135Det var blet et overhændigt veir om natten.
Bag den sorte banke ude i havbrynet føg skydotter op og red i kap forbi maanen henad skinnende blaa himmel. Efter dem væltede sig tunge, digre skyer saa tæt, at maanen bare stundomtil kunde gløtte gjennem rifterne, og tilsidst blev den helt borte, for selve banken murede sig jevnt i høiden, til den ramlede mod kysten under brøl af stormkast og brum af voksende brænding, mens piskende regn skyllede væk hver sneflæk.
De første byger havde sust over de yderste skjær og skjult dem i sjørøg, med sydende hvislen feiet vandene, tørnet mod steile næs og hylt over flad sand og presset sig ind ad elvemundingen, før de hev sig over byen og tog den, og boltrende sig i selvglad kaadhed deisede de mod vægge, smældte med døre, klaprede med tagsten og skræmte søvnen fra menneskene.
Barn hviskede aftenbønnen en gang til, kvinder sukkede pligtskyldig for dem, som paa havet 136var, mænd tænkte paa assurance og tab og vinding, og om lidt prøvede de alle paa at sovne igjen, men de fik ikke lov til det. Vel var det et øieblik, som om bygehordens kraft lammedes, og den blev siddende fast i de snevre, krogede stræder, men den biede kun paa forstærkning, og stadig hvinede stormen langs gader og rundt hjørner, og endnu vaagede menneskene, da dens fortropper allerede var milelangt oppe i dalen. Skog bragede, og hus knagede paa deres vei, og bange sind lyttede. Mødige kropper snudde sig urolig i sengen, og bønder drog faafængt skindfælden over ørene. – «Vaarbud og vaarbrudd!» skreg den vilde horde. «Vaarbud«Vaarbud] rettet fra: Vaarbud (trykkfeil) og vaarbrudd!» – Og regn fulgte og vaskede tælen af jorden.
Ensteds larmede horden om en stor gaard, hvor en ung mor sad og byssede sit barn og sang for det; hun agtede den neppe i sin lykke, og afsted strøg den, klarte i et sprang de høie, styrtbratte dalskrænter, dér dundrende skred løsnede, og den haukede over øde heier. «Vaarbud og vaarbrudd!» skreg den.
Men paa fjeldvidden holdt vinteren overmægtig stand. Arg pustede den koldt mod horden, og den blev hæs i maalet og svigtede ynkelig sin fane og gik i fiendens sold. Regnet frøs, og vinden hvirvlede sne, da den naade dalene og sletterne hinsides vidden.
137Standse vilde stormen ikke, over nye lande og nye have ilte den, troløst skiftende hærskrig og skiftende regn for sne og sne for regn, snart hilset som vaarens bud og snart forbandet som vinterens værste søn.
Frem fór den. «Frem! Frem!» skreg den. Den ænsede ikke sine gjerninger, den huskede dem ikke. Den virkede i sit kald og lød sin livsens evne. «Frem! Frem!»
Og den ænsede ikke den lille by ved kysten. Havde den det, vilde den om morgenen ha angret nattens bedrifter og vist sig skaansom, men den raste uformildet.
Fartøier var ramponeret, bygninger havde lidt skade, trær var knækket, og sjøen stod i kog.
I graalysningen trippede agent Bentsen ud for at vareta sit tarv som expeditør og kige efter ruteskibet. Men han maatte stemme sig mod veiret og stampe med fødderne, saa stumper af tagsten knustredes ved hans skridt. Luften var fyldt af brus og brændingens døn. Der skinnede allerede lys fra adskillige vinduer; de, som ikke havde faat sove, var nok staat tidlig op.
Elven havde steget voldsomt, og dens stride strøm flødede svære isflag, som skurede mod bryggestolperne. Maager flaksede masende om i regntykket, der slørte for den modsatte bred. 138Længst ude, over de hvide braat, som steilede tilveirs ved pieren, skar indseilingsfyrets glimt uafladelig blaffende igjennem.
En bugserdamper laa ved bryggen og rykkede i sine fortøininger. Den havde fyr under kjedlerne, og i sorte, brudte strimer puffedes røgen op af skorstenen. Støttet til landgangsbroen talte kapteinen med en mand i oljeklæder.
Bentsen bautede hen til dem og raabte godmorgen. Manden var Weigert; hans ansigt syntes forvaaget og gustent under sydvesten. Han svarte, idet han pegte paa kapteinen, men ordene flængtes istykker af vinden.
«– – Ventendes kullast – skonnert – praiet igaar i stille lige udenfor – – tilbudt et taug – tog ikke mod – tosken – – bedage sig, gaa ud og se efter ham.»
Kapteinen trak paa skuldrene: «Umuligt endda – knapt før middag.»
Agenten blev forskrækket. Dette kunde bli en lei historie, for Weigert var slem til at spare paa assurancen og ikke meget solid, og han havde skrevet paa for femten hundre for ham. Men i det samme han lagede sig til at spørge nærmere, vrængte et vindstød slaget paa hans regnkappe og sendte hatten langt bort paa elvens oprørte bølger. «Forbarme sig –» gjæspede han forvildet. «Jeg maa hente en lue – jeg blir forkjølet!» Og for en medbør, som 139tvang ham til at smaaløbe, satte han kursen hjemad, medens hans hjerte klappede for de femten hundre.
Weigert gik ombord til kapteinen. De skulde ha sig en taar kaffe med kognak i.
Senere paa dag blev det folksomt paa bryggen. Baade den ene og den anden skulde didned et øieblik for at se paa en havarist, som havde ankret op paa havnen, en brig med knust række og ruf, og saa blev de staaende og prate længere, end hensigten var, med opbrættede frakkekraver og raabende røsten af sig for at høres. Briggens skipper rode iland, og hos madam Sunde styrkede han sig efter nattens dravat og berettede om den. Han havde ikke døiet den saa ilde, siden han som ung matros var ude for den orkanen i Vestindien; men skjønt det dér tordnede og lynede som skrældskud med granater, havde det ikke været værre.
Havaristen blev ikke alene. Ved middag var der to til, og da gik Weigert hjem til fru Milla og halte oljeklæderne af sig. Det var ikke mening i at gaa ud med bugserbaaden; det havde ikke bedaget sig, og saafremt det ikke var forbi med skonnerten, havde den vel klaret sig, og det skulde én jo haabe. – Weigert havde arvet en part i værftet, som i aarevis havde git mere udgift end indtægt, men nu 140blev der vist nok at bestille for det, og det skaffede kontanter.
Ruteskibet kom ikke og intet spurlag om det. Det rygtedes, at flere fartøier skulde ha berget sig ind omkring i udhavnene, og at et stort forlis med tab af mange liv skulde ha fundet sted en mils vei østenfor.
Koner og piger var opsatte efter nyt, men det var ikke let at manøvrere i skjørter paa gaden, og mændene havde det travelt udendørs. Mødrene saa derfor gjennem fingre med, at gutterne deres rendte ude og blev vaade og kolde, naar de bare vidste lidt at fortælle, saa ofte de tittede ind i stuen.
Om kvælden var der fuldt i klubben. Octavius Hollmann havde truffet kapteinen fra briggen og trakterte paa ham, og for hver ny toddy og ny tilhører blev hans skildringer saftigere, og stormen tudede og pistrede ufortrødent og gjorde beretningen troværdig. Forlængst afdankede skippere, som var blet redere, gav sit ord med i laget og skjønnede, at han kunde ha ret i, at slig en kuling havde man ikke havt i det sidste snes aar; men de havde alle oplevet magen i sin ungdom. Formodentlig havde tiden været mere stormende dengang.
Klokken var færdig med de korte timeslag og havde begyndt paa de større igjen, før klubgjæsterne brød op, og det var ikke blæsten 141alene, der voldte, at det var vanskeligt for de gamle at være stø paa benene. Men de krydsede sig tilsengs og sov saa trygt og uforstyrret som om det skulde være blikstille, uagtet veiret slet ikke havde bedret sig.
Og da det ikke gjorde det næste dag, blev man sikker paa, at det vilde ske i det tredie jevndøgn. Men det skede ikke. Kjendemærker og regler slog feil; lørdag var det ikke blet likere end mandag, og hele ugen derefter blev det ikke likere og heller ikke i den derefter.
Vel sluttede regnet af og til, men stormen klemte paa uden afladelse. Syntes den at stilne for en stund, øgedes den snart paany. Havet blev frygteligt; det var ikke til at færdes paa hverken for seil eller damp. Sjøen brød hushøit over holmer og skjær, og som fossestup styrtede braattene indover sanden ved elvemundingen. Stranden blev strøt med vraggods og talrige ulykker spurgtes. Men sent fik man nys om dem, for telegrafen var ofte ugrei, og med posten var der ingen anden raad end møisommelig at transportere den landværts.
Det hændte sig en aften i skumringen, medens de drivende skymasser endnu lyste gult, at en bark stødte faa kabellængder udfor havnen. En rædselsslagen hob saa skibet splintres og mandskabet omkomme, og den magtede ikke at hjælpe.
142Kløgtige hjerner hævdede, at stormen efter dens hastighed at dømme maatte fare om kloden i et kjør og som en slange bide sig selv i sporen og snurre rundt. Det kunde være de havde ret, for fra mangfoldige kanter, ogsaa fra de fjerneste egne, meldtes efterhvert om et saa langvarigt elementernes oprør, at der ikke kjendtes sidestykke til det.
Orkaner hist og cykloner her, oversvømmelser, vulkaner og jordskjælv gjorde stæder til intet og herjede riger. Byen blev rystet af disse budskaber og slugte dem i aviserne. Den forlangte en forklaring, og aviserne var straks rede med lærdommens og videnskabens udviklinger om atmosfæriske perturbationer, solpletter, nedbørsperioder osv. osv. De var for svære til at fattes, men de virkede beroligende, og inden en maaned var byen blet sløv for meldingerne, ligesom den blev døv for brændingens evindelige bulder, og dens nattesøvn vilde ha været upaaklagelig, dersom det ikke havde været for den syndige sjau, som besætningerne fra havaristerne holdt i selskab med dens egne vanartede sønner og døtre.
Laurits politi og hans tvende fæller orkede ikke at styre dem, men man var taalmodig og overbærende med deres halløi af den grund, at paa havaristerne tjentes der brilliant.
Fordi havnen laa bekvemt til, sankede de 143sig did, men de slap ikke saa fort ud igjen, og saa nyttede de leiligheden til at reparere der, de var, selv om de egentlig havde havt i sinde at søge til et tidsmæssigere værft med ordentlig dok. Det, som fandtes, var forfaldent og daarligt, med en ringe arbeidsstok, der især havde været sysselsat med høst og vaar at lappe paa stedets gamle, vastrukne lastedragere. Nu blev der plads for alle de arbeidere, som bare vilde, enten de var øvede eller ikke, og godt var det, for mange slang ledige; fiskere og andre, hvis erhverv var knyttet til sjøen, hindredes i at røgte sin vanlige dont.dont.] rettet fra: dont (trykkfeil)
Værftseierne kneb ikke paa lønnen, de havde det ikke nødig; de skrude priserne op fra det dyre til det ublu og sugede ud det bytte, som tilfældet sendte dem. Skibshandlerne og de øvrige kjøbmænd smittedes af exemplet, og alligevel blev det snaut med lagrene deres, saasom det næsten var umuligt at skaffe frisk forsyning.
Brædevinssamlaget og hotellet gjorde storartede forretninger, smugkneiper trivedes, og af sig selv dannedes halvt offentlige buler, hvor dansen traadtes til trækspils klang, og hvorhen jenterne sneg sig trods forældres forbud og herskabers skjænd. De fremmede vildbasser tog luven fra de indfødte; forresten var der nok af begge dele. Kjæresternes sprog var kanske ikke 144til at forstaa, men deres ømme følelser kunde dog tolkes, og omkring i kjøkkenerne tralledes bare kjælne engelske viser. Om kvældingerne fløi ungdom og tøilesløshed, letsindighed og liderlighed til stevnemøder, og kapellanen og fru Christiane drøftede i forargelse midlerne til at bekjæmpe usædeligheden og stagge frækheden. Desværre havde de raadende samfundsstøtter for meget at bestille til at agte paa deres forslag.
Men i trækspillenes musik og de kjælne engelske viser blandede sig dystrere toner. Det var adventisternes salmer. Menigheden lutredes. Rigelig fortjeneste og kjødets lokkelser tærede paa den; dens trofaste lemmer bad kun desto inderligere og sang desto ivrigere. Men deres stemmer druknede i den almene tummel som deres guitarers spinkle klimpren i vindens sus.
Saaledes led det til tre uger over paaske. Da sagtnede endelig stormen, og luften klarnede, og ikke var det for tidlig; thi fortjenesten var minket, sjøfolkene læns paa mynt, og uveirstyngselen havde gjort vaarlængselen syg.
Ændringen var braa, som stormens udbrud havde været det. En morgen straalte solen fra smilende, ren himmel ned over byen, og en lind bris legte paa elven. Unger løb om paa gaden og fægtede med smaa arme og jublede i solskinnet; der trak sig et skuffet, frygtsomt gjeip om deres mund, naar en efternøler af en 145skytap kastede flygtig skygge, og saa lo de atter. Skrøbelige stakkarer, som havde været indestængt i sine lumre kammers, humpede ud og myste med blændede øine. Den fugtige muld dampede langs mure og gjærder, i haverne svulmede tykke knopper paa buskene, og stæren fløitede paa tagene. Ingen havde hidtil sanset paa knoppernes vækst eller mærket sig trækfuglenes komme.
Forsigtig rustet med paraply og regnkaabe gjenoptog fru Christiane sin formiddagstur. Hun mødte Weigert, som var i lys overfrak og spaserte med sin kone, der var i omstændigheder. Til dem nikkede hun blidt, og hun snakkede venlig med Søren Danielsen, som kosede sig udenfor sin bod og ærbødig strøg kaskjetten af.
Men trods al mildhed blev hendes hilsen stiv, idet hun passerte sagfører Holk, der kom fra sit kontor, hulkindet, med uklippet haar og skjæg og ligesom søvnegrætten. Ham havde hun neppe erindret paa længe – Jo, det var sandt, hun havde hørt ham nævne: Nogle gutter havde vaaget sig ud paa stranden, da uveiret var paa det høieste – de maatte næsten krybe mod det – og havde set en mand ligge paa sanden saa yderlig, at skummet sprøitede om ham, og bølgerne slikkede efter ham. De havde trot, det var et opskyllet lig, men saa hoppede manden op, hyttede mod brændingerne, 146og strakte hænderne mod dem, travede i ring og bar sig som en gal eller en indiansk heksemester. Forundret over hans løierlige adfærd nærmede de sig, og han luskede skamfuld bort. Det havde været sagføreren.
Fru Christianes tur pleiede ikke at føre hende til bryggen, men den formiddag maatte hun derhen, saa lystig lød matrosernes opsang fra fartøierne paa havnen. De gjorde sig istand til afreise.
Et par døgn varte det, inden sjøen lagde sig og blev rimelig. Da lettede skude efter skude og duvede til havs. Først de fremmede og havaristerne, saa de, som havde hjemme paa stedet og kun var blet forsinket. Barhodede jenter stod paa pieren og saa mod synsranden, dér seil forsvandt som hvide blink, og dampernes røg bredte sig som tynde, graabrune taager.
Og det blev saa tomt i byen og saa lydt. Skarpt og ubarmhjertig fornam den deres jammer, hvis velfærd de henrundne uger havde ødet, eller fra hvem de havde røvet det, som var mer end gods og formue. Og hele kysten var rammet af haarde slag.
Men vaaren steg over landet og lovede at bøde paa bitre tab og læge bedske saar, og brændende sorg forvandledes til ulmende savn, og de, som var kuet af uheld og angst for stilling og næring, hug fat paa sit værk med gjenfødt 147kraft for at værge sig og sit. – Løfter var vaaren saa rig paa, løfter øste den om sig, og troen paa dens forjættelser gjød viljemodig styrke i aarerne, og jordens herrer trællede i sit ansigts sved.
Bønder grov hidsig i agrene og strævede med vaaraannen, baader rodes til fiske af næver, der havde været valne af tvungen hvile, opdæmmet handel fik frit løb, og redere spekulerte paa at vinde erstatning for lidte forlis. Ruteskibene fór atter travle og paalidelige havnene imellem, og post og telegraf var atter i orden.
Løvet sprat, og marken blev grøn. Planter og dyr drak med tørstig iver den sol, de havde længtet efter, og der ringtes ind en pintsefest saa vakker, som om den Helligaand dalte signende ned over alt levendes grødesvangre gjerning.
Veiret holdt sig stadig lige vakkert. – Efterat apothekets have var tilbørlig stelt og løven over gadedøren pudset op, saa den glinsede af fersk forgyldning, byttede Peder Jensenius slaabroken med en lærredstrøie, der hos ham var sommerens symbol, og nydende sin pibe i det fri beskuede han sine herligheder, idet han med kjærlig omsorg dvælede ved hvert træ og paasaa, at sedlerne med de latinske navne var paa sin plads i blomsterbedene, som var omrammet 148med piggede konkylier. Sluttelig mønstrede han kjøkkenhaven – den var hans kones særlige omraade – og fandt intet at udsætte.
«Naar vi nu fik lidt regn!» ønskede hun.
«Regn!» busede han opirret ud. Kanske de ikke havde hat bløde nok – hvad?
«Bare en let skur,» forklarte hun. Det vilde være saa godt for ærterne og kaalen, og saa slap pigerne at vande.
De kunde sagtens besørge den smule vanding som skulde til, uden at daane for det. – Kvinder kunde da aldrig være tilfreds heller; de fordrede virkelig, at de himmelske magter skulde staa paa pinde for deres nykker. – Og han skred majestætisk ind med hævet piberør.
Men kort efter, sent en aften de sad alene for aabne vinduer, slængte han pustende trøien og fordømte varmen, ikke engang duggen kjølede synderlig, og hun kunde ydmyge ham ved at foreholde ham hans egne ytringer og spørge, om mændenes misfornøielse var frommere end kvindernes utilfredshed.
Apothekeren forsvarte sig ærgerlig. Hendes ønske havde været ubeføiet, skyldtes kun hensynet til de sukkerærterne –
«Og tjenestepigerne.»
«Ja, og tjenestepigernes magelighed –»
149Hvad havde da han tænkt paa? Sit personlige velvære?
Jensenius rettede sig saa værdig, som det kun var muligt for en krænket ægtemand i skjorteærmer, og vesten strammedes om hans trinde mave. – Han likte naturligvis ikke at sidde her og transpirere som i en badstue, naturligvis ikke. Men forresten havde han tænkt paa, hvad det gjaldt for landmanden, paa hans bedste – oppe i dalen var snarlig nedbør en nødvendighed, kunde han oplyse – og desuden paa deres have. Det var alligevel ingen moro ved at ha havt alt bryderiet med den til unytte. – Syntes hun maaske det – hvad?
Fornærmet stillede han sig ved vinduet med tommelfingrene hugede ind i ærmegabene og ryggen mod hende.
Fruen flyttede sig over i en gyngestol og vuggede dovent. «Ser du noget, Pettermand?» spurgte hun lunt.
«Hollmanns kutter lænser op elven,» svarte han but.
«Mon det blir af med hr. Octavius og –»
«– Stina Hansen, mener du?» Han skottede interesseret hen paa hende og glemte sin krænkelse. «Forhaabentlig. Det er paa tide han løber hornene af sig og sætter bo. Gamle konsulen vil det – – – Hun er vist med, der er mange ombord,» kom det efter en pause.
150«Aa, kone, vær saa snil og hent mig min kikkert – den ligger paa kontoret.»
Hun gjorde det. «Kan du skjelne dem?»
«Udmærket. Hun er der – og begge Herwigs og bankkassereren. Fokken gjemmer dem, som er paa fordækket. Men de lægger straks til kaien.»
«Er Erik med?»
«Jaha, Holk er agterud, ved roret. Det partiet glap for dig, Ellen!» lo han polisk.
«Det skal du ikke være sikker paa,» protesterte hun. «Han er ikke saa folkesky længer, og jeg tror næsten, han er skinsyg paa Gabriel Gaarder. Det er et heldigt tegn, og sommeren passer til forlovelser. – Skal vi vædde du?» foreslog hun og klappede ham paa skulderen. «Vi kan gratulere dem, før den er omme.»
Han skjøv betænksomt kikkerten sammen og brummende i skjægget lænede han sig ud: «Har ikke lyst. Hm – Der er ansvar ved at agere Kirsten Giftekniv, og pokker ved, hvor haren gaar, og jeg duer ikke til tante for vægelsindede møer og ungersvende.»
Hun strøg ham over haaret. «Kan du huske, Pettermand, det var i juli, du troppede op for at fri – husker du?»
Han smilte, medens han virrede afværgende med hodet.
151En lunken luftning raslede i efeuen, der slyngede sig om vinduskarmen, og førte med sig bittersød em af blomstrende syrener. Der var ingen at se paa gaden, men spredte lyd af skridt og stemmer forraadte, at byen endnu ikke var gaat til ro. De nøgne, skaldede fjelde laa i brunlig, fiolet dis, og høit paa himlen i nordvest drømte en enlig, rødgylden sky. Elven strømmede blank og tyst over i det fredelige hav, men om skjærene kruste dønningen smale, hvide bræmmer.
Boken er utgitt av OsloMet
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.
Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.
Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.
Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.