke. Naa, næste vers:

«A little while, the earthen pitcher taking
to wayside brooks, from far-off fountains fed;
then the cool lip its thirst for ever slaking
beside the fullness of the fountain-head.»––

104Da de var ved gadedøren, slængte Nilsen sig ned paa trappen, saa det sak i ham, og foldede armene over brystet. «For en vidunderlig nat!» pæste han.

Holk stansede og saa op mod vinterhimlens skinnende hvælving over fjeldknausernes mørke ujevne kam og aandede begjærlig den kolde, friske luft. Den gjorde ham ædru, og i saar uhygge fattede han for første gang tydelig, uden skaansel, sin ulykke.

Ingeniøren hakkede tænder og skuttede sig. «Du faar lukke op. Min nøgle ligger inde paa bordet.»

Sagføreren rørte sig ikke. «Jeg fryser,» klagede Nilsen. «Luk op, kjære dig! Staar du og hører stjernerne knitre?» Og han nynnede sagte, derpaa høiere, og tilsidst sang han saa det skingrede i gaden:

«She told me in the world
temptation I would meet –
Yes, o yes!
I believed it ’cause my mother
told me so.»

Holk ruskede ham hvast i skulderen, og han taug forskrækket. «Hys, ti stille! Væk ikke huset. Lad os gaa ind.»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.