II.

172Byen var kry af sine haver og det med rette. Klemt sammen som den var af bratte heier langs elven og havnen paa den smale, veirhaarde strandlinje, der daarlig levnede vei for en eneste krinklet gade, og slig at bygningerne ofte var klint lige op til fjeldet, skulde det synes, den ikke kunde ha overflødig plads til et træ, og fra sjøen øinede man ogsaa neppe en grøn flæk, bare hus med røde tag mod en baggrund af graasten. Men mellem bergknauserne havde folk kilet sine haver ind i revner og sprækker og gravet og spadet og saat og plantet i kløfternes fattige muld, og hvad dér blev saat og plantet, trivedes og lønnede møien over forventning, og i tidernes løb havde haverne udviklet sig, hyggelige, lune og vakre. Thi just fordi det havde kostet saa megen umage at skabe dem, blev de passet og pleiet med flittig omhu.

Men der var den ulempe ved dem, at eierne gjerne maatte gaa tversover gaden og opad et 173smug for at naa til dem. For alle de bedste og fineste hus laa paa den nedre side af gaden med fri udsigt over bryggerne og elvemundingen og havet og tog sol og luft fra de simplere, der var trykket ind under heien, og til dem hørte heller ingen haver. De var nemlig ingen billig fornøielse; de var dyre at holde istand, som de havde været dyre at anlægge, og de lykkelige besiddere kappedes ærgjerrig om at overbyde hinanden i de sindrige indfald, den ujevne klippegrund gav leilighed til.

Apotherhaven og Herwighaven var afgjort de smukkeste og mest velstelte. Men Jensenius havde indskrænket sig til trofast og pietetsfuldt at dyrke sine fædres jord, medens konsulen ikke havde arvet sin og uden skrupler havde skaltet og valtet med den, udvidet den og staset den op, til resultatet blev, at fru Christiane kroede sig af beskedenhed, naar hun modtog fremmede i den. – Nogle løvrige linder dannede fra havegrinden en stump allé, som paa bunden af en kløft gjennemskar en liden slette med frugttrær og kjøkkenvækster. Men kløften hævede sig og snevredes ind til et trangt pas, hvis vægge var dækket af efeu og vildvin og trappetrin førte op til en flad afsats, der bredte sig temmelig langt bortover. Her var den vigtigste del af haven og den, som havde stillet de største krav til konsulens pung og fruens smag. Den 174var rigelig udstyret med brogede blomsterbed, sirbusker og gange strøt med hvid kiselsand. Ved trappen fandtes et lysthus, der gav ly til en stor kikkert paa stativ. Ved terrassens midte var en blank kugle paa en sort søile, og ved dens fjerneste ende indhegnede en haktornhæk en koselig plet med borde, bænke og stole.

Fjeldvæggen buede sig om afsatsen, saa der kun trængtes stakit paa sydsiden af den. Lænede man sig over det, saa man lige under sig spidse teglstenstag; derpaa et lidet og skjævt, brolagt torv med et vandspring, som aldrig sprang; derefter en brygge, hvor fiskerbaader og jægter og skøjter lagde til, og rettede man sig helt op, fór blikket over rækken af nøgne skjær og holmer vidt ud tilhavs.

I lysthuset sad Jensenius og Ellen, fru Gaarder, konsulen og fru Christiane samt advokat Lindal omkring et bord med vin og dessert.

Advokat Lindal havde ingensinde før været gjæst hos Herwigs, og det havde sin særegne grund, at han var blet indbudt. Det var sket derved, at han havde været hos konsulen paa forretnings vegne om eftermiddagen, og som tilfældigvis havde han da nævnt, at han havde erhvervet adskillige aktier i den kemiske fabrik, i hvis direktion Jacob Herwig var formand, og denne havde opdaget, at advokaten simpelthen 175var blet fabrikens største aktionær, og saa slagen blev konsulen af denne opdagelse, at han pludselig og uden forud at sikre sig sin hustrus bifald bad ham tilbringe aftenen hos dem. Men han havde fluksens faat forladelse af sin ægtefælle, endog inden aktierne var bragt paa bane. – Sagen var den, at advokaten havde kjøbt en tomt hinsides broen over elven og dér, lige imod byen, udover vaaren og sommeren havde ladet opføre en nydelig villa i national stil, og fru Christianes agtelse for ham var trinvis vokset for hvert stokkelag, som tømredes paa villaen. Hun havde en fornemmelse af, at Reinert Lindal ikke mere burde staa udenfor deres kreds, men hun havde kviet sig for at være den, der aabnede adgangen for ham. – Han var gift med en landhandlerdatter, det var sandt, men hun var ganske net og tækkelig – og havde ikke den forrige sorenskriver været gift med en pantelaanerdatter? – – Og dersom han blev storthingsmand –? Aaja, det blev han til høsten, politimesterens gjenvalg var haabløst, mente Herwig.

Det var stille i lysthuset. Straks efter Holks komme og hans fortælling om kapellanens gjenvordigheder var samtalen blusset op i fyrig harme over adventisterne, men den enstemmige indignations ild havde hurtig fortæret emnet, og saa var der blet en langtrukken pause.

Fra haktornhækken, gjennem hvis løv lyse 176damedragter skimtedes, lød ungdommens glade munterhed. Den havde intet skaar lidt ved den rystende hændelse.

Solen var gaat ned, men en lysgylden glorie flammede over fjeldkammen, og kun en dybblaa stribe længst nede i synsranden mod syd tydede paa, at julinatten var rede til at stige op af havet.

Fru Christiane skjænkede i glassene og klinkede med advokaten. «Jeg har rent glemt at ønske Dem velkommen hos os – Det er besynderligt, vi ikke har havt den fornøielse at se Dem hos os tidligere.»

De drak. Peder Jensenius skottede til sin kone. Han likte ikke at dele bænk med venstrepartiets kandidat, hvem han hidtil havde holdt paa tilbørlig afstand, og situationen var uklar for ham – De gjorde formelig kur til denne paatrængende radikaler, havde han forbedret sine anskuelser?

Advokaten takkede forbindtlig og næsten uden spor af sin overlegne snøvlen. «Man kunde tro, vor by alligevel ikke var saa liden, naar man kan være naboer i aarevis uden at stifte nærmere bekjendtskab.»

I aarevis – det kunde han sige, indrømmede hun, for hun erindrede ham som skolegut, da han spiste hver onsdag og lørdag hos den afdøde kateket.

177Det stak i Reinert Lindal ved mindelsen om det bitre naadsensbrød, og han rødmede og nippede til sit glas.

«Kateketen var saa godgjørende med sine smaa midler,» kom det i hviskende fløitetone fra fru Gaarder. «Der spiste mangen fattig, lovende skolegut ved hans bord –» Hun strikkede paa en uldstrømpe, den hendes fingre støt tuklede med; de var for stive og grove til broderi og desligeste og dude ikke til haandarbeide.

Konsulens sygelige gammelmandsansigt prægedes af forlegenhed, og han pudsede næsen og traadte fru Christiane paa foden. Det var hans kildne hverv at afbøde de taktløsheder, hun ikke sjelden plumpede ud med, fordi hun var saa altfor frimodig og tryg i sin gode samvittighed til at veie sine ytringer, og fru Gaarder var stedse parat til at understrege det pinlige ved forsnakkelserne. Han vippede med sin guldlorgnet, ledte efter noget at sige og snublede over fabrikens drift, og uforvarende ymtede han om det mislige ved at lade ingeniør Nilsen styre en arbeidsstok, der talte saa mange ugifte kvinder.

Forelaa der tilforladelige og ugjendrivelige anker over hans sædelige forhold? spurgte apothekeren. – Ikke? Naa, da skulde man ikke hefte sig ved rygter. Han var selv med i direktionen og vilde protestere mod, at man rørte ved 178løse historier. Man skyldte ogsaa at ta hensyn til ingeniørens ubestridelige dygtighed.

Advokaten støttede apothekeren. Han ante, hvem der havde indblæst konsulen hans moralske nænsomhed, og hevngjerrig tilføiede han, at sladderens magt i staden dog viste, at den var grumme liden. – Dermed blev fruerne sat paa glid, og de tilkjendegav efter tur sin foragt for alskens rygter og historier. Ivrigst var fru Christiane, som bent ud bebreidede sin mand, at han løb sladderens ærende, skjønt hun ikke vilde nægte for, at det kunde være bra, om direktionen havde lidt opsigt med denne Nilsens vandel. Den skulde huske paa ansvaret ved at ha ham i sit brød.

Konsulen taug sagtmodig, han havde øvelse i at bevare en forsigtig taushed overfor sin hustru, men han aandede lettet, da Ellen Jensenius fik hende med for at passe paa, at ungdommen ikke ganske ruinerte agent Bentsen. Thi henne fra haktornhækken hørtes hans kaglen, ynkelig og opirret og druknende i latter og kommers.

Fru Gaarder rullede langsomt sin uldstrømpe sammen for at følge efter dem. Hun pleiede at sidde ludende, med de svære hænder foldet om strikketøiet, med hodet paa hæld og lyttende fremstrakt, øinene sænket, saa at deres farve ikke let kunde fastslaas, og den læbeløse 179mund knebet ind til en fure, der krummede sig nedad. Da saa hun affældig og vissen ud, men stod hun op, skiftede hendes udseende paa et underligt sæt. Hun vokste, til hun blev imponerende stor, og det nyttede ikke, hun krøgede og skrukkede sig saa ydmygt, at hun blev indhul foran, for at skjule sin vælde, hendes brede ryg hvælvede sig saa kraftig som en sjauers og forraadte hende. Hun bar bestandig sorte, omsyede kjoler og havde sorte strimler om hals og haandled; saaledes sømmede det sig en præsteenke, og derved sparedes vask tillige.

Hun smøg sig taslende henad den sandstrøde gang, svingede om haktornhækken, overskuede med et øiekast den livlige og lystige gruppe og sukkede tilfreds. Lilli underholdt sig med Gabriel, og sagføreren var optat af Ottilie Koveland; hun havde begyndt at være mere med i det sidste, og de havde telefoneret efter hende ved middagstid. Agent Bentsen hoppede om som en kanarifugl i gule flanelsklæder, gul silkevest, gult slips og gule sko, prikket af stiklerier fra alle kanter og spillende sin vante narrerolle. Weigert, der havde indfundet sig tidlig, red skrævs over en bænk og sludrede saa freidig med den raptungede, kokette Dorthe Mørch, som om han skulde ha faat bugt med hver snev af bekymring for Millas omstændigheder. Men Octavius Hollmann havde trukket 180sig tilbage til et mageligt hjørne med sit glas inden rækkevidde og Stina Hansen ved sin side. Man ventede blot paa kort fra de to for at gratulere; de havde været hos guldsmeden iforgaars. Det havde lykkedes dem at snige sig did uset – det havde Stina betrot til Dikken Herwig, der selv var forlovet, men med en udenbys løitnant og derfor sad alene, hensunken i drømmende glæde over venindens kjærlighed.

Gabriels mor havde sukket tilfreds, men Ellen Jensenius sukkede utaalmodig. Eriks og Lillis adfærd gjorde hende ilde tilmode. Det var, som de begge bestræbte sig for at krydse de planer, hun havde smedet til deres bedste. Det var endda til at forstaa, at Lilli taalte bankkassererens selvsikre tilbedelse; han var ikke den, man let kunde ryste af sig, og herregud – hun var jo en ung pige. Men Erik –? Han voldte sin barndomskamerat en svare sorg. Hun kjendte ham for godt til at bilde sig ind, at han fiskede efter Ottilies penge – hende, han dagstøt spaserede med og gjorde til gjenstand for folkesnak – og at han virkelig skulde være forelsket i hende, nei, det var umuligt, saa nydelig hun end var med de mørke, straalende jødeøinene sine, den blødt brunlige hud og det svære, sorte haar. For han holdt fremdeles af Lilli og hun af ham; Ellen Jensenius havde mærket det paa de tusende ting. Og der 181skulde de taabelige menneskebarn lade, som om de ikke kom hinanden ved og forbitre tilværelsen baade for sig selv og for den, der vilde dem vel. Det var til at fortvile over!

Erik var blet saa frisk og kjæk igjen i sommer og brugte ikke længer sovedraaber – det kunde apothekerens kone kontrollere – men doven og ligeglad var han blet og uvorren i sin opførsel. Det gik ikke, dette. Og hun bestemte sig til, at der skulde bli en forandring med ham, og at hun vilde læse ham teksten. Han skulde tugtes til fornuft skulde han, den dumme gutten, som aldrig lod til at ville bli voksen for alvor. – Og Ellen Jensenius tog resolut en stol og satte sig mellem ham og Ottilie Koveland.

Fruernes nærvær lagde en dæmper paa stemningen, og da den først var begyndt at løie af, svigtede den uhjælpelig og overvældedes afaf] rettet fra: af af (trykkfeil) den blikstille kvælds lumre tyngde. Man orkede ikke mer ærte agenten, og saa var han tilovers og segnede som et knækket siv om paa græsset ved værtindens fødder og lyttede til et foredrag om det slæb og besvær, det havde været under tørken med vanding af haven. Men den havde ogsaa klaret det nogenlunde – Stod roserne paa apotheket saa frodig? – Aa, var de gaat ud! Det var da leit. De tjenestefolkene, de tjenestefolkene – dem kunde man ikke 182stole det mindste paa, hvis man selv forsømte at gaa efter dem.

Bankkassereren foldede armene over sit mandige bryst og betragtede Lilli rolig og aabenlyst, som om han allerede havde brev paa hendes løfte og jaord i lommen. Sagføreren nøiedes med at hypnotisere sig ved at stirre paa spidsen af hendes sko, der tittede frem under kjolen og var prydet med en glitrende spænde. Hun havde været den kvikkeste af alle og venligheden selv mod Gabriel, lige til Ellen Jensenius afskar forbindelsen mellem Holk og Ottilie, saa var hun blet aandsfraværende og forstemt.

Den almene slaphed dyssede selskabet ind i søvnig kjedsommelighed. Konversationen faldt i stykker, og kun spredte forsøg, saa fra den ene og saa fra den anden, paa at skjøtte den, hindrede den fra helt at dø ud. Bare de nyforlovede kurrede stadig i sit hjørne, men dem var det ikke værdt at agte paa.

Det mørknede. Høit under himmelhvælvet svævede en spinkel, bleg maanesigd, der tog skinnende glans, efterhvert som dets blaa blev fyldigere, og fra busker og trær kastedes spæde, gjennemsigtige skygger paa plæner og gange. Havfladen mistede sit farvespil og flød hen i et graanende øde, men ud over det slyngede indseilingsfyret sine hastige blink, jog dem som lynsnare speidere ud i den dystre uendelighed.

183– – Det kvak i dem. Hvad var det? – Skrattende horn, skingrende sang, der imellem blev til taktfaste skrig, ledsaget af trampen, haandklap og dønnende dunk paa en tromme, sprængte den døsige fred.

«Frelseshæren paa Knudsesalen,» oplyste Weigert tørt. «Saa skal vi altsaa ha det levenet igjen.»

«Det blir ikke til at være i haven for det om aftenen,» klagede fru Christiane. «Men jeg synes rigtig, levenet er værre end nogensinde.»

«De har tromme,» sagde Dikken. «Det havde de ikke igaar.»

«De har bedt om lov til at gaa i procession i gaderne,» fortalte Stina Hansen, der var datter af politimesteren. «Men far sagde nei.»

«Og det var korrekt af ham,» lagde Octavius til. «De sætter byen paa hodet. – Men dette maa være grande parade i korpset.»

Larmen blev værre og værre, skrigene vildere. Sangens tekst kunde ikke opfattes, men dens omkvæd blev saa utrættelig gjentat, at Erik Holk omsider skjelnede det. «Lammets blod!» lød det idelig. «Lammets blod! Lammets blod!» – Det grøssede i ham. Han vilde ikke høre og drev om i haven, men blev ikke kvit det; det sprøitede stødvis efter ham. Det var, som om han selv og hele 184kvælden stænkedes med lunkne, dampende, røde draaber.

«Aa fy! Det er vammelt!» sagde han indædt til Ellen Jensenius. «Gid vi endda kunde se hedningerne.»

«Hvad mener du?» spurgte hun forundret.

«Hør! De hyler efter slagtoffer.»

Og nu hørte hun, og hun sagde ordene til de andre, og de hørte dem ogsaa:

«Lammets blod! Lammets blod!
Lammets blod! Lammets blod!»

Til koret sluttede med fanfare og trommehvirvler og hæse hallelujavræl, og det blev stille for et øieblik.

Men der blev uro nede i byen. Mangfoldige skridt støiede over brostenene, og der blev raabt og talt høit og viltert. Musiken spillede op paany – Det kunde ikke være paa Knudsesalen – det klang nærmere og nærmere. Og saa stoppede den igjen, dog ikke med et, men horn efter horn med sprukne tud, og allersidst dundrede trommen.

Weigert stod paa udkig ved stakittet. «For svarte fanden!» satte han i. «Undskyld, tante – men de gaar nok i procession uden lov.»

De stimlede omkring ham. De fra lysthuset indfandt sig, konsulen og apothekeren dampende paa lange piber, advokaten med en cigar.

185Torvet var allerede sort af folk, men fra gaden til høire væltede ugreie flokker, trængte paa og stuvede sig sammen om vandspringet. Det maatte være flere hundre, og som mængden bølgede der i det tætte tusmørke, hode ved hode, syntes den endnu talrigere, og torvet kunde knapt ramme den. Der var en hel del kvinder, og de havde barn med, mange saa smaa, at de maatte bæres. En kunde ikke kjende de enkelte, men Holk fik det indtryk, at størsteparten maatte være oppe fra dalbygderne. De klumpede sig ihob seigt og stilfærdig og vilde ikke spredes, uagtet Laurits politi og hans tvende uniformerede fæller puffede og skjældte, og en myndig røst kommanderte dem til det.

«Far er der,» sagde Stina ængstelig. «Aa, Octavius, gaa ned til ham! Jeg er saa bange.»

Han skulde det, men forresten var det ikke noget at være ræd for, de hellige var fromme. – Weigert blev med ham for at undersøge spektaklet paa nært hold.

En lang mand kløv op paa kanten af vandspringet og løflede armene til bøn. Ved det tegn rungede sangen igjen, men ikke saa skingrende vildt som før, melodien var sørgmodigere, omkvædet mere klagende:

«Vaag, min sjæl, af angst bespændt,
vaag og bed, hold lampen tændt!
Snart vil brudgommen komme».

186Konstablerne skubbede sig hen til forsangeren og halte ham ned og slæbte ham med sig. Der blev forvirring. En klynge vilde følge arrestanten, og saa blev han sluppet løs. Den pøbel, som var blandt mængden, hujed, og dens raa løier truede med at overdøve sangen. Men den ophørte ikke, og ved omkvædet svulmede den atter:

«Vaag, min sjæl, hold lampen tændt!
Hold dit blik mod himlen vendt!
Thi den, som os til dom er sendt,
med skyerne vil han komme».

Weigert vendte tilbage. Det var saa, at processionen var blet forbudt af hensyn til byens nattero; men frelseshærens kaptein havde svaret, at de sovende netop skulde vækkes, og at man skulde adlyde Gud mer end menneskene. De havde villet marschere fra Knudsesalen under fuld musik, men politiet havde været tilstede og konfiskeret instrumenterne.

«Men naar skal dette ende?» spurgte fru Christiane vægtig og forarget. «Skal det vare i hele nat?»

«Og hvordan skal jeg komme hjem?» gol Dorthe Mørch. «Jeg tør virkelig ikke gaa alene i dette hurlumheiet.»

«Under mine beskyttende vinger,» forsikrede Weigert hende.

«Aa, de forulemper Dem nok ikke,» mente advokaten. «De messer sig færdig paa et par 187timer, og saa skilles de – Men det er for galt, at man skal være udsat for den slags optøier. Burde ikke de herrer i kommunestyret bevilge til forøget politistyrke og afskedige udlevede udueligheder som gamle Laurits?»

Det irriterede apothekeren, der var i formandskabet. Forøget politistyrke vilde sige forøgede skatter, og en smule gadeuorden kunde ikke gi anledning til extraordinære forholdsregler. Alvorlige excesser resikerte man ikke her paa stedet.

Konsulen hævdede et mæglende standpunkt: Laurits var skrøbelig.

Jamen han var gift for anden gang og havde uforsørgede barn.

Og det gjorde en affældig olding brugbar til konstabel?

Peder Jensenius steilede. Hørte ikke hjertelag til de smaa i samfundet med i advokatens politik?

«Men ikke taalmodighed med gammel slendrian – –»

«– Og gamle, udslidte vægtere.»

Konsulen skulde som ordfører i tilfælde prøve at smugle en pension for Laurits ind i budgetet. – Vilde ikke sagføreren støtte et saant forslag i repræsentantskabet?

«Jo – jo – jeg?» stammede Holk fortumlet. Jovist var han for en rundelig sultepension –

188Han havde været saa fortabt i skuespillet paa torvet, at han uforvarende havde lagt sin haand over Lillis paa stakittet og ikke sanset de smaa, fine fingre, der hvilte under hans; men idet han trak haanden til sig, opdagede han det og undrede sig over, at hun havde ladet ham gjøre det. Havde hun heller ikke mærket det? – Hendes haand blev rolig liggende, fingrene knugede sig blot svagt om tremmen.

Men sultepension var en uheldig vending, den tirrede, og som kamplystne haner røg advokaten og apothekeren i trætte om kommunale spørgsmaal, og konsulen mæglede og appellerte uafbrudt til sagføreren og drog ham ind i debatten, og han maatte røgte sine borgerpligter og gik glip af den vigtige scene, hvori politiet udaset nedlagde vaabnene og udleverte torvet til fienden.

Men det havde ikke været adventisternes hensigt at stanse dér, og kanhænde de angrede sin opsætsighed mod øvrigheden og savnede musiken. Da ingen længer formente dem det, ordnede de sin procession og togede bort, og deres sang ljomede gjennem gaderne:

«Ak, i verden er det tungt at bygge
under syndens sorg og mørke skygge.
Men i det ny Jerusalem
hos min Gud er mit hjem.
Der er sollys! Der er sollys!
Der er sollys i mit hjem!»hjem!»] rettet fra: hjem! (trykkfeil)

189Og derpaa blev det saa underlig tyst, at de kommunale stridsmænd taug af overraskelse.

Ud paa torvet, der var som sopt for folk, faldt bredt, gult lysskjær fra et af husene. En gut og en jente kom løbende, midt i lyset bukkede de sig efter noget hvidt. Det var en straahat. «Hurra!» raabte de og kylte den høit i veiret. De ventede, medens den dalte ustøt kredsende og løb saa videre.

– – – –

«Puh! – Pakke sig maatte de da, Stinamor.» Octavius brystede sig for sin kjæreste og berettede sine eventyr. «Politimesteren er en slu general – seirede ved krigslist – – Lignede det et nederlag, siger De, advokat Lindal? – Nehei, aaja – forsaavidt som tropperne var miserable, det er jeg med paa. Mais enfin, man kunde ikke sætte hele banden i kachot uden at leie konsulens sjøbod til arrest –»

Han havde snakket fra leveren til en par af sin fars arbeidere, en iskjører og en værftskar – De vilde vist ikke være med paa de greierne herefter. Men imorgen blev anstifterne stævnet og mulkteret, og havde de ikke kontanter til boden – og hvor skulde de ha dem fra? – blev de puttet i hullet med det samme, skulde pent sone den af, det havde politimesteren sagt. Og den, som soner, synder ikke – i hvert fald ikke mod politivedtægterne.

190«Aaneida! De blir ikke urimeligere af det – Sult og ensomhed? – Kjære dig, Holk, bli ikke sentimental. Vi bør dømme fra os selv. Tror du, f. e. Gabriel vilde være lige forhippen paa gymnastik efter en uges vand og brød? Eller Bentsen lige sprælsk? – Naanaa, bli ikke fortrydelig, Bentsen, du er tam nok, det er ikke nødvendigt at forsøge med dig. – Eller jeg? Aa, saa yndig slunken jeg vilde bli!»

Octavius skoggerlo ved tanken om sin slunkenhed og kneb trøien ind over maven for at gjøre den tydelig.

Og urimeligere kunde de ikke bli. De var splitter, lynende gale – tullete. De praiede hvermand uden forskjel, til og med politimesteren – og berigede dem med traktater og himmelbreve! – Han havde lommen pakket og tede frem en bunke tynde hefter og delte dem ud. «Saa dere Laurits politi stolpre om med de støle knæerne? – Weigert, du var der! Dere skulde ha set, da han kneb den benraden paa vandspringet! Saa inmari sinna han var, han fræste – hø, hø!»

Fru Gaarder bemærkede, at traktaterne sandsynligvis misbrugte bibelsprog, og derfor burde man ikke spøge med dem, og fru Christiane sankede dem omhyggelig sammen og rakte dem til sin ældste datter, der hemmelig sendte dem over stakittet.

191Men mobben lugtede fælt i denne varme; Octavius var ganske mat, han maatte sidde lidt og puste.

De bænkede sig paany bag haktornhækken. En tjenestepige bragte en lampe, og glassene blev fyldte. Man tænkte ikke paa at skilles trods den sildige time, dertil havde begivenhederne for stærkt vakt livsaanderne hos gamle og unge. Passiaren surrede, latteren sprudlede, morsomheder plaskede, og vinen var god, for konsulen havde direkte forbindelser baade i Frankrig og Spanien.

Ellen Jensenius havde snedig sikret sig bankkassereren og Ottilie Koveland og dernæst lokket Erik og Lilli ind i det hjørne, som tidligere havde været afstaat til de forlovede, og stængt dem inde der. Hun betragtede dem smilende, og fornøiet med sit kløgtige værk deltog hun saa i samtalen uden at ænse, at de ikke syntes at befinde sig vel, dér de sad, og at deres faamælte forlegenhed stak af mod den almene munterhed. De havde ikke siddet saa nær hinanden siden høsten; det havde de varsomt undgaat.

Erik Holk havde skjønt Ellens manøvrer og staat hende bi ved dem. Han kjendte endnu i det indre af sin haand en mindelse om de smaa, fine fingre, der havde hvilet saa rolig under den. – Hans udtryk var stivt og spændt, 192det arbeidede smertelig intenst i hans hjerne. Han gjorde sig forestillinger om, at det vilde være en forbrydelse at tale til hende saaledes, som han higede efter det – men om han havde taget feil af sin sygdom, om den havde været en indbildning? – Han havde haabet det i sommer, men vished kunde han jo ikke vinde.

Bankkassereren udbragte en skaal for værtinden. Han hakkede og stammede og hakkede med klodsede omsvøb. Holk saa paa hans fregneplettede fjæs, dunede haar og kantede figur, som han stod der i det skarpe lampeskin. Og denne hæslige, sjælemagre, platnæsede atletgestalt havde han været skinsyg paa – latterlig skinsyg! Og var det i dette minut. Og skinsygen havde trukket ham hid ikvæld. – Hvem vilde hun være bedst tjent med, Gabriel Gaarder eller ham, hvis – – naa, hvis han var gal? – Dette var at snige sig fra det, han havde ikke ret til at koble hende sammen med Gabriel Gaarder – det var at smudse hende til. Men – – – Han kunde ikke mer, han overgav sig: Hun skulde vide alt og selv vælge.

Han sænkede hodet og sagde sagte: «Lilli, jeg maa tale med dig. Kan jeg træffe dig imorgen? Kommer du paa apotheket?»

Hun svarte koldt og hen for sig: «Jeg var der engang i høst.»

193«Det er netop derfor, jeg maa tale med dig,» vedblev han trist. «Jeg maa forklare dig det – alt.»

Hun lo kort. «Sig mig, var det ikke snilt af mig at telefonere efter Ottilie? – Det var mig, som fandt paa det. Takker De mig ikke for det? – Jeg skal besøge hende imorgen, kan ikke De bli med?»

Han svarte ikke, men rynkede brynene og stirrede forpint. Dette havde han ikke været forberedt paa, fattede han ikke. – Hun saa paa ham, længe og ventende; han mærkede det ikke. Hendes læber dirrede, hun vilde sige noget, men kunde ikke og legte med sit armbaand. Det løsnede og trillede ned i hendes fang, den lille guldlænke, som bandt det sammen, var slidt itu.

Bankkassereren havde hakket sin tale færdig. Man reiste sig og drak fru Christiane til, og hun smilte huldsalig. Fru Gaarder mønstrede beundrende sin søn, der spænstig spankulerte hen og klinkede med Lilli: «Din mors skaal!»

«Og dette skal være tante Christianes skaal!» istemte Weigert.

«Nei nei,» protesterte konsulen. «Vi har havt tilstrækkeligt af sang for iaften, Jørgen.»

«Lagde dere mærke til sidste vers af sidste nummer?» spurgte Octavius. – «Med skyerne skal han komme? – Det betyr ikke, at han 194skal komme fra de øvre etager – Det er subtilere, og det betyr: Der skal ikke bli dommedag, før det regner, og ikke regn før dommedag.»

Advokaten udbad sig en nøiere forklaring.

Fru Christiane havde hørt kapellanen – hun havde saa ondt af den kjære Gunnesland! – berøre denne falske profeti, og hun havde slaat efter stedet, for det fandtes virkelig i bibelen.

«Johannes aabenbarings første kapitels syvende vers,» supplerte præsteenken. «Og de drister sig til at spaa, at den yderste dag vil oprinde, naar det skyr over.»

Agent Bentsen keg opad: «Da vil jeg ønske, det ikke maatte gjøre det.»

Det vilde dog apothekeren inderlig haabe.

«Saa blir det jo dommedag!» kvækkede agenten. «Jeg mener – saa tror de, det blir dommedag. Og saa blir de ellevilde. De blir farlige!»

«Men regnet da, Bentsen – regnet? – Det drypper væde fra skyerne.»

Dorthe Mørch bankede sig dybsindig paa panden: «Dommedag – dommedag – Jeg ved, hvorledes den blir, jeg. Jeg har drømt om den som liden pige, og jeg er vis paa, jeg drømte rigtig, for det var saa rædsomt. Det var et frygteligt rabalder. Der dumpede en diger sten ned i sjøen, det husker jeg bedst –»

195Weigert tvilte paa, hun var sanddrømt. Akkurat paa den vis blev det nok ikke.

Jo, det blev. Og hvis ikke det, hvorledes havde da han tænkt sig det?

«Jeg har ikke studeret synderlig paa tingen. Lad mig se – – Verden blir vel sat ud af kurs som en forslidt mynt og smeltet om. Men det er muligens bare guldpenge, der omsmeltes, og jeg skal ikke sværge paa, man vil bry sig saa meget med en simpel kobberdank som vor klode.»

Det var svært ubestemt, og det var den omsmeltningen hun vilde havt besked om. – Dorthe Mørch strammede sig høitidelig op: «Hysss!» sagde hun. «Jeg vil underrette om, at dere skal i avisen hele hoben. Jeg vil inter–inter–vevyvu – Aa, Weigert, hjælp mig da! – – Jeg vil foreslaa den ærede forsamling, at jeg in-ter-viewer dens medlemmer angaaende deres meninger om dommedag, hvorledes den skal bli nemlig. Jeg skulde tegne dere ogsaa, men det kan jeg desværre ikke, og vi kan bruge fotografier. Send mig dem imorgen – Men, Bentsen, pas paa det blir et pent et af Dem, De har saa mange dusin. – Jeg er saa fri at begynde med konsulen.» Hun pegte paa ham. «Hvorledes vil dommedag bli?»

«En daare kan spørge, ved du, Dorthe –» 196smilte han godmodig. «Hm, en ubehagelig katastrofe. Er du fornøiet med det?»

Hun var ikke; hun vilde ha en tydelig udtalelse om maaden, helst en skildring. – «Stina?»

Octavius svarte for hende: Jorden vilde fordufte som en sæbeboble – svuip! og borte var den, og tomt blev det efter den, tomt som i en tom fyrstikæske.

Apothekeren smattede eftertrykkelig paa sin lange pibe. De maatte undskylde, men han havde ikke begreb om dommedag – Verdens ødelæggelse? Sludder. Absolut ikke begreb om den, og kunde ikke danne sig det.

«Det er ikke pent af Dem, apotheker,» formante Dorthe. «De skal faa paapakning i avisen. Pas Dem, vi journalister er slemme at være tvære mod.»

«Den skal komme som en tyv om natten.» Agent Bentsen vred sig affekteret gysende. «Det vil bli saa skrækkeligt, frøken – Det vil bli som at vaagne med ildløs i soveværelset og ikke kunne slippe ud.ud.] rettet fra: ud (trykkfeil)»

Det var hun fornøiet med og klappede og raabte bravo, og Bentsen fniste blufærdig.

Den næste var Ottilie. Hun overveiede lidt og lukkede øinene. «Jorden vil slukne,» sagde hun.

Dens indre skulde altsaa slukne, og de skulde fryse ihjæl?

197«Nei, den vil slukne – slukne udenpaa,» fastholdt hun.

De lo. Det var mærkværdigt, naar den hverken brændte eller lyste.

Hun blev ved sit: «Den vil slukne som en blomst.»

Det blev bedre og bedre, de jublede. – «Jeg saa den for mig,» forklarte hun, og støttende albuerne paa bordet stillede hun haandledene sammen og bøiede sine store, slanke hænder tilbage. «Jeg saa den for mig – saan – lig en vældig vandlilje, men rundere og af farve lig en rose – nei, som frisk blod – og saa sluknede den, blev som aske.» Hun rødmede uvillig, og latteren stansede, idet bankkassereren lagde for med et omstændeligt uddrag af en populær afhandling om gravitation og planeternes styrten ind mod solen.

Han blev afbrudt af indvendinger, og Dorthe Mørch sagde, det blev for vidtløftigt for avisens spalter.

«Og debatten er ørkesløs, mine damer og herrer,» snøvlede advokat Lindal overlegent. «Det generelle spørgsmaal vil ikke foreligge i en overskuelig fremtid. Lad det fare. Praktisk betydning kunde det blot ha, saafremt man ved ræsonnement formaade at faa bugt med den aandelige almues ophidselse.» – Og til den elskværdige dirigents specielle spørgsmaal skulde 198han svare, at han for sit vedkommende vilde afvente varsel fra meteorologisk institut, inden han beskikkede sit bo for den yderste dag. Eller den termin rettede sig nok som de øvrige efter almanaken, der sorterte under universitetets astronomer, og det hastede formentlig ikke, til man kunde sætte kryds ved det trykte datum.

En natfryvil svirrede om lampen og daskede mod den. «Red den, red den!» bad Lilli og skyndte sig derhen. Men det var for sent. Den smat under kuppelen og deisede ned paa bordpladen, krympende sig tyk og lodden med svedne vinger. Octavius plukkede et straa og pirrede den væk. «Jeg er enig med Gabriel,» erklærte han. «Og her foreligger syn for sagen – en stegt planet.»

«Men jeg er enig med Jensenius,» sagde Ellen og nikkede til sin mand. «Det er noget tøv, dette om dommedag og verdens undergang. Hele vor rige, vakre jord skulde gaa under! – Det er saa afskyligt, saa stygt; jeg ynker de stakkarer, der fabler om det. Jeg kan ikke tro paa muligheden af det, jeg vil det ikke. Ikke uden menneskene blir udryddet i forveien og skaanet for at opleve det», fortsatte hun alvorlig. «Det er sørgeligt, at vi skal dø og forlade alt vort, men slig er nu skjæbnen, og vi vænner os til at vide det og trøster os med, at vi efter 199evne har været til gavn for vore, og de blir igjen. Men skulde hvert fnug af det, jeg holder af, knuses til intet sammen med mig, og jeg kanske af angst for mig selv glemme alt og alle – for en blir vel ribbet ensom, naar en skal staa nøgen for guds aasyn – aa, det vilde være for grueligt! Og det blev en sorg, en sorg, hvis jeg vaagnede efter det! – Grublede jeg over dommedag, vilde jeg fristes til at tvile paa saligheden.»

Lilli havde stillet sig ved siden af hende og lagde armen om hendes hals og ruskede i hende. «Hvorfor skulde det ende saa bedrøveligt, Ellen? Hvorfor skulde ikke jorden tilslut briste af lykke, og vi – alle sammen – flyve som stjerneskud gjennem evighederne og tindre af fryd?»

«Hu, for en anarkist!» – «Knaldeffekt og fyrværkeri!» – «Lad bomben springe!» – De snakkede i munden paa hinanden fra alle kanter.

Holks blik havde haardnakket hængt ved hende, siden hun forlod sin plads. I denne stund hadede han hende. – Ante hun ikke de lidelser, der laa bag hans bøn? Var hun saa blind? – Og at nævne Otilie – – der var ondskab i det og løgn – løgn af krænket forfængelighed. Og ondskab – – – Han hev sig tilbage paa bænken. Lilli var lig sin mor! Aldrig havde han set det, men hun var det. Hendes øine var fugtig-glinsende, dugget af rørelse 200og selvglæde. De øinene var fru Christianes datters øine – de øinene! sved det i ham.

«Er det ikke ubehageligt at revne, om det ogsaa er af lykke?» spottede han.

«Vær ikke bange», sagde hun overmodig. «I Deres tid sker det saavist ikke. Raadede De, begik sagtens den arme jord selvmord af livslede.»

«Den kan det desværre ikke,» svarte han. «Den arme jord, som De kaldte den, kan jo ikke drukne sig i ætheren mer end en fisk i vandet – den har ingen knag at hænge sig paa, intet værktøi at skyde sig med, ingen værre gift end menneskeheden, og den har den vænnet sig til at døie. Med min bedste vilje, jeg kunde ikke hjælpe den, frøken Hervig». Han blev hidsig og fægtede med armene. «Men den kan bli fortærende kjed af det, gaa fra forstanden over alt det utøi, der kravler og suger paa dens gode skind, uden at den som et andet svin har en portstolpe at gni sig mod. Og utøiet sidder fast, kan staa for syndflodsbad og den grundigste desinfektion – vi har udviklingens og forvandlingens evne. Og til syvende og sidst blir vel det skabbede kreatur vanvittig af kløe, skeier ud fra ringdansen om solkalven og raser afsted gjennem rummet med maanen bjæffende i hælene paa sig. – Saa blir der halløi, solen bræger af vrede, planeter 201skvætter unda og tørner sammen, smaastjerner blegner af skræk og ryster i skjørterne og hviner: «Aa Gud, aa Gud! en vanvittig klode ta ivare, ta ivare!» – Og de store brøler: «Vægter aahoi! fare for sfærernes harmoni! – Fak den! stop den! Kometer aahoi! I himlenes konstabler, aahoi! Efter den, efter den, slaa den ned som en gal hund! – En vanvittig klode! – Fare for sfærernes harmoni! – Grib den, stop den!» – Og kometer vil styrte afgaarde med strittende haler og glødende af nidkjærhed. Men jorden agter ingen tilraab, bryder sig frem, øver vold mod politiet, og saa slaar de den paa kalotten, og saa – ja, enten hamrer de livet af den, knaser den til potteskaar, eller det kan lykkes at fange den levende, og da spærrer de den formodentlig med samt alt dens utøi for evig ind i helvedes kriminalasyl.»

«Aanei, aanei! Dem skulde jeg ha tegnet, Holk,» sukkede Dorthe Mørch. «Med underskrift: Sagføreren profeterer.»

Bentsen skrabede med foden i sandet: «Nøf, nøf, nøf, – jeg klør svinet, nøf, nøf.»

«Jeg kan ikke bare mig!» Octavius skreg af latter. «Au, jeg maa sige det: Lusen klør madmor sin.»

«Jeg synes ikke, dette er en pen leg, Dorthe», fløitede fru Gaarder og hviskede til fru Christiane, der snurpede munden misbilligende 202og sagde: «Hvad vi behøver at vide om dommens dag kan vi læse i Mathæi evangelium, og vi skal ikke omgaas letsindig med herrens gjenkomst – – Men, Jørgen,» snudde hun sig til Weigert «ligger ikke Milla og er urolig for dig.»

Han mumlede noget om, at hun havde et godt sovehjerte, men reiste sig, og det var tegn til almindeligt oprud.

«Det er langt paa natten,» sagde advokaten og saa paa Klokken. «Den er saa langt leden, at vi altsaa ikke fik dommedag i det døgn. Og heller ikke mener jeg, vi er modne og værdige til den»

«Det vil vistnok enhver slægt stole paa», fløitede presteenken igjen. «Men tiden og timen er skjulte for os, hr. advokat».

Gabriel tog lampen og gik foran med den bortover terassen og nedad trappen.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.