III.

203Under lindetræerne ved havegrinden standsede bankkasereren, medens man tog afsked, og løftede lampen høit og saa efter Lilli, som han vilde sige farvel til. Lyset samledes i en liden ring om ham, gnistrede grønt i løvets yderste blade, men tabte sig afmægtig i det sortnende mørke mellem grene og stammer. Han skimtede hende stryge forbi, uden at det lykkedes ham at tildrage sig hendes opmærksomhed, optat som hun var med at bede Ottilie, der havde saa lang vei, bli over hos dem til næste dag. Men Otilie kunde ikke, faren vilde bli urolig, og han havde lovet at sende hest og vogn efter hende. Skydsen skulde vente paa hotellet.

Og de unge piger forsvandt gjennem grinden, og Gabriel kunde ikke slippe af med lampen, og da konsulen endelig skilte ham ved den, maatte han byde sin mor armen.

Det faldt i sagførerens lod at ledsage frøken Koveland til hotellet, og de øvrige damers vei førte dem ikke paa den kant. Lilli gik med 204dem nogle skridt for at minde Ottilie om, at hun ganske sikkert skulde besøge hende imorgen, og hun trykkede dem begge gjentagne gange i haanden – Holk sidst – og sprang tilbage til fru Christiane,Christiane] rettet fra: Christiania (trykkfeil) der stod paa trappen og vinkede ad hende.

Holk var ubehagelig døsig og hed af konsulens spanske vin, den han gav skylden for at han havde ladet sig henrive til det løierlige deklamationsnummer om sol, maane og stjerner. Det var ham en lettelse, at han ikke behøvede at underholde Ottilie, de var for vant til at følges uden at sige et muk.

Hun skyndte sig afsted. Hun tænkte kun paa sin far og var harm paa sig selv, fordi hun havde været hele eftermiddagen borte fra ham. Han var blet saa besynderlig, at hun frygtede for hans forstand, eller at han skulde gjøre sig selv noget, og passede paa ham for, at han ikke skulde finde leilighed til det. – Han læste ivrig i en bibel, han havde rodet frem af en skibskiste, hvori han gjemte alleslags rare ting fra den tid, han fór tilsjøs, og efter læsningen laaste han sig inde og ynkede sig, og gjennem nøglehullet havde hun opdaget, at han laa paa knæ. Og saa budsendte han en afdanket skibstømmermand, de før af naade og barmhjertighed havde brugt til gaardsarbeide, men som havde slaat sig paa præking. Det var et forfaldent 205subjekt, der stadig lugtede af brændevin, men han var med paa alle de helliges opbyggelser, kunde deres talemaader paa rams og var utrolig flink til at lede op og lægge ud de steder i skriften, som mest plagede hendes far, og de kunde sidde timevis paa kontoret og snakke sammen, og hun var vis paa, fyren ofte snaalte sig til penge, for naar han havde været der, ravede han gjerne drukken om i byen og skrød af sit venskab med skibsreder Koveland. Men hendes far blev rent forstyrret af tømmermandens præk, og da maatte hun godsnakke med ham som med et forskræmt barn.

Og i dag var der netop skikket bud efter tømmermanden, lige før Lilli telefonerte. Og hun havde ikke kunnet sige nei, hun havde havt slig lyst til at komme – –

Der havde ikke været synderlig morsomt heller oppe i haven, slet ikke paa slutningen – Men bare der ikke var hændt noget, bare hun var blet hos faren! Hun var saa ilde til mode, at hun næsten var paa graaden.

Hvorfor var hendes far slig? – Det var anger og samvittighed, som voldte det, det vidste hun. Han talte stedse om bod og omvendelse og naade. Hun var lei af de ordene. Svækket af alderdom pjutrede han dem i ørsken ved middagsbordet mellem suppen og eftermaden, blev han sint, 206bandte han dem frem, og han jæspede dem om kvælden i sengen.

Havde han da forbrudt sig værre end andre mennesker – meget værre? Han var saa snil, saa snil paa bunden. Han havde aldrig været ond mod hende, aldrig, selv om hun huskede sig tilbage til hun var bitteliden – Ingen far kunde ha været kjærligere. At han havde uvenner, det havde hun ment var, fordi han var slem i munden. Og undertiden havde hun været endnu gladere i ham for det. Han smigrede ikke, han var ærlig. – – Men om der var noget stygt, noget usigeligt stygt en steds i hans liv?

Hun havde ikke brydt sig om hans snak, naar han var i det lystige og meddelsomme lune, skjønt hun begreb, at det angik ham selv og ikke kjendinger, som han vilde ha det til. Det var jo blot slige streger, kjøbmænd og skippere øvede mod hinanden, og hun havde ikke lagt sig det paa sinde, men stoppet ham, hvis han blev for aabenhjertig i uvedkommendes paahør. – – Men om der var noget usigelig stygt i hendes fars liv? Og hvad kunde det være? Var det overfor hendes mor, han havde forbrudt sig? – –

De var ved hotellet. Af og til havde de mødt folk, flere end der pleiede at færdes ude saa langt paa nat, og det viste, at byen endnu ikke var i orden efter kvældens optøier.

207Hotelporten var stængt, men fra et værelse med oplyste vinduer hørtes beruset skraal og pianomusik. Holk ringte.

Medens de ventede spurgte hun: «Dersom De begik en forbrydelse – nei, ikke det – en rigtig stor synd, tror De da, De aldrig vilde kunne forvinde det, og at man kunde skjønne det paa Dem, hvor gammel De blev – kanske bedre, desto mer De ældedes?»

Han forstod, hvilken retning hendes tanker havde. De havde uvilkaarlig lært sig til et frimurersprog indbyrdes, omskrev gjerne i almindelige vendinger, men opfattede alligevel straks det, der blev sigtet til, og denne udtryksmaade havde udvidet fortroligheden mellem dem.

«Hvis jeg kun havde begaat én rigtig stor synd – ja, saa vilde den vel nage mig,» svarte han undvigende. «For den, som blir en gammel mand og alene er skyldig i én dødssynd, han maa ha aagret med sin anger og ha overflod af den, men den, som er skyldig i en mængde, har sikkert forøget rub og stub af den. Jeg trøster mig med, at jeg allerede har begaat en hel skok.»

Porten aabnede sig, rustent knirkende. En søvnig gut glode paa dem og labbede ind igjen med den grætne besked, at Kovelands vogn ikke var spændt for, men den skulde snart bli.

De stod tæt ved hinanden i det mørke portrum. 208Om lidt saa de gutten traske over gaardsrummet med en staldlygt.

«Jeg talte med frøken Lilli om Dem», sagde Holk. «Hun glædede sig til at besøge Dem imorgen.»

«Talte De om mig?» svarte hun drømmende; hun havde ikke agtet paa, hvad han sagde. Men kort efter kom det langsomt og fortænkt: «Lilli er saa kvik og saa klog.»

Holk følte sine ansigtsmuskler fortrække sig til et smil. «Vilde De sige, at jeg synes om Lilli, der er saa kvik og saa klog?»klog?»] rettet fra: klog? (trykkfeil) spurgte han skarpt.

Hun vendte sig forundret til ham, og da tog han hende om livet og drog hende til sig og kyssede hende paa læberne, paa panden og øinene, mange gange paa øinene. Hun gjorde ikke modstand. Hun støttede sig viljeløst til ham, og hendes hjerte slog voldsomt og haardt.

Vognen kjørte frem med skydsgutten paa bukken, og de gik fra porten ud paa gaden. Det var en høi, gammeldags trille, og han hjalp hende op. «Er hesten paalidelig og stø?» spurgte han, men biede ikke paa svar og føiede til: «Kjender De Bergendahls?»

Nei, hun kjendte dem ikke.

«Hestene løb løbsk for dem en aften i høst,» forklarte han snaksomt. «Frøken Herwig var med, hun fik sig vist en dygtig skræk. Jeg skulde ogsaa ha været med, men ombestemte 209mig heldigvis i sidste øieblik. – Husk endelig paa at hilse frøken Lilli fra mig i morgen.»

Hun havde set paa ham, som om hun grundede paa noget. Nu gav hun gutten ordre til at kjøre. Gardinet for et af de oplyste vinduer blev heist i veiret. En før mand med vældigt, hvidt skjortebryst, lænede sig ud og svingede et glas. «Sov i ro!» sang han med fed bas efter vognen.

Erik Holk gik hjem. Men ved sin gadedør braastansede han og vaandede sig i ubehag og lede.

Det var en nederdrægtig historie, han havde indladt sig paa. Og havde han handlet med overlæg? – «Nei,» sagde han. «Nei, jeg har ikke det.» Den hjælpeløse, værgeløse Ottilie, hende havde han brugt som redskab for at hevne sig paa Lilli – – Ikke opstyltet! Han havde kysset en ung, vakker pige i et mørkt portrum, det vardet var] rettet fra: de tvar (trykkfeil) alt, og han var da ogsaa en art mandfolk – Udflugter! Det, at hun var vakker, havde ikke fristet ham, han skulde ikke dække sig bag sin naturlige skrøbelighed. Men havde hun ikke været det, havde han neppe kysset hende. – At Otlilie var forelsket i ham ragede ham ikke; han havde ikke lagt to pinder i kors for det, og Lilli havde været den første til at aabenbare det for ham.ham.] rettet fra: ham (trykkfeil) Tøv, han havde just havt rede paa det og likt det og med flid holdt hendes forelskelse inden 210venskabets grænser, saa at den bidrog til hans magelige velvære. – Og hun vilde aflevere hilsenen tiltrods for, at hun anede dens hensigt. Tiltrods for? Eller fordi? – Pokker løse den gaade. Grimt kom de til at opføre sig alle tre i denne historie. Forviklet kjærlighed blev immer smudsig.

Kjærlighed! – Aa, skulde han egentlig vrænge ad det ord? Det var i grunden mere betegnende for tilfældet end f. e. erotik.

Brrr! Ikke sludre sig fra det. Havde han begyndt at trevle sine handlinger op, var det lige godt at fortsætte og fuldende. Havde han virkelig ikke handlet med overlæg? Den lumpne indskydelse var mistænkelig fiffig sat i værk. Men havde hun ikke vakt hans medlidenhed ved sin bekymring for sin far, havde det ikke været saa nemt for ham at vingle over i ømhed. – Men skamme sig burde han. «Og jeg skammer mig,» sagde han ydmygt. «Jeg skammer mig.» – Men han skammede sig alligevel ikke, for idet han skulde til med det, var sagen blet ham inderlig ligegyldig, som dreiede den sig om en fremmed og var sladder, han overhængtes med af en brysom person.

«Det værste er, efter dette helvedes maset ikvæld faar jeg ikke sove – – jeg er blet for slap til at sove. Jeg blir bare liggende paa ryggen og puste. Herregud, for et kadaver!»

211Han rystede sig som en vaad hund og slentrede ned paa bryggen. Kanske var det lidt svalere ved vandet.

Dampskibet laa der fremdeles. Vagten ombord sad paa landgangsbroen og dinglede med benene og blistrede og det bragte Erik Holk til at flygte henad kaien, indtil han ikke længer hørte den pibingen. Han bar hatten i haanden, hans hode brændte og kjendtes som pakket i en hætte af myg vat. Anfald af mat svimmelhed vekslede med kildrende stikken inde i hjernen, fra panden, over issen og til nakkehulen.

Men han kunde dog nyde nattestilheden og med vellyst opfange de dunbløde lydfnug, der svævede i den, og de svage, klunkende plask af elven, som strømmede om bryggestolperne, og det fjerne, henglidende sus af havets aandedrag, og han listede sig varsomt afsted, forat hans trin ikke skulde skurre.

Pludselig satte han hatten paa, stampede forbitret og kavede med armene. Nogen havde stønnet kvinkende lige ved ham, ganske i nærheden. Der borte fra kom det – fra den høie kassestabelen. I et sæt fórfór] rettet fra: fòr (trykkfeil) han henimod den. Op til kassestabelen var stillet en rad sækker, og dér sad et tykt, sammensunket menneske og vaggede med kroppen og sukkede uafbrudt og jammerlig. Han stod foran det, vilde gribe fat i det, fingrene sprikte efter dets hals. Da trak 212han haanden rapt til sig og puttede den i lommen. Mennesket snudde paa sig og stirrede sløvt paa ham. Det var Søren Danielsen, høkeren.

«Hvad pokker bestiller De her, mand?» spurgte Holk brutalt. «Er De fuld?»

Søren hivede paa et uendeligt suk og rettede sig. «Nei,» svarte han mut og sak sammen igjen som en blæsebælg.

«Og hvad bestiller De her?» trængte Holk paa.

«Det var saa varmt i kammerset og saa kvalmt.» Han lagede sig tungvindt til at staa op, men Holk trykkede ham tilbage og bøiede sig ned over ham og lo hostende: «Aanaa – hehe! De har faat noble fornemmelser, Danielsen – har forretningen floreret i den grad? Det blir kvalmt for Dem i kammerset hos konen deres – hehe! Og saa vandrer De ud i natten for at svælge frisk luft – hehe! Længsel efter frisk luft, har De nogensinde tidligere lidt af det, Danielsen? – Hehe! De skulde vel ikke være blet ulykkelig, far?»

«Naa spør jeg, om sagføreren er fuld?» Søren prøvede paany at komme op, men et lempeligt puf hindrede ham.

«Bliv siddende, kjære,» sagde Holk vredt og tændte en fyrstik og lyste ham ind i ansigtet. Kinderne hang lasket, tvehagen gulpede rykkevis, munden gjeipte og synede usle tandstubber, øinene lukkede sig for lyset, saa poserne 213under dem rynkedes, og panden slog svære, pølsede skrukker. Udtrykket var midt mellem sønderknust bedrøvelse og overrasket, feig frygt. Søren vaagede ikke røre sig; sagføreren maatte være blet gal.

Holk slukkede fyrstikken og tog hatten af og viftede sig med den. «Undskyld, jeg var uforskammet, men jeg blev nysgjerrig, Danielsen, og maatte se efter. – De har allerede tilgit mig? – Ikke? – Jo, naturligvis. De er altsaa ulykkelig. Rugg ikke saa nægtende paa Dem. Jeg har konstateret det. – – Men er det svedte eller taarer, som har gjort Dem saa graaskimlet i fjæset? Sandelig, De har grædt! Aa, sig ja, da. Det vilde tiltale mig særdeles, om De havde været istand til det. – Det er forresten taarer og svedte i forening, begge dele er det.»

«Lad mig være,» skjæpede Søren.

«Ti stille. Ikke surve og ingen hidsighed! Husk paa, De er en krok, og jeg er ikke elskværdig stemt for øieblikket. Men syng ud bedrøveligheden for mig, spy ud det, som tynger Dem, og min sjæl skal forpligte sig til at bløde for Dem, naar den blir følsom igjen. Og det er smukt af mig, Danielsen. – Fortæl saa!»

«Lad mig være!» tiggede han ynkelig. «Lad mig være! De skulde ikke drive gjøn med mig.» Han snød sig og snufsede.

214«Jeg skal ikke drive gjøn med Dem.» Tonefaldet skiftede og blev trøstende venligt. «Jeg trode, det var ikke saa farligt! – jeg trode, De var fuld,» løi Holk og satte sig paa sækkene ved siden af høkeren og greb hans kvabsede næve og trykkede den.

«Jeg er afholdsmand,» forsikrede Søren.

Holk slap hans næve og tørrede i smug sine fingre. «Jeg har bedt Dem om forladelse og skal ikke gjøre nar af Dem, og kan jeg være Dem til nytte i nogen henseende, kan De stole paa mig.» – Og han klappede den anden opmuntrende paa ryggen og fortsatte: «De skulde ha tillid til mig, Danielsen, og fortælle mig det, som piner Dem. Kanske er der en raad for det.»

«Er det Deres oprigtige mening, dette da, sagfører?» Søren drog paa det.

«Jaja, vi har truffet saa ofte sammen, at De skulde kunne indse det. Jeg trode, som sagt, De græd fylletaarer og fandt det ækkelt, men vi skal glemme det. Og det kan ikke skade Dem at sige fra til mig. Fortæl mig det nu? Er det noget iveien med familien?»

«Med familien min?» Spørgsmaalet lød beklemt, men mindre uvillig.

«Jeg kjender Dem og Deres forhold, og naar De græder, saa maa det gjælde det, De holder mest af. De har en stor ungeflok, men pene 215og snille barn er det, og det fortjener De at ha, slig som De har strævet for dem.»

«De kan saa sige, sagfører. Stræv er det med barnene, men hygge ogsaa – og udgifter.» Søren mandede sig op. «Fem barn har jeg i live og tre paa kirkegaarden, og det har, som venteligt kan være, været stridt. Fem, som skulde ha mad; fem, som skulde ha skor; fem, som skulde ha skolegang, og fem, som skulde ha klær, og alt, hvad det kostede, skulde en kare til sig i den ringe boden sin.»

«Men De har greiet det, De og konen Deres, og De har høstet glæde og løn for det. De har artet sig bra, barnene, og snart er de vel voksne, hele redet.» Holk gren listig og strøg sit skjæg.

Søren seg forover, og det rykkede i ham. «De blir voksne, ja – Aldrig skaffede de mig graatendes sorg, saalænge de var smaa, men de blir voksne, ja.»

«Hvormange af dem er voksne?» forhørte sagføreren kolblodig.

«Den ældste af jenterne, hun Aaselene, og den næstældste ogsaa at kalde for.»

«Og de skaffer Dem sorg?»

Søren skjulte ansigtet og stønnede. «Hun Aaselene er frugtsommelig,» brast det ud af ham.ham.] rettet fra: ham (trykkfeil) «Jeg fik vide det idag,» blev han ved, grødet og hulkende. «Konen min skjønte det.»

«Kan de ikke gifte sig?» spurgte Holk tøvende. 216Han gren atter, men det var hurtigt og krampagtig.

«De vil ikke,» svarte Søren dumpt.

«Vil de ikke?»

«De mener, det er ikke nødvendigt, og at de skal det ikke,» forklarte han stumpevis og med higstende suk. «Det behøves ikke, eftersom de tider er nær, i hvilke der ikke skal tages til ægte og gives til ægte. De vil ikke, og hun undser sig ikke det gran for det.»

«Og barnefaderen – Jeg vilde spørge, hvem er far til barnet?»

«Det er den slampen fra frelsesarméen. Hun har fløiet did baade sent og tidlig og klimpret og kvidret som en lærke – den tøiten!» raabte han. «Juling skulde hun ha! De undser sig slet ikke, vyrder ikke skammen for sig selv og for mig og for sine søskende. De udsætter med barsel og bryllup til efter dommedag. – Gudsord og lidderligt prat! Det er en artig redelighed!»

Holk gnissede baghodet mod kassestabelen. «Saa. Og deres kone, tar hun det tungt?»

«Hun! Fan annamme mig!» bandte høkeren. «Hun er, forsyne mig, med paa det! Jeg gir dævelen i alle postillerne og salmebøgerne hendes! Hun er blet taabelig, hun og. Hun blev med Aaselene til mødet i kvæld for at te frem datter sin, kan jeg tænke – Hun og den 217andre jentungen. Fan annamme mig!» Søren var ude af sig, han stødte hælene mod bryggeplankerne og slog omkring sig og svor. «De rakker huset mit til for mig! De vyrder ikke skammen. Jeg kan ikke staa ved disken mer og sælge en sild uden at være genert for kunderne. – De vyrder ikke skammen! Og jeg, som er saa glad i dem!» Han storhulkede.

Holk overveiede, medens Søren rasede fra sig. «Er ikke De ræd for dommedag ogsaa, Danielsen?» spurgte han endelig.

«Pyh! – jeg gir dævelen i dommedag!» vrissede han. «Men jeg kunde mest bli det,» tilstod han lidt senere. «Det er saa mange, som er det, men ikke af bedre folk, forstaar sig. De skulde da ikke – der er da ikke noget i det, sagfører?»

Holk svarte ikke. De sad rolige. «De har da ikke den troen, sagfører?» forskede Søren, skjælvende i maalet. «Jeg har spekulert paa det i kvæld. Den, som ikke har lærdom og forstand, kan ha tæft. Akkurat som umælendes dyr. – Sagfører,» hviskede han hemmelighedsfuldt. – «Dem paastaar, at kattene ikke yngler i sommer, og det er vist sandt, vi har en hunkat, og den har ingen unger havt hidtil.» – Og han udbredte sig om de jærtegn og underlige varsler, der var iagttat, og Holk, som mærkede, at det var manden en lise at plapre sig væk fra 218sin ulykke, fandt sig i det. Men omsider blev han kjed og afbrød ham: «De skulde gaa til Deres kone nu, Danielsen, hun er nok ængstelig for Dem, stakkar. – Og sov paa det, De har betrot mig. Imorgen er kanske Aaselene fornuftigere, saa giftermaalet kan bli af.»

Tungvindt og støl kom høkeren sig paa benene. Aaja, sagføreren havde sagtens ret, indrømmede han modfalden. «Og tak skal De ha for denne gangen – det har været saa godt at ræsonnere med Dere. Men fuld var jeg ikke.» Og han stabbede henover bryggen og blev borte i tusmørket.

Holk blev siddende og nød atter stilheden, indtil aareslag klang ude fra elvemundingen. Det var fiskerne, der rode tilsjøs. – Han saa længe paa en stjerne, som lavt nede i horizonten brændte stor og rødlig, og hvis gjenskin slikkede vandene. Saa reiste han sig og vendte sig mod byen og saa det første, kolde og grønlige morgengry blege himmelen over heierne.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.