I.

155Erik Holk gjorde toilet for at begi sig op i konsul Herwigs have, og han smilte ved sig selv over den pedantiske omhu, hvormed han gik tilværks. Men han havde mistet øvelsen – Det var ogsaa en evindelighed, siden han sidst var i selskab. Ofte var det ikke, en blev bedt bort her i byen, og han havde saa tidt sagt neitak, at de nu lod ham i fred med indbydelser. I hvert fald var de blet svært sjeldne. Han tællede maanederne paa fingrene – sandelig, det blev et fjerdingaar mindst, siden han sidst var i stort selskab, det var nok paa politimesterens fødselsdag. Og hvorfor vilde han egentlig være med i aften? Tja, det havde truffet sig saa, og det var da ikke noget selskab at kalde for, bare en improviseret tilstelning.

Vinduer og døre stod paa vid væg for at skaffe frisk luft og kjøling, men det var lige lummert, skjønt solen ikke naade ind saa sent paa dag, og ingen gjennemtræk, for ikke det svageste vindpust rørte ved gardinerne.

156Dampskibet, som havde lagt til bryggen om morgenen, holdt paa at losse, medens winchen svarvede klaprende, og kjætting klirrede. Sammen med larmen strømmede der ind til ham en blandet dunst af salt fisk, mudder, svid tjære og kvalm, fedtet maskinos.

Holk drev fra soveværelset til kontoret. Dér sad Weigert med hatten bag i nakken paa kontoristens stol, og tyggende paa en cigar udfyldte han betænksomt en vekselblanket med meget tydelige og engelske bogstaver og tal.

«Det kan altsaa være nihundre?» spurgte han uden at slippe cigaren af munden.

«Javel,» svarte sagføreren og drev tilbage til soveværelset og børstede sit haar og skjæg foran speilet.

Udenfor tog en lirekasse paa at spille en slæbende salmemelodi, og en høi, skjærende kvindestemme satte i at synge. Han vendte hodet og saa efter musikanterne. Kvældsolen blinkede blændende henover elven og skinnede stærkt paa skibet og bryggen. Den syngende var et skindmagert, halvgammelt fruentimmer. Bedst som det var, stoppede hun og bøiede sig tvekroget under et skrækkeligt hosteanfald, men lirekassen, der blev sveivet af en pukkelrygget mandsling, tonede drævende videre, og hun var med igjen ved begyndelsen af næste vers. Tilhørerflokken var ikke talrig, endel barn og 157en fuld svenske, som agerte bajads og dansende neievals i salmetakt svinglede bort til vinduet og med et flot buk rakte luen frem for at tigge.

Holk smækkede vinduet tvært igjen, slængte børsten og trak frakken paa. Han var blet saa vant til alslags religiøs musik i det sidste, at han omtrent ikke mærkede den, men det plagede ham at se denne Jens Mathisen staa der og sveive. Og fyren syntes at ha valgt dampskibsbryggen til fast standkvarter. Han var en urmagersvend, som forsømte sit værksted og sin timelige dont for at dyrke herrens vingaard, og da det paa grund af hans legemlige svaghed var vanskeligt for ham at optræde med den rette salvelse og myndighed, havde han fundet paa at traske om med en opbyggelig lirekasse.

Weigert raabte noget, og Holk tændte en cigar og gik ud i kontoret og satte sig ved pulten. – Hvad var det?

«Det var navnet –»

Han skrev paa vekslen, og Weigert takkede. Det var fanden saa snilt at hjælpe ham ud af kniben. Det havde kanske været korrektere at bruge en af sine forretningsforbindelser, men – Og det var jo ikke større summen, og han skulde ikke uleilige sagføreren mer, men der var kommet slig en luset mistænksomhed paa 158mode – man kunde sige det hørte til god tone at rynke paa næsen ad hver veksellap i en bank og vrøvle om det ventendes krach til vinteren.vinteren.] rettet fra: vinteren (trykkfeil)

«Blir vi ifølge op i haven?» afbrød Holk ham.

Det var vist for tidligt, mente Weigert og saa paa klokken. Og forresten skulde han hjemom til sin kone. Hun kunde ikke være med, stakkar, og han maatte være forsigtig med hende nu. Kanske kom han efterpaa, men han havde liden lyst – – Den forbandede tante Christiane, slog han hidsig over, spurgte hun ikke i formiddag, om Milla skulde være med paa landtur, og hun kjendte saa inderlig vel tilstanden, for hun var hos dem dagstøt og førte barselsprat om al mulig elendighed, saa hun vetskræmte Milla. Indfandt hun sig igjen, skulde han stænge entréen for hende. Det var tante Christianes specialitet at forskrække unge, frugtsommelige koner med sine egne erfaringer.

Holk lo. «Fru Herwig er jo Deres tante?»

«Det vil sige, konsulen er min onkel –» Og Weigert mumlede lidt om glæde af familieskabet, snøftede forarget, dyppede en pen og gav sig i taushed til at male sirlige tal paa et ark papir, grupper af tre og tre nital, til dem han hagede en krøllet hale af tre bittesmaa nuller, hverken flere eller færre.

159Holk tog frem af en skuffe sin private regnskabsbog og noterte i den, medens han tænkte paa, om Weigert vilde greie sig synderlig længe, og bestemte sig til, at han ikke vilde skrive paa for ham tiere. At støtte ham paa den maade var næsten at seigpine ham, og en fik desuden passe sit eget og ikke vove sig for vidt for et tilfældigt bekjendtskabs skyld.

Weigert vilde kantre i den næste krise, og den kunde ikke være fjern, og i den vilde det gjælde livet for mangt et solidere firma end hans. Det vilde nemlig utvilsomt bli et uaar – et, som ikke havde havt sidestykke paa umindelige tider.

Hele sommeren havde termometret jevnt vist tyve–tredve grader i skyggen og heden været kvælende. Man havde forgjæves biet paa, at det vilde ende med dundrende torden, men det bryggede ikke op til det heller. Himlen var og blev klar og ren, naar undtages varmedisen, der bævrede som skidden røg langs aaskammene. Markerne var gule og afsvedne, og høet havde maattet berges før sanktehans. Det var kleint med agrene og usselt baade med poteter og korn. Træernes løv var blet tyndt og sprødt, og kryende insekter og larver tærede paa skogene.

Ovenfra dalen hørtes idel syt efter regn, og ikke derfra alene; thi alt landet stundede 160efter nedbør. De, som havde sat lid til vaarens løfter, vilde bli sørgelig snydt. Deres forhaabninger havde tørken kværket.

Men naturens orden maatte være rokket paa planeten Tellus. Dens klima var blet saare forunderligt. Det regn, som ihærdig vægrede sig ved at falde, dér det pleiede, pøste ned i fordærvelige flomme, hvor det mindst tarvtes, og egne, som var blet nogenlunde skaanet under foraarets storme, hjemsøgtes nu af ødelæggende hvirvelvinde og skybrud. Men mest almindelig var den utaalelige hede og tørken.

Verden var blet saa liden, takket være kulturens fremskridt. Hvorsomhelst der end var noget galt paafærde, kunde man fluksens sladre om det i dens mest afsides hjørne, og nu stævnede sladderens rappe fugle til kraakething fra øst og vest, nord og syd og krammede sine nyheder ud og havde kun et og det samme at berette: Det stod ilde til.

Dette vakte betænkeligheder. Aarsagen, grundene maatte udpønses – vidste man dem, var det endda en beroligelse. Og de, der havde det levebrød at forske efter tingenes love, fik værsgod strenge sig an, og de gjorde det.

Historikere granskede i ærværdige skrifter og leverte afhandlinger om fordums verdensplager. Meteorologer grublede, sankede kjendsgjerninger, 161konfererte med astronomer og aabenbarte sine resultater og hypotheser. Og nu som under stormen var pressen videnskabens herold og forkyndte visdommen for læsernes millionskarer, der slugte kjendsgjerningerne og hengav sig til hypotheserne og følte sig læskede i aanden, skjønt ikke svalede i kjødet.

At en prøvelsens tid forestod, deri var alle enige, og præsternes bønner i kirkerne om et godt og tjenligt veirlig hørtes med andagt og opmærksomhed. Forøvrigt pligtede ethvert loyalt medlem af samfundet at stole paa, at regjering og parlament vilde være sin opgave voksne og forstaa at indskrænke de skadelige følger af naturens uregelmæssigheder. Og autoriteterne erkjendte sit ansvar og rørte paa sig og traf sine forholdsregler, i førstningen med koldblodig og fortrædelig høitidelighed, men derefter med en vims rastløshed, der glimtvis blottede raadvildheden, som dækkedes af de høitidelige lader. Opgaven blev mer og mer omfattende, forlangte paatrængende en rask løsning, og tiden rak ikke til for de nedsatte kommissioner. Paa børskursernes vippen kunde den dulgte angst for, at det skulde ende med jammer og nød, maales som feberen paa en bankende puls, og aldrig var telegrammer om høstudsigterne drøftede med større iver.

Det var, som om dunkle, uhyggelige anelser 162rugedes ud i den kvælende varme. De skrumpede ind i oplysningens dagglans og visnede, men efterlod et fint støv, der dryssede giftigt og usundt over tilværelsen. Haan kunde ikke le det væk, latter bragte det blot til at gyve, saa luften lugtede og smagte af det. Og i dybet af masserne, som ikke var tilgjængeligt for videnskabens rensende straaler, spirede anelserne som sop i en kjælder.

En vældig religiøs vækkelse suste gjennem folket, og det skulde være ligedan udenlands, men derom var det ikke let at skaffe sig nøiagtige efterretninger – bladene ofrede ikke spalterum paa den sag – og man gad heller ikke, for man havde mer end nok med de hjemlige foreteelser. Sælsomme sekter dukkede frem og bredte sig med utrolig fart fra grænd til grænd, lægprædikanter og missionærer svirrede om, bygder var i oprør og forvirring, usans ynglede vanvid, og forrykte skarer streifede om paa veiene under vilde sange og paakaldelser. Bevægelsen havde et adventistisk præg, dens ledere fór med varslende spaadomme og gaadefulde profetier, og den mindede om middelalderens aandelige farsoter. – Statskirkens bestaltede hyrder havde ærlig tat sin tørn for at stagge den og kjæmpe mod vranglæren, men de var afmægtige i malstrømmen, uagtet de fandt den bedste støtte hos de dannede klasser, 163idet rettroende og vantro, farisæere og saducæere begrov sine urgamle tvistepunkter for at troppe op til slukning af denne nye fanatismens brand.

I korte uger havde bevægelsen udfoldet sig, og det overraskende ved den øgede harmen over den forvildede mængdes raa uforstand. Hvem havde f. e. dér i byen ved paaske ænset de arme adventisters taabelige præk? Nu var der ikke ørenslyd for det. Og alligevel var forholdene langt gunstigere i byerne end paa landet. Farsoten herskede naturligvis mest i de lavere lag, og byarbeidernes virkelighedssans var for skjærpet, deres sind for vaagne, til at de skulde fange farlige religiøse griller, og blandt dem stødte ogsaa lægprædikanten i den socialistiske agitator paa en modstander, hvis stilling var rodfæstet. Fagforeningerne tjente som et udmærket bolværk mod galskaben, og orthodoxien og socialismen fylkede sig tilhobe under kulturens og fornuftens bannere til strid mod det adventistiske sværmeri, der stempledes som en skamplet paa aarhundredets civilisation.

Weigert blev kjed af at male tal. Han krøllede arket sammen og hev det i papirkurven, gav sin hat et skub, strakte sig og sagde gabende: «De glemmer tante Christianes lag, sagfører.»

164Holk havde røgt sin cigar, puttede regnskabsbogen ned i skuffen igjen og reiste sig.

Weigert skyndte sig straks hjem, medens sagføreren blev opholdt med at laase kontoret.

Henne i gaden stansedes han af provsten, en høi, knoklet skikkelse uden geistligt tilsnit og med et veirbidt, godsligt ansigt. Han var meget rask og rørig for sin alder og lignede en forhenværende officer. Han ledsagedes af en yngre læge, der saa træt og ærgerlig ud og alt i et nervøst klemte brillerne fast paa næsen.

«Der har vi en, som skjønner det,» sagde provsten og hilste. «Hør, sagfører, hvad skal vi gjøre? – Doktor Thomsen her –» han klappede lægen paa skulderen – «har rodet mig op i en lei historie. Der er udbrudt tyfus borte ved sagbrugene – de har ingen vandledning og drikker af det grisede elvevandet – og i en af hytterne vil en familiefar ikke tillade kommunelægen at behandle sine voksne barn –»

«De vil ikke selv,» pustede doktoren grættent. «Det er to hysteriske jenter. De laa i feberørske og hvinte, at jeg hed Apollyon eller var hans redskab og vilde friste dem til at sætte sig op mod Guds straffedom over deres synder. Jeg svarte, tyfus ikke skrev sig fra værre synd end søl og smitten fra raaddent vand, og en æl kjærring – bedstemoren, tror jeg – mente, 165det havde sin rigtighed, menneskene skulde dø af vandene, fordi de var blet beske, og kjørte mig paa dør og spyttede efter mig.»

«Hm, ja. De er fattige indflyttere fra en af fjeldbygderne,» undskyldte provsten og fortsatte sin forklaring. Doktoren havde bedt ham snakke dem til fornuft; men de havde stængt sig inde baade for ham og lægen. Det nyttede ikke at banke paa, de svarte ikke, og de overdøvede banking og venlig tiltale med sang og bønner, reverenter talt, som om det var den onde i egen person, der vilde ind til dem. Ikke kunde en præst godt bryde sig ind og neppe heller en kommunelæge, og ikke kunde man la stymperne omkomme af mangel paa pleie og medicin. – Hvad var der saa at gjøre?

Holk henviste til sundhedskommissionens og politiets hjælp.

Provsten havde ventet sig det, men det var slemt at gribe til de midler. Dette var dog en samvittighedssag for de angjældende, deres overbevisning være saa desperat, den være vilde.

«Her dreier det sig om helbred og liv for de syge og smittefare for omgivelserne,» indvendte doktoren energisk.

Det var saa – det var saa, indrømmede provsten og mumlede grundende: «Smittefare for omgivelserne – og naboerne har snesevis 166af barn – – De skal paa sygehuset i morgen den dag,» afgjorde han morsk, «om jeg saa skal bære dem ud af hytten paa disse mine egne arme – Men vi vil unde dem fred inat. De skal ha dem imorgen til frokost, Thomsen.»

«Det ord er godt som guld,» sagde doktoren oplivet. «Og saa har jeg ført min krig igjennem og takker for mig.»

Pastoren smilte lunt: «Vær De bare rolig. Har De det travelt, Thomsen? – Farvel. – Aa, De skal ud til Kalsølodsen ikvæld, jeg husker det. Farvel.»

Provsten, som var af dem, der ikke agtede paa sladder, og ovenikjøbet var stolt af sin fordomsfrihed, var velvillig stemt mod Holk, hvem han satte pris paa som en flink tilhører, naar han efter sin skik fortabte sig i enetaler, og han besluttede at spasere et stykke med sagføreren. – Hvorledes han vilde ordne tyfushistorien? Det var hans hemmelighed, det, og i nødsfald tyde man til politimesteren. Samvittighedstvang og smittefare – se, det var en af disse moderne, dramatiske sujetter – stof til et hygienisk sørgespil – Men for at være alvorlig, det var tunge byrder, der læssedes paa en gammel præsts skuldre nu om stunder. Han strævede saamæn stridere i disse maaneder end nogensinde før i sin lange embedsgjerning. – Men anbelangende stræv og bryderi forresten – den 167doktor Thomsen var en lur praktikus, der ikke forsmaade at alliere sig med en aflægs theolog, og som prakkede paa ham ikke lidet af den vare – – Tyfushistorien, den var snart ordnet, men andre var stygt indviklet, tildels mærkelige. Dog med lempe kunde den seigeste knude løses, man maatte lirke sig frem med lempe og ro og ikke appellere til øvrighedens sværd i utrængsmaal og ikke rende sig i skaarfæste, som smalen borte i det strilekald, hvor han som nybagt kandidat havde faat grønheden vasket af sig. Og med en vis trist humor ridsede han op hovedtrækkene af sin embedsbane.

Ilsomt trampende kom en bag dem og kaldte stakaandet paa provsten. De snudde sig og blev staaende foran en før, undersætsig og sortklædt mand, der dryppede af sved, dirrede af ophidselse og vaklede i knæerne. Hans frodige, røde skjæg strittede, de lyseblaa øine gnistrede, og de runde kinder skjalv. Hans hvide slips var løsnet og dinglede ned paa skjortebrystet, frakkens øverste knap var slidt ud og tøiet flæret.

«Gunnesland!» tordnede provsten. «Hvad feiler Dem? Har De været i slagsmaal?»

«Hr. provst!» stønnede kapellanen, men kvaltes af ophidselse og rev sin brede filthat af og tørrede panden.

Provsten svælgede det udbrud, som kriblede 168ham i halsen. «Fat Dem, kjære,» formante han. «Jeg ber Dem – – Men hvorledes er De dog kommet i denne tilstand? Deres dragt – –»

To agtbare borgere, der netop passerte, stod forbauset stille, og saa kunde de ikke dy sig, de nærmede sig nysgjerrige og ærbødig hilsende. Sagføreren gjengjældte hilsenen, men ingen af præsterne.

«Jeg har søgt Dem i Deres bolig,» begyndte kapellanen med tykt, hulkende mæle, «for at meddele Dem, at jeg har været gjenstand for overfald under mødet i missionshuset –»

«Skulde en hørt sligt!» sukkede en af borgerne, og hans kamerat gryntede vemodig.

«Overfald!» Provsten rykkede tilbage. «Blev De korporlig fornærmet?»

«Ja, jeg blev fornærmet paa legemet,» bekræftede Gunnesland med mørk martyrmine. «Og jeg vil henstille til Dem at overveie de forholdsregler, som det her paa stedet vil være uomgjængelig nødvendigt at træffe til beskyttelse af os ordinerede præster mod sekterernes udskeielser. Jeg vil henstille til Dem, at – at – at –» Vreden fossede atter op i ham og afklippede traaden i hans sætninger, men han var blet opmærksom paa borgerne og prøvede møisommelig at samle sig og bevare sin værdighed.

169Provsten forstod endnu ikke tildragelsen. – «Hvorledes hændte det hele?» buldrede han utaalmodig. «Var Deres sprog særlig udæskende? – De skulde jo tale om det overhaandtagende sektvæsen.»

«Jeg beflittede mig som sædvanlig paa maadehold,» erklærte kapellanen krænket. «Men selvfølgelig maatte jeg undgaa overbærende svaghed og give sandheden æren.»

Provsten rystede paa hodet: «Hvem var voldsmanden? Fortæl mig de faktiske omstændigheder.»

«Jeg kjendte ham ikke – hans navn vil lettelig bringes paa det rene ved det eventuelle forhør,» svarte Gunnesland haardt. «Jeg advarede mod forførere og falske profeter, idet jeg knyttede en udlægning til romerbrevets kapitel 16 vers 17 og 18 om dem, som volde splid og forargelse tvertimod lærdommen og ved smigrende tale forføre de enfoldiges hjerter –»

Provsten rømmede sig: «De var vel forsigtig?»

«Hvis De mener at ha ret til at tvile derom, burde De ha været tilstede.» Kapellanen blev dristig af sinne. «Saa traadte et menneske frem til kathedret. Jeg spurgte, hvad han vilde, skjønte ikke svaret og bad ham tale tydelig – og til min sorg og bedrøvelse hørte jeg ham sige, at jeg var en af de mange antichrister, 170og at det var ham aabenbaret af Gud, at han skulde afsløre min vederstyggelighed –»

«Saa—aa,» brummede provsten mat.

Kapellanen havde befalet fredsforstyrreren at tie, og da han ikke lystrede, opfordret pedellen til at fjerne ham. «Men da han frækt satte sig til modværge steg jeg selv ned af kathedret for at formane til ro, og da – da –» Gunnesland bed tænderne sammen og blev rødblisset i ansigtet. «Da greb han mig i brystet og sønderrev mine klæder og skjældte mig i bedehusets paahør for en levit, en øienskalk, en skriftklog, en leiesvend!»

At regne op alle disse skjældsord var for meget for ham. Han stampede i marken og hvæste: «Der skal statueres et eksempel! Jeg kræver det!»

Provsten hyssede paa ham. De skulde ikke overile sig. Men det sprængte rent hans herredømme over sig selv, og han skreg: «Jeg kræver slyngelen straffet! Man skumler og spotter bag min ryg. Der skal statueres et eksempel i denne vanrøgtede menighed!»

Borgerne knurrede misbilligende; thi provsten var populær blandt dem trods sine tørre prækener. Han kneiste rank og bleg. «De forivrer Dem, Gunnesland,» irettesatte han barsk. «Dette passer sig ikke her paa gaden. Vi burde 171straks være gaat hen til mig – Godaften,» nikkede han kort til borgerne. «Godaften, sagfører.»

Og de to geistlige skred afsted, kapellanen trivelig, uafbrudt gestikulerende og snakkende, provsten mager, høi og taus, som en stor, langbenet racehund med en ilter, bjæffende, lavbenet kjøter ved siden.

Erik Holk saa efter dem og smilte vemodig og syntes inderlig synd paa provsten. Saa huskede han, at han skulde til Herwigs, og at han kom for sent – denne kirkelige konferens havde sinket ham. Skulde han ligegodt la det være – – Vist ikke, han vilde være med iaften, og han fik skynde sig.

De agtbare borgermænd dvælede længe paa aastedet. De hostede og harkede, keg paa sine støvlesnuder, skiftede stokkene fra næve til næve, bed sig i skjægget og maabede. Den enes mave dissede, og det klukkede sagte i den; et surt grin vred sig om den andens læber. De snudde sig halvt, derpaa vekslede de skakke, lurende blik, og deres aasyn forstenedes i alvor, og de vandrede hen for at meddele nyheden til venner og kjendinger og undre sig med dem over sekterernes formastelse.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.