VII.

105Sneen vendte tilbage og forsøgte at bli liggende, men havtaage seg ind og tyknede til regn, der skyllede den væk.

Dagene var korte og graa. I de lange nætter tudede blæsten op elven, rumsterte paa brygger og ved sjøboder, trængte sig gjennem de snevre gader og svingede pibende med kjøbmændenes skilter.

Men efterhaanden blev kulden strengere, og føret blev saa glat, at fru Christiane gik med braadder under støvlerne, og elvemundingen frøs til med tommetyk is om de oplagte skuder. Da blev luften lysere og nætterne roligere; først havde dog sneen seiret og dækket dalen og fjeldknauserne blødt og tæt. Den veg ikke for lindveir; thi hvad der tinede i den knappe middagsstund, hærdedes om natten til blank skare, der kastede solstraalerne tilbage som et speil.

Og man slog fast, at nu var der vinter for alvor, og barnene vidste, at julen snart stod for døren.

106I byen var det, som det pleiede at være alle vintre. Ovnene durede, og hjemmets hygge lunede i de velstaaende huse; hos smaafolk var det sparsomt med vedpinderne og kullene, snaut med fortjenesten og syt og savn, men ingen egentlig nød, for fattigkassen og velgjørenheden skjærmede mod den.

Ellers hændte det, som altid hændte. Stræv høstede løn og bragte skuffelse, elskov lokkede, og kjærlighed bar frugt, sygdom skabte bange venten, og død gjæstede med sorg i følge, sorg visnede, og glæde grode.

Julen feiredes med klokkekimen og tændte lys, barmhjertighed og salmesang, gilder og fromme tanker, og nytaar hilsedes med haab og gode forsætter.

Men der var en, som ærgrede sig, saa det var paa nippet til, at daarligt humør havde spildt høitidsstemningen for ham, advokat Lindal nemlig. – I det nye aar forestod storthingsvalg, og han havde forlængst tat paa at ruste og organisere partiet. Med adskillig kostning var et venstreblad stablet paa benene i stedet for den uheldige lap, som høire havde kjøbt, og en redaktør indkaldt fra hovedstaden. Dets tone var dannet og overlegen og udmærkede det paa bedste vis fra de tidligere radikale rodhuggerier og det lokale bogtrykkerorgan. Advokaten blandede sig ikke ligefrem i bladets 107redaktion og skrev ikke i dets spalter – det vogtede han sig nok for – men enhver skjønte, at han stod bag, og han fik æren for det. Han havde havt skjellig aarsag til at mene kredsens erobring sikret og sit eget valg afgjort; men nu øinede han en slem medbeiler dukke op – og det var sagfører Holk. Hvem skulde ogsaa ha anet, at fare kunde true fra den kant?

Reinert Lindal var intet slet menneske, skjønt skjæbnen havde tugtet ham til at være sig sine hensigter og maal mere klart bevidst end de fleste. Han yndede ærlighed og dyrkede sin karakter, men undgik bare at gjøre sig rede for, hvorfor just han havde netop de grundsætninger, han hyldede.

Med et lidet, tirrende stik i samvittigheden opdagede han i sit lønkammer, at han ikke havde principielle indvendinger mod noget, hans mulige medbeiler havde sagt eller foretat sig offentlig. Men det mildnede ikke hans uvilje mod ham, og i sine grublerier mumlede advokaten mellem tænderne: «Uvederheftig personlighed!» Og med det samme forstod han, at der laa hunden begravet.

En havde ret og pligt til at hindre, at samfundets vigtigste tillidshverv overdroges den, hvis personlighed savnede moralsk rygrad – – Det var maaske for stridt et udtryk, overveiede Lindal; han ændrede det til: den, om hvis moralske 108rygrad der kunde reises tvil. Og saaledes formet var det at læse i næste numer af bladet, som uden bestemt sigte udgjød sig i almindelige betragtninger om de fordringer, der burde stilles til folkets kaarne.

At Erik Holk virkelig kunde drøftes som hans modpart ved valgene, deri var advokat Lindal selv ikke uden skyld. For ikke at støde rigere og mægtigere klienter havde han om sommeren under forskjellige paaskud vrid sig fra at forsvare endel streikende værftsfolk, som var tiltalt for kontraktsbrud, og de havde vendt sig til sagføreren, der paa en opsigtsvækkende maade vandt processen for dem og dog ikke forargede hverken værftseierne eller deres tilhæng. De fandt kun, han havde handlet paa kalds vegne. Somme var jo slige, at alting blev dem forladt, medens en anden stakkar støt blev hakket paa trods den nænsomste forsigtighed.

Senere var det blet en vane for arbeiderne at søge hans kontor, og det var gledet særdeles glat for konsul Herwig efter tilskyndelse af fru Christiane, der dengang endnu saa en vordende svigersøn i Holk, at lempe ham ind i kommunestyret. Her gjorde han sig snart gjældende, saasom han med sin indre oprevethed manglede evnen til ligeglad sløvhed overfor det, han tilfældigvis raakte opi.

Men storthingsemne blev han ikke før senhøstes, 109da han trak sig tilbage fra sine kamerater og pludselig aabenbarte sig som stærkt socialt interesseret. Han havde holdt morsomme foredrag i arbeiderakademiet om engelske fagforeninger – den, som reiser meget, ser mangt og kan snakke om allehaande, tænkte Reinert Lindal, hvis eneste reise var en Kjøbenhavnertrip ifjor – ordnet love for en sygekasse, sat fart i bygningen af arbeiderforeningens hus og skjænket et klækkeligt bidrag til det osv. – Jaja, arvet guld er let at øse af, og en ungkar i bra stilling kan være flot med renterne af sin formue. Anderledes med den, som skilling efter skilling har slidt for det, han eier; han griber varsommere i pengekassen, om den end fyldes jevnt og trut.

Skulde det da lykkes for denne forholdsvise nykomling af en sagfører at krydse advokat Lindals planer og hindre det sande demokratis og fremskridtpartiets seier i kredsen? Og det alene, fordi han i vuggegave havde faaet et insinuant væsen og forøvrig var benaadet med et svineheld. – Konservativ var han naturligvis, skjønt han havde luret sig fra at bekjende kulør, udspekuleret ræv som han var bag den blaserede junkerminen sin.

Men aarets første maaneder viste demokratiets fører, at disse bekymringer havde været ganske og aldeles unødige, og det saaledes, at 110han overrasket og ophidset grundede paa, om han og hele byen havde været gjenstand for et uanstændigt abespil, var narret op i stry af en letfærdig komediant, og han lagde ikke dølgsmaal paa sin sure vrede overfor meningsfæller.

Erik Holk blev eremit, mistede sine sociale interesser lige uventet, som han havde røbet dem, undslog sig for yderligere at ha med arbeiderforeningen at gjøre, fór op i sinne og fornærmede lærer Berge, der i egenskab af dens formand høflig bad ham revidere byggeregnskabet, udeblev fra møde efter møde i kommunestyret uden gyldigt forfald og forsømte sin forretning. – Til middags laa han i sengen. I tusmørket streifede han gjennem gaderne og udover landeveiene, saa gusten og uhyggelig, at det grøssede i dem, som mødte ham.

Samtidig forstod fru Christiane, at hendes forhaabninger var glippet, og mildt, skaansomt og bedrøvet fældte hun den endelige og ubønhørlige fordømmelsesdom over sagføreren. – Gode kilder stadfæstede desværre, hvad der forlød om hans udsvævende ungdom. Herregud, det var synd paa ham. Forældreløs havde han været og savnet et værn mod fristelsen – – Fru Christianes kind vædedes af en taare, inden hun fortsatte. Hans optræden udenlands skulde ha været rent fræk; men de kunde ikke være til at stole paa, de gyseligheder, en hørte. Tænk, 111han skulde ha boet sammen med en kvinde i Paris, i «frit» ægteskab! – Men værst var det, at han allerede maatte være for dybt nede til at hæve sig, dersom det var saa, at de drak i smug, han og den fæle ingeniør Nilsen. Og han havde nu slet ikke været sikker fra begyndelsen af. – Det var synd, det var synd paa det pene, unge menneske, at han havde saan en ven og nabo til at forlede sig. – – –

Forlede – – nei, det behøvedes vist ikke. – Bedst var det at tage sig iagt for ham, saa at ikke deres enkle og sunde hjemstavn skulde smittes af de store landes raffinerede laster. Apothekerens fik kanske et tungt ansvar; de havde introduceret ham paa stedet.

I stille triumf sukkede fru Gaarder samtykkende og undskyldte frygtsomt, at hendes søn Gabriel ikke kunde bryde fuldstændig med ham. Og byens ældre damer stak hoderne ihob og hviskede sørgmodig, og deres sørgmodige hvisken spredte sig viden om og veirede resten af hans gode navn og rygte hen.

– – – – –

En søndag i marts havde Erik Holk spist middag hos apothekerens, som var den eneste familie, han ikke havde afbrudt omgangen med; men han vankede der sjeldnere og tiest efter udtrykkelig indbydelse. Det var ikke frit for, 112han havde mærket, at Ellen Jensenius ikke mer var saa fortrolig og aaben mod ham, og at apothekeren undertiden havde ondt for at dølge en slags mistænksom forlegenhed, naar de var sammen. Erik kjendte ikke synderlig til bysladderen, da ingen havde giddet indvie ham i den, og fattede ikke aarsagen, men tilskrev det misnøie med hans optræden i arbeiderforeningen og brød sig ikke om det.

Han likte forresten ikke at være paa apotheket om søndagene, da kom der gjerne besøg. Men denne gang havde han ikke kunnet slippe fra.

Den eftermiddag havde Lilli Herwig og fru Milla Weigert indfundet sig med den sidstes søn, en gut paa Rolfs alder.

Husfaderen havde trukket sig tilbage til kontoret for at læse aviser. De øvrige holdt skumringstime i stuen, og kaffestellet var endnu paa bordet.

Døren til kontoret stod paa gløt, og i lysstriben derfra laa gutterne paa gulvtæppet og puslede med noget legetøi. De to mødre talte dæmpet sammen; Ellen Jensenius havde sin lille pige paa fanget, og barnet var sovnet.

Erik havde tat plads paa en lav stol henne i den dybe skygge i ovnskrogen. Med ryggen mod ham sad Lilli Herwig ved pianoet. De havde ønsket musik, og hun spillede en stund, men brød saa 113af midt i en blød, tungsindig melodi, hvis toner blev ved at gi bævende gjenlyd i stuens stemning. Hun hældede sig til siden og saa mod vinduet. Aftenhimlen bevarte endnu, bleg og grønlig, en mat glød efter den svundne dag.

«Uf, jeg blir sentimental,» sukkede hun og lod hænderne synke ned i skjødet. «Gid vi havde vaaren snart.»

De svarte ikke. Fruerne fortsatte sin dæmpede samtale. Jensenius raslede med aviserne, og gutterne pludrede halvhøit. Foran en papæske rullede Rolf en stor glaskugle rundt, sagtens en levning af juletræpynten. Brogede lysfunker sprudede og gnistrede i den. – «Min hest er den forteste og gildeste hest i byen,» sagde han. «Men den er saa vild, saa vild! Den er slem og vil ikke ind i stalden.»

«Du skal laane min hund og jage den – vov, vov!» tilbød den anden, som ogsaa havde en æske og tre, fire mindre kugler. «Min hund er den flinkeste hund i verden.»

Erik Holk og Lilli Herwig traf hinanden ofte; de kunde ikke undgaa det. Ingen tredie skulde dog skjønne, at der var sket noget dem imellem, og aldrig vekslede de et ord, som tydede paa, hvad de havde oplevet med hinanden. De var paa sin post, fordi de ikke kunde glemme, og han skyede den forklaring, han var bange for at gi, da han følte, at hun ikke vilde bøie 114sig for den; hendes mod gjorde hendes krav for store til det. Og han led og blev nervøs ved hendes nærhed.

Det brændte og kogte i ham, det frivillige afkald havde omsider vakt hans begjær. – Han bukkede sig ned og strøg haanden over issen. Han fornam hvert af hendes aandedrag og blodets banken i hendes legeme, og det rene, jomfruelige ved hende var som en haanende anklage.

Og et væld af hadefuld attraa sprang op i ham, en hevnsyg vellyst, en ubændig trang til at styrte løs paa hende, kue, ja mishandle hende, tvinge hende ynkelig skrigende ned for sine fødder. Han syntes sig at gjøre det – Det sortnede for hans øine, han krummede ryggen og luggede sig i skjægget og dirrede af raseri og angst for, at han skulde gi efter for sit vanvid.

Apothekeren skubbede til en stol, rømmede sig og spurgte stærkt: «Har dere ikke hygget dere nok i mørke? Hvad – Ellen?»

Den lille pige vaagnede. Moderen rakte hende til fru Weigert og tændte hurtig lampen, men tabte den brændende fyrstikke paa bordet. Hendes blik var faldt paa Holk. Han sad ludende og ligbleg med sammenknebne øine. Munden gabte grinende, og tænderne skinnede hvidt. Panden var sved og glinsende.

«Erik – du er syg!»

Han kvak i, men reiste sig derpaa rolig. 115«Nei da, men jeg har næsten faat mig en blund – Og klokken er blet mange, ser jeg.»

Apothekeren kom farende. «Kone, Ellen! Du stikker ild paa tæppet!» raabte han bebreidende og snappede den brændende fyrstikke, som han forsigtig slukkede og lagde hen paa en skaal. «– – Naa, skal vi ha os en schak, sagfører?»

Holk undskyldte sig; han havde adskilligt at bestille hjemme.

«Min hest er den bedste i verden! Og min stald er den bedste i verden!» skraalte Rolf, og gutternes leg var slut.

Holk sagde farvel og gik.

«Hvad er der med ham?» spurgte Ellen Jensenius langsomt og mismodig, idet hun ryddede op i kaffestellet.

«Han er nervøs, plages af søvnløshed,» forklarte apothekeren.

«Jeg og Weigert finder ham saa underlig,» tilføiede fru Milla skarpt.

«Rolf og Hans!» kaldte Lilli Herwig paa gutterne. «Kom hid, skal jeg spille for dere,» og hun trommede i vei med en hvirvlende dans.

I gangen passerte Erik Holk fru Gaarder og bankkassereren. Han hilste og sagde alvorlig og vægtig: «Gabriel Gaarder, jeg er forvisset om, at Deres hest og Deres stald er de bedste i verden,» og gik forbi den maabende erkeengel.

116Med sænket hode og hænderne i frakkelommerne skridtede han hastig nedad gaden.

– – – – Barnemunde skal vidne sandheden. Min hest og min stald er de bedste i verden; thi de er mine.

Lilli Herwig er udset til den bedste svigerdatter i verden; thi enkens søn hører enken til.

Ellen Jensenius holder af mig, der har lod og del i hendes barndoms klenodie; thi saaledes og derfor er jeg hendes.

Apotheker Peder Jensenius holder ikke alene af sit apothek og sin kone og sit afkom, men af hele verden; thi den er hans.

Aa, du jordens yngel – aa, du skabningens herre i kraft af din graadige, altfortærende kjærlighed! Du elsker din moder jorden; thi hun er din. Du elsker menneskehedens broderskab; thi dine brødre er dine – – – Du elsker skarnet, og du elsker stjernerne, du elsker hundene, og du elsker sjælene, du elsker dine venner, og du kan elske dine fiender, du elsker synderen i medynk og Gud Herren i tilbedelse. Thi du elsker dig selv – – –

Kun døden elsker du ikke. Thi du ængstes for, at den kunde skade din nydelse, røve din kjærlighed evnen til at frydes ved tilværelsens lækre retter – ja, ganske gjøre ende paa kjærlighedens maaltid.

117Hehe, den frygter for døden – yngelen! yngelen! Menneskens feige yngel! – –

Han rendte mod en tyk mand, der bad om forladelse og veg unda. Det var Søren Danielsen, som blid og godslig vraltede ind i det festlig oplyste bedehus med konen og den ældste datteren efter sig. Der skulde vel være andagt af kapellan Gunnesland, den raggede Jehovadyrker.

Holk pilte videre. Hvorfor fanden gik han her og skamskjældte bra folk og hovmodede sig i sin jammerlighed! Ærlig talt, fordi han var skinsyg paa enkesønnen. Han burede sin boglamme forelskelse paa næsen, saa den vrinskede.

Det var naturens lov at være glad i sig selv og desformedelst ogsaa i sin næste og sin Gud – og simpel blufærdighed byder den nøgne kjærlighed at smykke sig med anstændig flitterstas. Kyskhedsbæltet bevarer dens fordøielse. Respekt for figenbladet og det fromme sind!

Hans sind havde ikke været fromt, hans kjærlighed havde fra ungdommen at været for graadig; det var sandheden. Den havde forslugt sig, ræbede af væmmelse og havde kvalmende opstød. Den havde mistet sin appetit og sin brynde.

Men der er gildinger fra fødselen af og salige 118er de. Den brynde, som ikke kan slukkes, den er deres.

Respekt for døden og dødsfrygten! Han frygtede ikke døden, og lidet var det at rose sig af, for han trode ikke paa den. Det var ham nægtet.

Tiden myntede evighedens utømmelige skatte ud i døgn og timer og skjænkede dem retfærdigen og gavmildt til de levende, der annammede dem med nidske klør og brugte dem til det, de mest attraade. – For mange strak de ikke til, og de knurrede over timernes utilstrækkelighed, saa dyrebart var dem det, de tilbyttede sig. De fleste ødslede døgnene bort eller hutlede sig igjennem i letsindig tarvelighed. Alle kjøbte de for tidens mynt den vare, som solgtes paa tilværelsens marked. Nogle glædede sig ved det, de fik, og var rige i sin glæde; nogle syntes, de vekslede guld for armodsdoms pjalter og mask, og de vidste sig bedragne og var fattige i sin skuffelse og harme.

Men der var dem, som fandt, at tidens mynt var elendige styvere og varens værd derefter; dog bedre kunde den ikke skaffes. Og de var de allerfattigste. De pintes af sult og nød – – – Men kunde de ikke kaste den falske mynt fra sig og slaa vrag paa det usle kram? Kunde de?

Nei, nei, de var tvungne til at ta, hvad 119tiden bød dem. Der klæbede den forbandelse ved dens gaver, at den levende ikke kunde vægre sig for at annamme dem, hvor træt af,af,] rettet fra: af (trykkfeil) kjed af dem han end var.

Tiden var baade skatmester og fangevogter i evighedens borg. Den levende var evighedens fange, og der var ikke befrielse for ham. Sjælen bar dens brændemærke, var dens.

Han havde den forfærdelige vished: der er ikke død, ikke personlighedens død. – Hvorfra havde han den?

Hans forstand og hans vilje havde arbeidet i fortvilelse for at udrydde den; men den havde rødder i hans inderste væsen, og det var ikke muligt – – –

Hei, hei, Johannes Nilsen, min ven og kamerat! Vi er naglede til evighedens kors. Vi tror ikke paa døden og vrir halsen af led for at kige os om efter redning. Og vore talløse lidelsesfæller – de tror paa døden og fornægter den tillige, og de jubler klageligen:

Til himmerig og til paradis skal jeg fare;

men ikke vil jeg, og ikke skal jeg i engleskare.

Saahaa – slig sang Peik med narrestikkerne, og det vilde være usømmeligt at regne ham blandt det gjængse, lodne skrot. Peik er prægtig; han burde udvikles til en bespottelsens heros, en type af Fausts og don Juans rang, og han har det tilfælles med dem, at fabelen maatte 120bli moralsk i sin kjerne, i sine konsekvenser. Den kumpan maatte tilsidst narre sig selv og – for saligheden nemlig.

Naanaanaa, død bør forresten være død, og weltschmerz brygges efter formelen: Livet er svangert med døden og skriger ideligen i fødselsveer.

– – – Øsh, jeg savler, kliner mig til i savl. Snakker jeg høit? – Nei da, jeg tænker bare i tydelige ord, som svirrer for min hørsel. – – Lytte til sine egne tanker? Brr, for sygeligt svineri!

«Tanker – kaldte jeg det tanker?» raabte han og slog ud med hænderne og knipsede foragtelig i fingrene. Holk havde uvilkaarlig lagt af at benytte stok; paa sine eftermiddagsture kavede han svært med armene, saa den generte ham.

Han bed sig i læben og løftede hodet speidende. – Han var ude af byen. Maanen var staat op og skinnede dagklart paa landeveien, der løb ret og bred gjennem furuskog, som reiste sig tæt og tagget til begge sider. Et stykke længer fremme gik en kvinde. Ellers var der ingen.

Han puttede atter hænderne i lommerne og naade snart kvinden. Det var en ung dame i graat, pelsbræmmet vintertøi. Hun havde hørt hans skridt og snudde sig og hilste.

121«Godaften, hr. Holk.»

«Godaften, frøken Otti.»

De gik tause, og hun ventede ikke, at han skulde tale til hende; men han sagtnede sin gang, og de holdt jevnt skridt, som om de var vant til det.

Hun var høi og fyldig, men førte sig rank og let. Kaabens opstaaende krave sluttede varmt om det smukke, lidt tunge ansigt. Trækkene var eiendommelig markerede, havde et sydlandsk, næsten jødisk præg, og øinene var ualmindelig store og straalende.

Veien svingede ud af skogen over en dyrket mark, hvor sneen laa hist og her i hvide skavler. Foran dem hævede sig en lav, enetages villa med veranda langs hele den ene væg og have omkring. Bag villaen skar en dyb vik sig ind fra sjøen.

Ved haveporten stansede hun og sagde en smule forpustet: «Farvel, hr. Holk.»

«Farvel, frøken Otti.»

De skiltes. Han vandrede videre. Hun stod et par minutter paa verandaen og saa efter ham, før hun gik ind.

Da Holk var kommet rundt viken, satte han sig paa en stabbesten under en brat hammer for at hvile. – Fuldmaanen hang over det skogklædte land, der var badet i skimrende dis, og den gjød sin glans henad sjøen i én mægtig 122strøm, der midtfjords løste sig spillende og glitrende op. Som en vrimlende flaade af gyldne muslingskaller vippede og vuggede paa vandet, svømmende mod ham, til den splintredes funklende, ustanselig fornyet, i bølgeskvulpet ved den sorte strand.

Villaen var det eneste hus i nærheden, og den laa ganske mørk. Gamle skibsreder Koveland havde vel omhyggelig sat lemmerne for vinduerne, som han pleiede. De sagde, han var ræd af sig om kvældene og gjemte revolveren i næven, naar han lukkede op for folk.

Hans datter Ottilie var det, Holk havde havt følge med, og hun og faderen levede meget ensomt. Der berettedes saa stygge historier fra hans fortid, at end ikke det, at han var egnens rigeste mand, kunde dække over dem, og han umagede sig heller ikke for at slette dem af mindet. Kranglet og uvorren var han og slem i sin mund, og ingen vidste nogen god gjerning af ham. Det skulde i saa fald være hans forhold overfor Ottilie. – Han bragte en unge med fra Lissabon engang, medens han fór med skude. At han havde været gift, havde man ikke greie paa, og han ymtede ikke det mindste om det før ved hendes konfirmation, da han tede præsten et papir, som skulde betyde en portugisisk vielsesattest og blev taxeret til det, og han havde jo været ofte paa de kanter med fisk og efter 123salt, skjønt han mest havde faret paa langfart og i Chinatraden. – Han var slet ikke gjerrig, heller for snil mod datteren, omgav hende i hjemmet med overdaadig luxus, pyntede hende som en prinsesse og søgte forgjæves at puffe hende ind i fine familier. Hun var gjenstridig i den henseende, sær og nærtagende og uden veninder. Formodentlig var hun i skoledagene skræmt bort fra sine jevnaldrende ved den slags urene hentydninger, som pleiede at være en følge af nederdrægtige mødres advarsler til sine egne halvvoksne døtre mod kamerater, hvis familieforhold var ulykkelige.

Sagføreren havde skibsrederen stødt paa i anledning af sine mange processer; han trættede og kjæglede støt med mæglere og assurandører, befragtere og mandskab. Om høsten traf Holk ham stadig paa veien fra byen, og Koveland havde haget sig fast i ham; sandsynligvis var han bange i skogen.

Holk havde taalt det, mest fordi han moredes ved de løierlige maader, hvorpaa den onde samvittighed stak frem hos gamlingen, hvis forestillinger fortvæk kredsede om forgangne streger, dem han i sin affældighed plaprede om med en blanding af ruelse og galgenhumor for saa pludselig, paa et vink af Ottilie, at klappe laaget til for sine hemmeligheder og lade, som om han havde skrønt om en kjending, der var død 124og i sin grav og udenfor ansvar. Datteren havde Holk kjendt i længere tid, men agtede lidet paa hende, saa neppe, at hun var vakker. – Desuden var samværet med dem for kort til at bli plagsomt; de skiltes altid ved haveporten.

Efter jul krøb den forhenværende skipper tilkøis med gigtbrudne ben. Siden spaserte Ottilie alene, og da vilde Holk ha savnet hende, dersom han ikke havde mødt hende. Der udviklede sig en slags fortrolighed mellem dem, han kaldte hende saaledes ved fornavn, og ved synet af hende sagtnedes hans gang og det hidsige jag i hans hjerne, og han blev roligere for et øieblik.

Erik Holk sad og stirrede ind i maaneglansen. – Fred og forsoning prækede den lysende stilhed. Fred og forsoning vilde for ham sige gjenvunden sundhed. Bitterheden og sønderrevetheden var symptomer paa den sygdom, han havde arvet, og som spirede i ham. Han havde sprællet som en moden galmand, efterat han blev paa det rene med den ting, i krampagtige forsøg paa at gi den fornuftiges rolle. De var glippet naturligvis. – Saa vidt var det med ham, at han blot kunde opfatte omgivelserne gjennem vanviddets briller, graat i graat, men med skjærende grelle flammer paa kryds og tvers – – Hvor var der nu blet af hans «idyl», byen, den han havde været saa forelsket 125i? Den var den samme; men han havde spyet slimet uhumskhed over den. – Borte var hans evne til at føle oprigtig sympathi; den var druknet i en sump af indvortes kulde og tomhed.

Var der ikke lægedom?

Han raadnede sjælelig, medens bevidstheden halstarrig maalte, hvorledes raaddenskaben aad om sig, omtrent som naar en spedalsk nysgjerrig trevler paa sine vædskende saar og ækle knuder. – Der vrøvledes saa dumt om, at angsten for uhelbredeligt vanvid var det værste at overstaa, og at henrettelsen skede hurtig og smertefrit. Men sygdommens udvikling, synkvervningen, krængningen og forvrængningen af ens eget jeg, var saa smertefuld, at en ikke fik tid til at ængstes, ikke mer end den, der blev levende flaaet.

Var der ikke lægedom? Han syntes synd i sig selv.

Aandsfraværende nynnede han den melodi, Lilli havde spillet – – – – Fjerne, falmede billeder tegnede sig for ham, og han længtede tilbage til guttedagene paa skrivergaarden. I sit hjerte gjorde han Ellen Jensenius afbigt, fordi han ikke havde næret pietet for hendes troskab mod barndomsminderne, og han blev helt ydmygt stemt og fortsatte med at gjøre afbigt for apothekeren, fru Gaarder, Søren Danielsen og hver den, hvis helligdom han huskede at ha besudlet. At de ikke vidste noget om forbrydelsen, 126rørte ikke sagen; han havde baaret sig ad som en hund ved en kirkemur – – Men for hunden var der ikke forskjel paa en kirke og en stald.

Han lo: «Min stald er den bedste i verden!»

Sølvhvide smaaskyer seilede forbi maanen. Der var nok storm i luften, og i havbrynet rugede en tyk, blaasort banke.

Han gik hjemad igjen. I udkanten af byen, dér arbeiderne ved sagbrugene og værftet havde sine smaa huse, lød salmesang og guitarspil. Omkring en trappe, nedenfor en aaben, oplyst dør stod en flok mennesker, som skulde til at forlade en opbyggelse. De fyldte gaden, og han biede for ikke at forstyrre dem. De fleste var voksne, mange meget gamle; men der var ogsaa barn og unge kvinder, og deres røster skingrede i sangen. Den sluttede, spinkle guitartoner klimprede lidt, og en langskjægget gubbe talte rustent og skjælvende fra trappen: «Farvel, kjære venner, godnat og tak for denne gang. – Saa samles vi, om Gud vil, onsdag klokken ni hos skrædder Nils Berge ved Herwigsagen. Men ihukom i eders hjerter, at det stunder mod den kvæld, som ingen dag skal oprinde efter, og skulde domsbasunen vække os inat eller rope os fra vor jordiske gjerning forinden, saa give herren naade til, at vi alle paa onsdag er samlet i den evige glæde, som tunger ikke kan 127udsige. – Maatte ingen af os mangle paa den forsamling! Maatte ingen af os vorde udstødt til det yderste mørke og graad og tænders gnidsel! Beder, beder, mine kjære venner, beder uden afladelse om en salig samling rundt lammets himmelske trone!»

En frelseshærsoldat med en guitar sprang op ved siden af ham:

«O, brødre, søstre, lad os alle mødes
om lammets trone ved basunens lyd!
O, maatte ingen af os da forstødes,
naar engle kalde til livsalig fryd!
Det skumrer, og det stunder
mod verdens sidste kvæld,
og lad os derfor ile
at søge rast og hvile
ved naadens kildevæld.
Der findes frelse, førend sol gaar under.»

Adskillige sang med, og fuldt og kraftig steg koret:

«O, broder, søster skynd
dig dog! Aftvæt din synd
i naadens rige væld!
Nu stunder det mod kvæld.
O skynd dig, skynd dig, førend sol gaar under!»

«Farvel, mine kjære venner, godnat!» gjentog gubben og gik ind og lukkede døren. Flokken spredtes stille i smaa, tyste klynger.

Det var formodentlig en slags adventistsekt, som bredte sig mere og mere langs kysten og havde skaffet geistligheden det travelt. Pastor 128Gunnesland tordnede i bedehuset mod dens vranglærdomme og falske profetier; men dens medlemmer opførte sig skikkelig og ordentlig. Johannes Nilsen havde nævnt, at den havde vundet indpas hos arbeiderskerne paa den kemiske fabrik.

Holk var kommet forbi huset, da en halt og pukkelrygget mand med et langt, melhvidt ansigt og en stor bog under armen hinkede fra en klynge hen til ham og lettede beskedent paa hatten.

«Med forlov, sagfører – Undskyld, at jeg bryr Dem her paa gaden,» – han hostede forlegent og svælgede mellem sætningerne – «Men jeg kan ikke for det – Skulde De ikke ha lyst – ha lyst til – til – at søge naaden og finde frelsen.»

Holk havde høflig hilst igjen, men svarte ikke og vilde videre. Manden nappede ham sagte i frakken. «Aa, bli ikke sint, sagfører! For det gjør mig saa vondt for Dere. De er vist svært ulykkelig.»

Holk tog ærgerlig nogle skridt; men den anden hinkede efter. Hele klyngen omringede dem og spærrede fortouget. En fisker i pjækkert og sjøstøvler sagde: «Kom nu, Jens Mathisen! Sagføreren vil ikke snakke med dig.»

Men Jens Mathisen ænsede det ikke og rakte bogen frem: «Vil De ikke ha min bibel? I den er det til at læse om Jesus, ved De.»

129«Tak, jeg har en selv.» Holk gik ud i gaden; men manden hængte sig fast i ham, og klyngen seg efter og trængtes om ham.

«Javist har De en selv; men i den læser De ikke. Ta min, og kanhænde De læser. Det er saa rart med det, en faar forærendes. Aa, læs om Jesus!»

«Slip mig,» befalte Holk kort.

«Aa, ta den, sagfører!» tiggede hans plageaand.

«Ta hans bibel – Ta Jens Mathisens bibel,» mumledes der i klyngen.

En aldrende, fattigslig kone sagde indsmigrende: «Gjør det, sagfører – føi Jens i det. Han er syg.»

«Er han tomset?»

«Nei da, han er bare svagelig paa skrotten.»

Holk blev hidsig, uden vold kunde han ikke rive sig løs fra fanatikeren. «Slip mig, siger jeg!»

«Nei! Jeg slipper dig ikke! Jeg gaar herrens ærende for at indbyde dig til kongesønnens bryllup,» klynkede Jens Mathisen og smat foran ham og holdt bogen høit i veiret med den ene haand. Og han jamrede i: «Jeg slipper dig ikke! Bryllupsklædningen har du ikke paa – kjære, kjære, ta og læs! – Jesus har syt bryllupsklædningen til dig. Læs skriften, det hellige evangelium! – Du kan ikke slide dig fra mig! Jeg slipper dig ikke, du skal brydes 130med mig, som Jakob brødes. Jeg er gudherrens sendebud til dig!» – Han stønnede og hvislede ordene, spyttet drev fra hans læber, hans aande stinkede.

Holk stødte fortvilet til bibelen, saa den klaskede mod den pukkelryggedes hode. Han tumlede baglæns, drattede haardt mod marken og blev liggende uden at røre sig.

«Fy! Han slaar en krøbling!» skreg konen.

«Hys da, Lise. Det var ikke med vilje,» sagde fiskeren og tog den sansesløse om ryggen og satte ham overende. Blodet silte fra den høire tinding, og han sank i knæ.

«Dette var ilde, dette var ilde,» stammede Holk. «Skal jeg hente doktor?»

«Det er vist ikke saa farligt,» mente fiskeren.

En opløben jente gneldrede ivrig: «Aassen har du det, Jens Mathisen?»

«Jeg feiler ingenting,» svarte han, men reiste sig ikke.

Holk bøiede sig ned til ham og tørrede blodet af med sit lommetørklæde: «Skal jeg ikke hente doktor?»

«Behøves ikke.» Han smilte venlig og sygt. «Tak skal De ha; men De skidner til lommedugen Deres.»

«Kan jeg ikke gjøre noget for Dem, Mathisen?»

Krøblingen holdt endnu bogen i haanden, 131han rakte den frem og sagde bønlig: «Ta min bibel, sagfører, gjør det!»

Holk rettede sig op. Folkene saa paa ham, sagtmodig bebreidende. Han flygtede.

– – – –

Han stod alene i sin stue og ledte i det usikre maanelys efter fyrstikker. Dirrende nervøst famlede han paa bordet, derpaa i frakkelommen og kjendte noget klamt, fugtigt. Han trak sit sammenballede lommetørklæde op. Det lugtede af blod – – Blodlugt lignede lugten af raa muld – – Gysende hev han det paa gulvet og sparkede til det med taaspidsen og foldede hænderne over panden. Aarerne hamrede, og det suste for ørene.

Saa stak han fingrene en for en i munden og sugede paa dem. Det smagte af blod. Han bed sig i pegefingeren og rystede den med et higstende hvin og strakte armene ud, som skjøv han noget fra sig – – –

Det, han havde vidst, men nægtet at tilstaa for sig selv, den feige hund, han var! – – Han tilstod det – Mordlysten – –

Og med tilstaaelsen skyllede rædselen hedt over ham. Armene krøgedes, hagen pressedes mod brystet, og svaiende som for et slag vaklede han hen til en lænestol.

132Ikke ved enkelt leilighed, men ofte, især naar han var nær ved dem, han holdt mest af, og allerhelst overfor kvinder og den værgeløshed, der tirrede grusomheden, havde det kriblet i ham efter at hugge fat i dem, kvæle dem, spænde dem i maven, mase dem, dræbe dem, myrde – – – Et mareridt for sekunder, der let kunde være blet virkelighed, dersom han blot havde rørt ved den, hans vanvid rettedes mod.

Endog det havde han vidst og forsigtig vogtet sine bevægelser. Han havde vidst det dunkelt, saaledes som en søvngjænger kan vide noget. – Nei, ikke slig! Det var løgn. Vaagen havde han gjætet søvngjængeren i sig. Og havt et bur til ham.

Han havde vidst det! Og løiet sig fra det. – Hvad havde han kanske følt, samtidig med medlidenheden, idet han bøiede sig ned til den blodige krøbling? – Og hvorlænge kunde dyretæmmeren bevare sit herredømme? – – – –

Han sprat op. Ingen maatte komme ind til ham nu, ingen, ingen, hvis ikke – Aa gudherrens naade!

Han laaste døren, den til gangen, den til kontoret, den til spisestuen. Ingen maatte komme, ikke Kristine, ikke Johannes Nilsen – Det fæle kunde ske, det fæle – –

133Han travede rundt bordet og hviskede enstonig: «Aa, gudherrens naade – Aa, gudherrens naade!»

Katten smøg sig kjælent om hans ben. Den herinde – den herinde! Den var myg og blød og lodden at ta paa.

Han greb den i nakken. Den spjættede og mjauede ynkelig og klorte ham i laaret. Med sidste anstrengelse stavrede han til gangdøren. Den var jo laast. – – Fort, fort! – Aa, herrens naade! – – Med venstre haand vred han nøglen om, lukkede op, slængte katten ud paa gangen, laaste paany.

Hu – hjernen svigtede – det sprakede i den – hau!

Han satte sig paa hug ved sofaen. I en firkantet dam af maanelys flød lommetørklædet midt paa gulvet. Der var mørke flækker paa det – – – Blod og blodlugt – – – En ørliden, lyserød lue flakkede over det.

Han lagde sig paa firefødder og krabbede bort efter det og tilbage til sofaen igjen. Op i den væltede han sig og laa grue og snuste til den blodige klud. Stødvis gurglede det murrende i hans hals. Han sovnede dødstungt ind.

Den aften bankede Johannes Nilsen forgjæves paa døren til gangen og senere husholdersken paa den til spisestuen. Hun dundrede 134paa den og raabte, men fik ikke svar. Ved at lytte hørte hun sagføreren snorke.

Paa morgensiden vaagnede han frysende. Regn plaskede mod ruderne, og storm ruskede i huset. Ør og altfor træt og elendig til at huske kom han sig ind paa soveværelset og iseng.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.